Bekjendtgørelse.

3) I anledning af den i nr. 421 gjorte opfordring har direktionen for fattigvæsnet nedsat betalingen af badehusene fra 25 rigsdaler månedlig til den halve, eller 12 rigsdaler 3 mark, i den tid husene ligger ude. I denne anledning har Penia nr. 6 tilføjet følgende: I maj 1805 lod fattigvæsnets direktion badehusene bortsælge ved offentlig auktion. En af konditionerne var den at køberen skulle lægge 25 rigsdaler for hver måned badehusene var i brug. Major Kirkerup købte dem og har tilladt bommand Kjær at benytte sig af dem. Det var således med denne og ikke den sidste, fatigvæsnet kunne handle. Dette er Kjær svaret, og ham er således intet afslag givet.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6766)

Om det lille Vauxhall på Vesterbro

(Efter indsendt)

Da hr. Chiariny har villet skaffe København et Vauxhall, tror man sig beføjet at sige ham at hele indretningen er for ubetydelig. Pladsen er for indskrænket og hovedgangen alt for smal, siden knap en dame og en kavaler kan gå ved siden af hinanden uden at støde albuerne på glaslamperne, som er fyldt med ildelugtende olie, måske tran, som desto mere inkommoderer de spadserende, da benævnte glas er placeret for lavt. Og eftersom der ingen høje træer er der på stedet, så burde der have været oprejst pillarer eller søjler, i det mindste 8 alen høje og omtrent 4 alen fra hverandre, og derpå anbragt hængende lamper i festons. 

Dog, omendskønt sidstnævnte ting kunne forandres og hjælpes, så blev den dog ikke på mindste måde at sammenligne med Vauxhall i London, som jeg selv har set, og som rigtig og nøjagtig beskrives af Archenbolz i hans rejsebeskrivelse over England og Italien 1787, Tom. III, 13. afsnit, pag. 202, hvor han akkurat beskriver ovennævnte prægtige og fortryllende engelske koncerthave, Spring Garden, almindelig kaldet Vauxhall, efter en bondeby som ligger derved, ved Themsen. I midten af benævnte koncerthave er bygget et stort amfiteater i form af et tempel, og derpå opføres den ypperligste instrumentalmusik med sang af de mest berømte musici og sangerinder med mere. Vel kan det ikke finde sted hos os at indrette et så betydeligt og kostbart forlystelsessted, da vort publikum ikke kan lignes mod Londons og Paris'. Men dog kunne der indrettes en koncerthave, som nogenlunde kunne ligne den engelsk om ikke fuldt så vidtløftig, så dog meget større og bekvemmere samt i bedre smag end den anlagte på Vesterbro.

Vist nok har hr. Chiariny ikke været i London og set Vauxhall, ellers havde han nok indrettet noget mere elegant hos os.

Ydermere er salen som man troede skulle bruges til dans, også alt for lille, og skal der danses, så bør der i salen indrettes en balustrade, som beskærmede den dansende for tilskuernes påtrængen. For ellers ved man nok at af nysgerrighed ville mange slutte en alt for snæver kreds og damerne udsættes for at der blev trådt på deres klæder og lange slæb.

****
Skønt udgiveren er en fjende af det hele vesterbroske forlystelsesmarked, har han dog ikke taget i betænkning at indrykke ovenstående. For når Vesterbro mere og mere forener alle mulige kilder til penge- og tidsspilde for den store letsindige hob af københavnere, bør det naturligvis ønskes, at forlystelserne både fordyres og forædles

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6762-6765)

Chiarinys Vauxhall lå omtrent på dette sted, rundt om hjørnet til højre efter Bolia.com (det markante store sorte skilt som hænger ned efter Vester Kopi. På hjørnet af Vesterbrogade og Westend. Kig gennem Vesterbrogade ind mod centrum fra Frederiksberg Alle.

Redacteurens Anmærkning

Chiarinys Vauxhall

Dengang har følgende oplysninger om Vesterbrogade 65: blev fæstet af apoteker Franz Heinrich Møller, grundlægger og fabriksinspektør på Den kongelige Porcelænsfabrik. Han fik opført en flot gård på stedet. Også den lå her næsten uforandret til 1902. Allerede i 1795 solgte Harsdorff sin ejendom til urmager J. Brandt. Men fæstet på grunden beholdt han. I 1805 solgte Brandt gården til konferensråd, skolemester Louigi Chiariny, der samtidig købte den tidligere fæstegrund.  

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn annoncerede under overskriften "Vauxhall i Kjøbenhavn." den 4. juni 1804, nr, 54 s. 854-856 ankomsten af et Vauxhall, og gav en beskrivelse af hvordan noget sådant kunne se ud (udeladt i nedenstående citat):

Glædens Guddom synes at have valgt vor Hovedstad til sin Vinter- og Sommerresidence. Den udøser sit Overflødighedshorn med største Rundhed over os. Der er nu saa megen Morskab hos os, at der snart maaskee vil komme en Tid, at man for Afvexling vil længes efter nogen Kjedsomhed. Rygtet fortæller, at vi ogsaa nu faar et Vauxhall udenfor Vesterport.

(Beskrivelse af Vauxhall udeladt). ... en saadan himmelsk Forlystelse forestaaer os nu, efter Sigende, paa Skydebanen. Dette Sted er ogsaa ganske skabt dertil. Den smukke Sal og Hauge, den store Mark, som vender ud til Søen, ere ret skikkede til at give disse nye Fornøielser al muelig Afvexling. Den, der vil spille, danse eller conversere, kan gaae op paa Salen; den der vil nyde det behagelige Syn af tusindfarvede Lamper og mylende Mennesker, kan gaae ned i Haugen, og den, der med sin Donna nyder Armen, vil nyde Naturens tause Glæder, og vælte sig omkring i det høie Græs, hvor duftende Markblomster, qvidderende Lærker og surrende Græshopper, stemme Sjelen til de blideste Følelser, - kan gaae ud paa den store Mark lige til Havets Grændser.

Stedet blev en succes. Folk myldrede til stedet. Selskabet for Københavns Historie skriver: "1806: Det første vauxhall (illumineret forlystelseshave med musik, dans, fyrværkeri m.m.) i København. foranstaltes på Vesterbro ved vore dages Westend af kunst berider Chiariny 8. juni. Bombardementet året efter standsede dog virksomheden og bygningerne flyttedes i 1808 til Kastellet og indrettedes til hestemølle, senere eksercerhus og senest depot."

Dagen er moderat i sin omtale af stedet 13. juni 1806:

Chiarineys Vauxhall eller illuminerede Have har ikke havt den Lykke at undgaae Dadel, uagtet der første Gang var Gæster nok. Man finder Haven for lille, Gangene for smalle, Lamperne for stinkende og lavt anbragte, Dandsesalen ikke rummelig nok eller hensigtsmæssig indrettet, og Prisen - meget for høj, med Hensyn til saa mange store Ufuldkommenheder. Ligeledes findes Priserne paa de solgte Forfriskninger, alt for høje. I Paris faaer enhver, paa Steder af den Natur, ved Indgangen en Billet, mod hvis Aflevering ham ved et af Skænkebordene uden Betaling gives hvad han vil vælge, enten en Koppe Sokolade, et Glas Puns, Limonade eller Mandelmelk, eller en Koppe Is.

Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn skrev om ødelæggelsen under Bombardementet i nr. 50, 2. april 1808:

Saare mærkelig er Contrasten imellem den nuværende Stilhed på Vesterbroe og den Tummel, som allevegne hørtes der for neppe trefjerding Aar siden. Det saakaldte Nationaltheater staaer øde og forladt; af den Bygning hvor Chiariny morede det Kjøbenhavnske Publicum med sine Ride- og andre Konster, seer man intet mere, uden den tomme Plads, hvorpaa den stod, og af det Huus der var bestemt til at Panorama, er blot nogle faa Levninger bleven tilbage. - Istedet for det Dreiekryds, der stod ved Indgangen til Frederiksberg Allee, er nu anbragt en anden Indretning, som er langt beqvemmere, naar mange Spadserende følge paa hverandre, og ikke udsætter de bageste for at faae følelige Stød af deres Formænd.

I 1808 blev Chiarinys ejendom sat på aktion og solgt til en tømmerhandler og grosserer. Man fortsatte imidlertid med dem. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn omtales et i Ratzenborg på Frederiksberg Alle:

I Onsdags Aftes var Vauxhall paa Tracteurstedet Ratzenborg i Frederiksberg Allee. Hele Haugen var oplyst med couleurte Lamper. Strax, da man traadte derind, straalede en stor Sol i Møde, der udbredte et herligt Lys over de grønne Træer og Buske. Lige for samme var anbragt et stort Trægulv for de dandsende, og ved dette et orchester for de Musicerende. I den ydre Ende af Haugen var ligeledes et Orchester, hvor der opførtes Harmoniemusik. I Værelserne vare tre Borde dækkede og beværtedes med Mad i Portionsviis. I et Lysthus i Haugen kunde man faae alle Slags Forfriskninger. Det hele var smagfuldt indrettet. Veiret var det gunstigste, man kun kan tænke sig. Anmelderen har intet at ønske tilovers, end at næste Gang, naar Vauxhall gives her, der ved Indgangen maatte gjøres en saadan Indretning, at de, som have Billetter, kunne komme ind i Haugen, uden at trykkes eller foruleiliges af den uden for forsamlede Hob, blandt hvilken oøbelagtige Mennesker, eller, rettere sagt, Gadedrenge, saa let kunne blande sig, og, begunstigede af Nattens Mørke, saa meget friere drive deres Spil.

Spørgsmål til Jurister

Når en mand har en have, som støder ud til en anden mands marker der er tilsået med byg og havre, og ikke vil indhegne sin have sådan at markerne er fredede, men tværtimod lader åbninger stå så store at køer, får og svin sagtens kan passere ud og ind, og altså endnu lettere hans fjerkræ, uagtet det er ham meldt, og synsforretning taget over hans havehegns elendige og brøstfældige tilstand, og han endda er uforskammet nok til at svare et bud som atter sendes til ham, med anmodning om at holde sine høns inde: "at når det falder ham ind skal han nok hegne, i mellemtiden kan klageren jo skyde hans høns" (NB hvert skud som sker på kongens vildtbane må der betales bøde for, dette ved havens ejer godt, men klageren formoder at havens ejer vil søge, om muligt, at forlede klageren til at foretage sig noget, der ville koste ham mere end alle de høns havens ejer har). Så spørges: På hvad måde kan man bringe en sådan herre til at opfylde sin pligt, at respektere andres ejendom. Med andre ord, at lade dem være ubekradsede og at handle således imod andre, som han vil andre skulle handle mod ham?

Ulrich Bugge Bøcher

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6761-6762)

Et Par Ord om Madam Prices og Hr. Chiarinys Indbydelser

Når Madam Price bekendtgør at billetkontoret til hendes søndagsforestillinger åbner kl.3, så spørges om dette ikke burde forbydes, fordi det er et udsalg der nødvendig hindrer mange personer fra at gå i aftensang. Chiariny averterer vel blot at hans søndagsforestilling begynder kl. 4. Men deraf følger jo at folk må søge derhen tidligere, og altså er dette også til afbræk for aftensangen. Da begges gerning, selv hvis de ikke strider mod prædikanternes, så dog vist ikke arbejder til disse mål, synes man at såvel madam Price som hr. Chiariny burde betale tolerance med tolerance. Og da det tillades dem at få en håndsbred af søndagen, ikke tage alt for meget for sig. Den aftensang de giver, bør ikke fortrænge den ældre. Det er jo tids nok endnu at åbne billetkontorerne tre kvarter efter at kirkerne er tomme.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6760-6761)

Redaktørens Anmærkning

Chiarinys Vayxhall

En vauxhall var en illumineret forlystelseshave med musik, dans, fyrværkeri m.m.. Den 8. juni 1806 afholdt kunstberider Chiariny den første i København på Vesterbro ved vore dages Westend. Artiklen er den første i rækken af skribenter som misbilligede denne aktivitet Året efter gjorde Københavns bombardementet en ende på forlystelsen. Læs mere om etablissementet andetsteds i nummeret af Politivennen fra den 14. juni 1806.

Ønske til Fordel for musikelskende Theaterbesøgende.

(Efter indsendt).

Det var meget at ønske at når syngestykker opføres på teatret det da var så lyst i logerne og parterret at man kunne læse det sangerne synger. I det hidtil værende mørke er det umuligt, og derved forspildes for sande kendere en usigelig stor del af den fornøjelse de kunne nyde. Musikken i skuespil og kantater er mere end en blot lyd for ørerne. Den skal udtrykke lidenskaber tanker, sindsbevægelser. Den skal ved at være bundet til digterens ord, kaste en mental, en intellektuel, ikke blot en sanselig fornøjelse. Når teksten ikke kan læses (høres kan den sjældent eller aldrig), så tabes jo denne, så er jo det meste af komponistens flid og kunst spildt, så glider de ypperligste steder i hans arbejde øret ubemærket forbi, og tilhøreren bliver kold og ligegyldig ved dem.

Jeg ved nok at salonen holdes mørk fordi teateret oplysning skal gøre des mere virkning. Men denne fordel kan ikke opveje mod den at kunne forstå og fatte hvad der synges. Man vil måske indvende at den største del af tilhørerne ikke har bogen. Jeg tilstår det, men de som har den, kan jo ikke udnytte den, og udenfor teatret kan den ikke have nogen interesse. Desuden er den sædvanlig for dyr. Skulle direktionen reflektere på mit og manges ønske, og næste vinter når syngestykker opføres, lade salonen så det til læsning i loger og parterre nødvendige lys, så ville jeg foreslå dem der trykker og sælger syngestykker, at udelade al dialog som man jo kan høre og ikke behøver at læse, og blot at trykke hvad der synges. Det kunne sælges for en bagatel af nogle skillinger og ville vist ikke mangle afsætning.

(Politivennen nr. 425, 14. juni 1806, side 6758-6760)