Et Kirkeønske

(Efter indsendt)

I en af stadens kirker var i søndags for otte dage siden bestilt en dåb. Ved en forglemmelse skete det imidlertid at da børnene (det var tvillinger) og fadderne ankom, måtte de vente der en times tid før børnene kunne blive døbt. Den kulde som børnene blev udsat for, var årsag til at de begge blev syge.

At den person som kirken bestilles hos, som det kaldes, kan forglemme sådant er menneskeligt muligt, men da følgerne kunne være vigtige, bør sådan indretning indføres af de ansvarlige, at uorden i sådant tilfælde er så lille som mulig som sådant kan ske.

Man foreslår derfor at den kirkebetjent der modtager sådanne bestillinger, har en tavle hængende på sin væg, hvorpå de straks i hans fraværelse som i hans nærværelse kan optegnes. For forældre er det dog hårdt at få sine børns legemlige helbred ødelagt, mens der med penge sørges for udgift for sjælens.

(Politivennen nr. 464, 14. marts 1807, s. 7382-7383)

Faddere og børn der skulle døbes måtte i martskulden vente i en time på at blive døbt, hvorfor de begge blev syge. Indslaget fortæller ikke hvor det foregik. Men her er den lukkede dør til Helligåndskirken. Eget foto.

Ønske for Rosenborgs Haves Besøgere.

Ved Kongens Have er i vinter den forandring foregået at alleen på venstre hånd fra Gothersgade der førte ned til Kavaler- og Damegangen nu er ophugget, vejen tilkastet og gjort frugtbringende. En bred spadseregang indelukket af grønmalet stakade fører nu ned til indgangsporten for Kronprinsessegade hvorfra igen en ny indhegnet gang begynder og leder ned til de nysnævnte to spadseregange. Meget skønne for øjet er disse anlæg. Den unge og raske som har smag og følelse vil glæde sig derved. Kun den aldrende og den svage ville måske sukke og ømme sig over den længere vej de har at gå inden de når ly og skygge og sæde.

Højligt måtte man for disses skyld hvem en spadseregang eller blot et siddende i haven NB lunt og beskygget er sand lægedom, ønske at der i den så åbne gang der så langsomt for svage kræfter fører til målet, måtte sættes ikke en, to tre bænke, men 12, 20, 30! Hvad er denne bekostning imod den inderlige glæde derved at have kvæget så mange værdige gamle medborgere eller medborgerinder, så mange under sygdom eller svaghed ledende brødre og søstre. Sandelig den konge der har åbnet haven for sine københavnere vil sikkert unde dem en så nyttig bekvemmelighed.

Få bænke er i den her omtalte henseende det samme som intet. Disse bemægtiges straks af ammer, drenge, unge lapse, ja endog dagdrivere som udstrakt i fuld længde her udsover rusen.

Endelig bør atter her yttres det ønske at Kavalergangen på begge sider måtte sættes et antal omlukkede bænke foruden de få derværende. Disse slags bænke er for den gamle og svage så særdeles velgørende især mod forårets kolde vinde.

(Politivennen nr. 464, 14. marts 1807, s. 7379-7381)

Fare ved Soldaternes Geværer paa Skildvagtposterne.

(Efter indsendt)

Ofte har indsenderen til sin store misfornøjelse set at de hist og her i byen posterede skildvagter på en uhensigtsmæssig måde udsætter folk for den øjensynlige fare ved deres bajonet enten at få ansigtet eller i det mindste hatten beskadiget. Skildvagten stiller sig nemlig eller spadserer midt ud på fortovet med horisontalt eller næsten horisontalt på skulderen hvilende gevær som ikke alene ofte er tilfældet om dagen, men også om aftenen og især ved den foran Børsen posterede skildvagt. Her nødes altså fodgængeren såvel damer som mandspersoner (dersom de har deres øjne kære) at vade midt ud på gaden i snavs og søle for at undgå den truende fare. Dette går vel an om dagen, men om aftenen vil den som ikke ved om denne ting, ved lygtens matte skin let stå i fare for at bøde for soldaternes uforsigtighed. Også ved at komme en sådan skildvagt på siden er man ikke uden fare, da man ikke kan vide når det falder ham ind at vende sig, hvorved geværet eller bajonetten under sådan stilling let kan støde an på ens hoved eller hat.

Fra et andet synspunkt betragtet ville det vær højst urimeligt at forlange at skildvagten hele sin vagt gennem skulle holde sig og sit gevær i bestandig i en stilling. For soldaten må for at holde varmen, røre sig - for at kunne bære sit tunge gevær undertiden forandre dets hvilepunkt og stilling. Men da dette kan ske uden at fodgængeren derved enten udsættes for fare eller besværes - så var det at ønske at høje vedkommende ville indskærpe soldaterne forholdsregler i denne henseende.

(Politivennen nr. 464, 14. marts 1807, s. 7371-7373)

En Uorden paa Vejen mellem Skotterup og Espergærde.

(Efter indsendt.)

Vejenes uforsvarlige tilstand mellem Skotterup og Espergærde må man af nødvendighed for den vejfarende herved bekendtgøre. Og er mere end i en henseende skadelig. Over Lockensbek har amtet bekostet en stenkiste lagt hvor vejen skulle gå, men desuagtet har fæsteren af det stykke jord egenrådig borttaget det der forhenværende led, og anbragt det tæt ved strandbredden hvor der må køres over samme bæk, og som forvolder at fiskernes garn så ofte gennemkøres, såvel som de øvrige redskaber overkøres og beskadiges. Tillige er der et så dybt kildehul i nævnte bæk at de vejfarende ofte er udsat for at tilsætte heste og vogne deri, hvis der ikke kommer dem nogen til hjælp. For al denne ulempe som således tilføjes enhver der skal passere til eller fra Helsingør, og da igen anden vej er, og sådant sker af nævnte jordfæsters egenrådighed, så er man vedkommende vejinspektør venligst anmodende om at han ville umage sig med at besørge vejen udlagt på sit forrige sted efter øvrighedens ordre, der nu så længe er blevet kastet i forglemmelse, til det almindeliges skade.

Snekkersten den 2. februar 1807.
S. Møller.
Kongelig Strand Toldbetjent.

(Politivennen nr. 463, 7. marts 1807, s. 7367-7369)

Uvejsomhed paa Roskildevejen.

Hovedlandevejene eller kongevejene på Sjælland er bekendt for gode, er det og bør være det. Men der må dog gøres en undtagelse med et stykke af den veste kongevej, og det nær ved hovedstaden, nemlig mellem Frederiksberg og Vejrmøllekroen, hvilket er meget elendigt og farligt. Det værste stykke er det fra Damhuset af, og her væltede tirsdag aften den 3. marts først en bonde og siden havde jeg den ære at følge hans eksempel. Han midt på vejen, og jeg ved den ene side så at vejen er slem både på langs og på tværs. Efter en trasken om den halve nat efter hjælp, nødtes jeg til at tage ind i Damhuset og fandt således lejlighed dagen efter at undersøge vejen, der er fuld af dybe huller (blandt andre det jeg væltede i 5 kvarter dybt) og da den mere lignede en flod eller sø end en vej, var det umuligt at vare sig for et eller andet Scylla. Jeg sejlede da midt på den store landevej som en sømand mellem klipper og skær, bestandig med livet i hænderne. Den vej der er begyndt fra Frederiksværk, er uden tvivl et mønster på hvorledes en vej bør anlægges. Men denne lader ikke til at være således anlagt, og er kun mådeligt vedligeholdt. Den er snarere hul i midten end ophøjet. Vandet har da slet intet afløb, men derimod stærkt tilløb fra Frederiks Bakke. Med leret eller muldet sand er vejen fyldt, og dette er ved den megen færdsel og vandet ført ud til siderne. Og ligger slet ikke fast. Også neden for Frederiksberg Bakke hvor broen begynder, er et par huller.

Det var at ønske at denne vej måtte grundig omlægges eller istandsættes da sikkerheden unægtelig herved blev større. Ved Roskilde var en ridende som ikke turde tage til København for ikke at tilsætte sin hest og sig selv, og ved Roskilde Kro overnattede mange vogne af frygt for bussemanden, Damhusvejen.

Graah

(Politivennen nr. 463, 7. marts 1807, s. 7357-7359)