En Tanke på den nye Gravmark uden for Nørreport

(Efter indsendt)

Så ærefuldt det er for staten og dens bestyrelse med den nye udvidelse af den allerede før skønne og bekvemt liggende kirkegård uden for Nørreport, så bemærker man dog en stødende omstændighed derved. Nemlig den at begrave de af stadens fattige, hvis familier ikke kan betale deres jord, uden for ringmurens sydlige side der vender imod Falkonergården.

"Benhusene" markerer hvad der på Politivennens tid var indenfor (afdeling D på den anden side af husene) og udenfor (nuværende afdeling L). Benhusene selv er dog senere end Politivennen. Det forreste er fra 1828 og blev brugt som ligkælder, mens det bageste er et materialhus fra 1823 som oprindelig stod i afdeling A. Bygningen der anes i baggrunden er Peter von Scholtens. 

Så ligegyldig ethvert menneskes hvilested virkelig i sig selv er, når det kun er bedækket med jord, så ydmygende synes dette dog på den anden side at være for de efterladte. Efter den udvidelse pladsen har fået, skulle der vel næppe mangle plads for de afdøde fra staden og dens omegn, da mange desuden endnu vedbliver med den gamle skik at begrave deres døde på stadens kirkegårde og i kirkerne.

Holder man sig også nøje efter den regel der siger at enhver grav skal stå urørt i 20 år, så nærmer den tid sig dog hvor adskillige gravpladser skal åbnes på den gamle kirkegård. Og havde man ved den nyere kirkegårds anlæggelse også allerede bestemt det sted, hvor nu de fattige henlægges, til begravelsesplads, hvorfor da ikke indlemme det med det øvrige under ringmurens beskyttelse?

Ingen vil vel benægte at det er højst påfaldende for en fremmed, når han har beskuet stedets herligheder indenfor, og derefter gennem stakitporten ser disse grave afsondrede ved lås og lukke fra de øvrige. Og enhver ædel mand, han være fremmed eller indfødt, har sikkert en ubehagelig fornemmelse når han hører at dette sted ikke er bestemt for forbrydere, skurke og andre til fælles gravmark uværdige personer, men for mennesker på hvem der ikke hvilede anden byrde, end at de var fattige.

(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6937-6939)

Redacteurens Anmærkning

Falkonergården

Lå på det nuværende Falkoner Alle 114 omtrent ved Ågade. Herfra gik kongefamilien på falkonerjagt indtil o. 1810. Derefter blev der indrettet en vokslysfabrik i gården, senere sæbefabrik. På tegninger fra 1884 og 1900 kan man endnu se rester af gården. Men den er totalt forsvundet nu.

Om den endnu hyppige Begraven her i Staden

Skønt regeringen på det tydeligste måde har lagt for dagen,hvor gerne den ønskede alle begravelser afskaffet inden for stadens volde, vedvarer samme dog endnu temmelig hyppig, især på Garnisonskirkegården, fordi det ikke udtrykkeligt er forbudt.

Garnisonskirken. Den kirkegård vi i dag omtaler som Garnisonskirkegård eksisterede allerede fra 1671 og lå uden for voldene. Skribenten mener imidlertid kirkegården langs kirkemurene.

Da nu selv nationer, som vi hidtil i henseende til politi og god orden troede os ophøjede over, har aldeles afskaffet al begravelser inden i stæderne, og det tydelig ses, at københavnerne ikke af sig selv ville holde op med denne for helbredet skadelige skik, så er intet andet heri at sætte håb til end om et udtrykkeligt forbud gjorde en ende påvirkningerne af fordomme eller af egensindighed.

Tillige tør man ytre det ønske, at Garnisonskirken også måtte få en andel af Assistenskirkegården, da således al fornuftig grund ophørte til begravelserne på dens lille bitte plet kirkegård inden i staden.


(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6936-6937)

Redacteurens Anmærkning

Garnisonskirkegården

Der er et par iøjnefaldende ting i artiklen: Garnisonskirken havde allerede fra 1671 sin egen kirkegård uden for voldene som lå hvor den stadig ligger på Østerbro. Det nævner skribenten ikke. Og ydermere insisterer skribenten på at den burde have en del af Assistenskirkegården. Det kan skyldes at Garnisonskirkegården (den nuværende) ganske enkelt var for ussel for spidsborgerne. Den blev mest benyttet til fattige og pestramte 1711 til aflastning for kirkegårdene i fx Fiolstræde og Landemærket. Først omkring 1812 blev kirkegården spiselig for de finere, borgerlige. Garnisonskirken havde også kirkegård dels inde i kirken, dels langs kirkens mure. Det må være denne sidste der hentydes til med "begravelser inden for stadens volde". At ingen protesterer i de efterfølgende numre over dette (hvad ellers er ret almindeligt i Politivennen), kunne tyde på at hans synspunkter er alment udbredte blandt spidsborgerne.  

Holmens Kirkegård

Er ældre end Garnsonskirkegården, fra 1666. Her ligger bl.a. de faldne fra Slaget på Reden.

Spørgsmål angående vores Drikkevandssøer

Hvad angår vandet i Peblinge- og Sortesø, som københavnerne drikker af, vil man gerne have følgende spørgsmål besvaret af en sagkyndig:

1) Om først vand som er stillestående, eller dog for størstedelen stillestående, taber i sin godhed for helbredet, ved at være opfyldt, endog mange steder lige til overfladen med vandvækster eller ej?

2) Om det aldeles ikke gør vandet mindre godt, hvis folk deri færdes i både, og som en uundgåelig følge, deri lader de modbydeligste uhumskheder?

Vandrør af træ fra et af Københavns Vandkompagnier. Sådanne vandrør kunne forbinde søerne med stadsgraven, ifølge Politivennen. (Eget foto fra Nationalmuseets samlinger). 

3) Ville det ikke være til stor besparelse for participanterne i vandkompagnierne i fredstid, og til en sikkerhed i en mulig belejringstilfælde, hvor vandrenderne kunne afbrydes af fjenden, og staden derved desto senere blive nødt til at ty til dens kun få brønde, om der fra hver af søerne, Peblingesøen og Sortesø, graves en arm af tilstrækkelig dybde og bredde lige ind til stadsgravene. Dog således, at den ikke havde samkvem med disse, men adskiltes derfra ved den bedækkede vej. Renderne behøvede da blot at nå til enden af hver sådan arm, og kunne ikke heller afbrydes af nogen fjende, før denne alt havde drevet sine løbegrave lige ind på den bedækkede vej?

4) Om det ikke var muligt at give stadsgravenes vand samme drikkelighed og godhed for helbredet som søernes? Når alle lokummer som blev udledt der, blev afskaffet såvel som tilløb af alle andre uhumskheder, så kan jeg ikke se hvorfor dette vand ikke skulle være lige så godt som hint. Og hvis dette er rigtigt, er det da ikke en ganske naturlig slutning: At det er Per Gantes Vej at søge fjernt hvad nær kan haves. Når søerne blev sat i forbindelse med gravene, disse ingen uhumskheder modtog, opstillede skildvagter hindrede deri at drukne hunde og katte osv. da var jo gjort et mægtigt fremskridt for vandledningsvæsnet.

(Politivennen nr. 436, 30. august 1806, side 6931-6933)

Redacteurens Anmærkning

Per Gantes Vej

Udtrykket betyder vel noget i retning af at man skal ikke gå over åen efter vand. Altså en omvej, som det står forklaret i Ordbog over det danske sprog: Ufornuftigt menneske; gæk; nar; taabe; tosse ... Per Gantes vej ell. genvej. 

Den bedækkede vej

Var vejen på ydersiden af voldgraven, anlagt på kontrescarpen (skråningen på voldgravens yderside) og skjult af glaciset.

Drengesysler som man kunne ønske hæmmede

(Efter indsendt)

Man vil måske undres over at man vil ivre mod at drenge sysler, da det dog må være slemmere, at de slet intet gør eller eller sælger hovedkød på gaden. Men meningen er: Det er imod drenges natur slet intet at gøre. Hindres de derfor i de sysler der holder dem på gader og stræder, så ville de blive kede af at opholde sig der, og man fik da ikke mere dette store drengepublikum at se, som så ofte gør uvæsen og støj.

1) At fiske i rendestenen er vel en skik så gammel som staden selv. Derom vidner det mellem pøbelen bekendte øgenavn på københavnere. Men hæsligt ser det ud at skue drenge, der alt kunne foretage sig noget nyttigt, ligge over en rendesten og med hænderne holde mønstring over alle de uhumskheder den indeholder. Man tror ønskeligt, at det pålagdes politibetjentene og vægterne så ofte de i foregående så dette hæslige fiskeri, at jage dem alvorlig derfra. Var denne forstyrrelse vedvarende, ville tingen til sidst rent gå i stå.

2) At lege klink, bold osv eller drive top på gaden. Foruden det moralske onde sådanne beskæftigelser må have på de unge spillere, er denne syssel ofte af ubehagelige følger for de der går på gaden. De må dels høre på disse krabaters eder og skældsord, dels sker det undertiden at spillernes pinde, skillinger, bolde flyver hen på dem, ja undertiden drengene selv i deres snavsede udvortes, og de er så forgabte i spillet, at de løber snart forlæns snart baglæns ind i de gående.

På Vesterports fæstningsbro ser man ganske små drenge sidde på broens kant og fiske i graven. Det er virkelig et rædsomt syn, da man forestiller sig den uundgåelige død der blev følgen, hvis et sådant lille menneske kom ud af ligevægt.

Med gysen må man se en tredje syssel på Vesterports fæstningsbro, hvor ganske små drenge tit siddende på broens kant og meder i graven. Dette er virkelig et rædsomt syn, da man forestiller sig den uundgåelige død der blev følgen, hvis et sådant lille menneske kom ud af ligevægt.

Gaderne ses konstant fulde af drenge beskæftiget med de ovennævnte og andre morskabssysler. Blev disse beskæftigelser forpurret dem, ville det modsatte være tilfældet.

Man kan ved denne anledning ikke undlade at påpege en mangel, der går at København står tilbage endog for mangen lille by i henseende til børnetugten. I de små stæder er der mænd, hvis embedspligt det er at tilse at ikke forældre eller forældres personale forsømmer børnenes unge alder. I de nye reglementer for skoler i de mindre stæder har man altid et årvågent øje henvendt til den så nødvendige del af børnetugten, tidens unyttige anvendelse. Men i København ser man på vore gader og stræder det håndgribeligste bevis for at der mangler på børnetugt og børnetvang, til ubodelig skade for ungdommen, hvis tid så skammeligt bortødsles.

(Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6916-6919)

Redacteurens Anmærkning

Klink kunne udvikle sig til en voldelig affære, som det fremgik af "Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn", No. 58, lørdag den 22. juli 1815:

Nyekjøbing paa Falster, d. 12te Juli. Nogle Drenge, som i forrige Uge arbeidede her paa Landeveien, fandt for godt i deres Hviletid, at spille Klink om Penge, en af disse vandt fra nogle af dem, men havde og tabt noget; nu fordrede Creditorerne deres Penge, men han vilde ikke betale førend han havde faaet hvad han havde tilgode. Og nu saa han sig paa et Øieblik omringet baade af Debitorer og Creditorer, hvoraf Een gav ham et Slag, hvorved han fik Brøk, der havde Døden til Følge 2 Dage efter.

Beviser på Agtelse for det danske Sprog i Danmark.

(Efter indsendt)

Hr. Udgiver!
Jeg var i onsdags den 20. august med kone og børn en spadseretur ude på den nye Assistenskirkegård. Min egentlige hensigt var at ville se, hvilket minde eller gravskrift man havde givet min uforglemmelige ven, salig professor Tode. Men uagtet jeg længe søgte denne store mands grav, fandt jeg dog intet, som sagde mig: "Her hviler han". Graverkarlen som jeg spurgte hvor Todes grav var, svarede at han ikke bestemt vidste det og derfor ikke kunne sige mig det. Men tilføjede: "Han skal nu snart graves op igen". Hvorfor det? Spurgte jeg, "jo, for han skal nok ligge et sted henne ved muren", svarede han.

Min egentlige hensigt var at ville se, hvilket minde eller gravskrift man havde givet min uforglemmelige ven, salig professor Tode.

Ved således at søge efter Todes grav måtte jeg overalt læse de mangfoldige gravskrifter, som her findes. Men i sandhed! Dette skete ikke uden harme. For det er dog højst ubehageligt i vores oplyste tidsalder at stille indskrifter offentlig til skue, som dels er noget uforstandigt vås, dels så afskyelig skrevet og malet, at man ikke skulle tro en 5 års skoleelev kunne skrive så usselt og dårligt. Jeg læste mange gravskrifter hvor hverken ortografi eller grammatik var overholdt. Iblandt disse afskrev jeg mig blot to som faldt mig mest forargelige. I den hensigt at meddele Politivennen dem så ofte med rette, revser sådanne utilgivelige synder. Her er de ganske nøjagtigt afskrevet, hvert ord, bogstav og linje uforandret:

Det er Aften För
du ved Hold dig
Chresten siel
bered tend din la-
mpe læs og Beed
Det er Vey til
Sallighed

Dette er slet, men det følgende endnu værre:

Her
Under Willer
Dorthea Amalie
Föed Möller. Föd d. 29
Augusti 1798. Död d. 22
Juni 1805. Jeg laae Paa
Moders Bröst Og Blev af
Hende Amedt Nu Er Min Siæl
Forlöst og Dier Tröst af Lamedt
Min Sorte Svöbe Klud jeg Nu
Er Bleven Qvidt. Jeg staar
Saam Jesu Brud Med-
Engle Hvid
Habit

Mage til sådan vederstyggelig gravskrift vil jeg håbe at der ikke mere findes på nogen kirkegård, og jeg tror, at som en skamplet på vores vores, og vores maleres uvidenhed burde dette ryddes bort.

(Politivennen nr. 435, 23. august 1806, side 6912-6915)

Redacteurens Anmærkning

Todes grav fik en gravsten i 1811, fremgik det af Den Kongeligt privilegerede Viborger Samler den 29. juli 1811:

Hovedstadens Assistents Kirkegaard er nylig bleven forskjønnet med afg. Professor Todes Monument. Det er forfærdiget af Faxse Kalksten, og fuldført under vor virksomme Hofkobberstikker Lahdes Betyrelse. Det er een af de simpleste og smagfuldeste Mindestene der findes. Den forestiller et trekantet Alter, hvis ene Side er prydet med en Æskulapstav, den anden med en Lire og den tredie med Inskriptionen. Ovenpaa ligger en Krands af Eege- og Laurbærblade.

Den står der endnu og den er ikke flyttet ud til muren. Og efter den tids retskrivning er den vel også godkendt: "Lægen, digteren, menneskevennen Johan Clemens Tode sattes denne gravsteen. Han var fød år MDCCXXXVI. Han døde år MDCCCVI"

I 1834 var der rygter om at graven var hjemfalden og skulle nedlægges i artiklen "Om Johan Clemens Todes Gravminde." Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 727-729. Dette blev dog dementeret i artiklen "Om fortjente Danske Gravmonumenter." i Politivennen nr. 984, lørdag den 8. november 1834, s. 779-784.