17 februar 2015

Drengesysler som man kunne ønske hæmmede


(Efter indsendt)

Man vil måske undres over at man vil ivre mod at drenge sysler, da det dog må være slemmere, at de slet intet gør eller eller sælger hovedkød på gaden. Men meningen er: Det er imod drenges natur slet intet at gøre. Hindres de derfor i de sysler der holder dem på gader og stræder, så ville de blive kede af at opholde sig der, og man fik da ikke mere dette store drengepublikum at se, som så ofte gør uvæsen og støj.

1) At fiske i rendestenen er vel en skik så gammel som staden selv. Derom vidner det mellem pøbelen bekendte øgenavn på københavnere. Men hæsligt ser det ud at skue drenge, der alt kunne foretage sig noget nyttigt, ligge over en rendesten og med hænderne holde mønstring over alle de uhumskheder den indeholder. Man tror ønskeligt, at det pålagdes politibetjentene og vægterne så ofte de i foregående så dette hæslige fiskeri, at jage dem alvorlig derfra. Var denne forstyrrelse vedvarende, ville tingen til sidst rent gå i stå.

2) At lege klink, bold osv eller drive top på gaden. Foruden det moralske onde sådanne beskæftigelser må have på de unge spillere, er denne syssel ofte af ubehagelige følger for de der går på gaden. De må dels høre på disse krabaters eder og skældsord, dels sker det undertiden at spillernes pinde, skillinger, bolde flyver hen på dem, ja undertiden drengene selv i deres snavsede udvortes, og de er så forgabte i spillet, at de løber snart forlæns snart baglæns ind i de gående.

På Vesterports fæstningsbro ser man ganske små drenge sidde på broens kant og fiske i graven. Det er virkelig et rædsomt syn, da man forestiller sig den uundgåelige død der blev følgen, hvis et sådant lille menneske kom ud af ligevægt.

Med gysen må man se en tredje syssel på Vesterports fæstningsbro, hvor ganske små drenge tit siddende på broens kant og meder i graven. Dette er virkelig et rædsomt syn, da man forestiller sig den uundgåelige død der blev følgen, hvis et sådant lille menneske kom ud af ligevægt.

Gaderne ses konstant fulde af drenge beskæftiget med de ovennævnte og andre morskabssysler. Blev disse beskæftigelser forpurret dem, ville det modsatte være tilfældet.

Man kan ved denne anledning ikke undlade at påpege en mangel, der går at København står tilbage endog for mangen lille by i henseende til børnetugten. I de små stæder er der mænd, hvis embedspligt det er at tilse at ikke forældre eller forældres personale forsømmer børnenes unge alder. I de nye reglementer for skoler i de mindre stæder har man altid et årvågent øje henvendt til den så nødvendige del af børnetugten, tidens unyttige anvendelse. Men i København ser man på vore gader og stræder det håndgribeligste bevis for at der mangler på børnetugt og børnetvang, til ubodelig skade for ungdommen, hvis tid så skammeligt bortødsles.

(Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6916-6919)


Redacteurens Anmærkning

Klink kunne udvikle sig til en voldelig affære, som det fremgik af "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", No. 58, lørdag den 22. juli 1815:
Nyekjøbing paa Falster, d. 12te Juli. Nogle Drenge, som i forrige Uge arbeidede her paa Landeveien, fandt for godt i deres Hviletid, at spille Klink om Penge, en af disse vandt fra nogle af dem, men havde og tabt noget; nu fordrede Creditorerne deres Penge, men han vilde ikke betale førend han havde faaet hvad han havde tilgode. Og nu saa han sig paa et Øieblik omringet baade af Debitorer og Creditorer, hvoraf Een gav ham et Slag, hvorved han fik Brøk, der havde Døden til Følge 2 Dage efter.

Beviser på Agtelse for det danske Sprog i Danmark.

(Efter indsendt)

Hr. Udgiver!
Jeg var i onsdags den 20. august med kone og børn en spadseretur ude på den nye Assistenskirkegård. Min egentlige hensigt var at ville se, hvilket minde eller gravskrift man havde givet min uforglemmelige ven, salig professor Tode. Men uagtet jeg længe søgte denne store mands grav, fandt jeg dog intet, som sagde mig: "Her hviler han". Graverkarlen som jeg spurgte hvor Todes grav var, svarede at han ikke bestemt vidste det og derfor ikke kunne sige mig det. Men tilføjede: "Han skal nu snart graves op igen". Hvorfor det? Spurgte jeg, "jo, for han skal nok ligge et sted henne ved muren", svarede han.


Min egentlige hensigt var at ville se, hvilket minde eller gravskrift man havde givet min uforglemmelige ven, salig professor Tode.

Ved således at søge efter Todes grav måtte jeg overalt læse de mangfoldige gravskrifter, som her findes. Men i sandhed! Dette skete ikke uden harme. For det er dog højst ubehageligt i vores oplyste tidsalder at stille indskrifter offentlig til skue, som dels er noget uforstandigt vås, dels så afskyelig skrevet og malet, at man ikke skulle tro en 5 års skoleelev kunne skrive så usselt og dårligt. Jeg læste mange gravskrifter hvor hverken ortografi eller grammatik var overholdt. Iblandt disse afskrev jeg mig blot to som faldt mig mest forargelige. I den hensigt at meddele Politivennen dem så ofte med rette, revser sådanne utilgivelige synder. Her er de ganske nøjagtigt afskrevet, hvert ord, bogstav og linje uforandret:

Det er Aften För
du ved Hold dig
Chresten siel
bered tend din la-
mpe læs og Beed
Det er Vey til
Sallighed

Dette er slet, men det følgende endnu værre:

Her
Under Willer
Dorthea Amalie
Föed Möller. Föd d. 29
Augusti 1798. Död d. 22
Juni 1805. Jeg laae Paa
Moders Bröst Og Blev af
Hende Amedt Nu Er Min Siæl
Forlöst og Dier Tröst af Lamedt
Min Sorte Svöbe Klud jeg Nu
Er Bleven Qvidt. Jeg staar
Saam Jesu Brud Med-
Engle Hvid
Habit

Mage til sådan vederstyggelig gravskrift vil jeg håbe at der ikke mere findes på nogen kirkegård, og jeg tror, at som en skamplet på vores vores, og vores maleres uvidenhed burde dette ryddes bort.

(Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6912-6915)

Redacteurens Anmærkning

Todes grav fik en gravsten i 1811, fremgik det af Den Kongeligt privilegerede Viborger Samler den 29. juli 1811:
Hovedstadens Assistents Kirkegaard er nylig bleven forskjønnet med afg. Professor Todes Monument. Det er forfærdiget af Faxse Kalksten, og fuldført under vor virksomme Hofkobberstikker Lahdes Betyrelse. Det er een af de simpleste og smagfuldeste Mindestene der findes. Den forestiller et trekantet Alter, hvis ene Side er prydet med en Æskulapstav, den anden med en Lire og den tredie med Inskriptionen. Ovenpaa ligger en Krands af Eege- og Laurbærblade.
Den står der endnu og den er ikke flyttet ud til muren. Og efter den tids retskrivning er den vel også godkendt: "Lægen, digteren, menneskevennen Johan Clemens Tode sattes denne gravsteen. Han var fød år MDCCXXXVI. Han døde år MDCCCVI"

I 1834 var der rygter om at graven var hjemfalden og skulle nedlægges i artiklen "Om Johan Clemens Todes Gravminde." Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 727-729. Dette blev dog dementeret i artiklen "Om fortjente Danske Gravmonumenter." i Politivennen nr. 984, lørdag den 8. november 1834, s. 779-784.  

Erklæring i Anledning af det farlige sted ved Jægersborg

For så vidt som den i Politivennen nr. 433 indrykkede anmeldelse om er indtruffet uheld mellem Bernstorffs Alle og Jægersborg tillige indeholder en gentaget opfordring til vedkommende embedsmænd at drage omsorg for iværksættelsen af sådanne foranstaltninger som kunne afværge lignende uheld for fremtiden, må jeg herved bekendtgøre, at jeg såvidt denne opfordring kan vedkomme det mig allernådigst betroede embede, allerede for flere år siden dertil har indgivet forslag til de ansvarlige.

Ligeledes har jeg, i anledning af oven meldte opfordring, bragt mit forhen indgivne forslag i erindring

Kr. Ranzow
Hofjægermester

(Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6911-6912)


Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvarer Politivennen nr. 433, 9. august 1806, side  6879-6882.

16 februar 2015

Uorden paa Østergade No. 44.

(Efter tilsendt).

Udenfor dette hus ser man den uorden at kældermanden ofte bruger den uskik at sole sine sengeklæder på fortovet uden for hans vinduer. Det er så meget mere en uorden som denne gade er så fuld af færdsel og fortovet desuden er meget smalt. Man anmoder derfor værten af huset at råde bod på denne uskik der ikke kan andet end være ham selv højst modbydelig.

(Politivennen nr. 434, 16. august 1806, side 6907)

Redacteurens Anmærkning

Østergade 44 blev senere nr. 62 og indgik i nuværende Pilegården-Volmerhus-Cityhus.

Spørgsmål vores Forstæder betræffende

(Efter indsendt)

Skulle det ikke nu være på høje tid, da Københavns forstæder vokser så betydeligt, at sørge for torve eller pladser i hver af dem. Med tiden vil man dog blive nødt til det, og da ville bekostningerne blive desto større, jo længere man har tøvet.

Det var måske ikke af vejen at forfærdige kort over forstædernes mulige udvidelse, for derefter ved nye bebyggelser at kunne rette sig.

(Politivennen nr. 434, 16. august 1806, side 6906-6907)