02 august 2015

Frem og tilbage er lige langt.

Hr. udgiver!

Er der længere fra hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade til Klosterstræde end der er fra Klosterstræde til hjørnet af Adelgade og Dronningens Tværgade? De vil vel synes underligt om dette spørgsmål. Men jeg tror at have grund til at fremsætte det. Jeg har nemlig fra min bopæl i Adelgade nogle gange ladet mig befordre ved en hyrevogn op i Klosterstræde og ved aftrædelsen har jeg betalt kørekarlen efter forlangende 3 mark, foruden drikkepenge for sådan tur. Derimod har jeg når jeg fra Deres nabolag har taget vogn for at befordres fra Klosterstræde til mit hjem, nogle gange måttet betale kørekarlen 4 mark for turen. Da jeg ikke kunne finde grunden til sådan uoverensstemmelse i betalingen for lige tjeneste, henvendte jeg mig til den sidste karls husbond for at fortælle ham dette, men han svarede mig at der var ingen takst for hyrekuskene. I sommer og i efteråret har nogle hyrekuske og vognmænd bekendtgjort i Adresseavisen hvad de tager for korte og længere ture, og om jeg erindrer rigtigt, var min hyrekusk deriblandt. Jeg har ikke den avis ved hånden, men den kan let fås og mit udsagn deraf bekræftes. Men hvortil nytter sådanne bekendtgørelser når de ikke overholdes, og er det ikke at sætte publikum en voksnæse på. Det kunne derfor måske være ret godt om de herrer der ikke ville holde den af dem selv fastsatte og af egen drift bekendtgjorte takst, fik en af øvrigheden bestemt takst hvorefter de skulle rette sig, om det endog ikke hører til livets fornødenheder at køre i karet.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2581-2582)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar