Vinterubehageligheder i København

Der er ikke så få af dem. Fuldstændig at afhjælpe dem er umuligt. Men at arbejde for at formindske dem er derimod fornuftigt, og dertil en pligt.

1) Om vinteren tilfryser vaskerenderne i gårdene, hvis der kastes vand i dem. Derfor må husejerne forbyde de som bor hos dem, at kaste vand i vaskene. Men da tyende ofte er dovne eller modvillige, og gerne vil spare sig den umage at bære det beskidte vand ned på gaden, skrider de ofte først til det, når renden er tilfrosset. Det har den ubehagelige følge, at en sådan rende ikke tør op igen, før der har været mange dage med mildere vejr.

Denne gene kunne afhjælpes, hvis man lavede vaskerenderne dobbelt. Nemlig sådan at der uden om den egentlige rende til alle sider var et 1 tomme fritstående futteral af træ. Dette futteral eller ydre rende behøvede kun at være af meget tyndt træ. Det mellemliggende lag luft ville så virke til at holde den egentlige rende fri for frost.

2) Det er til gene at rendebrætterne ved indfaldende frostvejr enten kommer til at ligge for højt, eller blive væltet om på fortovene. Begge dele er meget farlige for fodgængerne.

Rådet mod det er meget simpelt, nemlig at befale at alle rendebrætter er løse. Det vil sige ikke lænkede til stenene. Smeden i Store Kongensgade nr. 255 og 256 har vist med sit bræt at det kan ligge fast uden at være lænket. Ved indfaldende stærk frost og sålænge denne varer, burde brætterne, som ikke blot overflødige, men endog skadelige, tages væk og stilles i husejernes gårde.

3) En tredje vinterubehagelighed er den, at en mængde husejere for at forhindre at den rende, der leder vandet ud fra deres gårde ikke fryser til, dækker denne på fortovet med en stor mængde gødning, der både frembringer et væmmeligt syn, og et slemt søle ved indfaldende tø.

I de tilfælde hvor denne uskik blot er en følge af dovenskab eller utidigt gnieri, fx hvis man enten ikke vil ophugge eller bekoste sin rende ophugget, der ville en mærkbar bøde gøre god virkning. Men på steder, hvor kælderen trues, fordi en gårdvandpost hele tiden løber over, enten fordi dens tud er sat for lavt, eller fordi en nabopost bruges for stærkt, der bør en sådan posts tud forsynes med en hane, så det unødige vandspild kan forebygges.

(Politivennen nr 356, 16. februar 1805, s. 5659-5662)

Redacteurens Anmærkning

Store Kongensgade 255 er nutidens Store Kongensgade 82. Huset er fra 1734, ombygget 1795 og eksisterer altså stadig. 

Rendestene er et af de mest hyppige klagepunkter i Politivennen. Næsten hvert nummer indeholder klager over disse. Af de mere uddybende artikler er fx "Om Rendesteensbrædterne paa Østergade." (Politivennen nr. 736, lørdag den 6. februar 1830, side 85-87)

Om nogle Byrder, som ønskes pålagt Herremændene

Anmelderen benægter ikke at titlen klinger slemt. Herremanden fik forøget sine byrder af vores retfærdige regering. Fordi regeringen viseligt ønsker at en større skatteligelighed efterhånden skal erstatte den uretfærdige ulighed, som de to mægtigere stænder havde unddraget sig selv for statens byrder, for at lægge dem på borger- og bondestanden. Mens de selv nød de fordele som samfundet yder, i langt højere grad end disse. Hvorfor så fremsætte forslag til endnu større byrder for herremændene og alene for dem, kunne man spørge. Men når disse gode mænd har læst det følgende, tror man at de ikke vil blive vrede.

Hvis det er sandt at agerdyrkningen i Danmark har gjort betydelig fremskridt på det seneste ved bedre sædskifte, indførsel af kløveren og kartofler og en følelig virkning af udskiftning af fællesskab og hoveriets ophævelse, så må man samtidig erkende, at selvom agerdyrkningen endog opnåede - hvad vel ikke bør anses for umuligt - det tredobbelt af hvad den nu er, så halter dens søsterkunst husdyrdriften så aldeles forsømt efter. Dette er tilfældet i Danmark og Norge.

Med undtagelse af hvad regeringen med prisværdig opmærksomhed har gjort for hesteavlen og for anskaffelse af spanske får, og af hvad Landhusholdningsselskabet med indskrænket fond har kunnet gøre til fåreavlens forbedring i Norge, så må man sige, at der næsten intet er gjort for vores husdyrs forædling.

Det er til Englands store hæder at have været den første nation i verden, der har vist hvordan menneskets behandling over al forventning kan forædle oksen, fåret, svinet og flere dyrearter, og hvor stor velstand sådan forædling bibringer landmanden og den stat han er borger af.

Ja, hvis den ånd, der besjæler Englands godsejere som driver disse genstande med sand virtuos entusiasme, også var til stede hos vores jorddrotter *), så ville det vist nok ikke bare være overflødigt, men endog højst urimeligt at tænke på at pålægge dem det som denne forædling tilsigter.

Vel kan man sige, at der med tiden vil komme forbedringer. Men hvor langsomheden er så stor, og det mål der skal opnås, så vigtigt, der kunne man vel ønske, at det ikke blot blev overladt til tiden, men at den gode sag blev fremskyndet ved tvang, der endog gavner den tvungne mest.

Vores bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre racer. For herremanden gælder dette derimod ikke ganske. De har i det mindste råd til at bekoste anskaffelsen af sådanne ædle dyr. Og fra deres avl kunne igen bønderne og andre mindre landbrugere forsynes.

"Vores bønder forstår ikke, formår ikke og hvad værre er, ville ikke selv om de formåede, tilvejebringe sig ædlere dyr for at frembringe bedre racer."

Når det pålagdes enhver godsejer at have i det mindste et par spanske får, et par engelske svin, en bedømt god hingst, og en ligeledes bedømt god tyr, så blev det muligt for regeringen at anvende endnu langt større summer end hidtil til den første anskaffelse af sådanne dyr til deres hensigtsmæssige og ublandede fremavl i dertil anlagte kongelige stutterier, malkekvægshold, fårehold og svinehold. For så var den sikker på at vinde omkostningerne tilbage gennem sikker afsætning af de dyr som blev fremavlet der. Og selv om afsætningen til frivillige købere var lige så sikker, måtte dog den her foreslåede, såkaldte tvungne afsætning foretrækkes, fordi ikke blot nabodistrikter, men hele landet, snarere kunne vente de fordelagtige følger af ædlere kreaturers opdræt. 

Disse følger var sikrere, hvis godsejerne tillige blev pålagt hvert år at indberette de af dem købte ædlere dyrs tilstand og formering, samt om afsætningen af yngelen til omegnens mindre jordbrugere.

Nu omstunder er der mange bønder omkring i provinserne, vel også mangen præst, som gerne ville ønske sig lejlighed til en så nyttig forædling. Men omkostningerne er for store for dem.

Jeg tror derimod ikke, at man vil finde det her foreslåede en byrde for en herremand. Og snart ville udlægget rigeligt tjenes ind igen. Og med tiden ville godsets forbedring med den ædlere husdyravl, føre til at han eller hans børn velsignede påbuddet.

*) Det forstår sig at her gøres fornøden undtagelse for et lille antal af danske jorddrotter.

(Politivennen nr 356, 16. februar 1805, s. 5653-5658)

Uordner.

Ikke bare på Købmagergade, men også i Læderstræde, og især på det sidste sted, er det sket at folk, som er gået forbi de holdende, forspændte kareter, har været i fare for at blive bidt af heste, der har snappet efter dem. Da det umuligt kan være husbonden eller i det mindste hans folk ubekendt, at en eller anden af deres heste har denne farlige vane, håber man at de aldrig lader sådan et dyr stå ude på gaden. Det var ikke uretfærdigt, om en meget følelig straf pålagdes den hyrekuskkarl, hvis hest bed nogen forbipasserende. Det bør bemærkes, at det var i sommer en af hestene på Købmagergade snappede efter en forbipasserende. I Læderstræde er det derimod sket for ganske nyligt.

(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5651-5652)

Læderstræde - her tæt på Amagertorv - blev ramt af branden i 1795, og stod næsten genopført i 1805, så husene lignede formentlig fotoets huse. Rådhustårnet som man aner i baggrunden til højre var der ikke. Her forløb volden. Muligvis har man i stedet kunnet se en af de 17 voldmøller.

Redakteurens Anmærkninger

København havde i 1801 over 2.500 heste. Hyrekuske rangerede under midten i det københavnske retssystem, men dog under "anselige og formuende borgere" som Politivennens skribenter formentligt kom fra. En pæn portion artikler i Politivennen beklager sig over hyrekuske, som ikke kører hvorhen de bliver bedt om, kører vildt og uforsvarligt og i det hele taget er uforskammede og grove.

Ønsker fra Helsingør

(Efter indsendt)

Stengades stykke fra Skt. Annægade til glacisen synes at kunne behøve noget mere lys, da der ikke alene ofte står forspændte vogne, men også er rendestene som løber tværs over kørebroen. Disse gøres kun ved særlige lejligheder i stand, sådan som det for nyligt skete med kongen af Sveriges ophold her, så man uden frygt for ubehageligheder selv i mørke kan gå over dem. Hvis en sådan istandsættelse til daglig brug er for kostbar, mener man, at mere lys i denne ende kunne afhjælpe det.

(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5647-5648) 

Sankt Annægade 11. Huset ligger et pænt stykke fra det daværende glacis (mod højre), men giver et indtryk af hvor smal gaden er. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Bemærkning.

Hentyder muligvis til Sveriges konge Gustav IV Adolf (konge 1792-1809) som i januar 1805 rejste gennem Danmark pga. ishindringer, eskorteret af en æresvagt af husarekskadroner i Roskilde og Hillerød. Kronprinsen opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør.

En Grav-Uorden

Torsdag den 7. februar blev en konstabel ved det borgerlige artilleri begravet på Frue Lind, eller kirkegård uden for porten. Og da hans lig skulle nedsænkes i graven, måtte man to gange tage det op igen, fordi graven var for kort og for smal. Selv om det var en mådelig kiste som var købt på Frederiks Hospital, hvorfra liget blev begravet. Løjtnanten ved mandskabet måtte så sammen med de andre i følget stå en god halv time, mens graven blev gravet større, og det var meget ubehageligt i denne kulde. Man håber at den ansvarlige ser til at sådan en skødesløshed ikke gentager sig.

(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5639)

Redakteurens Anmærkninger

Det Borgerlige Artilleri, Københavns Borgervæbning

Eksisterede 1789-1870, og på Politivennens tid bestod artilleriet af 900 mand fordelt på 6 kompagnier. 1. juni 1808 blev Københavns Borgerlige Artillerie slået sammen med Københavns Borgerlige Infanterie til "Københavns Borgervæbning".

"Frue Lind"

Var oprindelig Frue Kirkes Assistenskirkegård Linden. Den lå i karreen Fiolstræde, Rosen­gaarden, Peder Huitfeldtstræde og Skidenstræde/Krystalgade indtil o. 1760, hvor den blev erstattet af bl.a. Nørrebros Assistenskirkegaard. Artiklen skriver at det var "uden for porten", så det er formentlig sidstnævnte han hentyder til. (Se: H.Weitemeyer i Historiske Meddelelser om København, 5. bd., hefte II. København 1915, Side 81-117).

Assistenskirkegården: "Andreas Clausen. Født d. 4. febr. 1755. Død d. 18. sept. 1803" og for at ingen skal være i tvivl er tilføjet "48 aar 7 maaneder og 14 dages alder". Hans navn står over to andre på den ældste del af Assistenskirkegården, afdeling A. Som allerede i dag er begyndt at ligne det museumsområde den skal være i 2020. Så det er formenlig i dette område den gode konstabel blev forsøgt begravet ad flere omgange.