08 marts 2015

Fare ved Soldaternes Geværer paa Skildvagtposterne.

(Efter indsendt)

Ofte har indsenderen til sin store misfornøjelse set at de hist og her i byen posterede skildvagter på en uhensigtsmæssig måde udsætter folk for den øjensynlige fare ved deres bajonet enten at få ansigtet eller i det mindste hatten beskadiget. Skildvagten stiller sig nemlig eller spadserer midt ud på fortovet med horisontalt eller næsten horisontalt på skulderen hvilende gevær som ikke alene ofte er tilfældet om dagen, men også om aftenen og især ved den foran Børsen posterede skildvagt. Her nødes altså fodgængeren såvel damer som mandspersoner (dersom de har deres øjne kære) at vade midt ud på gaden i snavs og søle for at undgå den truende fare. Dette går vel an om dagen, men om aftenen vil den som ikke ved om denne ting, ved lygtens matte skin let stå i fare for at bøde for soldaternes uforsigtighed. Også ved at komme en sådan skildvagt på siden er man ikke uden fare, da man ikke kan vide når det falder ham ind at vende sig, hvorved geværet eller bajonetten under sådan stilling let kan støde an på ens hoved eller hat.

Fra et andet synspunkt betragtet ville det vær højst urimeligt at forlange at skildvagten hele sin vagt gennem skulle holde sig og sit gevær i bestandig i en stilling. For soldaten må for at holde varmen, røre sig - for at kunne bære sit tunge gevær undertiden forandre dets hvilepunkt og stilling. Men da dette kan ske uden at fodgængeren derved enten udsættes for fare eller besværes - så var det at ønske at høje vedkommende ville indskærpe soldaterne forholdsregler i denne henseende.

(Politivennen nr. 464, 14. marts 1807, s. 7371-7373)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar