15 juni 2015

Anmærkninger til Politievennen no. 79

 Hr. Udgiver! Ved at læse deres nyttige blad nr. 79 findes følgende at bemærke som efter deres egen indbydelse meddeles herved:

Til forslaget om tugthusfangernes mytteri kunne lægges at det ville være et smukt bidrag til menneskekundskab, også vigtigt for statsmanden, juristen, psykologen, opdragerne, med et ord: for almenheden, om forbrydernes, især de henrettedes biografier blev trykt. De kunne samles af kriminalakterne og af de data forbryderne eller opsynsmændene opgav, visende den gradvise fordærvelse i tænke- og handlemåde, oprindelsen til det mm. og blive endnu mere frugtbare hvis biografierne blev affattet efter en vis hensigtsmæssig plan. 

I England haves sådan en samling af over 30 bind som har megen afsætning. Vores egne ville ikke mangle læsere og måske nytte mere end de mådelige fremmede skrifter af den slags som af og til gives os i oversættelse. 


I henseende til de endnu ikke pågrebne fanger der omvandrer til landboens skræk og uro, og hvoraf nogle i forrige uge havde gjort indbrud i byerne syd for Køge, da er det ikke let at fatte hvorfor man ikke foruden lænkehunden i gården også har en løs hund der burde gives husly og føde i haven, hvorfra indbruddet gerne sker. En sådan hund skulle kun løslades ved den almindelige sengetid og igen bindes om morgenen. Foruden at anmelderen af egen erfaring kan forvisse om gavnligheden deraf, så er det bekendt at den berygtede tyv Peder Michelsen der så ofte brød ud og ind, angav løse hunde om natten på landet og små hunde i værelserne i stæderne som det mest virksomme middel til at forekomme indbrud.

 (Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1346-1348)

Klage over Kroen i Farum.

Søndag den 29, juni kom anmelderen med et selskab på en rejse fra det yndige Jægerspris til Farum Kro kl. halv tolv om natten. Da vejen på grund af den stærke regn der var faldet om dagen, var blevet meget slem at passere, besluttede selskabet at opholde sig der nogle timer for at unde hestene hvile og for tillige selv at nyde nogen forfriskning. Men krofolkene var alle gået til sengs, og en pige som man vækkede, svarede at her ikke modtages rejsende. Selskabet havde derfor været i stor forlegenhed og måttet tilbringe natten under åben himmel, udsat for vejrets ubehagelighed, dersom ikke en blandt dem havde haft kendskab til stedet brave kirkesanger der vækket af sin nattero, tog imod dem med største gæstfrihed og indrømmede dem såvel sine værelser som han skaffede deres heste fornødent staldrum. Således blev dette selskab hjulpet af sin forlegenhed, men hvor mange kan det hænde at de i uvejr må holde under åben himmel når de efter en lang rejse kommer til en sådan kro hvor modtagelse nægtes, og de ingen betjente har på stedet. Det var ønskeligt at det pålagdes som pligt (hvis det ikke allerede er sket) at kroholdere i enhver kro der ligger på landevejen eller i en by hvorigennem landevejen går, til enhver tid at modtage og beværte rejsende i det mindste med de første fornødenheder. Sådan nytte kunne vel forlanges af disse steder der nu blot tjener til samlingsplads for dovne drikfældige bønder som ofte ved spil og svir tilsætter ejendom og velfærd der.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1345-1346)

Slet tyk Melk i Valbye.

(Indsendt)

Indsenderen der i selskab med 3 halvvoksne mennesker gjorde en spadseretur den 6. dennes ud af Valby til, fik det indfald i kroen samme sted at nyde noget mælk. På forespørgsel om vi kunne få tyk (opsat) mælk blev der svaret: Jo! Efter at vi havde ventet en hel halv time, kom et såkaldt kar eller skål mælk med revet brød og sukker på bordet. - De unge begærligt efter at nyde en ret på landet som de troede i det mindste at kunne få lige så god der som i staden, blev ikke så lidt forbavsede da man næsten måtte bruge kraft til at komme igennem det såkaldte flødeskind (jeg siger skind for var det muligt for nogen feldbereder at kunne præparere skind af fløde, da måtte man tro at her var tilfældet, formedelst flødens sejhed og ælde). På forespørgsel hvor meget denne behagelige ret skulle koste, blev svaret 1 rigsbankdaler NB. Dette bekendtgøres for liebhavere som måtte ønske at nyde tyk (opsat) mælk med flødeskind på Valby Kro, for billigste betaling.

 (Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1343-1344)

Skadefroehed.

Hr. Udgiver!

Jeg har længe truet med at ville inkommodere Dem med disse linjer, ledsaget med begæring at de måtte få plads i Deres ugeskrift, men jeg har altid tænkt: måske giver den ting sig af sig selv og altså behøver du jo ikke rod eop deri, men da jeg ser at det vedbliver i den gamle slendrian, så anser jeg det for min pligt at komme frem med min anke, altså til dagen.

Jævnligt ser vi at vor nidkære politi ved plakater lader offentlig komme til kundskab hvilke pligter den retskafne, tro borger har at iagttage før ikke ved uvidenhed at pådrage sig selv ubehageligheder eller fornærme sine medborgere eller også forstyrre den ro som er så nødvendig i enhver velordnet stat. 

Imidlertid er det desto skammeligere, ja i højeste grad strafværdig, efter min enfoldige mening at sådanne plakater sjældent eller næsten aldrig kan blive på stedet hvor de er opslået, for i almindelighed bliver de straks af skadefro mennesker mens de endnu er våde, afrevet, eller også, hvad jeg anså endnu strafværdigere, overstænket med gadeskarn.

Skulle der være tvivl hos vor nidkære politidirektør om denne sandhed, da var det ønskeligt at en hemmelig undersøgelse desangående måtte blive anstillet. Anmelderen har fx på en spadseretur fra Vesterport til Jernporten ved alleen nøje efterset om de plakater har haft ro til at blive siddende som ved politiet der var besørget opslået, især da denne port meget besøges af fremmede. Men til sin ærgrelse har han erfaret at lige fra skillingsmandens hus hvor han så ruinerne af første plakat, og til indgangen til alleen, ikke fandt en eneste plakat som ikke enten var halvt afrevet eller makuleret ved urenlighed. Anmelderen gjorde herved den bemærkning om årsagen til at disse plakater ikke kunne blive siddende på deres bestemmelsessted, måske skulle stikke i at ingredienserne i det klister de opklines med, ikke var af en så god bonitet som det de fremmede kunstnere i Dyrehaven betjener sig af når de beærer os med deres sommerbesøg, til deres plakater. For disse har anmelderen altid fundet ubeskadiget og i durabel stand såvel på bræddehytterne som på træerne, længe efter at de har rømmet landet, og det var derfor ønskeligt om et eller andet fremmed geni som her på denne tid ikke er mangel på, har opfundet eller kan opfinde et arkanum til at fastgøre politiplakaterne med, vel at mærke således at det ikke blev muligt at afrive dem han da ville offentlig komme frem med det og bekendtgøre samme. Indtil sådan et klister opfindes, var det måske ikke af vejen om der på stadens gadehjørner var indrettet nogle skabe forsynet med ståltrådsgitter og lås og nøgle som det der findes ved Det Kongelige Teater, på Universitetet, Regensen og flere steder hvor sådanne nyttige og til almen gavn udgivne plakater kunne opbevares til efterretning for den ulovkyndige. Var anmelderen sikker på at hans velmente forslag ikke måtte blive misforstået, da var det at ønske at visse plakater tillige blev oversat til tysk, for desto hastigere at kunne komme til almen kundskab, da man udtrykkelig kan erfare at mange som læser eller lader som de læser disse vigtige plakater, ikke rigtig forstår hvad de læser, men en gang i mellem straks af uvidenhed i sproget, giver dem den ganske modsatte fortolkning.

Da anmelderens forslag om sådanne skabes anskaffelse måske af mange vil anses for vanskelig at bringe til udførelse, tror han blot at bemærke: at den tænkte del af stadens gård- og husejere på hvis bygninger disse plakater opslås, sikker hellere en gang for alle ville gøre denne simple bekostning, end som nu lade deres mure ugentlig overkline som aldeles ikke rekommanderer en smuk, smagfuld dekoreret bygnig i henseende til udvortes prydelse.

(Politivennen nr. 80, Løverdagen den 12te Juli 1817, s. 1339-1343)

Spørgsmaal angaaende Bommen ved Vibenshuus.

 (Indsendt).

Uagtet indsenderen erindrer sig i fjor at have læst en lignende anke over samme bom i dette blad, så fristes han dog ved den ubehagelige behandling han har måttet finde sig i ved nævnte bom, til at lade nedenstående indrykke.

Er det i overensstemmelse med de pligter som påhviler den mand der modtager penge ved Vibenshus at lade folk ved højlys dag i skyllende regn holde under bommen indtil det efter flere minutters forløb behager ham i al magelighed at komme ud for at modtage sine penge? I det mindste lader det sig ikke formode, når man ser hen til den påpasselighed og orden som hersker ved alle andre bomme i nærheden af hovedstaden. Indsenderen som ser den årvågenhed og omhyggelighed hvormed enhver uorden ryddes af vejen, nærer det håb at vedkommende hvis det påankede kan henregnes til uorden, også vil værdige dette den sædvanlige opmærksomhed. Meget kært ville det være indsenderen i dette eller et andet blad at se det spørgsmål besvaret: "om ikke den som der er pålagt at modtage penge ved en bom bør nærme sig sin dør når han hører eller ser en vogn".

(Politivennen nr. 79, Løverdagen den 5te Juli 1817, s. 1334-1335)