En Forskønnelse for København

København har en del at vise frem offentligt hvad angår beboelsesejendommes smagfuldhed og pyntelighed, også fine i Amalienborg, Christiansborg, Børsen, Rundetårn og de to hestestatuer. Men hvad angår kirker og broer er det den usleste stad i verden.

Om broerne er sagt meget, og ved først givne lejlighed skal atter siges noget. Men hvad kirkerne angår, så må man vel erkende, at de hvad angår bygningskunst ikke er værdige nok til at stå i en hovedstad for to kongeriger.

Godt nok har man en begyndelse til en marmorkirke, men dens fuldførelse sker næppe lige med det samme. Det foreslås derfor at nedrive den hæsligste af vores kirker, Garnisonskirken, der skæmmer den skønne plads, og lige med det samme fordærver alle gode tanker, som rejsende der ankommer fra søsiden gennem Amaliegade, måtte have fået om os.

Nedriv den hæsligste af vores kirker, Garnisonskirken. Den skæmmer den skønne plads, og er en torn i øjet på enhver sømand der ellers måtte have gode tanker om os.

Da nu Nikolaj kirke skal nedrives, vil vi få en mængde sten, og slottet afgiver muligvis også flere, end domhuset kan modtage, så det synes at kunne være endnu en fremskyndelse til at skille staden af med et vansir for at skænke den en smagfuld prydende bygning.

Gid København engang måtte eje en indbydende kirke. Uden grave udenfor og indenfor, og ikke væmmeliggjort. Ikke indhyllet i træer, men fritliggende, velbygget og til glad gudsdyrkelse!

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5713-5714)

Redacteurens Anmærkninger

Marmorkirken

Fortæller på sin hjemmeside om den mærkværdige tilblivelseshistorie. Her nogle højdepunkter: Byggeriet var startet i 1749. Men åbenbart havde man sat barren for højt, og selv efter nogle nedjusteringer blev byggeriet helt standset i 1770. Så på Politivennens tid har det allerede stået som en halvfærdig foretagende. Og der gik lang tid endnu. Først da Tietgen i 1870 købte ruinen begyndte der at ske noget, og den blev indviet så sent som 1894, altså næsten 250 år efter grundstenen var lagt.
 

Garnisonskirken 

Mere prosaisk er Garnisonskirkens historie. Den blev taget i brug 1706 som kirke for den store landmilitære hær. På Politivennens tid, i 1804 var den lige blevet civil kirke for bydelen.

Nikolaj Kirke

Var på Politivennens tid revet ned på grund af branden i 1795, og kun tårnet (uden spiret) stod tilbage. Det blev brugt som vægtertårn og signaltårn for skibene. Med slagterboder omkring. I 1805 fungerede den ikke længere som kirke. Den nuværende bygning er opført over 100 år senere end Politivennens artikel.

Advarsel til vedkommende

(Efter indsendt)

Tre unge mennesker, hvoraf de 2 er klædt i røde trøjer med grønne kraver, den tredje i matrostøj, går ofte samlede af kådhed, og tilføjer hvem der møder dem, megen grovhed og stadig overlast.

Man advarer disse knøse at holde sig fra sådanne drengestreger for fremtiden, da deres navne allerede er noterede og man ikke vil skåne dem, hvis de igen træffes på fersk gerninger.

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, s. 5708)

Uforsvarlig kørsel

(Efter indsendt)

Selvom et fruentimmer blev overkørt til døde sidste søndag aften i Pilestræde, må en højaldrende mand dog beklage at også siden at have været udsat for samme ulykkelige skæbne.

Pilestræde og i baggrunden krydset til Klareboderne/Møntergade, hvor Pilestræde skifter navn til Springgade. Det var her et fruentimmer blev overkørt med døden til følge. 

Det er vel ikke muligt at forebygge disse afskyeligheder med tvang. Enhver ulovlig kørsel bliver straffet så snart den angives på politikammeret. Det må man håbe at enhver, der så sådan uorden, ville bekvemme sig til. Men såre nyttigt ville det være, hvis enhver hyrekusk straks ville afskedige ham ved første lejlighed, hvor han enten ved selvsyn eller ved andres vidnesbyrd blev overbevist om, at hans karl kørte uforsvarligt. Om han end ellers havde nok så mange fortræffelige egenskaber.

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, s. 5707)

Redakteurens Anmærkninger

Springgade 

Var indtil 1881 det stykke af Pilestræde som forløber mellem Møntergade og Landemærket. Se eventuelt bloggens kort fra Politivennens tid. (Klik på kortet for forstørrelse).

I Anledning af en Distriktslæges Forsømmelse til nøjere Eftertanke

Undertegnede, hvis datter søger en friskole, henvendte sig omtrent for en måneds til siden, til distriktets forstander med en skriftlig anmodning fra skolens lærer om at anvise hende en læge, da hun pludselig var blevet angrebet af et tilfælde, der forekom mig og andre at være begyndelsen til en hidsig sygdom. Lægen indfandt sig da også og foreskrev nogle midler, men blev borte i en 10-12 dage. Imidlertid tog sygdommen til med sådan heftighed, at der kun var lidt eller intet håb om barnets liv.

I min sorg og forlegenhed henvendte jeg mig igen til min datters lærer og fortalte ham, at lægen ikke havde været mere end den ene gang hos hende. Efter hans råd anmeldte jeg det for forstanderen, som lovede at foranstalte det fornødne. Men selv efter at barnet dog begynder at komme sig en smule, har jeg ingen læge set.

Denne gang har naturen og omhyggelig pleje, næst Guds hjælp, og ikke lægemidler, reddet mit barns liv. Men det bør dog vel ikke altid være tilrådeligt at stole på god natur, mindst på passende pleje, især hos fattige folk.

Forsømmelse i sygdomstilfældet kan fra lægens side så let have et menneskelivs tab til følge. Og et menneskeliv, hvad enten det tilhører en kejser eller en stodder, bør være lægen lige helligt og dyrebart.

Ovenstående har jeg bekendtgjort for at vedkommende læge, der dog skal være en lærd mand, herefter vil udvise større nøjagtighed med sine fattige patienter end i dette tilfælde. Og for det tilfælde at hvis sådant skulle ske igen, at direktionen for fattigvæsnet ville råde bod på sådan utilgivelig forsømmelse.

Rasmus Pedersen
Værtshusholder

* * *

Udgiveren kan ikke tillade sig at tro, at en læge frivillig skulle forsømme en syg fordi denne er fattig. Men anser det for muligt, at lægen enten har forudset, hvad der jo blev tilfældet, at naturen her ville hjælpe, eller troet at hvis sygdommen virkelig tog til, ville faderen vel komme til ham for at minde ham om at komme.

Måske var det ikke af vejen, om der var flere reservedistriktslæger, der i tilfælde af lægens eget forfald kunne overvåge den del af hans dont, der kunne komme til at forsømmes.
Endelig burde klageren, hvis hans barns liv var ham kært, og han ikke ville minde den samme læge, ikke have stolet på læreren, men selv gået til forstanderen, eller endog til en direktør.

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5704-5707).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5724.

Sygdom er et regelmæssigt tema i Politivennen. Det er svært at forestille sig lægekunsten på Politivennens tid. Man havde ikke engang kendskab til hvordan man helbredte banale sygdomme som halsbetændelse. En udbredt opfattelse var at sygdom skyldtes en ubalance i kroppens væsker. Snot kunne derfor opfattes som kroppens eget forsøg på at bekæmpe sygdommen, og behandlingen bestod stort set i at hjælpe kroppen på vej og bringe balance i dens væsker. Mange læger lod sygdommen gå sin gang, sådan som det er beskrevet i Politivennens artikel. Andre brugte kviksølvholdige midler, vanddrivende midler, omslag eller åreladning. Det var ikke ualmindeligt at lade sig årelade et par gange om året for at holde sig rask. Set med vore dages kundskaber havde disse midler i bedste fald ingen virkning, i værste fald kunne de være med til at slå patienterne ihjel.

Kraks Vejviser 1811 har en liste over praktiserende læger i København 

Rasmus Pedersen

Herom kan man i Kraks vejviser for 1804 finde følgende oplysninger: "Pedersen, R., Brændevinsbr[ænder], Store Kongensgade 293"

Katharral tilfælde

Der er formentlig tale om catarrhalis, eller mellemørebetændelse og lungebetændelse, der ubehandlet godt kan gå over af sig selv. Men jeg har ikke tjekket om man dengang brugte udtrykket.

I Anledning af Gangstiens Afskaffelse over Fælleden ved Assistenskirkegårdens Udvidelse

(Efter indsendt)

Assistenskirkegården er ubestrideligt en af den seneste tids bedste indretninger i og omkring København. Ja man kunne ønske, at vores regerings så utrættelige opmærksomhed på almenvellet, også ville udstrække sig dertil, at alle kirkegårde og begravelser i og uden kirkerne for fremtiden blev afskaffet, imod at ejerne af begravelsessteder fik en passende og rimelig godtgørelse, således som det er sket ved Bryggerlaugets ophævelse. Samt at kirkegårdene blev forvandlet til åbne pladser og kirkerne indhegnede med jernkæder, ligesom statuerne på Amalienborg og Kongens Nytorv. 

Byen ville ved det ikke alene vinde usigelig meget i skønhed, fordi kirkerne ikke længere kom til at ligne himmelske fæstninger, der som oftest er slet besøgt, fordi de afskrækker mængden med deres ringmure og gravhøje. Disse sidste dufter på varme sommerdage ikke just indbydende. Men en friskere luft ville også oplive stædernes desuden noksom svækkede sundhed, og kirkerne ville komme nærmere deres mål, at være den rene uskyldigheds templer og samlingssteder for dyd og enighed. 

Gangstien over Fælleden er blevet spærret efter udvidelsen af Assistenskirkegård. Men kunne man i det mindste ikke åbne en gennemgang i muren, så man om søndagen kunne spadsere igennem?

Vi vender tilbage til Assistenskirkegården som ved sin nye tilvækst, dog synes at have forårsaget en ulempe: At gangstien, som før gik over Fælleden, derved er spærret. Men kunne man ikke forvente denne ubehagelighed afhjulpet på en behagelig måde ved, i det mindste om søndagen, og under den strengeste opsigt og alvorligste straf for fredsforstyrrere, at åbne en gennemgang på kirkegårdens mur, ved sammes begyndelse herfra staden på Nørrebro, hvorfra en sti kunne føre over kirkegården gennem en på den modsatte side af muren anbragt åbning, ud på Fælleden. 

Københavns indbyggere ville ikke alene derved genvinde en af deres behageligste spadsereture, men hvor meget godt turde man ikke spå sig heraf, da de spadserende her først kunne gennemvandre de dødes rige og anstille nogle alvorlige betragtninger, før de nåede de levendes rige, i Frederiksberg Have, hvor den nøgne dyd let forvildes i tryllende labyrinter, af engelsk og franske personificerede anlæg.

(Politivennen nr. 359, 9. marts 1805, side 5701-5704)

Redakteurens Anmærkninger

Det tætteste jeg kan komme på nogenlunde hvor denne gangsti har været, er et kort fra Stadsarkivet som må være fra lige efter Assistenskirkegårdens udvidelse op til Runddelen.  Her ser det ud til at der er en sti som er afbrudt ca midt på. Der ligger også en reberbane langs Nørrebrogade.

Til gengæld er skribentens ønske om at omdanne de gamle kirkegårde omkring Vor Frue, Nikolaj Kirke, Trinitatis Kirke m. fl. til åbne pladser jo i mellemtiden blevet til noget. Derimod ikke at kirkerne blev indhegnet af jernkæder.