Umenneskelighed af en Vognmand.

Den 1. september d. å. om morgenen kl. 5 blev jeg kaldt til en fattig arbejdskarl i Lille Grønnegade so ved et uforsigtigt fald fra 2. sal havde forslået sig betydeligt. For så snar som muligt at kunne få denne ulykkelige transporteret til hospitalet, henvendte jeg mig til en ikke langt derfra boende vognmand med forlangende at han mod betaling af mig, ville udleje en vogn med halm for at køre den syge på. efter megen vægring og gniden i øjnene (uagtet han stod i sin gård og følgelig ikke kunne antages for en halvsovende) bragte jeg manden ved alvorlige forestillinger dertil at han tilstod mig en vogn. Men da der endnu skulle halm og hestedækkener til, fandt han dette for besværligt, og gav sit endelige afgørende svar: at han ikke ville. Med tillæg at jeg måtte henholde mig til en anden. den at anse ham værdig til videre samtale, henvendte jeg mig til kontoret på Frederiks Hospital hvor der, til re for vedkommende, blev føjet øjeblikkelig anstalt for at den lidende blev båret til stiftelsen. - Da jeg før i et af mine første studieår har oppebåret meget godt i nævnte vognmands hus, hvorfor jeg endnu med erkendtlighed takker hans fromme agtværdige kone, vil jeg ikke nævne hans navn, men alene endnu engang have ham formanet til for fremtiden at vise mere menneskelighed mod sine lidende medborgere

M. M. Rønne.
Kandidatus Kiriurgiæ. Store Kongensgade nr. 261.

(Politivennen nr. 437, 6. september 1806, side 6945-6947)

Tanker om mulig Formindskelse af Tallet på vores Selvmordere

I en tid hvor antallet af selvmord stiger så skrækkeligt at det i et af vores offentlige blade angivne antal af disse ulykkelige desto værre er snarere for lille end for stort, spørges:
Hvad er årsagerne til de hyppige selvmord?

Og hvorledes kunne de om ikke helt fjernes, så dog indskrænkes?

Spørgeren tror at mangel på religiøsitet, den deraf kommende umoral og den altid nervesvækkende overdåd er årsagerne som bevirker selvmord. Og derfor er den eneste måde at indskrænke disse at man jævnlig, men kraftig og rørende fra de offentlige talestole behandler dette emne, og fra lovgivningens side 1) Indskrænke forlystelserne, da disses nydelse berøver vore dages mængden formue, - lyst til arbejdsomhed - tilfredshed med sine kår, når man ikke kan deltage i dem, og til sidst lyst til livet. Og for 2) streng overholdelse at selvmorderen uden hensyn til stand, blev lagt i en bræddekasse, og på en usædvanlig tid i al stilhed båret væk af fattigfogder. Spørgeren er overbevist om at denne omgangsmåde ville gøre et velgørende indtryk, især hos den simple mand, som gør så meget af det man kalder en hæderlig begravelse.

Da ovennævnte to spørgsmåls grundige besvarelse af en mand, som med et varmt hjerte for sandheden forenedes teologiske, filosofiske og politiske kundskaber, ville være en sand vinding for den lidende og daglig i lasterne dybere synkende menneskehed, så håber og venter spørgeren tillidsfuld sit velmente ønske opfyldt.

(Politivennen nr. 437, 6. september 1806, side 6942-6943)

Redacteurens Anmærkning

Selvmord blev også anset for et problem i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 98, 20. september 1806, spalte 1556-1557 i nedenstående notits:

I de sidste ti Aar have 614 Mennesker ombragt sig selv i Kjøbenhavn, og i de Søer, der omgive det, foruden dem, der paa Hospitalerne aflivede sig i Vildelse. I Civiletaten var Selvmordernes Ral fra Aaret 1785 til 1795, 380, men derimod fra 1795 til 1805, 522, altsaa i et lige Tidsrum 142 flere, og i de sidste ti Aar aarligen 14 Selvmord; fra 1795 til 1800 er der begaaet 222, og fra 1800 til 1805 295, altsaa 73 flere i de sidste fem Aar end i de fem forrige, og alle i Civiletaten, hvor de ere blevne stadfæstede ved lovlige Synsforretninger. I de afvigte fem Aar er der begaaet 42 i Landetaten og 10 ved Holmens Mandskab. I dette Aar have 70 dræbt sig selv ved august Maaneds Udgang. Fra Fyens Stift ere i tre Aar offentlig anmeldte 28 Selvmord. Hr. Justitsraad Pontoppidan har efter nøiagtige Optegnelser beregnet, at der aarlig omtrent omkomme ved Uheld 3030 Mennesker i Dannemark, Norge og Hertugdømmerne, Island, Grønland og Færøerne. - Man har uddraget den rimelige Slutning, at der hvert Aar begaaes omtrent 100 Selvmord i Kjøbenhavn. Blot i April og Maji Maaned dette Aar er der begaaet her 25. 

Et Savn ved Gravmarken uden for Nørreport

Endnu oftere end man skulle tro, indtræffer uordener på denne gravmark, såsom at prydelser på gravminder stjæles eller ødelægges, at udhugne figurer på en liderlig måde betegnes eller tilmales, at det igangværende arbejde beskadiges, når arbejderne er borte osv. Derfor vil, håber udgiveren, desto snarere den tid nærme sig, da der tilstrækkelig sørges for at holde tilbørlig orden på dette sted, der om ellers noget er berettiget til at nyde den.

Ingen vil vel være ublu nok til at ytre at det skulle være en alt for stor opmærksomhed mod vores dødes minde med en nødvendig vagt på 20 eller i det mindste 10 mand ved hovedindgangen. Det er sandt at en sådan vagt kunne koste noget. Men med fornøjelse gav enhver, som indgik noget, når han vidste at derved fremmedes agt for stedets hellighed.

Det er fysisk umuligt for graverne både at passe deres forretninger og at overvåge, at intet ulovligt foretages på nogen kant af dette uhyre rum, der ved så mange genstande er gjort uoverskuelig. Og selv om de kunne bemærke alt, ville de da være i stand til at få fat i forbryderne, så længe der ingen vagt er ved porten, der på et tegn fra dem kunne lukke porten og tilsende hjælp?

(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6939-6940)

En Tanke på den nye Gravmark uden for Nørreport

(Efter indsendt)

Så ærefuldt det er for staten og dens bestyrelse med den nye udvidelse af den allerede før skønne og bekvemt liggende kirkegård uden for Nørreport, så bemærker man dog en stødende omstændighed derved. Nemlig den at begrave de af stadens fattige, hvis familier ikke kan betale deres jord, uden for ringmurens sydlige side der vender imod Falkonergården.

"Benhusene" markerer hvad der på Politivennens tid var indenfor (afdeling D på den anden side af husene) og udenfor (nuværende afdeling L). Benhusene selv er dog senere end Politivennen. Det forreste er fra 1828 og blev brugt som ligkælder, mens det bagester er et materialhus fra 1823 som oprindelig stod i afdeling A. Bygningen der anes i baggrunden er Peter von Scholtens. 

Så ligegyldig ethvert menneskes hvilested virkelig i sig selv er, når det kun er bedækket med jord, så ydmygende synes dette dog på den anden side at være for de efterladte. Efter den udvidelse pladsen har fået, skulle der vel næppe mangle plads for de afdøde fra staden og dens omegn, da mange desuden endnu vedbliver med den gamle skik at begrave deres døde på stadens kirkegårde og i kirkerne.

Holder man sig også nøje efter den regel der siger at enhver grav skal stå urørt i 20 år, så nærmer den tid sig dog hvor adskillige gravpladser skal åbnes på den gamle kirkegård. Og havde man ved den nyere kirkegårds anlæggelse også allerede bestemt det sted, hvor nu de fattige henlægges, til begravelsesplads, hvorfor da ikke indlemme det med det øvrige under ringmurens beskyttelse?

Ingen vil vel benægte at det er højst påfaldende for en fremmed, når han har beskuet stedets herligheder indenfor, og derefter gennem stakitporten ser disse grave afsondrede ved lås og lukke fra de øvrige. Og enhver ædel mand, han være fremmed eller indfødt, har sikkert en ubehagelig fornemmelse når han hører at dette sted ikke er bestemt for forbrydere, skurke og andre til fælles gravmark uværdige personer, men for mennesker på hvem der ikke hvilede anden byrde, end at de var fattige.

(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6937-6939)

Redacteurens Anmærkning

Falkonergården

Lå på det nuværende Falkoner Alle 114 omtrent ved Ågade. Herfra gik kongefamilien på falkonerjagt indtil o. 1810. Derefter blev der indrettet en vokslysfabrik i gården, senere sæbefabrik. På tegninger fra 1884 og 1900 kan man endnu se rester af gården. Men den er totalt forsvundet nu.

Om den endnu hyppige Begraven her i Staden

Skønt regeringen på det tydeligste måde har lagt for dagen,hvor gerne den ønskede alle begravelser afskaffet inden for stadens volde, vedvarer samme dog endnu temmelig hyppig, især på Garnisonskirkegården, fordi det ikke udtrykkeligt er forbudt.

Garnisonskirken. Den kirkegård vi i dag omtaler som Garnisonskirkegård eksisterede allerede fra 1671 og lå uden for voldene. Skribenten mener imidlertid kirkegården langs kirkemurene.

Da nu selv nationer, som vi hidtil i henseende til politi og god orden troede os ophøjede over, har aldeles afskaffet al begravelser inden i stæderne, og det tydelig ses, at københavnerne ikke af sig selv ville holde op med denne for helbredet skadelige skik, så er intet andet heri at sætte håb til end om et udtrykkeligt forbud gjorde en ende påvirkningerne af fordomme eller af egensindighed.

Tillige tør man ytre det ønske, at Garnisonskirken også måtte få en andel af Assistenskirkegården, da således al fornuftig grund ophørte til begravelserne på dens lille bitte plet kirkegård inden i staden.


(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6936-6937)

Redacteurens Anmærkning

Garnisonskirkegården

Der er et par iøjnefaldende ting i artiklen: Garnisonskirken havde allerede fra 1671 sin egen kirkegård uden for voldene som lå hvor den stadig ligger på Østerbro. Det nævner skribenten ikke. Og ydermere insisterer skribenten på at den burde have en del af Assistenskirkegården. Det kan skyldes at Garnisonskirkegården (den nuværende) ganske enkelt var for ussel for spidsborgerne. Den blev mest benyttet til fattige og pestramte 1711 til aflastning for kirkegårdene i fx Fiolstræde og Landemærket. Først omkring 1812 blev kirkegården spiselig for de finere, borgerlige. Garnisonskirken havde også kirkegård dels inde i kirken, dels langs kirkens mure. Det må være denne sidste der hentydes til med "begravelser inden for stadens volde". At ingen protesterer i de efterfølgende numre over dette (hvad ellers er ret almindeligt i Politivennen), kunne tyde på at hans synspunkter er alment udbredte blandt spidsborgerne.  

Holmens Kirkegård

Er ældre end Garnsonskirkegården, fra 1666. Her ligger bl.a. de faldne fra Slaget på Reden.