Umenneskelig Behandling med en Tyv i Kongenshave

(Efter indsendt)

Forleden søndag lå et sovende menneske udstrakt på en bænk i Kongens Have. Hans hat der var temmelig fin og god, var ved bevægelsen i søvne faldet af hovedet. Et ungt kvindemenneske i fattig påklædning så det, listede sig til og ranede den. Lige så nøje hun passede på at den sovende ikke skulle mærke det, lige så skødesløs ligegyldig var hun ved at de spadserende så hvad hun gjorde. Fire unge, noget over halvvoksne matrosdrenge løb endelig til, tog fat på synderinden, slog hende med støvlerne i ansigtet, på brystet og lignende steder så længe at blodet strømmede fra ansigt, bryst og hænder. Det var med nød og næppe mennesket kunne vakle ud af haven. Og muligvis lider hun for dette fejltrin for livstid. 

Sådanne optrin ses ofte på gaderne. Drenge, halvmennesker, og den råeste pøbel opkaster sig til dommere over virkelige og mistænkte tyve indtil politiet kommer. Og i stedet for at bringe dem i politiets hænder hvor de hører til, prygler de dem så grusomt at man somme tider må undres over de ikke straks opgiver ånden under sådanne bødler. Man kan  ikke forvente at forbigående skal fravriste disse blodhunde deres ofre og føre dem på politikammeret, da det ville være at udsætte sig selv på det farligste. Men det er højlig at ønske at vi havde nogle flere hovedvagter på bekvemme steder i steder, og at der ved hver af dem var et par husarer, der hurtigt kunne komme hen hvor deres nærværelse behøvedes. En sådan indretning ville sikkert forebygge mange gadeoptrins sørgelige følger.

(Politivennen nr. 544, 1. oktober 1808, s. 8739-8740)

En forefalden Uorden i Store Kongensgade

Torsdag nat den 22. september mellem kl. 1 og 2 ledsagede jeg et fruentimmer hjem. I Store Kongens Gade lige ved Akademigaden blev vi antastet af tre civilklædte mennesker som nok havde drukket over målet og behandlet meget uanstændigt af dem. Det varede meget længe inden vægteren kom til syne. Men lige så hastigt lod han sig tilfredsstille af en af de tre, der nu som før vedblev at forfølge os. Til lykke kom en officer, der kendte disse svampe, og bragte dem såvidt til ro, at vi kunne komme af sted. Var denne skønne officer ikke kommet os til hjælp, var jeg blevet nødt til at forsvare mig, hvoraf følgerne kunne være faldet ud til ulykke for mig eller dem. Jeg ønsker inderligt, at det havde været vægteren der hjalp os, men det var ikke tilfældet. Fulde mennesker kan man kun sige at de som umælende dyr. Men at sådanne dyr skulle holdes i tøjle er og bliver sandt. Jeg har herved blot ville advare vægterne for fremtidens skyld.

A. C. Krüger
I Amaliegade nr. 129.

(Politivennen nr. 544, 1. oktober 1808, s. 8738-8739)

 Akademigade eller Kadetgade skiftede 1869 navn til Fredericiagade - den del der ligger mellem Store Kongensgade og Bredgade. Fredericiagade opslugte ved samme lejlighed også Blancogade, Kaninlængen, Nellikegade og Kokkegade.

Uskik af Sælgekællinger i Adelgaden

(Efter indsendt)

I Adelgade, noget forbi Prinsensgade højre side, har nogle sælgekoner en væmmelig vane. Aldrig så snart er klokken ringet 12 og kunderne borte, før natkappen afrives og hovedet lægges i skødet og en almindelig leden efter grådyr begynder. Det er alt for ækelt at tale videre om denne jagt og dens manøvrer. Men da de omkring boende ved dette blotte syn jages bort fra vinduerne, og det virkelig er af de ting, der ikke burde ske, og kan koste mange sædelig forbigående middagsmaden har man troet at burde anmelde det offentlig, i det håb at den magt de har frygt for, vil tage sig af sagen og indskærpe disse kvinder at tøve med sådant til de er inden døre.

(Politivennen nr. 543, 24. september 1808, s. 8725-8726)

Et kik gennem et bagtrappevindue til en lejlighed i Adelgade 91A på Politivennens tid. Her boede en hel familie. Dog nok ikke så rent og lugtfrit som her.  (Eget foto. Nationalmuseet).

Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade er en nu ikke længere eksisterende gade der forbandt Borgergade 129-131 med Adelgade 274-275 parallelt med Dronningens Tværgade og Hindegade.

Nogle Bemærkninger Theatret angående

(Efter indsendt)

Det sker ikke sjældent at når tæppet falder, enten mellem akterne eller når stykket er slut, så falder det på borde og vælter samme med alt hvad der er på dem. Og når rollen påbyder at stikke eller lade sig stikke ihjel fx ved duel eller i feltslag osv. og tæppet falder og de faldne ikke er langt nok fra det, må de frygte at de endog efter den forstilte død bliver lemlæstet. For ikke at tale om at tæppet virkelig er faldet på personer, som ikke har ligget, men været på benene. Maskinmesteren kunne let forebygge det ved at måle hvor tæppet falder blot 6 tommer inden for samme og så trække en omtrent 2 tommer bred linje som kunne males sort, da man sikkert kunne sætte borde og andet mere tæt inden for samme, samt med sikkerhed lade sig falde der uden nogen frygt for at beskadiges. 

Ved samme lejlighed kunne man trække en streg fra hver side foran kulissen som tilligemed den foran kunne udgøre en trekant. Inden for det for måtte alt teaterspil og dans af enkelte personer ske, såvidt som det lod sig gøre.  For når en person som hidtil kommer frem i det ene hjørne i baggrunden enten i spillet eller i dansen opholder sig der temmelig længe, mister mange af tilskuerne hvad de ønskede at kunne se og høre, særligt i de loger ved samme side. En anden sag er det når spillet skal ske mellem kulisserne. Men enhver spillede eller dansende person burde nærme sig så meget som muligt ind i denne trekant for at kunne ses og høres af alle tilstedeværende, hvilket ville være meget behageligt. 

En besynderlig ting har det også før været med lamperne foran når de blev hejset op. Så gik de alt for højt hvorfor de måtte ned igen, og så igen op og ned nogle gange, til de endelig fik det punkt hvor de forblev, dog næsten altid for højt. Denne tagen op og ned lader nu til at være forebygget. Men uden tvivl er de endnu noget for højt. Indsenderen tror at lamperne burde være på linje med det foranstående træværk for at give al mulig udsigt til teatret, allerhelst for små personer. 

Ved den lejlighed kunne også den sidste lampe skjules som kaster sit skin ind i orkestret og skinner dem i øjnene som er på det strøg, da bagbeklædningen som skulle forhindre det er for kort. Man kunne vel tillige erindre at da lamperne er det nærmeste for tilskuernes øjne kunne måske nogen rettelse anbringes ved disse. Man vil ikke foreslå at anskaffe andre, men en høj og en lav ved hinanden ser ikke godt ud, så de kunne sættes således at de højeste kom i midten og side de, som passede bedst derefter.

Hvad suffløren ved syngestykkerne angår, da må man meget forundre sig at de franskes eksempel, som sidst spillede her på teateret ikke er blevet taget i til efterretning, da deres indretninger var ulig meget bedre. Man hverken hørte eller så deres sufflør. Han var nærmere ved dem, som behøvede ham. Han var for dem for dem hvad han burde være, kunne gøre alle de ophøjelser han ville og fandt nødvendigt uden at nogen anden hørte eller så det, end de som alene burde høre eller se det. Langt anderledes er det ved vores syngestykker. Her hører man alting dobbelt, først af suffløren, og siden af den spillende person. Man ser alle sufflørens bevægelser med drejninger fra den ene til den anden side, for at komme de spillede personer til hjælp. Dette kunne være ret godt, så længe man ikke kendte meget bedre. Men da vi nu kender det ulige bedre, må man forundres over at det stadig er ved det gamle.

(Politivennen nr. 543, 24. september 1808, s. 8719-8723)

Et Par Ord angående Københavns Professor. og Præstegårde

(Efter indsendt)

Da man i denne tid taler om at professorgårdene skulle undergå samme skæbne som Københavns præstegårde, nemlig at disse efterhånden skulle sælges og professorerne gives bopælspenge, foreslås det uforgribeligt til høje ansvarliges nøjere overvejelse: Om det ikke var bedre og måske i en del henseender nyttigere, at såvel præstegårdene som professorgårdene vedblev, og at derimod den gård som før var bolig for en professor eller en præst, herefter bestemtes til bolig for to professorer eller to præster, eller for en professor og en præst tillige.

Præstegårde hed ikke gårde for ingenting. Her dog ikke i København, men den lille landsby Græse ved Frederikssund (bygget 1872). Selv efter nutidens målestok har der nok været rigeligt med plads til et kollektiv. På Politivennens tid skulle der også være plads til tyendet.

Såvel professor- og præstegårdene var og er så store at 3 endsige 2 familier kunne bo i samme. Det var i indsenderens tanker ubekvemt for menighederne om præsterne i København mistede deres boliger. Menighederne som har mange ting at afgøre med deres præster, vidste hidtil hvor de kunne finde præstegården, mens de når der ingen er under megen spørgen og løben må søge præsten ofte uden for menighedens område.

(Politivennen nr. 543, 24. september 1808, s. 8715-8716)