Forslag til alle Forlagsejere i Danmark og Norge

For at gavne Sønderjylland og Holsten og at fremme udbredelsen af det danske sprog endnu mere der, er det ved højeste befaling bestemt at alle forordninger som angår disse lande herefter skal trykkes såvel på dansk som på tysk. Således at en dansk side kommer til at stå lige overfor en tysk side. Og det ses altså at det er regeringens, ligeså vel som hver god dansk mands ønske, at statens enhed også efterhånden vinder den forøgelse af fasthed som et eneste fælles sprog unægtelig afgiver. Derfor tror udgiveren deri den naturligste anledning til at foreslå samtlige danske og norske forlæggere at bidrage hvad de formår til at fremme dette ønskelige formål.

Disse landes befolkning kan betragtes som bestående af to store klasser. Til den første henregner jeg embedsmænd, personer af hvad man kalder bedre opdragelse, og dem der altid har lejlighed til at omgås med danske. Altså alle indbyggere i Sønderjyllands og Holstens østlige stæder. Denne klasse kan enten allerede dansk eller har let ved at lære og forstå det, og trænger altså mindre til det som jeg agter at foreslå. Den anden klasse er den hele agerdyrkningsklasse eller bondestanden og indbyggerne i landenes vestlige, sydlige eller midtlands stæder. På disse er det der især bliver at virke.

Forslaget består deri: "At hver dansk og norsk forlagsejer eller så mange af dem som anser sagen gavnlig og patriotisme for noget mere end et blot navn, beslutter og tegner sig for i et vist antal år fx i ti år eller længere årligt at ville give 10 eksemplarer eller flere eller færre af hver for almuen nyttig og dertil passende dansk bog i hans forlag, til oprettelse af danske almuebogsamlinger på  landet og i de ovennævnte stæder i Sønderjylland og Holsten.

Vel vil dette middel virke langsomt, men udgiveren tør med sikkerhed tro at det vil alligevel betydelig formere udbredelsen af det danske sprog. Eksemplet vil måske bevæge andre, til ved pengegaver at skabe flere danske almuebogsamlinger i disse provinser. Og foruden denne nytte, som sprogets udbredelse yder, ville de skænkede gode bøgers læsning have en god virkning på læserne og bibringe dem mangen hidtil savnet nyttig kundskab.

Uden at foregribe givernes bestemmelse, hvoraf mulig en kan fortrinligt ville give til en egn, en anden til en anden egn, ville jeg foreslå at begynde amtvis, således nemlig at Haderslev Amt i 1808 fik 10 danske almuebogsamlinger, Tønder Amt i 1809 fik 10 ditto og således såvidt det ville række.

Ved de herrer amtmænds omsorg håber jeg med tillid at de af enhver givne bøger besørgedes til de særskilte sogne, han dertil udkårede i sit amt. Af de herrer præster i disse udkårede sogne tør det sikkert håbes, at de ville villigt og troligt, som og ubetalte, påtage dem opsynet, udlåningen, tilbagefordringen af de deres sogn tildelte bøger. Med et ord at være bogsamlingens bibliotekar. Og af ethvert sådant sogns mænd selv kan det vel med rimelighed forventes at de ville bekoste det skab hvori bøgerne i kirkens våbenhus kunne stå forvarede.

Det forstår sig selv og ventes af giverne iagttaget at romaner (på meget få nær), røverhistorier, bøger om selvkure, usædelige bøger og lignende ikke gives så lidt som lærde værker.

Ved indbindingen var det godt at bogbinderen påsatte amtets navn. Amtmanden kunne siden i bogen skrive sognets navn og at den ikke måtte sælges eller købes af nogen, eller lånes ud af amtet.

Det er gavnlige bøger som Levin Christian Sanders sørgespil "Niels Ebbesen" som er passende til et dansk almuebibliotek. Her indledningen til scenen med Stig Andersen og Niels Ebbesen. Herved vil vi kunne udbrede det danske sprog i Sønderjylland og Holsten.

Udgiveres eget forlag er vel ikke af de store. Dog indeholder det adskillige gavnlige bøger passende til et dansk almuebibliotek. Dertil henregner han Olufsens Annaler, Boysens Vejledning til huslig lyksalighed, Aabys Vejvisning for en bonde til selv at opmåle sine jorder, Mønsters samling af folkesange, Samling af sømandssange, Tordenskjolds levnet, Sanders Niels Ebbesen, Krig for havenes frihed. Af disse giver han med fornøjelse 10 eksemplarer af hver, i næste år, til Haderslev Amt og vil tilsende amtmanden dem indbundne. Og finder hans forslag bifald hos de andre herrer forlagsejere, større og mindre vil han til lige værdi bidrage i så mange år som de øvrige.

Ved denne lejlighed kan udgiveren ikke undlade at opfordre en eller anden velmenende boghandel til at besørge et lille men passende leksikon af Plattysk og dansk til brug for de mange nu herværende krigsmænd fra Sønderjylland og Holsten. At det ville være disse nyttigt er ikke at tvivle på. Og at det også i Sønderjylland og Holsten selv ville få afsætning, kan man med sikkerhed forudsige. For ikke det tyske sprog, men det plattyske er modersmålet i disse to provinser.

(Politivennen nr. 502, 12. december 1807, s. 8072-8077) 

Redakteurens Anmærkning

Man skal selvfølgelig være forsigtig med at overfortolke. Men med lidt forsigtighed kan denne artikel sammen med artiklen om stiftelse af et patriotisk selskab måske ses som udtryk for at udtrykket patriotisme er ved at skifte indhold over mod nationalisme. Hvor andre artikler i Politivennen (se fx artiklen fra 19. april 1806) om Holsten og tysk sprog har haft til hensigt at ligestille de to sprog, plæderer denne artikel for at holstenerne med tiden skal begynde at tale dansk. Og at man skal begynde at "missionere" blandt holstenerne for det danske sprog. Noget som 1807 tilsyneladende havde skubbet til. Og som peger frem mod treårskrigen 1848-1851, og længere frem til 1864. Bemærk i øvrigt også artiklens opdeling af Sønderjylland i øst (dansk) og vest, midt og syd (tysk).

En artikel med lignende indhold findes i Politivennen nr. 362, 4. februar 1809, s. 9050 . I forbindelse med indkaldelsen til stænderforsamlingerne var der en længere afhandling om sprog i artiklen "Bøn til Hans Majestæt, samt til vor høiere kirkelige og verdslige Øvrighed, om en forbedrende Forandring i Sønderjyllands kirkelige og juridiske Stilling." i Politivennen nr. 981, lørdag den 18. oktober 1834, s. 715-721. 

Mere direkte formuleredes det i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 52, den 28. maj 1804, s. 823-824.

Forsvar for de mange latterlige Indskrifter på vore Gader, Kirkegårde osv.

(Efter indsendt)

Til udgiveren af Politivennen

De tror måske at indsenderen er en maler der tager til genmæle på deres gentagne tugtelser. Men det er ikke tilfældet. Var han imidlertid en af de tugtede malere, ville han forsvare sig således.

Hvad skal vi med korrrekturlæsere på fx gravindskriften for Koes (død 1804) og hans søn (død 1805)? Teksten gør det jo bare det hele så meget mere fornøjeligt i denne tid hvor der ikke er så meget at more sig over. Kreefter, giennen? Pyt med om Ordbog over det Danske Sprog ikke kan godtage det! Man sættes i godt lune. (Eget foto, Assistenskirkegården). 

Politivennen finder at man ved vores bommerter fristes både til at le og græde på en gang. Da vi i den senere tid har haft så mange vigtigere anledninger til sorg, håber jeg at ingen vil græde over de bommerter eller latterligheder vores pensler frembringer. Altså bliver det kun tilbage at le over det. Men er dette så stor en ulykke. Bør man ikke snarere takke os for at vi således opmuntrer vores medborgere, der desuden går så alvorlige på gaderne at man må ærgre sig. Jeg tror at den maler der i hver gade kunne udpensle sådant tøjeri at man måtte briste i latter over det hvad enten man ville eller ej, fortjente en stor præmie. Daraussen forstår man dette bedre. I min ungdom læste jeg der følgende gravskrift over en borgmester:

Hier unter ligt Hans Kirkering
The so scheep op de Föte ging.
Herr! Mach im di Schincken glick
Und helpem in din Himmelrick.
Du nimbst dir ja die Lämmer an.
So let den Bock dock ock mitgan.

Sådanne indskrifter er penge værd. Man sættes i godt lune, og det er jo for fornøjelsen man stræber sit hele liv igennem.

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8058-8060) 

Redakteurens Anmærkning

Jeg vover følgende oversættelse af den lille digteriske perle i indslaget:

Herunder ligger Hans Kirkering
Som så chikt gik på fødderne. (??)
Vorherre! Gør hans skanker stærke
Og hjælp ham til dit Himmerige.
Du tager dig jo af lammene.
Så lad dog også bukken komme ind.

Forslag til den høje Direktion for Skolelærerseminariet på Blågård

(Efter indsendt)

På nuværende tidspunkt hvor næsten ethvert ungt menneske har grebet til våben mod fædrelandets fjender, kan man med rette spørge hvorfor ikke også vores Blågårds seminarister enten ville støde til et af vore frikorps eller selv oprette et sådant? Overbevist bør man imidlertid være om at det ikke kan behage så mange unge menneskers sind kun at være tilskuere til den hævn alle ønsker at tage over de fornærmelser der er begået imod fædrelandet. Så meget mere da alle disse unge mennesker er danske børn. 

På grund af det foreslår man at de 50 seminarister udgjorde et slags let infanteri, såsom skarpskytter for studenterkorpset. De kunne som også studerende bære dette korps' uniform, med et slags afmærkning som kunne adskille det fra samme korps' linjeinfanteri, fx en grøn fjer eller om man så ville, en grøn kjole med rød krave eller noget sådant.

At det ville medføre nytte at studenterkorpset havde et lille korps skarpskytter, håber man vil indses af enhver der ved hvad vore brave livjægere udrettede i de farlige dage. Dette forslag håber man den høje skoledirektion vil overveje og bedømme.

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8057-8058)

Endnu noget om de på Stakaterne opklavrede Menneskers Redning

(Efter indsendt)

Den forklaring, Johan Georg Rødder har fremsat i Politivennen nr. 499 finder jeg mig ugerne beføjet til at besvare. Skønt samme har slet ingen sammenhæng med det som passerede førnævnte aften mellem kl. 10 og 11. Ikke heller den undskyldning for redning med hans søn, som han selv siger var hans alderdoms støttestav! At han var gået hjem og bommand Kjær med familie i seng, erfaredes. At jeg bankede Kjær op med det formål at få hjælp hos ham eller oplysning dertil er sandhed. Men som j. G. Rødder fortæller i samme blad at Kjær skulle tvinges til at ro ud er usandhed. Vi var nok som kunne og ville ro ud til dem som var i livsfare, når vi bare havde kunnet få årer af Kjær, da 2 eller 3 både lå uden for hans hus uden årer. Om han enten var ejer deraf eller for en del overlades dertil. 

At jeg m. fl. i samme skynding resolverede at ringe og banke forvalter Poulsen op er sandt. Og han kom og medbragte årer og benyttede han og vi andre os af samme både, som der var, til at ro ud og redde to mennesker, hr. Nielsen og Frederik Møller, som i lang tid havde siddet eller hængt på pælerækkerne og råbt og skreget om hjælp. Jeg tror det var min pligt at gøre alt hvad som var muligt i sådant tilfælde. Og at det passerede ved denne lejlighed nok på sit rette sted er blevet påklaget, det kan Johan Georg Rødder få sikker efterretning ved politirettens første protokol, hvor han vil erfare førnævntes rigtighed. Fuldstændig som det på førnævnte tid passerede i denne anledning.  

(Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021.

Forslag til opmuntring for Kaperfarten

(Efter indsendt)

Det er allerede sket et par gange at vores raske småkapere har taget fjendtlige skibe, men for at undgå en nærmende krydser har været nødt til at forlade den erobrede prise og søge tomhændede mod land. I den anledning foreslås at der enten af regeringen eller af patriotiske borgere udsættes en belønning for den kaper der bevisligt har haft et fjendtligt skib i besiddelse, men har måtte slippe det over for overmagten, og således uden egen skyld mistet den langt større opmuntring som opbringelsen af prisen ville have været.

Sabel fra Politivennens tid. Om den har været brugt af en kaper, kan vi ikke vide. Men den kunne meget vel have været det. (Eget foto, Tøjhusmuseet).

Et bedre bevis for en sådan mislykket erobring kunne være at medtage den forladte prises mandskab, eller hvis der ikke var lejlighed til det, kaptajn og styrmand, samt skibspapirerne.

En dobbelt belønning har den kaper gjort sig værdig til i det tilfælde hvor han kunne se den prise som han havde taget med livet som indsats, glide sig af hænde ved at en overlegen fjende nærme sig, og så brændte eller sank den prise han måtte forlade, efter at han som ovenfor nævnt havde medtaget dens mandskab og papirer til uimodsigeligt bevis på, at det af ham ødelagte skib virkelig tilhørte fjenden.

(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8030-8031) 

Redakteurens Anmærkning

Kapere og priser

Var statsautoriserede sørøvere. Private kaptajner eller søfolk som havde statens velsignelse til at røve og plyndre engelske og svenske handelsskibe. Modsat sørøvere blev de ikke hængt når de blev fanger, men fik status af krigsfanger. Et kapret skib blev kaldt en prise. Kapervæsenet havde eksisteret siden middelalderen. I 1752 havde Frederik den 5. frasagt sig retten til en del af gevinsten, så det kunne være en indbringende, omend farlig forretning. Englænderne var i høj grad afhængig af Østersølandenes korn, tømmer, tovværk, sejldug, tjære og beg. 

Der blev udstedt omkring 600 kaperbreve under Englandskrigene 1807-14. Kaperbådene var mindre skibe, kuttere, luggere og jagter med et par kanoner. Deres fordel var at de kunne sejle hurtigt. Englænderne fik dog efter et par gyldne år for kaperiet hurtigt kontrol over kaperiet. Medvirkende var at kaperne konkurrerede i stedet for at samarbejde. Christiansø var base for de større kaperskibe. Her var et kystbatteri som kunne beskytte mod engelske krigsskibe.

Jacob Augustinus Eberth

Om den ukendte Jacob Augustinus Eberth findes en beretning som stammer fra tjeneste i kanonbådene 1807-1814. Han deltog bl.a. i angrebet ud for Dragør på linjeskibet “Africa”. Beretningen findes at læse i Viggo C. Eberth: Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth. Som er samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 10-12. 

Under kanonbådenes ophold ved Møen, hvor en del af dem havde station, var der en af mandskabet, som skrev et brev til kronprinsen, i hvilket han fortalte om de rædselsfulde råheder og mishandlinger, som mandskabet var udsat for.

Dette brev blev sendt til den øverstbefalende til undersøgelse, og undersøgelsens resultat var for mandskabets vedkommende en opfordring til at forråde, hvem af dem det var, der havde skrevet brevet. Da ingen meldte sig, blev hele mandskabet tampet daglig - formodentligt for at udvikle fædrelandskærligheden - og ganske særlig gik denne aftampning ud over nogle enkelte, hvem officererne havde mistanke til. - Om aftampningens art og voldsomhed kan man gøre sig et begreb derved, at flere af mandskabet blev tampet til krøblinge for livstid. Jeg har flere gange som barn, når jeg fulgtes med bedstefar til Toldboden, hvilket var hans yndlingstur, og vi kom forbi “Larsens Plads”, hvor der dengang endnu var skibstømreri, set ham tale med og give penge til en stakkels krumbøjet og vanfør mand, som var en af dem, der var blevet mishandlet ved Møen, og hver gang sagde den gamle: “i hans bryst banker et hjerte af guld, han har vidst besked, men ikke villet forråde sine kammerater, trods alle mishandlinger”.

Imidlertid var der sluttelig en af dem, som bukkede under for pinslerne og angav brevskriveren, men han fandtes den næste morgen dræbt med lige så mange knivstik i livet som der var menige i kanonbådsafdelingen.

Larsens Plads i slutningen af 1700-tallet ifølge Erik Pauelsen. Statens Museum for Kunst.

Og længere fremme hedder det:

En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.

“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.

På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officererne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officererne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk. 

Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.