Noget i Anledning af Brandkarrer og Brandslukker

Ved ildebranden i Pilestræde i går så anmelderen at den første vandkarre som ankom til den offentlige post på hjørnet af Pilestræde, nemlig nr. 8, kom hen under posten netop kl. 10 og at den blev færdig og kørte derfra først kl. 10.12. Den bag på hængende anbringer lækkede meget. Af disse 12 minutter tog forberedelserne de 4. Kl. 10.13 begyndte at fyldes på den næste karre, nemlig nr. 5, som kørte bort kl. 10.19. Kl. 10.20 begyndte at postes i den tredje karre, og blev færdig kl. 10.30 minutter. På den tid holdt allerede 6 til andre tomme karrer i række, for at komme tid. Hver af disse tre karrer brugte altså en gennemsnitstid på 8 minutter. 

Vandkarrerne kom for at hente vand ved vandposten på hjørnet mellem Pilestræde og Springgaden (ved stilladset lidt til venstre for midten. Eget foto).

Da denne tid syntes vel lang for de omstående, hørte anmelderen en ytre følgende måske anvendelige tanke: At give tønden på karren to spunshuller mere, eller i det mindste et. Da der altid står eller bør stå fulde kar ved posten, kunde der med spande som karrekusken modtog, også påfyldes vand gennem disse spunshuller, foruden det som postedes gennem anbringeren, og fyldningstiden således forkortes betydelig.

En anden tanke, som ved samme lejlighed opstod hos anmelderen, og som han tror ikke uværdig vor nye brandkommissions bedømmelse, er denne, at der altid i beredskab var nogle slusetønder til hver offentlig post, hvad enten nu disse skulle bevares hos den nærmeste husejer eller hos vægteren. Når disse straks bragtes til posten og fyldtes, behøvedes blot ved hver ankommende slusekarl at tage hans tomme tønde af, og give ham en af de fulde, til øjeblikkelig at jage af sted med. Dette ville formodentlig fremme vandtilførslen meget.

Endelig tror anmelderen at slusetønderne kunne fyldes på en hurtigere måde end nu sker, hvor hurtigt det end fuldendes gennem en tragt eller anbringer. To ved det fulde vandkar stående karle kunne nemlig plumpe tønden ned i karret selv. Så ville da vandet snarest fylde den, hvorefter den blev taget op for at blive byttet med en ankommende tom

(Politivennen nr. 431, 26.juli 1806, side  6851-6853)

Også denne gang, efter ildebranden i Pilestræde, ligesom før efter andre, er udgiveren af disse blade blevet overlæsset med klager over, at man ikke har kunnet komme til gode venner i brandens naboskab, men afvistes af vagten. Disse klager kan udgiveren så meget mindre indrykke, som han tror anordningerne deri affattede på det hensigtsmæssigste. Bidragene ligger derfor til indsenderens afhentning.

(Politivennen nr. 431, 26.juli 1806, side  6858)

Redacteurens Anmærkning.

Bybranden i 1795 stod naturligvis stadig frisk i erindring, og blev i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 54, 4. juni 1804, side 848-852.

Skammelig Mangel på Levemåde

(Efter indsendt)

Tirsdag eftermiddag den 23. juli fandt to unge herrer, hvoraf den ene endog bar en kjole der plejer at love opdragelse, deres fornøjelse i at forurolige et fruentimmer der var i et badeværelse på badehuset ved Langebro. Dels ved at gå ud på den bjælke som huset hviler på, og se gennem vinduet ind til hende. Og da hun gentagne gange alvorligt frabad sig denne drengeagtige uartighed, begyndte den ene at kigge ind gennem dørsprækken, så hun måtte anmode madame Kjær om bistand. Personens undskyldning, at han kendte jomfruen, var noget dum, for det gav ham dog vel ikke ret til at falde hende besværlig.

Hvor meget må sådan en lumpen opførsel afskrække fruentimmer fra at nyde denne for deres sundhed så gavnende indretning. Der var mange til stede som hørte og så denne opførsel, iblandt andre erindrer man en artilleriofficer og en mand, som madam Kjær nævnte Rådmand Lunning. Formodentlig kendte hun også den person som mest udmærkede sig ved denne lumpenhed. Kunne sådan uartighed ikke forebygges? Måske ville det hjælpe noget om en trykt advarsel, forfattet i værdig stil, opsat ved overgangen til badehusene. Dog allerbedst var det, om enhver der så ulykkelig mangler agtelse for kønnet og for sig selv for fremtiden nægtedes adgang til badehusene.

(Politivennen nr. 431, 26. juli 1806, side 6847-6849)

Uorden.

1) Det er forbudt at udsætte urtepotter udenfor vinduerne og på kælderskurenes tag, for ikke i stormvejr at forårsage forbigående et dødeligt slag, men dette forbud er ganske blevet ringeagtet på Børsen da der adskillige steder på den ene side af Børsen som vender mod Slotsholmens vagtbygning, er udsat urtepotter, skønt fornuften tilsiger at dette er det farligste sted at sætte sådanne ting som ved fald kunne forårsage skade, da der fra alle kanter indfinder sig vinde. Fra et af Børsens tagvinduer som vender ud til Slotsholmens vagt mod enden til Nybørs, findes endog udsat en kasse som kan forårsage endnu større skade.

(Politivennen nr. 430, 19.juli 1806, side 6844-6845)

Redacteurens Anmærkning.

I nr. 431 blev bekendtgjort at urtepotterne straks var blevet fjernet.

Begjæring til Københavns høje Gouvernement.

(Efter indsendt.)

På et vist stykke af stadens vold holdes dagligt øvelser hvor de unge mennesker der skal være tamburer ved regimenterne, lærer at slå på tromme og hvor de øvrige tamburer og pibere af regimenterne til visse tider tillige øves. Så nødvendigt og nyttig dette til visse er, forårsager dog sådant de familier der bor lige overfor volden, de største ubehageligheder da den stærke og vedvarende trommen lige så stærkt høres som om det var i gaden selv. Især er en så vedvarende og stærk buldren til yderste besvær for dem der er syge og som umuligt kan få mindste ro. Og smerteligt er det for en sådan lidendes familie og venner at vær vidne dertil uden at kunne afhjælpe samme. Enhver ved ydermere hvor meget ro bidrager til de syges og svages bedring. Man vover derfor med tillidsfuldt håb at foreslå det høje guvernement at denne øvelse måtte blive henlagt andetsteds såsom til det sted ved Kastelsgraven i nærheden af Østerports vagt eller til et andet bekvemt sted hvoraf der vist findes mange. Herved ville manges ønsker blive opfyldt.

(Politivennen nr. 430, 19.juli 1806, side 6837-6838)

Tanker om den Besværlighed Hilsen med Hattene

Undertegnede har i Københavns Skilderi nr. 31, 1. februar dette år mellem blandede tanker ytret noget om de ubekvemme hattehilsner, som på de deri angivne fysiske og økonomiske grunde i høj grad burde afskaffes. Det er mig kært at adskillige af det læsende publikum har tilvænnet sig at skåne hoved og hat, og i stedet antaget et mindre kostbar tilkendegivende høfligheds- og venskabsbevis med hånden, uden at tage hatten af på gaden for enhver af deres bekendte. Men som dog langt fra endnu ikke er blevet almindelig, da man hver dag og stund ser enhver middelstandsmand såvel som andre gøre sig umage for, om ikke mere, så dog for at få hatten så meget hurtigere slidt op eller ødelagt, og - måske siden fatter mistanke om fabrikantens gode arbejde. Man har læst i en tysk avis, at

"I Neustadt ved Orla (formodentlig Orla i den oversachiske kreds) er adskillige anselige borgere blevet enige om ikke at tage hatten af for hinanden indbyrdes, eller for nogen anden. Og den som overtræder denne overenskomst, må betale en mulkt af en rigsdaler. De har ladet udgå en offentlig bekendtgørelse desangående for ikke at blive mistænkte for uhøflighed"

Det er ikke min mening at sådanne mulkt-forbindelser skulle have sted her. Ikke heller at denne vedtægt skulle være uden undtagelse. 

I stedet for at hilse med hatten ved at løfte den fri af hovedet, kunne man tilkendegive et høfligheds- og venskabsbevis med hånden (Redacteuren i en væsentligt yngre udgave viser hvordan en hånd løftet mod hatteskyggen kan gøre det ud for en hilsen). 

For gode fruentimmer som man kender, mænd af stand, præster som har almindelig agtelse og fortjent ærværdighed, måtte det ikke synes andet end virkelig uhøfligt, ikke at tage hatten af for, som en kompliment. Derimod formener jeg at visse klasser af gode borgere, akademikere og andre, kunne gøre en begyndelse uden stor anstød mod anstændigheden til at afskaffe denne ubekvemmelighed ved enhver de møder, da det ikke vil fejle at flere ville efterligne samme, og vist nok forplantes til småstæderne i provinserne, hvor hattehilsnerne endnu er mere gængse, fordi man næsten alle kender hinanden. En hat er dog ikke af de mindst bekostelig klædningstykker. Når man derfor for 4 til 5 eller 6 rigsdalers udgift på denne måde kunne få mere end dobbelt, eller måske tredobbelt nytte deraf, var det dog en ren gevinst, som så mange trænger til og kommer til gode til det endnu kostbarere fodtøj. En skilling sparet, er ligeså god som den der er fortjent, er et gammelt men sandt ordsprog. Regn og ofte indfaldende tyk luft i vort norden, er desuden fjendsk nok for hattene. 

Buntmager Grofs på Østergade nr. 20 her i byen er for nyligt begyndt at forfærdige runde hatte af sine sælhundeskind. De er såvidt jeg endnu har set, smukke glinsende sorte, af god facon. Ikke tunge at bære og ikke dyre. Kun en snes stykker er for 14 dage siden begyndt, forfærdigede, og sælges for den billige pris tre og en halv rigsdaler stykket. Disse kunne hvad angår slid, når de med tiden blev almindelige især som rejsehatte, fritage en del bekostning, for de filtede. Og min erfaring gennem nogle år viser at der findes et slags letteste sommerhatte, nemlig af strå, som forfærdiges ved fabrikken her i staden efter given mål. Meget skønne, men til mandshoveder skal de overtrækkes med foret taft, og da er de lette, magelige og ikke meget bekostelige. Men i hvad som helst slags hatte der vælges, vil det dog i henseende til varigheden komme an på sparsommelig og indskrænkning af de mange tusinde ufornødne og latterlige hattehilsner i gader og stræder.

J. With
Kammerråd

(Politivennen nr. 430, 19.juli 1806, side 6834-6837)

Bekendtgørelser

Det har før i disse blade været ønsket at der blev indført en hilsemåde, som var til mindre besvær for mænd end den at tage hatten af. Dette blad bør derfor som en begyndelse til det melde, at medlemmerne af Selskabet for Søndagsskolerne indbyrdes har vedtaget kun at ville hilse hinanden ved at lægge højre hånd på hatteskyggen, ligesom de militære.

(Politivennen nr. 437, 6. september 1806, side 6953)

Redacteurens Anmærkning

Lette på hatten

Den omtalte artikel stod i Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 32, 1. februar 1806:

Blandede Tanker

(Meddelte af Hr. Kammerraad With.)

Aldrig har der været givet nogen bedre Leilighed til, at faae den ubelieilige Maade afskaffet med Hattehilsener, at nemlig alle Øieblikke naar man paa Kjøbnehavns Gader møder en Bekjendt, at blotte Hovedet, ved at tage Hatten af som et Venskabs- eller Ærbødighedstegn, end nu. Det hele Garnisonsmilitaire har for ikke længe siden faaet de skjønsynende høipullede Hatte med tilhørende Attributter, og blot et Haandtag til den samme, fra Subalternen til Generalen, er den udfordrende Ærbødighedsforsikring - i al Ære og Respect.Civilisten, derimod synes det ham ligesom medfødt, at han ved enhver bekjendt Mødende skal tage Hatten i Haanden, mere eller mindre dybt, efter Omstændigheder, - endog med blottet Hoved at holde en lille Samtale, om den endda synbare ærværdige Skallepande, ved Forkølelse skulle tage Skade ved denne urimelige Høflighedsbeviisning. Engelskmandens sædvanlige Gadehilsen: god Day, Sir! - og dermed at tage til Hatten, uden at løfte den af, passer sig meget bedre; - og vore Officierers med de høie Hatte - endnu bedre. Civilisten kan ligeledes bevidne sin Høflighed - sin Agtelse for enhver Ven og Bekjendte, han møder, ved et Haandtag til Munden, - eller en Bevægelse med Haanden ned ad paa Siden, - eller om man vil, som Engelskmanden, at løfte paa den runde Hat foran, men dog lade den blive paa Skallen.

Enhver Skjønsom, der agter paa Sundhed, uden at fornægte anstændig Høflighed, - Oeconimie, uden at fornærme Hattemagerne, tør jeg formode, at ville søge at indføre en saadan Skik som nationalanstændig.

Det var åbenbart ikke så enkelt at slippe af med "den latterlige hattehilsen". Ifølge adskillige kilder på internettet. Emma Gad beskriver den som en selvfølgelighed. Her er endog en vejledning i hvordan det gøres: "En Herre tager Hatten af med højre Haand, idet han, hvis han ryger, tager Cigaren ud af Munden med venstre Haand, men han tager Hatten af med venstre Haand, hvis han i det samme udveksler Haandtryk med en anden Person, eller gaar med en Dame under sin højre Arm. Dog bør han helst slippe hende, idet han hilser." Odsherred var tilsyneladende lidt foran i 1943 hvor det åbenbart ikke længere var muligt at fremstille slidstærke kasketskygger (de knækkede) . Også internationalt eksisterer der regler for hatteletning, hatteaftagning, osv. Somme tider endog med komiske billeder. 

Rent historisk ser det ud til at hatteletten holdt indtil det blev umoderne at gå med hat. Nogen påstår at det gik af mode da J. F. Kennedy holdt sin tiltrædelsestale i 1961. Tidspunktet passer. Jeg er kun en enkelt gang, i år 2000 i Frelserkirken på Christianshavn, blevet bedt om at tage min eightpiece af. Ellers tager jeg den kun af for folk jeg møder på afsides steder.