Så længe vi endnu bliver ved med at bruge sengetøj fyldt med fjer og ikke kan overkomme at have et egentligt tørre- eller bagehus i hver stad til fugtighedens uddrivelse af dunene og til fjerkraftens foryngelse (en anstalt der dog ville være fortrinlig til sundhed og behagelighed), er det vel nødvendigt at sole sine sengeklæder. Skønt det tilsigtede øjemed derved kun halvvejs opnås og man undertiden endog får regn på dem oven i købet. Imidlertid kan det på den anden side ikke nægtes at den skik at sole sengetøj på gaderne selv på de trangeste og mest myldrende gader, er en sand uskik og til stor ubekvemhed. Det er sagt på godt dansk at kaste sine lopper, sit støv, sin urenlighed på de godtfolk, der på gaden må forbi ens sengelad.
I Nyboder har de fået lov til at have sengelad (stillads, hvorover sengeklæder lægges til soling og bankning) i gaderne, så hvorfor ikke også Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv og andre steder? (Eget foto, februar 2015)
For den del af Københavns bygninger der ikke har gård nok til dette brug, kunne dels anvises bastionerne på volden, dels steder på Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv m. fl. hvor færdslen er så bred, at man ikke behøvede at komme klæderne nær. Når da Nyboder alene fik lov at have sengelad i deres gader, tror man at det hele var hjulpet.
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6888-6889)
Det er nu opfyldt hvad dette blad for lang tid siden ønskede, nemlig at en orden blev indført med topografien på vores Assistenskirkegård således at man om enhver plet derpå, til enhver tid kan sige hvem og når. (Assistenskirkegård er et tosset navn på mere end en måde, som vel burde omskrives med et
rigtigere og danskere, fx Gravlunden, Gravmarken, Gravløkken, eller
Gravløkkerne, Mindemarken, Fredlunden eller Fredmarken, Fædremarken.
Flere navne kunne vel udfindes. Men for alt i verden at man ikke
valgte et navn, der bringer tanken om vores avisdigteres forslidte
hvile, ro, lise, søvn eller slummer i graven. Hvorfor jeg også af
oven anførte grunde anser Gravmark eller Gravløkke for de bedste benævnelser). Hvad bladet derimod har foreslået til ordenshåndhævelse mod vold ved menneskehånd, ved menneskeuvane, det står endnu tilbage at ønske opfyldt. Dog derom en anden gang.
"Ved denne Steen hviler det iordiske af MARIA SCHIÖNNING föd OLROG. Hun indgik i Verden den 20de September anno 1755 i Ægteskab med hendes efterladte Mand, Etatsraad Christian Schiönning, committeret i Rentekammeret og blev ved ham. Moder til 5 Sönner og 3 Döttre, hvoraf 2 Sönner og 1 datter modtog hende i Evigheden. Hun leed taalmodig i meere end 6 aar Gigt Smerter i en meget höj Grad indtil hun ved en stille og roelig Död indgik til den evige Roe og Glæde den 12de Juli Anno 1797. Hvorved hendes Længsel og ofte igientagne Bön at komme hen og sees for Guds Ansigt og knæle for Jesu Födder blev opfyldt. Hun var hendes Mand og Börn en dyrebar omhyggelig og höiælsket Hustru og Moder. Hendes Omgang var uforstilt mod alle. Hendes Hierte var ældelt. Hun var huuslig og en god Huusholderinde som afskyede al Uduelighed. ... " (Sten indsat i Assistenskirkegårdens mur)
To ting måtte kun her ønskes taget i betragtning i henseende til den agtelse, der skyldes mindet om de mange ypperlige og gode mennesker som der er jordede: At ingen gravskrift bør opsættes på sten, metal eller træ, før den er bedømt og fundet fornuftig i tanke og rigtig i udtryk og bogstavering af dertil beskikket kyndig mand (eller mænd).
Man ville da ikke, hvad man kan nu, ved hver anden gravsten fristes til latter, eller til ærgrelse, til sindsbevægelser der strider imod de følelser, ethvert godt hjerte så gerne på dette sted plejer.
2) Krohold, krostøj, krognækken, krosludder, kroslagsmål, med et ord al krovæsen, burde dog også her holdes tre skridt fra livet, som man siger En fremmed har bemærket at hvert tredje hus, omtrent i og om København, var en beværtning. Måske burde han kun sagt hver fjerde. Men forargeligt er det at læse en kroindbydelse lige for indkørslen til denne gravmark.
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6885-6887)
(Efter indsendt)
Da det har sket at folk som bor langt fra Addressekontoret (og dette er tilfældet med de fleste, fordi dette kontor ligger på et så afsides og såre upassende sted), har indsendt avertissementer om eftermiddagen omtrent kl. 6 1/4 og buddene er blevet bortvist med dem af kontorfolkene i en ikke alt for høflig tone, som for sent indleveret, så spørges: Hvor længe kan avertissementer til Addresseavisen daglig indleveres til modtagelse? Offentlig underretning herom ville spare både tid og mange forgæves trin. Måske var det godt, at denne efterretning stod enten ved titlen eller bag ved, hvor redaktøren nævnes.
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6883-6884)
Adresseavisens ejendom (Før og Nu, 1917)
Redacteurens Anmærkning.
Adresseavisen blev til tider brugt til andet end annoncer. Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 69, 27. juli 1804, side 1087-90 berettede om ondsindede annoncer under overskriften: "Satiriske Avertissementer" (artiklen i udvalg):
Der existerer neppe noget periodisk Skrivt, hvori Folk oftere ere blevne satiriserede end i denne Avis. Hvorledes dette gaaer til, skal strax forklares.
Der foregaaer tusinde Ting i det menneskelige Liv, formedelst hvilke det ene Menneske ønsker en lille Hævn over det andet ...Satiren er et af de Midler, som koste intet og som næsten enhver troer sig istand til at betjene sig af. Den, som altsaa ikke kan hævne sig paa nogen anden Maade, lader ikke sjelden indrykke et Avertissement i Adresseavisen, hvis satiriske Braad ofte kun Modstanderen føler ... Saaledes var der for ikke længe siden et Menneske, som var kommen i Uenighed med et Fruentimmer, han agtede at knytte Hymens Baand med. For at hævne sig, lod han indføre følgende skammelige Avertissment:
"I ** Strædet No. ** er en veltilreden Hoppe tilkjøbs, som staaer for Skud."
En anden lod ligeledes, for at hævne sig paa et Fruentimmer, falbyde i Avisen fra det Sted, hvor hun boede, en Papegøie med couleurede Rumpefjer og en couleuret Top. Man stormede nu løs paa disse stakkels Fruentimmer for at tage Hoppen og Papegøien en Øiesyn. En tredie Person lod for kort siden falbyde Caffebønner fra et Sted i Adelgaden for 28 sk. Punder. Denne nu usædvanlig billige Priis trak naturligviis en stor Mængde Mennesker hen til Huset, og disse pukkede og støiede, fordi man havde faaet dem til at løbe April.
Undertegnede skomagermester Bierregaard, som bor i kælderen på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade, er (som også de øvrige husbeboere) særdeles forulempede af en dansebod. Min kone er i nat den 7. august blevet forløst med tvillinger, og jeg har et barn der endnu ikke er et år gammelt. Jeg har altså tre børn under et år og tillige en syg barselskone, som behøver i det mindste nattero, som hun på ingen måde kan nyde, da der endog i forrige nat blev danset, svirret og sværmet hele natten i stuen over den kælder hvor jeg bor.
For min svage kone og børns skyld anmeldes dette, i håb om at enten værten eller hvis han ikke vil, da den som kan, i tide vil råde bod på denne uorden, da det ellers muligvis kan koste min svage kones og børns liv, da hun som en fattig kone selv ammer børnene.
Peder Bierregaard
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6882-6883)
Redacteurens Anmærkning.
Om skomager Bjerregaards ejendom skev Bornholms kongelig allernaadigst ene privilegeret Avertissements-Tidende 15. juli 1829 følgende:
Tirsdagen den 30te Juni, om aftenen, udbrød en høist farlig Ildsvaade i det Skoemagermester Bjerregaard tilhørende Huus No. 217 i Christenbernicovstræde. Ilden udbrød i den af en Marchandiser beboede Kjelder, og der er al Grund til at formode, at den, forinden Anskrig fandt Sted, allerede havde varet noget; men den blev først synlig Kl. 9 1/4, da den pludselig udbrød igjennem Taget, hvortil den, - ifølge nøiere Undersøgelse - har funden Veien ad en liden Kjøkkentrappe, der støder ind imod Naboebygningen, hvor Hr. Bogtrykker Møller boer, og her antændte en Deel af Gavlen. Af det først antændte Huses øverste, gebrokne Etage brændte de fem Fag aldeles. Til al Lykke havde den stærke Blæst, som om Dagen havde hersket, mod Aften lagt sig; ellers vilde det hele, saa tæt og fornemmelig med Bindingsværks-Huse bebyggede District imellem Christenbernikovstræde og Grønnegade have svævet i den største Fare. Huset, hvori Ilden opkom, er fem Etager høit, foruden Kjelder, og Flammerne, der sloge ud fra Tagværket, gave saaledes Branden et høist frygteligt Udseende. Et, Hr. Urtekræmmer Ølste tilhørende Pakhuus og tvende Bogtrykkerier, tilhørende Dhrr. Nissen og Møller, vare omspændte af Luerne, men bleve dog reddede, hvorimod den førstnævnte Bogtrykker mistede alt sit Indboe. I det Hele fortjener vort fortræffelige Brandcorpses raske og kraftige Anstrengelser, ved hvilke Ilden inden faa Timers forløb var dæmpet, ogsaa ved denne Leilighed den største Roes. Beklageligt er det, at et af Corpsets Individer, en Tømmersvend, der er en talrig Families Forsørger, under den ufortrødne Udøvelse af sin Kaldspligt, er bleven meget farligt qvæstet, og maatte bringes paa Hospitalet; dog haaber man, at hans Liv vil kunne reddes.
Nr. 217 eksisterer ikke længere. Indtil 1902 svarede det til nr. 6, men blev herefter udlagt til offentlig gade. Den lå overfor udløbet af Antonigade.
Om jeg mindes ret har der allerede flere gange i dette almennyttige blad været talt om farligheden af det vandsted, der er tæt uden for Jægersborg mellem vejen og husarernes eksercerplads. Men desværre uden at de ansvarlige endnu har taget notits af det. I går aftes kl 6½ da jeg kørte gennem Jægersborg til Gentofte, var jeg der øjenvidne til en rædsom scene.
Et menneske af god familie (hvis navn jeg her fortier for ikke at forvolde ham mindste sorg i hans beklagelige forfatning) fik pludselig et såkaldt epileptisk anfald, og styrtede baglæns ned ad brinken. Jeg og to andre mandfolk sprang i hast af vognen, ilede den ulykkelige til hjælp og fandt ham med hovedet i vandet og kroppen på landet. Uagtet vi altså var tre, kunne vi dog ikke med den største anstrengelse bringe den ulykkelige op på vejen på grund af stejlheden. Tre andre mænd som nylig var spadseret forbi os, blev ved vores fruentimmeres råben kaldt tilbage og viste sig som sande menneskevenner.
Muligvis nyder sprøjtehuset (1750) i Benbrækkerstræde (Meutegårdsvej) godt af sin nære placering til vand. Men for en ulykkelig man havde samme næsten kostet ikke alene hans liv, men måske også et par af de tililende hjælpere.
Denne hjælp som vi skyldte og med største glæde ydede vores ulykkelige medmenneske, havde imidlertid nær kostet os alle livet. For da anfaldet gik over før vi endnu fik ham op på vejen, blev han ligesom rasende og ville med magt kaste sig tilbage. Han var meget stærk. Ingen ville slippe, fodfæstet var usikkert. Men vi fordoblede vores anstrengelser og bragte ham lykkeligt op. Da det var forbi, fortalte en karl mig at det var et bundløst morads og at en slagter for nogle år siden var faldet deri med heste og vogn, uden at man har fundet det mindste deraf. Skønt denne fortælling nok er overdreven, ja måske helt usand, så er det dog meget indlysende at stedet er meget farligt for kørende og endnu mere for drikfældige mennesker som i dyrehavssæsonen sent om aftenen raver der forbi. Og måske har en eller flere af disse ulykkelige endt deres dage der uden at man har erfaret det.
I menneskehedens navn opfordrer jeg derfor den ansvarlige kongelige embedsmand, enten at lade et højt og stærkt stakit sætte deromkring, eller lade det fylde med grus, som nok var det bedste, da jeg ikke indser til hvad nytte en sådan stillestående, stinkende sump kan være. Min og medborgeres tak og velsignelse være deres løn derfor.
Dane
kat[xx]et
(Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side 6879-6882)
Redacteurens Anmærkning
Artiklen besvares i Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6911-6912
Jægersborg var på Politivennens tid en lille bebyggelse langs Ermelundsvej og Jægerborg Alle. Ikke en landsby, men opstået omkring en kongelig gård, senere Jægersborg Slot (nedrevet 1761). Husarerne havde da opført en kaserne på stedet. Den hedder Jægergården i dag og er privatboliger.
Jeg er lidt usikker på stedet. Umiddelbart skulle man tro at der var tale om området mellem Hollænderdam og Hundemose Sø på Ermelundsvej. Der har formentlig ligget et vadested imellem de to moseområdet, et par hundrede meter nordvest for eksecerpladsen og sprøjtehuset. Men Hofjægermesterens svar siger at det var i krydset "Bernstorffs Alleen"
I Nyboder har de fået lov til at have sengelad (stillads, hvorover sengeklæder lægges til soling og bankning) i gaderne, så hvorfor ikke også Kongens Nytorv, Garnisonspladsen, Christianshavns Torv og andre steder? (Eget foto, februar 2015)
