(Indsendt)
Det må naturligvis være regenten meget magtpåliggende at hans undersåtters liv så lidt som muligt sættes på spil. Og derfor vover indsenderen heraf at fremkomme med dette forslag.
Ikke uden gysen ser man dagligt hvordan murer- og tømmerfolk arbejder uden på bygninger på udhængte stilladser. Og med den største ligegyldighed vandrer omkring på disse ligesom på et stengulv. Selvom et eneste fejltrin eller en pludselig opstået svimmelhed, eller et løst bræt let kunne forvolde den visse død eller dog lemlæstelse.
Indsenderen vover derfor at foreslå at intet sådant stilladt måtte sætte op, uden at være forsynet med et rækværk. En bekostning der i sig selv ikke kan være betydelig og ville sikre manges liv og lemmer. At vente denne menneskeomsorg for medbrødre af mestrene selv er vel at håbe, mere end at vente. Og de mange som er kommet galt afsted pga manglen på dette viser sandheden i dette. Der bliver derfor intet andet middel tilbage end at befale nogle sådant ved et ordentligt lovbud, under bødestraf, og det klækkeligt for ikke at overholde det.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 388-389)
1) Det var at ønske at der til skovbesøgernes bekvemmelighed måtte opsættes nogle flere borde og bænke hist og her i skoven. Førhen har der været et temmelig tilstrækkeligt antal af disse. Men det ser ud til at de fleste er flyttet op i egnen af det på vejen til Klampenborg beliggende skovhus, hvor man altså enten man ønsker at være i stort selskab eller ej, må nødes til at lejre sig, dersom man vil sidde til bords.
2) Var det ønskeligt om man her såvel som i Sorgenfri Skov var mindre belemret af betlere. Anmelderen talte i søndags i mindre end en time mens hans selskab var til bords over en halv snes der anmodede om almisse. De fleste af betlerne er unge og arbejdsføre folk, eller børn. Og en del af dem ser ud til at kunne foretage sig andet arbejde.
Dyrehavsbakken omkring 1840. H. G. F. Holm, Før og Nu 1919.
3) Da det er et meget ubehageligt syn at se krøblinge og vanføre indfinde sig for at søge almisse på steder hvor munterhed og glæde hersker, og såre kontrastrende at høre deres åndelige sange afsunget i ynkelige toner, blandes med den øvrige lystige musik og bajadsskrig, som fx den blinde mand på Bakken i Dyrehaven, så var det ønskeligt om det ikke blev tilladt sådanne personer at indfinde sig der. Men for at disse ikke skulle tabe den almisse de så højt forventeligt kunne trænge til, kunne de måske henvises til Gentofte Hospital for at få en godtgørelse af de gaver der indkom i den ved kilden opsatte fattigbøsse. Eller da disse gaver måske har en anden bestemmelse, kunne en anden bøsse opsættes for sådanne personer og man er sikker på at intet tænkende og følende menneske ville gå den forbi med kulde eller undlade at give sin skærv fordi det ikke havde elendigheden levende for sig.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 385-387)
Redacteurens Anmærkning.
(Indsendt)
Lige så rigtigt som det er at disse kummer på bemeldte steder er anbragt til brug for den sig der opholdende vagt, så unægteligt er det tillige at de især i sommerens varme dage afgiver en slem lugt. Man vover derfor at foreslå at de enten indrettes af træ som ofte overtjæres, eller måske endnu bedre at der under dem anbragtes tønder, hvori urinen kunne nedflyde og som hver aften kørtes bort.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 383)
(Indsendt)
Indsenderen af dette bor i nærheden af en husejer her i staden som jævnligt bruger sin loftshejseværk til sit næringsbrug. Skønt indsenderen ingenlunde er musikalsk, kender han dog næst hundetuden ingen ubehageligere lyd end den af et hejseværk. Og dette er vist også tilfældet for andre end ham. For disses og hans egen skyld anmoder han derfor enhver som bruger loftshejseværk om at lade disse smøre, for at de ikke skal falde naboer og genboer til ulejlighed ved brugen af samme. En fordring som ikke synes urimelig.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 382-383)
(Indsendt)
Et privilegium til at anlægge en sæbefabrik kan fås på ansøgning, og det er flere gange, af sådanne fabrikkers ejere blevet tilladt udlændinge at lære sæbesyderiet hos dem. Så kunne vist nok mange indfødte danskere som havde lyst og lejlighed til at drive samme næringsvej, nære det sikre håb om at fabrikkernes ejere ikke kunne have nogen rimelig bevæggrund til at nægte nogen tilladelse til at lære det af deres mestre, når de har tilbudt at betale hvad de selv efter rimelighed måtte bestemme for det. Men en sådan begæring er alligevel for nyligt uagtet mestrenes beredvillighed blevet afslået af alle sæbefabrikkernes ejere såvel i København som på Christianshavn under påskud som næsten synes at forråde en stræben efter at forhindre andre i at dele lige rettigheder med dem. Og det måske for selv at høste desto rigeligere frugter af denne ubetydelige kunst, anvendt på landets produkter. Så jeg mener ikke at det er overflødigt at gøre enhver opmærksom herpå, som måtte ønske at lære sæbesyderiet, fordi han ikke i denne henseende skulle spilde penge, tid og møje, i den forventning at denne ubetydeligt tjeneste ikke ville nægtes ham.
Med rette tror jeg at kunne kalde denne tjeneste betydelig, da en lærling efter flere mestres egne ord, ved at være nærværende ved 4 eller 5 kogninger, kan lære det væsentlige af det øvrige, så at sige, ved en god prås. Ulejligheden altså som af lærlingen derved måtte forårsages ham, kan desårsag vel aldeles ikke tjene dem til nogen gyldig undskyldning for denne nægtelse. Og skulle der kunne anføres rimeligere grunde for det, hvoraf dog i det mindste ingen er blevet mig bekendt, så skal det være min største fornøjelse at se enhver formodning om egennytte, utjenstfærdighed og uædel tænkemåde fjernet fra dem, hvorom ellers deres adfærd og deres ytringer i alt fald kunne give enhver anden, såvel mig den største formodning.
_______________________________
NB. Når der i det foregående nævnes udlændinge i modsætning til indfødte, så menes derved i det mindste de som ikke altid er udlændinge af fødsel så dog sådanne der for nærværende tid er borgere af en fremmed stat, og som lærte sæbesyderiet her, i den hensigt at gavne fremmede dermed. Hvad der altså kan være årsag til at være sæbefabrikanter har givet disse tilladelse til at lære det hos dem, men nægte indfødte den, som med denne kundskab ville tjene landets egne borgere, indser jeg slet ikke. Som sådan synes det mig en ganske besynderlig patriotisme.
Idet der fremdeles påstås at det sagte gælder om alle sæbefabrikkernes ejere her, da forstår jeg derved også enhver som tror at kunne henregnes til dem. Og da det mig bekendte antal kun er 7, så indrømmer jeg dog desuden gerne en undtagelse, dersom en, foruden disse 7 her med rette kunne finde sted.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 378-381)
