Det er vist nok en stor uskik der er ligeså skadelig for det almene som for vognmandslavets interessenter selv, at de bræddevognskuske eller vognmandskarle som holder ved stranden og Nyhavn for at befragtes, så ganske er overladt til sig selv. Skønt de er underkastet takst, kan de ikke alene afpresse penge af dem som lejer deres vogne, men endog i højeste grad have lejlighed til at bedrage deres husbond.
Således traf det sig for nogen tid siden at anmelderen havde 6 til 7 læs gods at lade køre. Og da han kendte en vognmand, søgte han naturligvis hans vogn for at lave ham få fortjenesten. Men da anmelderen dagen efter mødte ejeren og talte derom, bad denne ham at lade være for eftertiden, men derimod at henvende sig til ham selv, da karlen ellers var den der ene høstede fortjenesten, og det stod til ham at give husbonden så meget og så lidt af fortjenesten som han fandt for godt. Ja at husbonden ofte i 3 til 4 dage slet intet fik, selvom han 3 til 4 gange kunne møde karlen befragtet.
Man kan derfor ikke undes over at mange vognmandskarle atter har andre karle som kører husbondens heste og vogne, mens de selv sidder i en kælder og fortærer eller bortspiller ejerens penge.
Dette onde kunne meget let forebygges på en ligeså simpel som for ejer og lejer fordelagtig måde. Og anmelderen heraf har i sinde at gøre vognmandslavet et forslag i denne anledning, ifald han mærker at det er dem om at gøre at se denne uskik fjernet.
(Politivennen nr. 165, Løverdagen den 27de Februari 1819, s. 2659-2660)
"Det er skadelig for det almene og for vognmandslavets interessenter selv at bræddevognskuske eller vognmandskarle så ganske er overladt til sig selv." (Vogn ved Østerport omkring 1840'erne).
Redacteurens Anmærkning
Først henimod slutningen af det 17. århundrede startede en egentlig kørsel for private, hyrevognsvæsenet. Indtil da var vognmændenes opgave primært at servicere kongen og køre dag- og natrenovation væk fra gaderne. Kørsel af private foregik stort set ikke, de der havde råd holdt selv en vogn. På politivennens tid verserede en århundredgammel strid mellem konge, vognmænd og indbyggere. Kongen krævede at vognmændene fjernede affaldet, vognmændene klagede over at indbyggerne ikke indsamlede affaldet reglementeret og nægtede at køre det væk og indbyggerne klagede over at vognmændene ikke skaffede affaldet væk. Det er denne konflikt som der er talrige eksempler på i Politivennen. Udover vognmændene havde også "sandagerne" lov til at køre. Det var vognmænd uden for voldene som kørte sand og grus ind til byen til byggeri.
Hyrekuske var begyndt i år 1700. Og dermed også en strid mellem vognmænd og hyrekuske.
På et par butiksdøre i Adelgade nr. 208 er blandt andre sager som findes til salg, påmalet nogle tobakskarduser med påskrift: Beskop tobak. Dette må vej være en malerfejl, for man bliver vel ofte beskubbet med tobak, men aldrig angives dette på kardusen. Tværtimod sælges disse under titel af bedst Virginia, petum optimum osv. Også har det sig så som så med vægten, da en såkaldt fjerdedelskardus som oftest kun vejer 6 lod.
(Politivennen nr. 164, Løverdagen den 21de Februari 1819, s. 2650-2651)
Redacteurens Anmærkning
Man må tilstå skribenten at udtrykket beskop er forvirrende. Hvorvidt meningen er som skribenten sarkastisk bemærket at beskubbe (dvs bedrage) er dog nok tvivlsomt. Han mere end antyder at man bedrager med betegnelserne Virgina mv.
Adelgade 208 blev 1859 til Adelgade 10. Matriklen blev i 1902 henlagt til 626. Gothersgades Elektricitetsværk - Turbinehallerne (Adelgade 10, Borgergade 3-5), nedrevet efter 2008.
Adelgade 6-8. Foto Erik Nicolaisen Høy.
Der har ofte i Politivennen været ført klager over skrøbelige gavle, gesimser og tagrender. En del er dels ved vores virksomme politis mellemkomst, dels også ved retsindige ejeres vakte opmærksomhed blevet istandsat eller taget bort. Hvor ubetydelige de end kan synes, er sådanne varsler ikke overflødige, og det vil anmelderen give et bevis på. I tirsdags hen ad aften gik anmelderen sammen med sin kone og pige med et barn over Amaliepladsen forbi hans kongelige højhed prins Christians palæ. Et øjeblik efter at de havde passeret samme, hørte de et voldsomt og gentagende skrig. Anmelderen gik tilbage for at vide hvad der var på færde, og så da at nogle mennesker kom bærende med et ungt menneske der var kvæstet af nogle nedfaldende sokkelsten fra palæbygningen.
"I
tirsdags hen ad aften gik anmelderen sammen med sin kone og pige med et
barn over Amaliepladsen forbi hans kongelige højhed prins Christians
palæ. Et øjeblik efter at de havde passeret samme, hørte de et voldsomt
og gentagende skrig". Forrest Frederik VIIIs Palæ, i baggrunden Christian VIII's palæ, formentlig identisk med artiklens Prins Christians Palæ. I baggrunden Frederikskirken (Marmorkirken) der på Politivennens tid var en byggeplads. (Eget foto).
Anmelderen som indser at hvis dette uheld var indtruffet et øjeblik før, ville han eller hans familie have lidt samme skæbne som det ulykkelige unge menneske, kan derfor ikke undlade at gøre de herrer husejere opmærksomme på at det er deres pligt at efterse deres ejendomme således at ingen forbigående kan komme til skade ved at passere samme. Kunne dette tilfælde indtræffe ved en bygning hvor man ved at der er den nøjagtigste opsyn overalt, hvad kan man da ikke vente sig af de rønner som man hele tiden ser afpudses og opslikkes. Måske kunne man sige om dem at de er kalkede grave osv.
(Politivennen nr. 164, Løverdagen den 21de Februari 1819, s. 2645-2647)
Redacteurens Anmærkning
Amalienborgs palæer hedder som bekendt Cristian VII's Palæ (Moltkes Palæ) i sydvest, Christian VIII's Palæ (Levetzaus Palæ) i nordvest, Amalienborgmuseet (Frederik VIII's Palæ eller Brockdorffs Palæ) i nordøst og Christian IX's Palæ (Schacks Palæ) mod sydøst. Altså ikke noget prins Christians Palæ. Men det er ret sikkert tale om det nuværende Christian VIII's Palæ (opført 1750-60). Palæet tilhørte Levetzau-familien indtil 1794, hvor arveprins Frederik købte palæet (1794-1805). Levetzaus og hans hustru Sophie Rantzaus våben findes stadig ved siden af Rigsvåbenet. Arveprinsens søn prins Christian Frederik overtog så palæet og blev senere Christian 8.
Er det acceptabelt at borgmestervældet i en vis stabelstad på Sjælland udstrækkes til sådan ekstremitet at da vor allernådigste konges høje fødselsdag den 28. februar forrige måned blev fejret, og for hvilken højtidelighed borgmesteren var entreprenør, idet han forfattede og understøttede cirkulæret som i denne anledning var nødvendigt, han da forsætlig udelukkede fra at deltage i nævnte højtidelighed: Mange af byens agtværdige borgere, iblandt hvilke nogle er hædret med dannebrogsmændenes sølvkors og andre hvoraf nogle endog er officerer ved borgerbevæbningen?
På denne vores højtelskede konges særdeles mærkværdige dag ville naturligvis landets tro og hengivne undersåtter enhver efter evne og stand inderlig ege især i en borgerkreds hvor den ene opmuntrer den anden ytre sine glæder over at de er borgere i en stat hvor frihed og ejendom er ukrænket. Men når vilkårlige arrangements lægger hindringer i vejen for opnåelsen af et sådant ønske, så finder man sig beføjet til at spørge om sådan fremgangsmåde fortjener ros eller dadel.
(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2638-2639)
Redaktørens Anmærkning
Stabelstæder var købstæder som havde ret til at forlange, at varer, der passerede skulle "stables" og sættes til salg i en vis periode på fx3 dage. Dvs varer til og fra udlandet kun måtte gå over stabelstaden. På Politivennens tid kan der være tale om København og Korsør. Øvrige stabelstæder var Nakskov, Nyborg og Fredericia. Ordningen blev aldrig nogen succes i Danmark, bl.a. som følge af et omfattende smugleri. Og ordningen blev helt ophævet i 1869. Nyborg fik status som stabelstad for hele Fyn for at få byen på fode efter de omfattende ødelæggelser under svenskekrigene 1658-60.
I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren. Det er vist åbenbart at et sådant syn må være meget stødende for de mange fremmede der fra Toldboden gør deres første indtrædelse i staden, og at det kunne måske give dem et middelmådeligt begreb om den orden og renlighed som bør herske i en hovedstad.
(Politivennen nr. 163, Løverdagen den 13de Februari 1819, s. 2634)
Hovedindgangen til Toldboden tæt på det område som er omtalt i artiklen. I dette område blev der efter branden i 1795 bygget en del enetages huse for fattige mennesker, og de kom efter Politivennens tid under Fattigvæsenet (1820). Et almindelig brugt ord for disse var de "små huse" som artiklen hentyder til. (Før og Nu 1919).
Redacteurens Anmærkning.
Stedet var åbenbart ikke så hygiejnisk. Tæt på befandt sig en slamkiste, således som det er beskrevet i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 30. oktober 1821:
Den Slamkiste, der hidtil var anbragt ved den ene Ende af Toldboden, tæt ved Citadelsmuren, bliver nu borttaget, da Afløbsrenderne, som gaae igjennem Esplanaden, i Sommer have faaet en anden Retning, og den ny Slamkiste kommer til at ligge ad Quarantainebygningen. Ved denne Forandring vil saavel det fæle Syn som den ubehagelige Lugt, der tilforn mødte de ved Toldboden Landende, aldeles forsvinde. Ogsaa Toldbodpladsen vil blive forskjønnet af en ny Bygning, som i denne Tid opføres imellem Vagten og Muren ved Citadellet.
