Forslag, tilegnet Kbhvns høje Magistrat

(Efter indsendt)

Efter den store ildebrand i København i 1795 foreslog Politivennen at det ved lovbud måtte befales at det ved lovbud måtte befales at i de nyopførte bygninger ikke måtte anlægges de sædvanlige med murede kasser forsynede vandhuse, men at det derimod måtte pålægges enhver gård- eller husejer at indrette vandhusene således at i dem kunne anvendes tønder. Da nu atter en stor del af staden er af vores såkaldte venner lagt i aske, og vi kunne vente at den vil fremstå forskønnet af sine ruiner, så vil det vel ikke anses for upassende at bringe dette forslag på ny i erindring og tillige at henvise til hvad vores så højligen fortjente Callisen herom har sagt i sine ypperlige "Fysisk- medicinske Betragtninger over København, 1. del, s. 188 til 195" i håb om at det måtte værdiges de høje foresattes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8522-8523)

Redacteurens Anmærkning

Callisens værk er absolut et must for historieinteresserede. I det nævnte afsnit står bl.a.: 

Urenligheden som nu flyder omkring i den murede kiste, skulle optages i tjærede med jernbånd, hanke og et tæt låg forsynede tønder, af hvilke 4 til 5 ad gangen kunne ved en simpel og lidet bekostelig indretning sættes i vognen og bortføres uden at forårsage den ringeste stank

Uordener.

1) Mad. Bertelsen på Højbro Plads nr. 39 ville uendelig forbinde de mange forbigående såvel som naboer ved at istandsætte den ved bombardementet lidt skade på hendes hus. Brokker nedfalder fra tid til anden, og fra sådan en højde kan endog et lille stykke sten eller kalk gøre stor skade. Man tænker sig det tilfælde at det faldt på et barns hoved. Man forlader sig på at en begæring opfyldes på det snarest der må stemme med ejerindens eget ønske, da hendes smukke sted nu ved dette bombesår er så særdeles skæmmet.

(Politivennen nr. 530, 25. juni 1808, s. 8518-8519)

Anke over slet Modtagelse og Beværtning i Gilleleje Kro

(Efter indsendt)

Sidste 18. juni gik nogle af Helsingørs sømænd i land i Gilleleje for at søge nogen forfriskning. For at kapre havde de krydset et par nætter og dage under og ved Kullen. På spørgsmål om de kunne få noget at leve af og især at spise, svarede først en pige: Ja, har De taget noget med Dem! Siden konen: Vi har såmænd ikke noget. Skønt der sås flæsk og kød stående på bordet, der snart blev bragt til side. Efter megen vægring og ligesom ved tvang fik de endelig noget. Det måtte de betale meget dyrt, hvilket raske sømand dog ikke lægger meget på hjerte når bare det kan fås. 

Man vil ikke formode at denne vrangvillighed mod Helsingørs kapere er sket med overlæg fra kromandens side og af misundelse mod disse, fordi han selv er medreder i en kaper. Men man vil formode og tør med grund formode, at såfremt hans værtshusholdnings bevilling pålægger ham ligesom andre sådanne bevilliger at forsyne de rejsende såvel som andre med fornødne logementer, samt spise- og drikkevarer til nødtørftigt og for en rimelig betaling, så vil han ikke alene modtage rejsende, for sømænd kunne vel også regnes hertil, på høflig og venskabelig måde, men også være forsynet med nødvendige spise- og drikkevarer til disses vederkvægelse og styrkelse. Og det endnu mere i en tid hvor danske sømænd alene kunne søge dansk tilflugtssted og der forvente dansk modtagelse. Såfremt han vi vedblive at nyde alle de mange fordele en sådan kroholdsbevilling kaster af sig.

***

Udgiveren kan ikke bare sig for at beklage at det er ilde at der undertiden hist og her spores meget lidt danskhed mod egne landsmænd, som nu skulle alle ligesom sammenknyttes ved et bånd og virke til et formål.

(Politivennen nr. 530, 25. juni 1808, s. 8510-8512)

Redacteurens Anmærkning

Lokalbefolkningernes (ofte velbegrundede) modvilje mod at modtage kaperbesætningerne er beskrevet flere steder, bl.a. af Eberth, Viggo C. Slægtliste over den danske Gren af Slægten Eberth / samlet og udarbejdet af Viggo C. Eberth i Anledning af min Faders Constantin Eberths 100-Aars Fødselsdag den 7. Maj 1917. - Kbh. : Nielsen & Lydiche, 1917. s. 11-12:

En kaper lå ved Middelfart, og mandskabet havde landlov. Næste dag kom en gæstgiver ombord og fortalte kaptajnen, at kaperens mandskab omtrent havde demoleret hele hans hus.“Hvad mine folk ødelægger, når de er ude at more sig, det betaler jeg”, erklærede kaptajnen, “men jeg vil se skaden”. Han tog i land med gæstgiveren, men da det viste sig, at der fandtes dør på huset og en kakkelovn i, som ikke var væltet eller nedbrudt, erklærede kaptajnen med dyb overbevisning, at det ikke var hans folk, der havde moret sig her men folkene fra en anden derliggende kaper, og dette viste sig senere også at være rigtigt.

Og andetsteds: 

På marchen gjorde man holdt ved en kro hvor officerrne gjorde sig tilgode, men da de var færdige, vilde værten have penge for sine varer, og dette fandt officerne var en så grov fornærmelse, at den burde straffes exemplarisk.Mandskabet blev kommanderet til at gribe værten, klæde ham af, binde ham til et træ og derefter gennempiske ham. Dette var i vort eget og ikke i en fjendes land.

Urenligheders Bortskyllelse igjennem en Rendesten.

(Efter indsendt)

I Antonistræde nr. 230 bebos stueetagen af en brændevinsbrænder der har den lige så lovstridige som ildelugtende og væmmelige uskik endog ofte ved højlys dag (den 21. d.m. ved middagstid) begik dennes uskik senest i en særdeles høj grad) at udskylle med svalevand, svel menneskers som køers urenligheder, hvilket man dog formoder er pligt for denne mand såvel som for enhver at få bortført gennem de befalede veje og midler. Flere troværdige vidner som ofte i deres værelser plages heraf kan stadfæste dette, hvorfor anmelderen tør håbe at vedkommende ved at gøres opmærksom herom, vil alvorlig advare mod denne uskik og derved befri omboende for denne ubehagelighed.

(Politivennen nr. 530, 25. juni 1808, s. 8506)

Om den Beklagelse man i disse Tider ofte hører af Landbrugere at det skorter på Hænder

(Fortsat fra nr. 526 og 528)

Har man opnået de to hidtil omtalte midler til at få de mange hos os hvilende arme til at gribe nyttige arbejdsredskaber, nemlig 1) skarpere overvågning mod uretfærdig uddeling af almisse til den dovne, 2) strengere opsyn mod tiggeriet, så kommer endnu et tredje middel at tilbyde sig, nemlig årvågenhed mod en misforstået skolegangsiver, hvor denne finder sted.

Jeg forudser at man vil råbe højt over den formastelige, der synes at ville sige: at man hos os kan drive og har drevet skolegangsiveren for vidt, og at den altså burde mindskes.

Skolegang i Norge i 1840'erne. Men i Danmark var det det samme: Katekisation. I midten står degnen formentlig med Pontoppidan. Særlig ivrige ser eleverne nu ikke ud på billedet.

Men jeg tør desuagtet med den anstændige frimodighed loven kræver, benytte mig af hvad den giver: Ret til at sige min mening i den bedste hensigt om denne så vigtige sag. Jeg ville ønske at det ikke for mange tider siden var betragtet som nødvendigt ved lov at bestemme forældre til at lade deres børn søge skolen, at lade dem gå der så og så længe, i den og den alder osv. Bedre og nemmere tror jeg at man ville have opnået den hensigt man havde og som vist nok var god, ved at pålægge forældrene en vis og klækkelig afgift til stedets skole og voksende i et vist forhold med børnenes antal. Men at man desuden havde tilladt forældrene at holde dem hjemme til nyttigt arbejde, hvis de syntes det. Eller med tavshed forbigået den sag og slet ikke pålagt nogen skoletvang. Herved ville formålet været opnået i en betydelig grad. Skulle man betale til skolen, så ville man også have gavn deraf, såvidt det stod i ens magt. Det bedre udkomme skolelæreren således havde fået, ville have gjort ham mere agtet, og denne agtelse ville også have gjort hans lærdom agtet, og desudenforøget lysten til at skaffe sine børn den. Desuagtet havde forældrene da ikke været under en tvang til at lade deres børn søge skolen, der fra mange sider kan forbitre deres liv, der betager dem det fortjenstfulde i selv at have været ivrig for skolegangen, røver dem en hjælp som synes naturlig at tilhøre dem, og åbner mulighed til et slags plageri som kan være højst krænkende, netop for den skønne maskes skyld, det er i stand til at påtage sig.

Hidtil er talt om sagen generelt uden at tænke sig de to omstændigheder formuenhed eller uformuenhed (fattigdom og ned til armod), betragtede hos skolebørnenes forældre. Men disse giver tingen et ganske forskelligt lys.

I vores hårde klima der kræver mange fornødenheder at selv en almisselems gang- og sengeklæder bliver en sum. Her hvor der ikke blot ved mange klæder skal sikres imod den legemet omgivende luft, ved fjerdyner sørges for, at man ikke fryser ihjel i søvne, hvor der skal spises og drikkes klækkeligt, fordi kulden medfører lysten, og hvor oven i købet selve den luft man skal opholde sig i, må opvarmes osv. osv., her er arbejdsomhed den vigtigste af alle dyder og arbejdsfærdighed den vigtigste lærdom der kan erobres. Dette gælder i det hele, i det mindste burde det sandes i det hele, for den som nu er formuende kan blive fattig! Det barn der nu klædes i fine klæder kan tabe alt hvad forældrene efterlader ham - vel ham, om de da har sørget for at et levnes ham, arbejdsomhed og arbejdsfærdighed! Dog sådan tænkemåde hos formuende forældre er sjælden! Men har den uformuende den ikke, da trefold ve hans barn i tiden!

På landet har denne betragtning også fra Arilds tid været så naturlig hos almuen, at man meget tidlig har set bonden bruge sin dreng i bondegerningen, og den flinke bondekone har også taget tidligt gavn af sin tøs. Derfor blev rigdom på rigdom på børn en rigdomskilde for huset, og moralen vandt derved en ny erobring. Den skændende frygt for en talrig afkom, der endog tør ytre sig højt i ladhedens mund, kendte vores arbejdsomme landbo ikke til. Men på den anden side må det vel tilstås at ingen her bedre kan være dommer end far og mor om alderen når barnet kan gøre den og den gerning og om nødvendigheden af at den eller den gerning gøres nu, hvad enten det er skoletid eller ej. Det modsatte får modsatte følger.

Hvad er bedst: Enten en bondedreng der kan pløje, så, harve, tromle, køre, hugge osv. men kun tarveligt læse og skrive, eller en der læser og skriver som en professor, men intet kan af bondegerning, eller kun usselt, må sand patriotisme dømme.

(Fortsættes)

(Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, forsattes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478, og af sluttes i Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532.