Til udgiveren af Politivennen.
Med megen glæde har jeg bemærket Deres så rigtige anmærkninger om vores skadelige og kostbare klædedragt i alle stænder, og især vores tjenestefolks, som stadig mere og mere bidrager til deres sande fordærvelse. Det var at ønske at der blev givet en passende forordning, hvorledes disse mennesker skulle klæde sig, så ville man snart se en stor forandring i den vedvarende klage over dårlige tjenestefolk.
Tillige måtte der også gives en forordning til herskaber, som tillader deres tjenestefolk den samme og mange gange bedre klædedragt end de selv bærer. Enhver synes mig, måtte med glæde bidrage til at holde på den så meget nyttebringende forordning. Meget ville det forbedre tjenestefolk, når de allerede i skolerne blev holdt til flid, renlighed og orden, og ved konfirmationen ikke blev pyntet som damer. Enhver der ville hjælp et barn til en klædning ved denne højtidelighed, måtte gøre det med en tarvelig, til deres stand passende kartuns kjole, en smuk, men ikke kostbar kappe syet tillige med kjolen, ikke efter den nuværende mode, med lange ærmer, kort liv, nedhængende fra skuldrene, så de ikke kan røre sig når de skulle bestille noget, men med ærmer til albuen og et tørklæde om deres hals.
De ville ved at bruge kappe undgå at sidde en time for at lade flette deres hår i mange fletninger, som når de senere tiltræder deres tjeneste skal efterlignes hver morgen, hvorved de spilder tiden som de kunne bruge i deres herskabs tjeneste. Også undgik de, når de kun har lidt tid, at gå med papilotter og uredt hår den hele dag som især er et ubehageligt syn hos en kokkepige.
Renlighed måtte de kunne lære i skolerne når de ikke får den hjemme hos deres forældre. Når lærerinden i en vor af fattigskolerne og andre skoler for simple folks børn, lod en del af dem gøre skoleværelset rent hver onsdag og lørdag eftermiddag, og ikke alene feje dem, men også måtte vaske gulv og vinduer, støve ren og gøre rent i krogen, som de så gerne glemmer, når de kommer i deres kondition.
Det for den klasse af mennesker så skadelige arbejde, nemlig broderi, måtte aldrig læres nogen pige der i fremtiden skulle tjene. Ellers var de arbejder de måtte lære til fuldkommenhed i de simplere skoler fin og grov linnedsyning, at spinde, væve. Også at vaske og stryge kunne de lære når lærerinden selv forstod det til fuldkommenhed.
Broderiet betales i disse tider så godt at når de har lært det til fuldkommenhed, kan de sætte dem hen på en sal, brodere om dagen og tage imod selskab af unge herrer om aftenen. Og hvad er følgen deraf andet end at hospitalerne og Ladegården bliver opfyldt med uslinge og betlere og staten mister sine kraftfulde ynglige, nyttige borgere og borgerinder.
Nødvendigt tror jeg det var, når at forordningen i henseende til klædedragten skulle overholdes strengt, at tjenestefolkene kunne få hvergarn,som de skulle bære om vinteren, bomuldstøj om sommeren, og ternet lærred til forklæde for rimeligere pris end hidtil. Dertil måtte anlægges en fabrik hvor det blev dem solgt for bedre køb, så at de ingen undskyldning kunne have for ikke at bære det omtalte tøj. Alle piger der ikke ville bære denne dragt, måtte anses for foragtelige subjekter, som intet herskab ville tage i deres hus. På den måde ville snart den gamle ærbare klædedragt føres ind i landet igen. Hvert herskab måtte efter evne bidrage noget hvert år til indkøb at den ovennævntedragt og hellere give dem mindre løn, for at de ikke kunne få lejlighed til at købe stads. På den måde ville også tjenestefolkene blive længere hos ders herskaber og den evige flytten ville ikke mere eksistere.
Det ville blive som i gamle tider, da gode tjenestefolk blev regnet til en af husets lyksaligheder og blev behandlet som om de hørte til familien. Men i den tid passede også hver borgerkone selv sit hus, holdt dem til streng orden og renlighed, lod dem sy og spinde, anså sig ikke for godt til at efterse dem ved arbejdet, og holdt ikke en tjener for at passe på den anden. De efterabede ikke den højere stand i alt. De glemte aldrig at Gud selv har forordnet stænderne og at enhver derfor skal rette sig derefter. En købmand om han end aldrig har vundet for mange penge, skulle ikke efterabe adelen i klædedragt, som for sin stand skyld er nødsaget til at klæde sig bedre. En håndværker skulle ikke holde heste og vogn og klæde sig som en adelig. Så ville også tjenestefolkene ikke klæde sig som herskabet.
En bemærkning kan jeg ikke undlade at gøre til sidst, nemlig at jeg ikke kan begribe hvorledes det er muligt for vores damer, især af købmandsstanden, kunne give så dårligt et eksempel for de efter dem følgende klasser. Da vores allernådigst elskede dronning og hendes så meget yndede datter foregår os med det bedste eksempel på tarvelighed. Gud give vores allernådigste konge ville udgive en forordning hvori det blev befale: At ingen undtagen damerne der hører til hoffet måtte bære fløjl, fjer, tyl og silketøj som nu koster en speciesdaler alen. Simpel taft, cenbrits, zirk og demitie, kunne damerne gerne hjælpe dem med. Broderiet kunne også tllades damerne at bære når de ikke alt for meget blev udpyntet med fine kniplinger. For ved broderiet bliver mangen agtværdig familie understøttet på en dem anstændig måde, især da de kan henligge det på det så meget godt indrettede industrrimagasin.
Hvor meget ville det glæde mig, når disse bemærkninger måtte finde noget gehør og bringe nytte i tiden.
(Politivennen nr. 19, Løverdagen den 11. maj, s. 283-288)
