(Efter indsendt)
Man behøver næppe at sige, at størstedelen af de der besøger Rosenborg Have er børn. Dels løbet derind på egen hånd for at more sig med at brække grene af, kaste med sten og stokke, springe op og ned af bænkene eller der forrette deres naturlige behov. Dels af såkaldte smukke folks børn, som af forældrene sendes derhen for at nyde den frie luft og bevægelse under en god varetægt, som det formodes de får af barnepiger og ammer. De passer næsten uden undtagelse disse uskyldige småmennesker som de har fået betroet, med den mest strafbare skødesløshed, mens de enten morer sig med sladder indbyrdes, eller med at opfiske en eller anden af de vanskabninger, hvem en lille føjelighed i tide kan aflokke penge til et smukt tørklæde, en kappe, et par hvide strømper eller de dyre sko. Og de er igen kun opmærksomme på børnene for at holde dem ude i kavallergangen eller banke dem, fordi de skriger eller går for langt bort.
Endelig bør mærkes den tredje klasse af børn, der besøger Rosenborg Have, nemlig de som man i mængde ser indslæbte der af andre noget mere voksne børn. Opsigten med disse kan heller ikke være synderlig bevendt.
Der køres alt for stærkt selv i sidegangene i Kongens Have. De burde køre ind ad porten fra Kronprinsessegade (tv).
Som følge af alt dette kan man ikke uden sand pine se, hvordan de vogne som i disse dage kører derind med jord, møg eller deslige, farer af sted, og det i de stærkt søgte gange. Den jævne vej er for fristende til at piske på for disse rå mennesker, der aldrig, endog på den dårligste vej eller med det største læs, vide at fare i mag. Men just den omstændighed at byen er jævn og uden sten, gør at når en sådan vogn nærmer sig, bliver den desto mindre bemærket af letsindige små børn, til dels glutter, der næppe kan kravle og som er overladt til sig selv. Det er kun et par dage siden at en mand i indsenderen påsyn, med så godt som livsfare rev, et par børn væk næsten for fødderne af en sådan køresvends heste.
Ganske vist vil det vel blive ændret når et eller flere børn er kørt over. Men bedre var det, at der straks og for bestandig af de ansvarlige blev befalet at køre i de afsides gange så meget som muligt, og selv der, følgelig endnu meget mere i de søgte gange, altid fod for fod, og med den største opmærksomhed. Ligeledes var det vel godt, at sådanne vogne blev beordrede at køre ind af porten i Kronprinsessegade, og ikke ad den gjorte åbning i havemuren tæt ved den ordentlige hovedindgang. Her er sådan en jagende vogn der med en fart drejer ind på den bløde jord, overmåde farlig for ind- og udgående.
(Politivennen nr. 420, 11. maj 1806, side 6680-6683)
Redacteurens Anmærkning.
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn gav i nr. 47, 11. maj 1804, side 719-742 en beskrivelse af haven som på mange måder understøtter Politivennens beskrivelser.
(Efter indsendt)
Ville det ikke være passende om de herrer gejstlige her i hovedstaden ved anmeldelsen af hvem der prædiker, også hver især anmærkede det emne hvorover de ville tale. Det ville vist bidrage til mere sand nytte for de kirkegængere, når hver ifølge sådan en anmeldelse kunne udvælge sig den kirke, hvori et emne, der netop var i hans interesse, i hans omstændigheder og sindsstemning, blev afhandlet.
(Politivennen nr. 420, 11. maj 1806, side 6680)
(Efter indsendt)
Adskillige prænumeranter på bogen "Urnen i den ensomme dal" som for et år siden havde betalt dens fire dele, men hidtil kun fået de to første, spørger udgiveren hr. boghandler Stadthagen: Om de kunne vente de 2 tilbageværende dele, eller betalingen for disse godtgjort?
(Politivennen nr. 420, 11. maj 1806, side 6679-6680)
Bekendtgørelse
I anledning af det foregående nummer fremsatte spørgsmål til G. L. hr. boghandler Stadthagen er det bladets pligt at bekendtgøre, at hr. Stadthagen straks offentligt har anmeldt at prænumeranterne på det omtalte skrift "Urnen i den ensomme dal", der har betalt de to sidste dele af samme bog nu uden betaling kan afhente dem.
(Politivennen nr. 421, 18. maj 1806, side 6702)
Titelbladet til den tyske udgave. Den danske findes på det Kongelige Bibliotek, og er ikke til hjemlån. Bogen synes at være gået totalt i glemmebogen. Og forfatteren er ikke nævnt i noget større tysk opslagsværk, fx Kindlers litteraturleksika, Brochhaus og andre..
Redakteurens Anmærkning
Urnen i den ensomme dal
Det drejer sig om "Urnen i den eensomme dal" af Ludwig Benedict Franz Freiherr von Bilderbeck (1764-1833), I-II. del oversat 1804. 1.-2. del oversat af Otto Horobow, 3.-4 del oversat af E. F. Primon, 1806. Findes i Danmark på det Kongelige Bibliotek. Den tyske udgave er digitaliseret, og findes i München, Bayerische StaatsBibliothek digital. Casino opførte en forestilling (Mumbo-Gumbo-Gonggong den Store) med Bilderbeck 5 gange.
(Efter indsendt)
I går aften den 7. maj var et beruset fruentimmer prisgivet til hån og latter, og slæbt gennem en hel gade af en talrig flok uartige og dårligt opdragne drenge, som med deres piften i fingeren og nedrige skrål sammenkaldte endnu flere unge og ældre, for at se på og tage del i dette for dem så morsomme optog med denne berusende kone, som ganske var uden sans og samling af drukkenskab. Hun var temmelig godt klædt og bar i sit forklæde nogle levnedsmidler, som tillige med hende blev omkastet på gaden af de frække drenge.
Jeg, som just gik hjem til min bopæl, så på denne umenneskelige handling, og bad adskillige tilskuerinder at hjælpe dette arme kvindemenneske ind i et hus, hvor hun dog kunne være forskånet for disse så pøbelagtige drenges slette behandling. Men i stedet for svar fik jeg hånlig latter. Jeg tog altså dette drukne fruentimmer op af gaden, og bar hende ind i en åben port, hvor jeg satte hende ned, til støtte ved en væg, for at hun kunne hvile sig. Porten blev straks slået i lås, dog ikke af værten, men af en anden honet mand. Drengene vedblev endnu med piben og skrål og næsten bestormede huset ved at støde til porten med hænder og fødder.
En flok velklædte herrer i beskænket og opmuntret tilstand på Halmtorvet (nuværende Rådhuspladsen) ved Vesterport. En aldrende velklædt herre får frataget sin hat. (Udsnit af større parti fra hele Vesterport, Før og Nu 1915).
Jeg bad indstændigt Husværten om at unde dette kvindemenneske plads i en anden krog i huset for dels at vise menneskelighed mod hende, og dels at få pøbelen fra huset, når de tabte hende af øjesyn. Men han bebrejdede mig uhøfligt fordi jeg havde lagt hende i hans portrum. Jeg beroligede ham med at jeg ville lade hende afhente af vægterne og bringe hende i sikkerhed. Men straks jeg forlod huset, blev det arme kvindemenneske med magt kastet ud på gaden, hvor hun endnu en rum tid måtte være hånlig genstand for drengenes rasende løjer. Jeg formoder hun blev bragt til rådhusarresten.
Det var at ønske, at denne skammelig og umenneskelige handlemåde med drukne folk, måtte blive hæmmet med tiden, da den strider imod moralen, og røber den rå menneskeklasses sildige fremgang i samme. Dette overlades som rimeligt ganske til det retskafne politivæsens eftertanke og omsorg.
København den 8. maj 1806
Hans Chr. Bryning
i Aabenraa nr. 263, 1. sal
(Politivennen nr. 420, 11. maj 1806, side 6673-6676)
Ved et tilfælde, der i disse dage er sket her i staden og er hvermand bekendt, bevæges udgiveren til at fremsætte følgende tanke som han har næret længe.
Der strømmer hele tiden fremmede her til Danmark og især til København, der har et eller andet sjældent at vise frem for penge. For ikke at nægte folket morskab, og for tillige på den måde at bringe de fattige en hjælp der med gladere ansigt gives af mange, end en langt mindre almisse, bliver det almindeligvis tilladt disse mennesker at drive deres erhverv, om man burde bruge så smukt et navn, blandt os på bestemte tidspunkter.
Her er ikke stedet at afgøre om der måske kunne anføres vægtige grunde til at nægte sådan tilladelse. Jeg vil blot anmærke, at det som disse landstrygere ofte tjener penge på, er at vise kunster og færdigheder af personer, som de fører med sig, eller også disses besynderlige vanskabning. Enhver, som har besøgt i Dyrehaven eller andetsteds og set dette syn, må tilstå at de fremviste personers (mange af disse er børn) tilstand synes yderst beklagelig.
En mandsperson proklamerer fra en forhøjning, og en velklædt herre skubber sig ind bag forhænget, forventningsfuld om det skue som venter ham. (Dyrehavsbakken i 1840erne. H. G. F. Holm, Før og Nu 1919).
For et par år siden var det den almindelige mening, at et barn der således var til skue i Dyrehaven, viste den største nedtrykthed og inderligste græmmelse. Det gik så vidt, at mange af tilskuerne længe efter følte et højst ubehageligt indtryk. De forestillede sig som muligt, at dette barn ved ran eller på anden ulovlig måde var kommen i disse omstrejfendes magt, der nu så jammerlig brugte det til at skaffe sig selv en uærefuld levevej, og gøre barnet til et for sig selv og for verden unyttigt menneske for hele sin levetid. De tænkte endvidere at det var muligt, at også andre menneskeskabninger fremsat til skue var i samme kår. At den ligegyldighed, ja vel endog munterhed disse viste, blot kunne skyldes den hårde tvang de holdtes i af dem, der førte dem rundt i verden, som en dem tilhørende ejendom.
Den frygt og uvidenhed disse ynkværdige personer holdes i af deres tyranner, er nok til at holde dem fra at klage. At løbe bort, falder dem ikke ind i et fremmed land, hvis sprog de ikke forstår, og hvor de ikke kunne formode at finde nogen ven!
Hvor skønt alligevel, om Danmarks retfærdige regering viste sig at være denne himmelsendte ven for disse ulykkelige! Og dette er det ønske disse linjer er bestemte til at bringe.
Når enhver politimester ikke alene berettiges, men endog forpligtigedes til, når sådanne omstrejfere kom i hans virkekreds, at skaffe sig kundskab om de af dem omførte virkelig godvilligt fulgte dem ikke ønskede at komme i en anstændig næringsvej, og endelig om der kunne forevises nogen virkelig adkomst af dem, der havde dem som redskaber til deres underhold.
Måske ville sådan foranstaltning rive mangt et uskyldigt rov ud af en barbars, en fordærvers, en menneskeraners vold!
(Politivennen nr. 419, 4. maj 1806, side 6667-6670)
Redacteurens Anmærkning
Dyrehavsbakken
Var på Politivennens tid nogen anderledes end den er i dag. Der var offentlig adgang i 5 uger om året. Og dets omrejsende teaterselskaber, linedansere, bjørnetrækkere, kunstberidere og vidunderlige mekaniske indretninger havde skabt et internationalt ry og tiltrak hvert år udenlandske optrædende af mange slags. Herunder også de nævnte fremvisninger af vanskabte mennesker og dyr.
