Børneskrig paa Comedien.

Anmelderen har bestandig stået i den opfattelse at det ikke var tilladt at medbringe børn i Det Kongelige Teater der ikke havde nået en vis alder. Men tirsdag i forrige uge var han selv vidne til at nogle fruentimmere af den mosaiske tro der havde plads i en af parterrelogerne på nummerside, havde medbragt et lillebarn der ikke syntes at være over 2½ år gammelt. I begyndelsen af stykket morede den lille de udenfor logen i parterret stående tilskuere med sin naive bedømmelse over det sete, men efterhånden begyndte den at kede sig, og forlangte med grædende tårer at komme hjem. Da vedkommende imidlertid søgte at bringe barnet til tavshed, formodentlig ved at skræmme det med bussemanden eller kontrollæren, gav det sig til at skrige meget højt og opvakte en sådan støj at det af kontrolløren måtte bringes ud af logen. Er det nu virkelig forbudt at børn under en vis alder ikke må komme i teatret så var det godt om dette forbud måtte blive bekendtgjort da man ser eksempler på at der findes folk som ikke kan begribe at meget små børn ikke kan finde moro i stykker som Laura og mange andre, men bliver vrantne over den lange stillesiden og ved deres gråd og støjende adfærd forstyrrer de andre tilskuere i deres forventede fornøjelse.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2589-2590)

Venlig Bøn til Kirkeværgen for Trinitatis Kirke.

Næppe vil nogen kunne mindes virksommere mand end vores afdøde hørhandler og ridder Tvermoes der så omhyggeligt sørgede for enhver uordens afskaffelse, og derrimod for alt hensigtsmæssigt god for kirken og det offentlige. Denne ros tilkommer vist også den værdige mand, farver og ridder Grundtvig for sine bestræbelser, hvorfor man også rimeligvis tør håbe at rendestensbrættet tværs for kirkegården lige for Kannikestræde bliver forlænget med ½ til 1 meter lang vinkelbræt hen under den der siddende lygte hvis ufordelagtige skin for gående allerede har afstedkommet mange fald idet man fra Rundetårn af går lige from og ikke tænker på ved aftenstid at træde ned i rendestenen, hvilket var tilfældet tirsdag aften da en kone med barn på sin arm trådte ind i den, men til lykke slap med at forslå sin egen albue, hvorved hun dog gav et jammerligt skrig. Anmelderen var selv øjenvidne og blev meget forfærdet over dette fald.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2588-2589)

Uskik i Helliggeistes Kirke

(Indsendt)

Da indsenderen søndag eftermiddag ville gå hen for at høre den derværende hr. dr. Dampe, var ingen i stand til at komme ind i kirken fra nogen af siderne kl. 2.10 minutter. For overalt i gangene stod fuldt op med tilhørere lige hen til indgangen, mens ikke en tredjedel af de lukkede stole i alle gangene var besatte. Ved at indlade nogle af disse mange stående til sæde i nævnte stole fik endog abonnenterne selv den lykke at komme hen til deres stole (hvilket ikke var tilfældet og desuden kunne kirken således rumme mange flere). Dersom der blot blev pålagt graverne at åbne stolene i det øjeblik at prædiken begynder, ville kirkedirektionen hermed inderlig forbinde de mange som endnu ønsker at høre denne store prædikant.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2587-2588)

"Overalt i gangene stod fuldt op med tilhørere lige hen til indgangen, mens ikke en tredjedel af de lukkede stole i alle gangene var besatte". (Helligåndskirken ved Strøget i København. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

De aflåste stolerækker har tidligere været omtalt i Politivennen: De var ikke tilgængelige for alle og enhver. Kun menighedsmedlemmer havde adgang mod betaling, og det kun efter tilladelse fra kirkens styrelse. Den afgjorde også hvor folk skulle sidde. Som oftest efter værdighed, altså øverst de fineste og nederst de ringeste. Kirkestyrelsen kunne også fratage folk en plads

J. J. Dampe (1790-1867) var på artiklens tilblivelsestidspunkt på en slags højdepunkt af sin karriere. Selv om han var begyndt at komme i konflikt med borgerskabet. 1816 oprettede han en privat drengeskole i København. Hans taler i København skabte stort tilløb, som nævnt i artiklen. I September 1819, hvor byen stadig bar præg af Jødefejden, oplevede hans mor i Østergade Anna Gertrud Dampe hans plakat for et foredrag i Helligåndskirken: Annonce med foredraget "Hvorvidt Frihed i Ord og Handling er overensstemmende med Kristendommens Aand. Oplev Doktor J. J. Dampes Foredrag i Aften kl. 7.00". Kirken var helt fuld, og Dampe var blevet enevældens mest kompromisløse modstandere: Fattigdommen var åbenbart, statsbankerotten og kritik af Kongeloven af 1665. Publikum var begejstret, undtagen præsterne som anså ham for en farlig mand og samfundsomvælter der må stoppes. Biskop Münter blev underrettet. Hans indsats i jødefejden 1819 indbragte ham et livsvarigt forbud mod at prædike og holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål. Resten af enevældens tid sad han indespærret i forskellige fængsler. I starten af 1840'erne var der en fornyet diskussion om dr. Dampe. I august-oktober 1841 bragte Kjøbenhavnsposten en længere artikelserie der indgående beskæftigede sig med dr. Dampe. De kan ses under Efterskrifter. 

Frem og tilbage er lige langt.

Hr. udgiver!

Er der længere fra hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade til Klosterstræde end der er fra Klosterstræde til hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade? De vil vel synes underligt om dette spørgsmål. Men jeg tror at have grund til at fremsætte det. Jeg har nemlig fra min bopæl i Adelgade nogle gange ladet mig befordre ved en hyrevogn op i Klosterstræde og ved aftrædelsen har jeg betalt kørekarlen efter forlangende 3 mark, foruden drikkepenge for sådan tur. Derimod har jeg når jeg fra Deres nabolag har taget vogn for at befordres fra Klosterstræde til mit hjem, nogle gange måttet betale kørekarlen 4 mark for turen. Da jeg ikke kunne finde grunden til sådan uoverensstemmelse i betalingen for lige tjeneste, henvendte jeg mig til den sidste karls husbond for at fortælle ham dette, men han svarede mig at der var ingen takst for hyrekuskene. I sommer og i efteråret har nogle hyrekuske og vognmænd bekendtgjort i Adresseavisen hvad de tager for korte og længere ture, og om jeg erindrer rigtigt, var min hyrekusk deriblandt. Jeg har ikke den avis ved hånden, men den kan let fås og mit udsagn deraf bekræftes. Men hvortil nytter sådanne bekendtgørelser når de ikke overholdes, og er det ikke at sætte publikum en voksnæse på. Det kunne derfor måske være ret godt om de herrer der ikke ville holde den af dem selv fastsatte og af egen drift bekendtgjorte takst, fik en af øvrigheden bestemt takst hvorefter de skulle rette sig, om det endog ikke hører til livets fornødenheder at køre i karet.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2581-2582)

Tanker i Roeskilde Domkirke

(Indsendt)

Hvad kan vel være årsag til at man som oftest ser så få tilhørere i Roskilde Domkirke, da et så ærværdigt tempel, gode religionslærere, duelige kirkebetjente og alt forener sig her til højtidelig gudsdyrkelse? Den bestandige handel og værtshushold under gudstjenesten er vel formentlig årsag til udeblivelse. Men det kunne jo forebygges ved politiets årvågenhed. Dernæst er den overordentlige trækvind som dog nok mest føles meget besværlig af kirkens lærere. Årsagen til denne trækvind er fornemmelig det gamle plankeværk på søndre side, nu 48 år gammelt. Når dette blev nedtaget og solgt, kunne en god mur og en tæt dør forebygge megen kulde. Især når stærke rullefjedre på mellemdørene ved kirken dækkede indgangen. At byens indbyggere ikke er få, erfarede man jubelfestens dage forrige år.

(Politivennen nr. 159, Løverdagen den 16de Januari 1819, s. 2572)

"At byens indbyggere ikke er få, erfarede man jubelfestens dage forrige år". Disse indbyggere i Roskilde boede formentlig i huse som det lille røde, Hersegade 14 fra 1780. De øvrige huse er opført senere. De to til højre for det røde hus hhv 1896 (nr. 12)  og 1898 (nr. 10). Til venstre for hhv. 1900 (16) og 1848 (18).