Søndagsskrigen i St. Pederstrædet.

(Indsendt)

Ikke sjældent hænder det at en eller anden fiskerkone med ål eller torsk udråbt af det gevaldigste gab, passerer gennem Sankt Peders Stræde forbi kirkens hovedindgang i det klokken er 11.30 til 12 på hvilken tid tilhørerne i samme kun ønsker at høre en stemme. Men hører derimod snart et vræl med torsk, snart med ål, af fuld hals skingre ind ad kirkens døre når disse just i samme øjeblik åbnes, enten for en ind- eller af nødvendighed udgående.

Politiet ville uendelig forbinde Skt. Petri menighed om denne her fremsatte påanke måtte blive bemærket, og derved sådan utålelig skrig under samme andagtstimer som bekendt er fra 10 til 12 og undertiden 12.15, afskaffet.

Fiskerkonerne kunne ikke tabe ved denne forandring da de i almindelighed råbte så højt med deres varer at man godt kan høre dem halve, ja hele gader igennem når de første gang giver hals til at forhandle samme. De ville også snart underrette de få beboere ved kirken derom at disse nok ville kalde ad dem hvis de ellers behøver nogen af deres levende torsk eller ål.

(Politivennen nr. 161, Løverdagen den 30de Januari 1819, s. 2605-2606)

Ønske angaaende Rygter

I henved 14 dage er det blevet fortalt at en tyve- eller røverbande som på en gård på Sjælland skal have forøvet flere mord, er blevet opdaget af en hund. Scenen skal være foregået snart i Osted, snart i Blovstrød, snart på ligeså mange forskellige steder som fortællingen har haft munde at passere igennem. Men endnu har man ingen autentisk efterretning om fortællingen er sand eller blot opdigtet. 

Undertegnede der nogle dage om ugen opholder sig i Blovstrød, blev ved sin ankomst her i staden i forrige uge af næsten alle sine bekendte modtaget med en slags forundring, da de havde hørt at han var blandt de dræbtes tal, ligesom hans familie ikke så lidt blev foruroliget over de mange kondolencer som i nogle dage bevidnede dem. 

At opfinde de ubegrundede rygter er skammeligt. Og de der udbreder disse, ved ikke hvor meget ondt de selv mod deres vilje kan forvolde andre. Det ville derfor være godt at når sådan udåd skulle indtræffe, så blev den bekendtgjort offentlig og autentisk med alle omstændigheder i henseende til tid og sted. Man ville da komme i den gode vane at anse ethvert andet rygte som på denne måde ikke blev bekræftet, for løs snak og ikke lægge videre mærke til det.

(Politivennen nr. 161, Løverdagen den 30de Januari 1819, s. 2604-2605)

Børneskrig paa Comedien.

Anmelderen har bestandig stået i den opfattelse at det ikke var tilladt at medbringe børn i Det Kongelige Teater der ikke havde nået en vis alder. Men tirsdag i forrige uge var han selv vidne til at nogle fruentimmere af den mosaiske tro der havde plads i en af parterrelogerne på nummerside, havde medbragt et lillebarn der ikke syntes at være over 2½ år gammelt. I begyndelsen af stykket morede den lille de udenfor logen i parterret stående tilskuere med sin naive bedømmelse over det sete, men efterhånden begyndte den at kede sig, og forlangte med grædende tårer at komme hjem. Da vedkommende imidlertid søgte at bringe barnet til tavshed, formodentlig ved at skræmme det med bussemanden eller kontrollæren, gav det sig til at skrige meget højt og opvakte en sådan støj at det af kontrolløren måtte bringes ud af logen. Er det nu virkelig forbudt at børn under en vis alder ikke må komme i teatret så var det godt om dette forbud måtte blive bekendtgjort da man ser eksempler på at der findes folk som ikke kan begribe at meget små børn ikke kan finde moro i stykker som Laura og mange andre, men bliver vrantne over den lange stillesiden og ved deres gråd og støjende adfærd forstyrrer de andre tilskuere i deres forventede fornøjelse.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2589-2590)

Venlig Bøn til Kirkeværgen for Trinitatis Kirke.

Næppe vil nogen kunne mindes virksommere mand end vores afdøde hørhandler og ridder Tvermoes der så omhyggeligt sørgede for enhver uordens afskaffelse, og derrimod for alt hensigtsmæssigt god for kirken og det offentlige. Denne ros tilkommer vist også den værdige mand, farver og ridder Grundtvig for sine bestræbelser, hvorfor man også rimeligvis tør håbe at rendestensbrættet tværs for kirkegården lige for Kannikestræde bliver forlænget med ½ til 1 meter lang vinkelbræt hen under den der siddende lygte hvis ufordelagtige skin for gående allerede har afstedkommet mange fald idet man fra Rundetårn af går lige from og ikke tænker på ved aftenstid at træde ned i rendestenen, hvilket var tilfældet tirsdag aften da en kone med barn på sin arm trådte ind i den, men til lykke slap med at forslå sin egen albue, hvorved hun dog gav et jammerligt skrig. Anmelderen var selv øjenvidne og blev meget forfærdet over dette fald.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2588-2589)

Uskik i Helliggeistes Kirke

(Indsendt)

Da indsenderen søndag eftermiddag ville gå hen for at høre den derværende hr. dr. Dampe, var ingen i stand til at komme ind i kirken fra nogen af siderne kl. 2.10 minutter. For overalt i gangene stod fuldt op med tilhørere lige hen til indgangen, mens ikke en tredjedel af de lukkede stole i alle gangene var besatte. Ved at indlade nogle af disse mange stående til sæde i nævnte stole fik endog abonnenterne selv den lykke at komme hen til deres stole (hvilket ikke var tilfældet og desuden kunne kirken således rumme mange flere). Dersom der blot blev pålagt graverne at åbne stolene i det øjeblik at prædiken begynder, ville kirkedirektionen hermed inderlig forbinde de mange som endnu ønsker at høre denne store prædikant.

(Politivennen nr. 160, Løverdagen den 23de Januari 1819, s. 2587-2588)

"Overalt i gangene stod fuldt op med tilhørere lige hen til indgangen, mens ikke en tredjedel af de lukkede stole i alle gangene var besatte". (Helligåndskirken ved Strøget i København. Eget foto).

Redacteurens Anmærkning

De aflåste stolerækker har tidligere været omtalt i Politivennen: De var ikke tilgængelige for alle og enhver. Kun menighedsmedlemmer havde adgang mod betaling, og det kun efter tilladelse fra kirkens styrelse. Den afgjorde også hvor folk skulle sidde. Som oftest efter værdighed, altså øverst de fineste og nederst de ringeste. Kirkestyrelsen kunne også fratage folk en plads

J. J. Dampe (1790-1867) var på artiklens tilblivelsestidspunkt på en slags højdepunkt af sin karriere. Selv om han var begyndt at komme i konflikt med borgerskabet. 1816 oprettede han en privat drengeskole i København. Hans taler i København skabte stort tilløb, som nævnt i artiklen. I September 1819, hvor byen stadig bar præg af Jødefejden, oplevede hans mor i Østergade Anna Gertrud Dampe hans plakat for et foredrag i Helligåndskirken: Annonce med foredraget "Hvorvidt Frihed i Ord og Handling er overensstemmende med Kristendommens Aand. Oplev Doktor J. J. Dampes Foredrag i Aften kl. 7.00". Kirken var helt fuld, og Dampe var blevet enevældens mest kompromisløse modstandere: Fattigdommen var åbenbart, statsbankerotten og kritik af Kongeloven af 1665. Publikum var begejstret, undtagen præsterne som anså ham for en farlig mand og samfundsomvælter der må stoppes. Biskop Münter blev underrettet. Hans indsats i jødefejden 1819 indbragte ham et livsvarigt forbud mod at prædike og holde offentlige foredrag om teologiske og filosofiske spørgsmål. Resten af enevældens tid sad han indespærret i forskellige fængsler. I starten af 1840'erne var der en fornyet diskussion om dr. Dampe. I august-oktober 1841 bragte Kjøbenhavnsposten en længere artikelserie der indgående beskæftigede sig med dr. Dampe. De kan ses under Efterskrifter.