Spørgsmål til Jurister

Når en mand har en have, som støder ud til en anden mands marker der er tilsået med byg og havre, og ikke vil indhegne sin have sådan at markerne er fredede, men tværtimod lader åbninger stå så store at køer, får og svin sagtens kan passere ud og ind, og altså endnu lettere hans fjerkræ, uagtet det er ham meldt, og synsforretning taget over hans havehegns elendige og brøstfældige tilstand, og han endda er uforskammet nok til at svare et bud som atter sendes til ham, med anmodning om at holde sine høns inde: "at når det falder ham ind skal han nok hegne, i mellemtiden kan klageren jo skyde hans høns" (NB hvert skud som sker på kongens vildtbane må der betales bøde for, dette ved havens ejer godt, men klageren formoder at havens ejer vil søge, om muligt, at forlede klageren til at foretage sig noget, der ville koste ham mere end alle de høns havens ejer har). Så spørges: På hvad måde kan man bringe en sådan herre til at opfylde sin pligt, at respektere andres ejendom. Med andre ord, at lade dem være ubekradsede og at handle således imod andre, som han vil andre skulle handle mod ham?

Ulrich Bugge Bøcher

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6761-6762)

Et Par Ord om Madam Prices og Hr. Chiarinys Indbydelser

Når Madam Price bekendtgør at billetkontoret til hendes søndagsforestillinger åbner kl.3, så spørges om dette ikke burde forbydes, fordi det er et udsalg der nødvendig hindrer mange personer fra at gå i aftensang. Chiariny averterer vel blot at hans søndagsforestilling begynder kl. 4. Men deraf følger jo at folk må søge derhen tidligere, og altså er dette også til afbræk for aftensangen. Da begges gerning, selv hvis de ikke strider mod prædikanternes, så dog vist ikke arbejder til disse mål, synes man at såvel madam Price som hr. Chiariny burde betale tolerance med tolerance. Og da det tillades dem at få en håndsbred af søndagen, ikke tage alt for meget for sig. Den aftensang de giver, bør ikke fortrænge den ældre. Det er jo tids nok endnu at åbne billetkontorerne tre kvarter efter at kirkerne er tomme.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6760-6761)

Redaktørens Anmærkning

Chiarinys Vayxhall

En vauxhall var en illumineret forlystelseshave med musik, dans, fyrværkeri m.m.. Den 8. juni 1806 afholdt kunstberider Chiariny den første i København på Vesterbro ved vore dages Westend. Artiklen er den første i rækken af skribenter som misbilligede denne aktivitet Året efter gjorde Københavns bombardementet en ende på forlystelsen. Læs mere om etablissementet andetsteds i nummeret af Politivennen fra den 14. juni 1806.

Ønske til Fordel for musikelskende Theaterbesøgende.

(Efter indsendt).

Det var meget at ønske at når syngestykker opføres på teatret det da var så lyst i logerne og parterret at man kunne læse det sangerne synger. I det hidtil værende mørke er det umuligt, og derved forspildes for sande kendere en usigelig stor del af den fornøjelse de kunne nyde. Musikken i skuespil og kantater er mere end en blot lyd for ørerne. Den skal udtrykke lidenskaber tanker, sindsbevægelser. Den skal ved at være bundet til digterens ord, kaste en mental, en intellektuel, ikke blot en sanselig fornøjelse. Når teksten ikke kan læses (høres kan den sjældent eller aldrig), så tabes jo denne, så er jo det meste af komponistens flid og kunst spildt, så glider de ypperligste steder i hans arbejde øret ubemærket forbi, og tilhøreren bliver kold og ligegyldig ved dem.

Jeg ved nok at salonen holdes mørk fordi teateret oplysning skal gøre des mere virkning. Men denne fordel kan ikke opveje mod den at kunne forstå og fatte hvad der synges. Man vil måske indvende at den største del af tilhørerne ikke har bogen. Jeg tilstår det, men de som har den, kan jo ikke udnytte den, og udenfor teatret kan den ikke have nogen interesse. Desuden er den sædvanlig for dyr. Skulle direktionen reflektere på mit og manges ønske, og næste vinter når syngestykker opføres, lade salonen så det til læsning i loger og parterre nødvendige lys, så ville jeg foreslå dem der trykker og sælger syngestykker, at udelade al dialog som man jo kan høre og ikke behøver at læse, og blot at trykke hvad der synges. Det kunne sælges for en bagatel af nogle skillinger og ville vist ikke mangle afsætning.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6758-6760)

Spørgsmål

(Efter indsendt)

Det er enten efter befaling eller i det mindste efter skik og brug, at personalet af de som indkommer, udgår, fødes og dør i Frederiks og Almindelig Hospital, i Fødselsstiftelsen og Rasp- Tugt og Forbedringshuset, bliver offentlig bekendtgjort hver 8. dag i Københavns Addresse Aviser. Til den ende er der afsat 4 rubrikker i avisen. Men det er meget påfaldende at se rubrikken for Rasp- Tugt og Forbedringshuset for det meste er blank. Årsagen hertil kan næppe være fra Addressekontorets side, da stiftelsernes navne og kolonner altid er aftrykt. Man spørger derfor, hvis er skylden, og hvorfor må man ikke nu ligeså vel som før og for nogle år siden, se antallet på de som indkommer, udgår, fødes og dør i Rasp- Tugt- og Forbedringshuset? Det er kun et par uger siden at 3 fangebørn på en søndag offentlig døbtes i kirken ved stiftelsen, og det kan bevises at adskillige er indkomme, udgåede og døde fra den 10. til ultimo maj. Men hvorfor skal dette forties. Herom ønskes man i dette blad oplyst de ansvarliges sande årsag.

(Politivennen nr. 424, 7. juni 1806, side 6742-6743)

Ribers Monument.

Endogså denne værdige mands monument har skadefro mennesker ikke ladet stå uskadt, idet de har afrevet de med nagler påsatte bogstaver som indeholdt et skilderi af denne uforglemmelige mands værd. Dette er så meget mere lastværdigt da det er sket med magt og også blot i den hensigt at skade. Hos vandreren frembringes 2 ønsker ved at betragte dette monuments lidte skade. 1) at betjentene ved kirkegården nøjere vilde påse at sådan uorden for eftertiden ikke fandt sted. 2) at Ribers venner som har besørget støtten sat over ham, ville se skaden afhjulpet ved at lade den sætte i sin forrige stand.

Politivennen nr. 424, 7. juni 1806, side 6741-6742)