Bondekneb

Mange af de tørvelæs som bliver bragt til torvs, fortjener virkelig i høj grad politiets eftersyn. Især da de ikke sælges i snesevis, men læssevis hvorved køberen næsten altid bliver bedraget. I de smalle vogne hvoraf anmelderen har målt en, der kun havde en alens bredde for oven og næppe en halv alens forneden, er tørvene blot stablede på siderne og for enderne. I det midterste rum er tørvene kastede imellem hinanden, hvorved der gives mange tomme åbninger, som man først bliver klar over ved aflæsningen. Desuden er vognens smalle bund fyldt med foder, og den fodersæk som synes bunden foran på læsset, strækker sig ofte langt ind under tørvene. Kort sagt, hele pålæsningsmåden viser bondekneb i højeste grad. Spørger man ejeren af et sådant læs hvad han vil have for snesen, får man altid det svar at det kun kan sælges læssevis, for han ved vel hvor få snese det indeholder. 

Nødes han til at holde længe uden at finde en køber, så kører han omkring i byen, ledsaget af en  sjover der går ind i husene og spørger om man ikke vil købe et godt læs tørv som var bestilt, men som af en eller anden årsag ikke kan modtages. Og således finder de altid en lettroende køber. For at forebygge denne vindskibelige handlemåde var det måske godt om det blev pålagt bonden altid at sælge sine tørv i snesevis, da prisen jo kunne lempes efter godheden og størrelsen af samme. Eller da det vel ville have sine vanskeligheder at bestemme vognens størrelse, at det da blev fastsat at intet læs tørv måtte indføres til salg eller anses som et læs når det ikke indeholdt så mange tørv der kunne fylde 8 tøndesække. Dette maksimum har en kyndig mand bestemt som det mindste læs, da et mådeligt læs ellers kan indeholde 10 til 12 tøndesække.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning

En lignende klage findes i Politivennen nr. 717, lørdag den 26. September 1829, s. 630-631: "Tørvebøndernes utilladelige Bedrag."

Fortsættelse af brevet til Udgiveren

 (Fortsat fra nr. 6)

(Til side 19 om Fortovsretten)

Genstanden er ikke så ubetydelig som det synes nogle. Og i alt fald er det såre godt at der eksisterer en bestemmelse hvor parterne kunne ville påstå at have lige ret, i det mindste under selvvalgte betin 
(s. 118-119 mangler) 
vise i det mindste den sidste på en måde der beviser det modsatte.

Indsenderen er gift og når han går med sin kone er det næsten altid i tilfældet at måtte vige selv om vi har retten på vores side for enkelte unge fruentimmer der måske og måske ikke er bedre klædte end hans kone og som vi kender ligeså lidt til som de til os. Vi mødte dog fornylig en ung dame (et vel eller moderne klædt fruentimmer) som iagttog reglen. Men det skete først da vi var kommet ganske nær hinanden, og i sin harme da hun ikke så os gøre plads, råbte: Hvor er det godt at have en mandsperson med sig! Da hun derved tilkendegav at hun ikke ville have veget for min kone der er ældre, hvis denne havde været alene, uagtet hun var på venstre side af rendestenen, og da man bør være så galant at antage at hun aldrig kunne have været så kæk om hun ikke havde troet at være beføjet til den påstand som hun imidlertid ædelmodigt fratrådte, så opstår det spørgsmål:

Hører den levemådens regel, som mandfolk gør sig, ved ikke at benytte sig af det som lovbuddet tilstår, op at være gældende når han selv går med dame og møder en eller flere damer uden chapeau eller hører den ikke op?

Det anførte eksempel viser at det mandfolk med fruentimmer som vil påstå sin ret, udsætter sig for uartighed, forhånelse, skandale. Man går hinanden næsten lige på livet, og især de som ikke har rettigheden for sig, synes at ville lade det komme an på hvad der vil ske. En anden gang, da dette skete os, ligeledes med et enkelt ungt fruentimmer, gik jeg af vejen, og sagde til min kone: Jeg ved ikke rigtigt hvorfor vi skal vige. Fordi de er to, hørte vi den opdragne pige sige. Man ser altså at hun handlede efter et system. Om det er rigtigt, vil besvarelsen af mit spørgsmål lære mig. At det må være temmelig almindeligt har jeg mærket deraf at vi har måttet vige for en virkelig ganske vel og sædelig opdragen attenårig jomfru som vi først så da vi drejede fra hende og som sikkert ville have veget, ifald hun betids havde set os, da hun i omgang viser den os skyldige agtelse. En besynderlighed er, at især simple folk som viger, ikke går nærmere til husene, men skrider over rendestenen ud på gaden, som er besværligere og hvorved de lettere kunne gøre et fejltrin og, som jeg har set, tabe fx det de bærer ud af hånden.

At jeg kun ønsker at kende min og min dames forenede pligt for at opfylde den, kunne jeg gøre indlysende ved at anføre den delikatesse jeg bruger mod personer af mit eget køn. Når jeg, uagtet min ret, vil vige for dem, så venter jeg langt fra ikke til vi er nær hinanden. Og når jeg drejer om et hjørne og i nogen afstand ser hvem som helst på det fortov hvor jeg tør påstå rangen, går jeg ikke på fortovet før jeg er forbi ham. Da jeg ikke siger hvem jeg er, tør jeg i så henseende vel fremstille mig som et mønster. Og spørger om mange har lige agtelse for besiddelsens ret? Jeg vil forsone denne selvros med et nyttigt forslag som er:

At alle som gik en vej, ville gå på et og samme fortov, at således alle som fx gør fra Amagertorv til Kongens Nytorv holder sig på den side af Østergade som er på deres venstre, og ligeledes som fra Kongens Nytorv gik til Amagertorv holdt sig ligeledes på den side af Østergade som ligger på deres venstre hånd. Dermed ophørte ikke alene tvisten, men også den virkelige ulejlighed.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 117-123)

Ønsker for den lidende Menneskelighed

Man har i disse dage desværre haft det bedrøvelige eksempel at en daglejer i sin bedste alder af mangel på tilsyn er død på et loftkammer i halm. Dette menneske døde, selvom det kunne være reddet fordi det var uvidende om den skønne foranstaltning med eksisterende fattigforstandere hvis pligt det er at komme de forarmede til hjælp, og under syg tilstand forskaffe dem indlagt i et sygehus. Det var derfor ønskeligt at føromtalte skønne foranstaltning blev bekendtgjort ved plakat i husene og på gadehjørnerne og tillige hvor distriktets fattigforstander bor.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 115)

Redacteurens Anmærkning

Omkring halvdelen af Københavns befolkning levede på et eksistensminimum. De omfattede ikke kun tiggere, men også svende, daglejere, soldater og søfolk, enker og andre enlige kvinder, der ernærede sig ved småhandel, vask og tøjreparation. Hertil kom gamle, syge og fattige, der levede af almisser eller var anbragt i arbejdshuse og på hospitaler. 

Svinsk Behandling af Fødemidler

Under den forrige politidirektørs bestyrelse blev i bladet Adrastea nr. 9 og 10 forrige år omtalt noget om den svinske behandling med levnedsmidler, hvoraf især saltets medfart ved dets udlosning og hjemkørsel fortjener at blive gentaget her.

Man tør love sig af vores nuværende driftige og opmærksomme politidirektør hr. justitsråd Hvidberg at han også skænker denne gentagne anmeldelse sin opmærksomhed. Selvom at alt hvad der vedrører levnedmidlers godhed og sundhed for en del hører under sundhedspolitiet, som dog ikke ses at det har lagt videre mærke til den herskende uorden ved levnedsmidlernes behandling, såsom med kød og brød, hvorom førnævnte blad anfører de uterligheder som finder sted med dem. Man skulle ikke tro at en dosis af alskens uterlighed hvoraf fyrsten såvel som stodderen får sin andel, befordrer sundhed og et langt liv. Er det sådan, så må man vel lukke øjnene ved synet af de gængse svinerier med mange slags fødevarer.

Spækhøker på Politivennens tid. 

Da vi danske så gerne optager skikke fra andre lande, især hvad stads og yppighed angår, hvorfor vil vi da ikke efterligne de lande i renlighed, som England og Holland roses så meget for?

Hvor anmelderen bemærker urenlig behandling, enten hos hørkræmmere, slagtere eller bagere, der køber han ikke sin vare. Hvis alle tænkte lige sådan, så ville renligheden blandt almuens mand snart vise sig til fornøjelse og hæder for nationen. Og da renlighed hører med til livets behagelighed, hvorfor lægger man da ikke mere vægt på dette gode, som dog ikke koster penge, men alene beror på en god vilje og den opmærksomhed man skylder sin næste og sig selv.

(Politivennen nr. 8, Løverdagen den 2. marts 1816, s. 113-115)

Et Par Vægtersynder.

(Indsendt)

En mand der om morgenen lidt for kl. 5 går til sine forretninger og hvis vej falder igennem Købmagergade over Højbro Plads osv., har gjort udgiveren af Politivennen opmærksom på at vægteren der har post på Købmagergade, mellem Silkegade og Østergade, ikke efterkommer politibefalingen. Indsenderen har ikke en, men flere morgener været vidne til at ligesom vægterne har råbt kl. 5, har han banket 2 steder på kældervinduesskodderne. Da dette unægtelig må forstyrre dem hvis lejlighed det at kunne sove om morgenstunden, såvel som da denne banken kunne forskrække dem, som der i nærheden ligger syge og deslige, samt da dette er i strid med den befaling at enhver skal anskaffe sig ringetøj, har dette, og dette ene foranlediget vandringsmanden til at anmelde sådant.

Efter at være blevet meddelt denne fortælling, har bladets udgiver forhørt sig der i nabolaget for at erfare hvorledes den vægter der er på post der, og bragt i erfaring at det skal være en ualmindelig god vægter, ædruelig og påpassende, råbe tydeligt og ikke udeblive et eneste råb om natten. Kun er det disse beboeres ønske altid at høre ham her på post om natten. Men, hele 8 til 14 dage har han imellemstunder været fra denne post om natten, uden at være syg, for lygterne på denne hans post har han troligt efterset om dagen, hvorimod en anden jammerlig, uforståelig vægter skal have råbt for ham om natten, langt fra så nøjagtigt som han selv mens han igen på samme tid bestemt har råbt i Springgade. Når denne vægter er så vel at han kan råbe, burde han da ikke påtales at iagttage den post der er ham betroet. Reservevægteren eller hvem det er, kan jo råbe i gaden når han selv ikke formåede det.

(Politivennen nr. 7, Løverdagen den 24. februar 1816, s. 107-109)