11 august 2015

Noget ækelt Svinerie.

At det undertiden er nødvendigt at en borger forener flere næringsveje for at kunne have udkomme for sig og familie, det ved vi. Men vi ved også at når sådant er tilfældet, bør ingen af de forenede dele kunne opvække ækelhed til andre. Imidlertid skal en melhandler i Borgergade have den metode at handle med gamle klude tillige, og det som er slemmest, gør oplag af disse i samme lokale hvor han har sit mel liggende. 

Enhver som ved at sådanne klude indeholder adskillige slags urenligheder, ikke alene i henseende til gadeskarn, men endog undertiden af utøj, må dog vist nok væmmes når man enten køber mel eller gryn på dette sted.

Således gik det anmelderen der uvidende herom havde købt mel, men måtte siden bortkaste samme.

Denne mand anmodes af den årsag venskabeligt om for sin egen fordels skyld at give slip på en af disse næringsgrene der ikke passende lader sig forene sammen, og som nok vil tilføje ham selv det største tab når publikum i almindelighed herom underrettes.

(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2774-2775)

Maaske formastelige Spørgsmaale til det smukke Kjøn

Hvorfor ser man mængder i særdeleshed af det smukke køn som bruger lange kåber mm næsten udelukkende af fremmede stoffer af uld og silke? Kunne landets fabrikker ikke levere finere og mere kostbare stoffer af lige så god kvalitet med disse, og er ikke vores ekstra fine klæder eller kashmirer tjenlige til det, eller kan de ikke fås til så rimelige priser som de fremmede? Eller er det fordi det er indenlandsk fabrikat? Hvad skal der da vel blive af og med vores nationalflid. Ja med vores nationalitet selv, når vi selv ligesom ringeagter og miskender den ved ikke at have eller vise fædrelandsk patriotisme, og hvorved vi blev midlet til at mange fattige fik brød ved ærligt at arbejde for det, i stedet for at fabrikanten afskediger dem af mangel på afsætning. For nyligt læste man at de berlinske borgere havde vedtaget ikke at købe noget fremmed pragtstykke, men kun at bruge indenlandske ting. Og er deres eksempel ikke følgeværdigt og lige hæderligt for os, som ville have navn af "fornuftige og værdige borgere"

(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2773-2774)

Bøn om Bortryddelse af en Hindring i et Par lovlige Næringsveies Udøvelse.

Næppe nogen vil kunne fremstå som med mindste gnist af sund fornuft kan modsige at det omkring den afbrændte Nikolaj kirkes tårn opførte plankeværk der i flere år har eksisteret uden at man har mærket ringeste spor til begyndelse med dette tårns formodentlig besluttede istandsættelse i et vist øjemed, ikke alene er til skade for passagen, men i særdeleshed for de slagtermestre hvis butikker har stade i huggen til højre og venstre side af nævnte plankeværk som vender imod Lille Kirkestræde. For i diss afkroge falder butikkerne ikke i øjnene, men derimod passeres forbi ugen at bemærkes, og altså er det klart at sælgerne derved hindres i den større afsætning af deres varer som de i modsat tilfælde sandsynligvis kunne vente.

I samme hug har nogle amagere udsalg af grøntvarer, på hvilke de heller ikke har den afsætning som de ellers kunne have, når dette til sand vansir for vor skønne  hovedstad, stående plankeværk var borttaget, og følgelig er samme ligeledes til skade for disse, hvilke lige såvel må betale stadepenge til stadens kæmnerkasse som slagtermestrene. Anmelderen er overbevist om at 2 ansøgninger om nævnte plankeværks borttagelse er tilstilet de ansvarlige, men desuagtet står det endnu, muligvis fordi derfor må være i høj grad gyldige årsager. Ja ingen som ved med hvor udmærket nøjagtighed vores høje øvrigheder bestræber sig for enhver i sit kald at opfylde deres pligter, bør nære mindste tvivl derom. Men da foråret nu nærmer sig med stærke skridt, og med dette solens varme, så håbes det gunstigst undskyldt at de slagtere som nævnte plankeværk skader, i forening med grønthandlerne ved deres side, ytrer det højst rimelige og med retfærdighed overensstemmende ønske: at de snart måtte befris for denne byrde. For deres handel er så såre lille at de er udsatte for at kødet på grund af den nu daglig mere og mere frembrydende solvarme, fordærves og grøntsagerne visner, ene og alene af mangel på afsætning!

(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17de April 1819, s. 2771-2773)

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 170 Indrykkede, angaaende Noget om Roeskilde

(Indsendt)

De bemærkninger indsenderen har gjort i og ved Domkirken i Roskilde er for den indviede vist nok af så lille betydning at den ikke engang fortjente den simpleste tak, selv om de virkelig var nedskrevet i det gode øjemed at lede kirkens foresatte øvrighed til opmærksomhed på mangler, hvilke den ikke selv formåede at indse.

Således som Roskilde Domkirke nu befindes, er den, og vist nok efter enhvers upartiske dom, hensigtsmæssigt og sirlig opført. Og det kongelige kapel som en tilbygning til domkirken er, hvilket indsenderen i sin ivrighed har overset, ikke fuldført endnu. Og som følge deraf er der for porten af samme ind til kirken oprejst et bræddeskur som det med hensyn til sin bestemmelse er urigtigt at kalde et plankeværk. 


"Det kongelige kapel som en tilbygning til domkirken er, hvilket indsenderen i sin ivrighed har overset, er ikke fuldført endnu". (Det 1820 færdigopførte kapel kan lige anes til venstre i fotoet der i øvrigt viser kapitelhuset fra 1200-1400-tallet. Eget foto)

Farligere for ildsvåde end alle på grunden stående og i luften svævende træstole er vel dette ikke, og kun dårens øje kan blive forarget.


Om kapellet i øvrigt er fuldt proppet af tømmer og brædder, må vel forvalteren ved det kongelige palæ under hvis opsigt det står og som dertil har nøglen bedst vide.


Hvad byens gader angår, da vil det vist nok være indsenderen bekendt som den der har haft med byens økonomiske sager at gøre, indtil han til den ubetydelige post blev uskikket: At det såkaldte Bondeting i året 1817 tilligemed med Kirkegade der er en fortsættelse af den mindre landevej til Køge, blev liciteret til brolægning. Men at arbejdet af den første gades brolægning måtte udsættes fordi at den sidstnævnte gade kostede byen over 6.000 rigsbankdaler. En udgift der allerede var følelig nok for byens indbyggere at udrede. Det vil
 være meget påfaldende (udntagen indsenderen i sine kulrede perioder) at den jordfyld der i mellemtiden henligger ved siden af stengærdet i Bondetingsstrædet og som er bestemt til dermed at forhøje gaden når byens økonomiske forfatning igen tillader at begynde arbejdet, ikke skulle kunne ligge der uden at nogen fornuftig grund, og anse Bondetingets rigtig nok ubetydelige bygninger for privilegerede vandhuse. Bredgade og byens øvrige sidestræder vil man næppe kunne tjene indsenderen med at lade brolægge som et foretagende der kun meget mådeligt ville bestå med byens tarv, men vel dels belagte med chausse og muligt i sin tid aldeles afskaffede.

Det var vel ønskeligt at nogle af de trapper og jernrækværk på hovedgaderne der fra ældre tider rager ud over fortovene tilligemed de kælderhalse der ligger på samme, hvilket sidste indsenderen dog ikke har omtalt, kunne blive afskaffet til bekvemmelighed for fodgængerne og pryd for gaderne. Men dette har hidtil været uden for politiets myndighed her på stedet at virke på.


Dersom indsenderen i øvrigt tør påstå at der i Roskilde finder anden slags handel eller værtshushold sted under gudstjenesten, end der eksisterer i hovedstaden eller i enhver anden købstad hvor der gives et velordnet politivæsen, da erklæres indsenderen herved offentlig for en løgner *).


Indsenderen har også urigtigt bemærket at der i Roskilde for tjenestetyende gives skadelige danseboder, da dans dog kun finder sted ved enkelte lejligheder og med politiets specielle tilladelse. Men desuden kan tjenestepiger nok få lejlighed og have lyst til at løbe, især når de er blevet vant til at løbe med husbonden i forvejen, hvilket måske er tilfældet med indsenderens. 


Dersom indsenderen endelig absolut vil gøre sig fortjent ved at virke for det offentliges vel, hvortil det må antages at han føler at have større styrke og kraft end de hvis kald det er blevet og i særdeleshed vil opofre af sin private formue, hvorpå muligt ingen ægte livsarvinger kan gøre krav, da henledes herved venskabeligt hans opmærksomhed på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde. Hans nærmeste hjem.

*) Uden at indvende noget imod sammenligningen mellem København og Roskilde i denne henseende og uden at blande sig i omhandlende sag, kunne udgiveren dog her ønske et mildere udtryk. Udg. anm.


(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770)

Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

10 august 2015

Bøn til Commandantskabet.

Det var at ønske at stadens høje kommandantskab med sædvanlig velvilje ville befale de unge tambourer som øver sig på volden, at holde sig så meget som muligt til den plads der er anvist dem ved Østerport, da de ved dels enkelte, dels samlede at rykke op mod kasernen, både ulejliger de nærmest boende og de spadserende med deres larmende musik.

(Politivennen nr. 171, Løverdagen den 10de April 1819, s. 2761)