05 april 2015

Et Par i denne Tid højst vigtige Borgerpligers Indskærpelse

(Efter indsendt)

Vi har for øjeblikket to ydre fjender. Dem har regent og folk med forenede kræfter at bekæmpe. Men der er endnu to andre fjender i landet midt mellem os, i vores stæder og landsbyer, i vores huse, i vores selskaber, hvis alvorlige bekæmpelse er pligt for den fornuftige, oplyste og velmenende borger, og en pligt som han vel kan undlade uden at indkassere offentlig straf, men ikke uden at straffes med den skrækkeligste bevidsthed at have forsømt, at gøre sit til det anfægtede fædrelands redning.


1.) Den første af disse fjender er hemmelige spioner, hvad enten de er indfødte eller fremmedfødte. Regering og politi kan gøre alt hvad der står i deres magt for at opdage dem, og dog ikke nå deres mål fuldstændigt, hvis enhver redelig mand ikke iler dem til hjælp med det. Højlig er det derfor at ønske at enhver vil være yderst opmærksom på enhver fremmeds tale og handlinger, efterspore deres gerninger og forbindelser. Og ved endog den allermindste mistænksomhed straks angive det for politiet eller vedkommende autoriteter. Også på indfødte der er i slægtsskab, svogerskab eller anden forbindelse med fremmede, er sådan opmærksomhed højlig at anbefale. Ligesom på enhver anden, der gør sig mistænkelig. Vi har en uhyre mængde af svenske og nogle engelske iblandt os, som vi bør give nøje agt på. Men også andre fremmede selv af fredelige nationer bør ikke lades af øje.


2.) Det andet slags fjender er vores alarmister. Dertil regner jeg ikke blot dem som opdigter afskrækkende rygter, men også dem, der dadler os, dadler vores nation, vores regering, vores tapperhed, vores statskræfter, vores foranstaltninger. Højligen er det en regering til ære, at den ikke imod dette slags statsutøj griber til det forslidte og ikke alene uoverholdelige, men om det kunne overholdes skadelige middel at forbyde politisering i selskab. Sådant forbud hindrer en regering fra at erfare mange gode vink. Det hindrer gode borgere fra at opflamme til det gode, og udbreder en skummel og styg nedslåethed og ligegyldighed, mens de ildesindede ville hviske at sådant forbud røber en mådelig bevidsthed.


Nej, her er det blot den gode borger, der skal virke, når hver sådan ikke tillader sådan tale at fremføres i hans nærværelse, men gendriver og straffer disse sladdervæsner med den varme, som sagen kræver, og tillige opfordrer de nærværende til at virke for landet i stedet for at føre unyttig eller skadelig sladder eller høre på den, da skulle sådanne alarmister skamfulde stikke piben ind og en herlig borgerånd besjæle vores tale som vores handlinger! Det ske!


(Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8327-8329)

Svar på Spørgsmålet Vor Frue Kirke angående

Hidtil har denne kirkegård ikke kunnet blive indhegnet fordi gaderne om samme skal udvides. Og den ansvarlige kommission har endnu ikke opgivet hvor eller hvor meget der skal rykkes ind. Der kunne ellers ingen tvivl være om, at indhegningen for længst var begyndt, hvis ovennævnte årsag ikke var indtruffet. Og et midlertidigt aflukke for så stor en plads ville være af den bekostning at man ikke har kunnet gøre forestilling om samme, da både materialer og arbejdslønnen er så dyr og intet bidrag af nogen til et sådant foretagende er indkommet.

København den 30. marts 1808
Friborg
Borgerlig værge for ovennævnte kirke


(Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8317-8318)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8304-8305)

Forestilling for Vedkommende i Helsingør

(Efter indsendt)

Nu da denne stad er oplagssted for korn- og fodermagasiner, hvor let er det så ikke for et eneste skarnsmenneske at kunne afstedkomme ulykker. Det er altid muligt at finde en sådan ryggesløs blandt de mange af begge de nationer der anses for Danmarks fjender og som tjener og opholder sig i staden. Skulle det da ikke anses nødvendigt til stadens og indbyggernes desto større sikkerhed at en afdeling af brandvagten patruljerede om nætterne i byen, at udsætte fyldte vandkar og nøje efterse brandforanstaltningerne. Ubemærket bør det ikke være at mange vægtere er af svensk fødsel. For ikke så lang tid siden var det vægtere og deres slæng som blev dømt for indbrud og tyveri på den tid de burde våge for stadens tryghed og rolighed.


(Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8305-8306)

Strandgade 95 ved havnen i Helsingør giver måske et billede af hvordan disse oplagssteder så ud. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Spørgsmål Frue Kirkegård angående

(Efter indsendt)

Hvorfor kan Frue Kirkegård ikke blive indhegnet, da der dog bliver begravet mennesker engang imellem. Formodentlig er kirken fattig og vil heller ikke blive rigere i denne tid. Men alligevel kunne den blive indhegnet, da der dog stadig er brædder og lægter at få. Og enhver som har grav ville vel gerne give til hjælp, når det kun kunne blive gjort. For hvem vil at den skulle ligge til fælles med gaderne længere?


(Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8304-8305)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 518, 2. april 1808, s. 8317-8318.

Eksempel på Menneskelighed og rå Umenneskelighed

Jeg ville i mandags den 21. marts ved middagstid gå ud på Trekroners batteri i et ærinde som var vigtigt for mig. Da jeg næsten var ved nævnte batteri, kom jeg til det uheld at falde gennem isen i en rende som var hugget i isen hvor bådene havde sejlet i. Den var nu overblæst med sne. Og da jeg kom oven vandet, råbte jeg til skildvagten på batteriet om hjælp. Og der samlede sig en del af mandskabet og så ud efter mig. Men der kom ingen af batteriets mandskab mig til hjælp. Men fra en bornholmsk fiskersmakke kom skipper hr. Hansen og en mand mig til hjælp. Den første faldt i vandet, men kom straks op igen, og ilede mig til hjælp. Og denne ædle reddede mig fra døden ved at sætte sit eget liv i fare. Den handling aldrig skal blive udslukket af mit hjerte.

C. Matthiessen
boende i Store Kannikestræde i hr.
prof. Münters Gård nr. 33


(Politivennen nr. 517, 26. marts 1808, s. 8303-8304)