Endnu et forslag til skændselsminde

(Efter indsendt)

Indsenderen af dette tror at man ved at opføre nogle af de foreslåede skamstøtter af sten eller andre materialer som stammer fra vores land, gjorde støttens helte for megen ære. Han foreslår derfor at det sammensattes af så mange af deres hele og sprængte bomber, brandkugler, kanonkugler og brandpile som de så skændigt sendte ind i byen og endnu kan fås. Sikkert ville de kunne udgøre en betydelig masse.

Smukke burde den ikke være. De jernplader, der skulle føre de nødvendige indskrifter, burde være af smeltede bomber eller kugler osv.

Skamstøtten skulle helst stå på et af de mest foragteligste af vore torve, fx ved siden af støtten på Ulfelds Plads. Nemlig skamstøtten for Corfitz Ulfeldt, som stod lidt til venstre for midten på dette billede. I dag Gråbrødre Torv. (Eget foto).

Allerbedst ville en sådan støtte kunne stå på det foragteligste af vore torve, nemlig Skidentorvet, eller tæt ved siden af støtten på Ulfelds Plads.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8029-8030)

Et Par Mangler ved Helsingørs Hospital, som ønskes hævede.

(Efter indsendt).

At det helsingørske hospital eller såkaldte kloster er en gavnlig og i mange henseender meget bekvem stiftelse, derom tvivler ingen. Men at den desuagtet har sine mangler - og hvilken ting har ikke det - er lige så afgjort. Anmelderen finder to steder i hospitalet manglende de der så højst nødvendige lygter, nemlig 1) den trappe ad hvilken man går op til de øverste værelser. At denne trappe bør oplyses af en lygte, må enhver tilstå som har passeret den om aftenen, da den er så mørk at næppe nogen fremmed uden at krybe på alle fire kan finde de værelser hvortil denne trappe leder, og hvor meget er da ikke de gamle og svage hospitalslemmer udsat for at strande på disse skær hvor ingen lygte lyser for deres fod. 2) Den såkaldte hvælving hvis højt fremragende kupler og løse sten i forening med et meget stærkt mørke gør passagen derigennem til en af de allerfarligste. En fremmed vil ved at sætte sin fod derind, forskrækket træde tilbage og meget tage i betænkning at vove sig gennem denne dødens mørke bolig. At dette så skumle sted ikke oplyses af en lygte i det mindste, er ubegribeligt da man ved med vished at endog nogle af lemmer har ved at falde over de løsrevne sten, slået sig skammeligt. Anmelderen tror ved ovenanførte at gøre sig vedkommende forbundet, og tvivler ikke på at tinge bliver undersøgt og manglerne afhjulpet.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8025-8026)

Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som  bekendt.

Johan Georg Rødder

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og blev fulgt op i Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Monumenter til Skændsel for England

(Efter indsendt)

Udgiveren har modtaget adskillige forslag om sådanne monumenter og vil derfor meddele dem her samlede:

Nr. 1) Til udgiveren
Ikke mindst i de danske, men også i fremmede stater, findes adskillige monumenter rejst til evigt minde og opmuntring for levende og kommende slægter. Men sjældent finder man et lige så nødvendigt monument til afsky og skræk for uædle handlinger rejst nogetsteds i verden, når undtages Corfitz Ulfeldts skændselsstøtte, som endnu er bevaret her i staden.

Den engelske regerings på alle måder udviste uædle, ufredelige, og til et raseri af ødelæggende handlinger mod ikke blot nationens, men mod alle nationer, og især mod den fredeligt sindede danske nation på en så udmærket måde, synes man fortjente et lignende afskyminde i alle fastlandsstater og allermest nu for tiden i Danmark.

Derfor foreslås: At et mindetegn af tilhugne kampesten på alle måder lignende Ulfeldts støtte, måtte opføres på den bastion af Københavns volde (tæt ved voldvejen), som ligger nærmest den ved bombardementet ødelagt del af staden. Og støtten forsynes med en påskrift på alle fire sider på dansk, tysk, fransk og engelsk med følgende indhold:

"Året 1807 til evig skam og skændsel for engelsk herskesyge og troløshed".

nr. 2) Hr. Udgiver.
Jeg har nu snart i sinde at opbygge min gård, som de helvedes bomber ødelagde. Omtrent 8 bomber og 4 brandkugler, ligesom nogle kanonkugler, som Cathcart venskabeligt sendte mig in cito cito, ville jeg ønske at anbringe til minde om ham og hans udsendte. Men er uenig med mig selv om måden. Jeg ser nogle indmure bomber i deres bygninger, enten uden indskrift eller med de ord: "Venskabsminde, engelsk venskab", osv. Men da jeg har så meget godt gods at anbringe, ville dette ikke forslå. Hvad synes De om følgende:

En 24 punds kugle vil jeg anbringe som lod på min mellemdør, med denne indskrift:
"Nu lukker jeg for fredeligt hjem, men før jeg tjente ransmænd, og med magt brød ejers dør"
Over min port vil jeg sætte den største bombe med denne indskift:
"Lig engelsk statskunst hul, lig engelsk hjerte hård,
Lig engelsk ordholdenhed her jeg evig hullet står".
En brandkugle har jeg bestemt som kakkelovnsknap i min stadssal, og tror at jeg vil lade skrive på den:

"Da Canning, Percival og Castlereagh fik lyst i fredens akselstad at knuse barn og kvinde,
De tvivled om dertil en bøddelknægt at finde;
Men Fanden hvisked: Sligt er Cathcarts heltedyst"

Dog bliver man træt af at skænde, selv om man er nok så vred. Og mit ønske er derfor, at De vil indrykke dette i deres blad, for at en eller anden kunne bevæges til at give mig et råd til på bedste måde at få indskrifterne på de øvrige samt råd til deres bedste anbringelse.

Hvis nogle af disse ideer blev til virkelighed, så har jeg ikke været opmærksom på det. Derimod er der en mindestøtte for Kongens Livjægerregiment der gjorde 2 udfald for at fjerne nogle træer der stod i flådens skydelinje i Classens Have. Den ligner i dag mere en samling bunkere end det udflugtssted den var i 1807. "Frivilligt forsvar 1801 * 1807. Classens Have* 1848-49-50*1864*1914-1918".

Nr. 3) Til udgiveren
Efterhånden skikkes de forslagne huse og nye opbygges, og jeg ser dog kun få bomber, granater eller kugler indmuret. Dette gør mig meget ondt. For at almuen kan huske den skændigste dåd, der nogensinde er begået, kan intet bedre middel tænkes end det, at de allevegne så de engelske venskabspant funkler på huse og gårde. Det ville virkelig smerte mig meget, hvis man ikke i hvert spor af skud på murene indmurede et af disse mordredskaber i Rundetårn, Nikolaj tårn, Frue-, Petri-, Runde- og Reformert Kirke, Studiegården osv. Det er ikke sandt at noget sådant ville vansire, slet ikke når tingesterne blev forgyldte. Og generelt bør retfærds- og patriotiskhedskrav være helligere end pyntelighedens.

Nr. 4 Til Politivennens udgiver
Historien vil retfærdigvis bevare erindringen om englændernes skændselstogt til Sjælland. Men det forekommer mig at et offentligt mindesmærke derom, rejst på det sted der var målet for deres niddingsværk, var en ting, som man højligt burde ønske.

Når først den skade, bomberne gjorde på husene er udbedret. Når den del af byen der afbrændtes om ikke ved, så dog i anledning af bombardementet, igen og skønnere end før er opbygget. Når Petri Kirke er udbedret. Når Frue Kirke atter er under tag, og Frue Tårn knejser med en skøn, lige høj, men ikke brændbar bygning. Når vores orlogshavn atter viser det trøstige syn af en stolt flåde. Når søtøjhuset igen er fyldt med alt hvad der hører til flådens udredning. Så vil mindet om de forøvede afskyeligheder som den engelske regering bød København efterhånden uddø med de kvæstede og deres frænder. Og englænderne vil ikke længere føle sig ydmygede ved at betræde Københavns gader og pladser. Men et skændselsmonument ville så endnu kunne indjage dem gysen, føre skamrødme over deres ansigt, og tvinge dem til at forbande dem de skyldte et så beskæmmende syn.

Et sådant monument kunne bedst oprejses på Nyholm. Det burde forestille Kain der myrder sin bror Abel, fordi han var Gud behageligere, og på fodstykket metalplader, som under hesteskytten på Amalienborg, beskrive de engelskes togt med sande og kraftige ord.

Nr. 5) Til udgiveren
Da jeg har hørt mangfoldige ønske en Ulfeldt støtte opsat for England her i København, foreslår jeg at sætte den i Landemærket på det sted, hvor ilden standsede. Eller lige overfor i kirkemuren.

Den kunne være en simpel obelisk af granit, men på fodstykket måtte indsættes en indskrift, som angav "at den ild som her standsede, efter at have ødelagt de og de gader, bestående af de og de mennesker, skyldtes den engelske regering, der midt i fred og uden mindste påskud indkastede 12.000 bomber, granater og brandpile i København, for at rane den danske flåde og plyndre dels Holm osv"

(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8006-8012) 

Redacteurens Anmærkninger

I Dagen 10. november 1807 berettedes om lignende fra bombardementet:

Hos Købmand og Stivelsefabrikør Daniel Linaae i Vimmelskaftet No. 19, sees allerede i hans Baggaard efter Bombardementet det første grundmurede Hus under Tag 4 Etasjer højt, oprejst med Krands over; paa Siden af Huset sees indmuret en hel Bombe og 2 Kugler med Paamaling: Britternes Venskab 1807. En Lykke var det, at denne Bombe, der var fuld af Krud, blev bemærket og lagt i Vand, da bemældte Linaas Fabrik med mere blev lagt i Aske, saa at de brave Brandoffisianter med Mandskab ej dermed bleve beskadigede, som med saa megen Flid og Anstrængelse standsede Ilden ved et ham tilhørende Pakhus ud til Klosterstræde.

Eller i Nyeste Skilderie af København, nr. 9, 10 November, 1807:

I St. Peters Strædet har en Mand ladet indmuret en Bombe med Paaskrivt: "engelsk Venskabsminde".  

Canning

Var den engelske udenrigsminister George Canning. Om ham skriver gov.uk: "His greatest success was outmanoeuvring Napoleon at Copenhagen by seizing the Danish navy, but he also quarrelled badly with the War Minister, Castlereagh, over the deployment of troops".
Castlereagh 
Hentyder formentlig til den britiske krigsminister Robert Stuart, viscount Castlereagh.
Catchcart. 
Der hentydes til den britiske øverstkommanderende general William Cathcart. 
Percival 
Må hentyde til Spencer Percival.

En Efterretning om Elendighed, tilegnet københavnske Menneskehjerter

(Efter indsendt)

Endnu i dag (14. november) findes i midten af forrige reberbane ved Østerport for enden af Krokodillegade 9 brandlidte grupper med omtrent 20 børn, hvoraf nogle har ligger sådan på det bare gulv siden bombardementet.

Efter deres eget udsagn har de intet til livsophold, udover at feje det ene stykke efter det andet. Og de kan slet intet foretage sig, da lugerne må holdes lukkede for vind og regn, der gør dag og nat lige mørke.

(Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8003)