Eksempel på Villighed og på Uvillighed til Menneskeredning

(Efter indsendt)

I forgårs den 11. om aftenen kl. 10 hørte jeg i min bopæl en stærk råben og skrigen, og så vidt jeg kunne skønne fra pælerækkerne udenfor Langebro. Jeg og mange flere gode og retskafne mennesker ilede derfor over til bommanden Kjer, for ved ham eller hans hjælp at få båd og årer for at ro ud og hjælpe de i livsfare værende mennesker. Men han nægtede både over for mig og de andre at han hverken havde både eller årer. Og det fortjener at anmærkes at han modtog mig med en yderlig grovhed han modtog mig, og ligeså S. T. hr major Haffner som kom til i det samme og spurgte mig, hvad der var på færde, og flere som i denne anledning var forsamlede der. Uden at få hjælp af ham, henvendte vi os til forvalter Poulsen på Appelbyes Plads, som kom selv og medbragte årer. Denne retskafne mand gik også selv m. fl. ud til pælerækken og reddede to menneskers liv. Men en var allerede druknet på grund af det lange ophold. Om et sådant forhold kunne komme i betragtning ville det måske tjene andre for fremtiden.

Sukkerformefabrikken i København den 13. nov. 1807
O. Ettrup, fuldmægtig

(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002) 

Sukkerfabrikation har en lang tradition på scenen for dette indslag (indsenderen er fuldmægtig på Sukkerformefabrikken). Disse lagerbygninger er dog over 100 år yngre, fra 1912-13.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021 og Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Der kan vel efterhånden ud fra Politivennens artikler skrives et lille værk om Bommand Kjær. En ven på Facebook har henvist til Folketællingen fra 1801, og her kan man ved en simpel søgning finde følgende oplysninger:

København, København (Staden), Christianshavn Kvarter, Christianshavns Kvarter, Matr. 389, 1913, FT-1801, A5035
Navn:	Alder:	Civilstand:	Stilling i husstanden:	Erhverv:	Fødested:
Johan Kiær	34	Gift		Bommand
Constance Severine Struck	34	Gift		g Johan Kiær
Anna Erenst Stine [Kiær]	6	Ugift
Maren Cathrine [Kiær]	4	Ugift
Caroline [Kiær]	2	Ugift
Ole Petersen Hald	62	Ugift		Skyder Sælhunde

Man kan vel konkludere at bommand Kiær må have haft nok at se til, udover at skulle passe bommen og badeanstalten. 3 små børn. Af hans andre indlæg i Politivennen ved vi at han fik 2 flere børn, som han godmodigt karakteriserer som "uopdragne". Samt en 62-årig logerende der "skyder sælhunde". På det tidspunkt brugte man mængder af tran til gadebelysning og garvning. Og det fik man bl.a. fra sæler, som der var masser af langs de danske strande, bl.a. ved Køge. Amager var berygtet for sit trankogeri, der skal have frembragt en ganske afskyeligt stank.

Kiær optræder i øvrigt som stamfar til en efterlyst person på Slægt og Data. Ligesom den ene af hans døtre Maren Cathrine tilsyneladende er kendt på Familiesporet.

Efter Kjærs død må konen have giftet sig med en Friderichsen og videreført hvad der kom til at hedde gl. Badehuse, det fremgår af "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 21. juli 1825:

En voxen Dreng, som er tro og paalidelig, samt villig til at forrette hvad der bliver ham befalet, kan strax faae Condition paa gl. Badehuse ved Langebro hos L. Friderichsen.

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 7. juni 1826:

De forhen værende Badehuse ere nu udlagte paa Strømmen ved Langebro til det ærede Publicums Afbenyttelse. Frederichsen. 

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 31. maj 1827:

De forhenværende Badehuse ere nu i god brugbar Stand og udlagte paa Strømmen ved Langebro til Afbenyttelse for det ærede Publicum. L. Friderichsen. 

Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. juni 1832:

De saakaldte gamle Badehuse ere nu i god Stand og udlagte paa Strømmen ved Langebro, som herved tilkjendegives det ærede Publicum, som vil afbenytte samme. L. Friderichsen. 

Hvad der skete med Kjærs badehuse, fremgår indirekte af "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger", 22. maj 1835, hvor hans kone omtales:

Mandagen den 1ste Juni, Formiddag Kl. 10, bliver ved een eneste auction absolut bortsolgt:De saakaldte gamle Badehuse, der i mange Aar have været placerede i Basinet ved Langebro, paa Christianshavns-Siden, og som for Tiden ere indlagte i Graven ved Appelbyes Plads paa Christianshavn, tilhørende afg. Lorentz Fredericksen Kiertinges og ligeledes afdøde Hustrue Constance Severine fød Struck, forhen gift Kjær, deres fælleds Stervbo. Auctionsconditionerne erre til Eftersyn hos Procurator Petersen, boende i Compagnistrædet Nr. 70, 2den Sal, og bemærkes tillige, at Auctionen afholdes paa Appelbyesplads.

Den skaldede Matros

(Efter indsendt)

Da man hver dag på Københavns gader må gøre den sørgelige erfaring at den velkendte skaldede matros uhindret tør antaste, forskrække og forfølge folk, vil man hermed gøre fattigvæsenets politi (som muligt må være uvidende om hans tilværelse) opmærksom på følgerne af denne uforskammede tiggers frihed, der tidlig eller sildig er at fruentimmer med svage nerver udsættes for at få slagtilfælde af forskrækkelse over hans påtrængenhed. Det var derfor særdeles at ønske at denne uforskammede karl i tide blev indsat i tvangshuset.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997-7998)

Forslag om de af Universitetet udsatte Prisermaterier

(Efter indsendt)

Da det er at formode at kun meget få af de fra universitetet udsatte prisspørgsmål ville blive besvarede til den bestemte tid, da mange af de studerende er blevet afbrudt i deres videnskabelige sysler, og en stor del formodentlig er bortrejst til Norge, Jylland og provinsen, og ikke let kan komme tilbage, så foreslås det om ikke opgaverne kunne forblive gældende for det følgende år, da det dog synes rimeligt, at de som allerede havde arbejdet på afhandlinger over dem, ikke aldeles skulle tabe frugten og deres fordele.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7997)

Om Indløbet ad Kallebod-Strand

(Efter indsendt)

Det er allerede før adskillige gange i Politivennen blevet ytret hvor ønskeligt det ville være om Kalvebodløbet igen blev brugbart for små skibe.

Da København nu allerede ved tre måneders blokade bør have lært at indse at det ville være godt om staden havde søtilførsel fra mere end en side, og det er muligt at en overlegen søfjende endnu i næste forår og sommer vil gøre alt sit til at gøre denne sandhed end mere følelig, så synes det at være tid igen at omtale denne sag.

Kalvebodløbet og Kalvebod Strand 2013. Set fra dæmningen på Amager som på Politivennens tid lå i selve løbet, og altså i vandet. Længst væk ses Fisketorvet, tættest Sluseholmen. Alle disse bebyggelser på Sjællandssiden lå dengang i selve løbet. Kalvebodløbet var meget bredere, men til gengæld mere lavvandet end tilfældet er nu. (Eget foto).

Hvis man læser om Københavns ældre blokader, ser man de tydeligste beviser på den store nytte det bragte indbyggerne at madskibene fra småøerne og Fyn ad Kalvebodløbet kunne indløbe uden synderlig fare, når det derimod var umuligt fra Reden at få mindste tilførsel.

Ødselhed er vist nok et stort onde. Men det er unægteligt at der gives tilfælde hvor sparsommelighed har lige så slemme følger. Et af disse var det da Kalvebodløbet ved Københavns udvidede befæstning afspærredes for sejlads for blot at have Toldbod og toldbetjentene ved et indløb i stedet for to.

Ikke alene har sejladsen for samme skibe derved i en så lang årrække været gjort langsommere, for ofte kan den heftige strøm i Dragørrenden hindre sejladsen hele dage, men selv mange skibbrud kan siges at være undgåede, når skipperne straks havde kunnet søge ind i Køge Bugt og overalt i Kalvebodløbet ligge som i den tryggeste havn.

Det er ikke troligt at dette løb skulle være blevet meget grundere medens det har været lukket for skibe. Den eneste skade det rimeligvis kan have lidt, kan være at en eller anden sandpram kan være sunket deri. 6 til 7 fods vand påstår kyndige folk at der endnu gives, og dette er allerede nok for de mindste jagter og for store både.

Men skulle det endnu være sådan at der virkelig var blevet grundere, så gives der hvis regeringen måtte ønske dette løb brugt igen til stadens mageligere forsyning, som altid i fred, så især i krig, et overmåde godt middel til uden mindste pengeudgift at få dette tilvejebragt.  Man behøvede nemlig blot at sætte til offentlig auktion dette løbs opmudring, afmærkning og vedligeholdelse såvel som en lods imod afgift af alle ind- og udgående fartøjer, således at den der ville påtage sig at sætte og holde det i stand mod den mindste afgift af de farende blev evig ejer af Kalvebodløb.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7994-7996)

Redacteurens Anmærkning

Kalvebod Strand lå længere inde i landet end nu. Området syd for Langebro mellem Tietgensgade og Kalvebod Brygge var dengang oversvømmet og er normalt det område som Politivennens skribenter omtaler som Kalvebod Strand. Stakaterne var en pælerække som gik tværs over løbet mellem København og Christianshavn nogenlunde syd for der hvor Langebro er i dag. I dette område lå også badehusene.

Noget videre i Anledning af de i Politivennen nr. 495 indrykkede. "Tanker og Forslag i Anledning af den danske Flådes Tab"

Kyndige mænd har forsikret at en kanonbåd, fraregnet skytset, kan fås for mindre end 4.000 rigsdaler.

400 gode kanonbåde ville altså koste 1.600.000 rigsdaler. En sum som let kunne lånes i Holland og forrentes med 64.000 rigsdaler årligt. (For indenlandske lån bør ikke ønskes da disse ved at trække kapitalerne fra næringsvejene er lige så skadelige i et land, der endnu mangler den nyttige indretning, privatbanker, som de i et dermed forsynet land kunne anses fortrinlige) .

Dersom staten optog dette lån kunne ufortøvet altså begyndes i 20 til 30 havne på en gang eller på bekvemme steder ved skovrige kyster. Og bygningen være fuldendt på mindre end et år. Derfor var der alligevel lejlighed for amter, købstæder, grever, baroner, grosserere, proprietærer, kapitalister, klubber osv. ifølge det i Politivennen nr. 495 foreslåede til at vise den skønneste patriotisme der sikkert også vil ske på mindste kærlige opfordring fra regeringen.

Hver sådan patriot eller samfund af patrioter havde lov at give regeringen enten den sum 4.000 rigsdaler straks eller dele deraf i visse terminer. Eller om det var mere bekvemt for dem 8 procent årlig af denne sum indtil det lånte, som sagt, var tilbagebetalt med renter af regeringen.

Disse tanker og forslag i Politivennen nr. 495 har gjort indtryk hos mange. Og det er derfor nyttigt at bekæmpe enhver indvending derimod kunne gøres. Man har nemlig sat tvivl om man har tømmeret til denne bygning. Men herom bør der ikke være tvivl. For kyndige mænd har forsikret udgiveren at Danmarks egeskove er mere end tilstrækkelige til det. Og master til sådanne småskibe kunne, om de end ikke let, fås fra Norge eller fremmede steder, og hugges i Hørsholms granplantager.

En anden indvending er gjort, der mere har synet for sig. Og det er den at der kræves en betydelig mængde mennesker til at bemande 400 kanonbåde.

Det er sandt at vores kanonbåde kræver 60 mand, og 400 kanonbåde kræver altså 24.000 mand. Og var det nødvendigt at alle disse skulle være sømænd, da var sådan bemanding vist nok ikke let, især i en krig med England, så længe dette ikke endnu har undergået den forestående ydmygelse, men endnu er i sin hele søstyrke. Men kun 1/3 af en kanonbåds bemanding behøver at være sømænd. De øvrige kunne være soldater eller bønderkarle. Kun at de have styrke og fornuft til at regere en åre og forstå at skyde med et gevær. Ting som såre hastig bibringes, når de kommanderende har den tilbørlige duelighed.

Endelig har man indvendt at en sådan roflotiller i Bæltet og en ditto i Sundet krævede, hvad også er foreslået, kyster spækket med batterier og at disse ligeledes krævede en betydelig del tropper. Til dette punkt kan blot svares at den der vil virkningen, også må ville midlerne. Kysterne i bæltet og i sundet bør være jernkyster for britterne, og det kan de ikke blive blot ved tropper i Fyn og Sjælland, ikke ved roflotiller uden batterier. For disse ville da enten ødelægges af fjendtlige eskadrer eller indknibes i enkelt befæstet havn. Ikke heller ved batterier uden roflotiller, for da overlod man jo det våde element aldeles til fjenden. Men det ville blive opnået ved roflotiller og batterier til disses ly.

Hundested Skanse blev opført 1809 for at beskytte indsejlingen til Roskilde Fjord. Oprindeligt var den bestykket med 8 kanoner og 2 morterer. Mandskabet var rekrutteret fra lokalbefolkningen og skulle holde skansen indtil mere professionelle nåede frem. Hver søndag skulle mænd som ikke var indkaldt til militæret, stille op til militsøvelse. Eneste krav var at de kunne gå rask og uforfærdet på fjenden. Og det "ledsaget af et stærkt skrig af alle mand".

Om end Bæltet krævede 12 batterier fra Albo til Vejrø og Sundet 8 fra Dragør til Kronborg, så ville 8 til 10.000 mand være tilstrækkelig til en god befæstning. Og da det ved de fleste blev muligt ved signaler straks at trække styrke til sig fra omegnens bevæbninger, så vil dette tal endnu kunne nedsættes til 2/3 af det angivne.

Men, vil man sige, 25 til 26.000 mand på flotillerne og batterierne er dog en hel arme, beskæftiget blot på disse to strømme. Vel! For Danmark er dette rigtig nok en arme. Men hvor skal Danmark i en krig med England bruge sin styrke hvis ikke på de to eneste steder, hvor det kan skade England, og føleligt skade det? Og disse to farvande er jo nemlig de eneste veje for England til Østersåens korn, hamp, hør, master, jern, kobber, tømmer og træværk, som det vil føle det uendelig hårdt at savne, på samme tid da det tillige må savne en af dets bedste afsættelsesgrene for sine koloni og manufakturvarer.

Men uagtet denne betragtning måtte være nok til at bestemme Danmark til at gøre sig, på den foreslåede måde til Bæltets og Sundets herre, kommer endnu en større drivfjeder til: Nødvendigheden, hvis det eller vil sin tilværelse.

Hvor meget man end har hørt og hører skrige at Sjælland ikke burde være hovedprovinsen og København ikke hovedstaden, behøver man dog kun at være en lille statsmand, kun at kende lidt til sit fædreland for at forkaste alle sådanne golde udråb. Selv det der er sket for nyligt er om andet ikke haves bevis nok på at Sjælland med sin beliggenhed, ved Europas nærværende politiske forfatning, er kernen og hjertet af Danmark og følgelig af hele staten. Uden Sjælland er Danmark åben for enhver magt der kan sætte 100.000 mand i marken. Men Sjælland kan en femdobbelt så stor arme ikke komme til når den mangler flåde. Og en sømagt, er det endog selveste England, kan ikke udrette noget mod Sjælland når der på øen står en dansk arme. Og den kan Sjælland med sine omkringliggende øer Lolland, Falster og Møn både føde og rekruttere. Sjælland bør derfor være Danmarks kæreste provins. Gør han den til biprovins da bliver den et offer for en overmægtig søfjende. Og han selv uden tilflugt hvis han angribes af en overlegen fastlands magt. Men derfor bør også Sjællands samfærdsel med Danmarks øvrige dele, med Sverige, Norge og Rusland være sikret. Det er på Sjælland den i sin trygge rede boende konge bør beherske Bæltet og Sundet.

Ligesom Sjælland er hjertet af de danske lande, vil det vel ikke falde nogen klog mand ind at København burde ophøre at være hovedstad. Hvor er den stad vel der bedre kunne være det? I Norge kan regeringen ikke være uden at vove at afskæres fra alt sammenhæng med Danmark. På Fyn eller i Jylland er heller igen stad der er forberedt til at kunne være hovedstad. Og i provinsen Holsten der endnu ikke er til fulde indlemmet i statslegemet, hvis beboere desuden ved sprog sæder og tænkemåde er så adskilte fra de danske og norske, der er statens hovedfolk, var det ikke tilrådeligt at bosætte en regering der har lille landstyrke og som ved mulige fastlandsbegivenheder ville være allermindst på sit sted tæt ved vor fastlandsgrænse.

Det kan vel ikke nægtes at København er den eneste hovedstad der ligger et fremmed land kun tre mile nær, og blot afsondret derfra med vand. Men selv denne beliggenhed har dog en nytte. Den at byde årvågenhed og at pålægge Københavns indbyggere altid at være rede til forsvar. Også denne hovedstadens beliggenhed taler for nødvendigheden af den del af det her omhandlede emne, som angår: Med batterier og roflotiller at beherske Sundet.

(Politivennen nr. 497, 8. november 1807, s. 7986-7994)

Redacteurens Anmærkning. 

Artiklen er en opfølgning af Politivennen nr. 495, 24. oktober 1807, s. 7965-7967. Se det lange indlæg om Englandskrigene efter bombardementet.

Der blev bygget "roflotiller". I 1808: 116 kanonchalupper, 16 mortérchalupper og 20 kanonjoller. Stadig et pænt stykke fra de 150-100, sågar 400 som artiklerne ovenfor skønnede nødvendigt. Der findes en liste over hvor meget de nåede at udrette i den såkaldte Kanonbådskrig 1807-1814. Helt hen i 1840'erne var genopbygningen af flåden ikke engang nået op på halvdelen af hvad englænderne havde taget: 6 linjeskibe (før 17), 7 fregatter (før 16), 8 korvetter og brigger (før 7 brigger) og 70 kanonchalupper og joller (før 23). Da var fremstillingen af dampskibe allerede i gang, og verden var blevet en helt anden.

Kanonchalouppen "Eckersberg". J. H. Schultz: Den Danske Marine 1814-1848, bd. 1 (1930)