12 august 2015

Om Klæders Tørring paa Kirkegaardene.

Indsenderen af dette har kun i få måneder har opholdt sig her i byen, men husker dog engang på landet at have læst et stykke indført i Politivennen angående Helligånds Kirkegårds afbenyttelse til tøjtørring. Han kan ikke nok så meget undre sig over at da han passerede denne vej onsdag den 12. maj var denne uorden enten ikke blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen. Man siger "at i graven findes først ro", men dette kan dog nok ikke så ganske være tilfældet. For de folk der formodentlig til indtægt for graverkarlen tørrer deres tøj på nævnte kirkegård bliver desuagtet ved med at stå på gravene for des bedre og mageligere at kunne hænge deres tøj op. Uagtet de afsjælede legemer intet lider herved, kan dog de efterladte intet andet erindre herom end at det er en stor uforskammethed således at vansire de mange nyligt forbedrede grave der af de afdødes slægtninge hvert år bliver istandsat.

"Han kan ikke nok så meget forundre sig over ved at passere denne vej onsdag den 12. maj at denne uorden enten ikke er blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen." (Rester af Helligåndskirkens Kirkegård. Eget foto).

Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på det for at dette onde kan blive forebygget hvorfor denne mangel måske snart vil blive afhjulpet og disse har krav på enhvers tak når samme måtte blive taget til eftertanke uden videre påmindelse.


(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2840-2841)

Mangel paa Hegn ved Glassiet imellem Citadellet og Østerport.

I mandag formiddags gik anmelderen over glaciet mellem Østerport og Kastellet i følge med en ven som har retmæssig adgang til det. Vi undrede os meget over at finde stedet temmelig besøgt. En del drenge lå og boltrede sig i græsset, mens en fuglefænger i nogen afstand fra disse lå og lurede på en fangst. Denne sidste havde opstillet 10 til 12 små bure med lokkefugle under de træer der står der og hvis grene var tykt oversmurte med fuglelim. Der er der vel intet spørgsmål om at sådant ødelægger træerne og at græsset nedtrædes og hindres i sin vækst ved den megen passage som der finder sted til skade for dem, der har lodderne i forpagtning. 

Det er et meget sædvanligt syn især om søndagen at se en mængde mennesker spadsere over glaciset fra alleen ved Østerport til Kastellet og omvendt. Herved er ikke alene fremkommet en banet vej der er så bred at 3 mennesker kan gå ved siden af hinanden på den, men man finder også flere små fodstier som krydser hinanden i forskellige retninger. De andre glaciser må ikke betrædes og man finder dem derfor også forsynede med hegn. Er dette nu også tilfældet med omtalte glacis, så synes det underligt hvorfor det ikke forsynes med et hegn ved indgangen til samme i Øster Alle. Det ville kun blive en meget ubetydelig udgift når den fordeltes mellem alle dem der har forpagtet græsningen sammesteds. At stedet førhen har været forsynet med hegn, ser man af de ruderater som man der endnu finder.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2838-2840)

"Det er et meget sædvanligt syn især om søndagen at se en mængde mennesker spadsere over glaciset fra alleen ved Østerport til Kastellet og omvendt. Herved er ikke alene fremkommet en banet vej der er så bred at 3 mennesker kan gå ved siden af hinanden på den, men man finder også flere små fodstier som krydser hinanden i forskellige retninger." (Kastelsgraven ved den gamle Østerport. Eget foto)

Bekjendtgjørelser

2) Glaciet mellem Kastellet og Østerport er nu ifølge påanke i Politivennen nr. 176 ved indgangen i alleen forsynet med forsvarligt hegn. Udgiveren af dette blad kan ved den lejlighed ikke undlade at yde vedkommende høje embedsmand sin dybe tak for hans ved flere lejligheder udviste beredvillighed til at afhjælpe de mangler bladet har fremsat. Hans ønske at statens øvrige embedsmænd må ligne denne brave istemmes vist af enhver retskaffen dansk borger.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2860)

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 170 Indrykkede Noget om Roeskilde

For så vidt der i anmeldelsen omtales: At det gamle plankeværk i domkirken i flere henseender skulle være yderst farlig for ildsvåde især fordi det vender ind til det med tømmer og brædder fuldt proppede kapel, må jeg til det offentliges beroligelse bekendtgøre: At anmelderen i så henseende har blæst alarm uden mindste grundet anledning, da det omtalte kapel hverken er eller nogensinde har været fuldt proppet med tømmer og brædder, undtagen hvis der menes de stilladser der er opslået til brug ved den endnu manglende afpudsning. Videre kan med sandhed forsikres: At så længe indsenderen heraf har kendt kapellet eller haft med et at bestille har der aldrig på nogen måde været omgået hverken med ild eller lys. Da anmelderen således ikke vil kunne påstå eller godtgøre at mindste skødesløshed har fundet sted, og ovennævnte stillads og plankeværk dog ikke kan antænde sig selv, så følger heraf at den anmeldelse kun var blind alarm.

Hvad angår døren fra det kongelige palæ ind til domkirken er der heller ingen fare. Den har stået i over hundrede år, og står der endnu. Selv i det ulykkelige tilfælde at palæet brændte ville det dog være let at redde denne dør og altså kirken med på det punkt. Især da der omkring døren i lang afstand ikke er andet end mur. Selv loftet i løngangen der fører til denne dør er muret gevølvt og ikke af træ, som anmelderen alligevel har udråbt det for. Dette er da et bevis mere for at han ikke har taget det så nøje med sandheden, hvilket dog i mange henseender rimelig kan både ønske og kræves.


(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838)

Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

Svar til Spørgeren i Politievennen No. 175 betreffende et Gravsted på Helliggeistes Assistencekirkegaard

Der er, har været og vil fremdeles blive en uimodsigelig sandhed at når man både selv vil have glæde og fornøjelse af et skønt haveanlæg og tillige glæde andre ved dets beskuelse, så må det omhyggeligt luges og fredes, så ukrudtet ikke skal få overhånd og tilintetgøre gartnerens flid. Men da nu sådanne anlæg altid kræver tilsyn og pleje, så følger det jo af sig selv at det må forfalde og ødelægges når hverken ejeren selv med egen hånd vil pleje det eller for betaling sørge for dets vedligeholdelse. Og at ejeren af bemeldte gravsted som for 3 år siden lod sætte ligusterhække tillige med 6 syrentræer om graven i fulde to år har forsømt begge dele, ved han til fulde når han tilbagekalder i sin erindring hvor ofte han ved tilsendt regning er blevet påmindet om gravstedets vedligeholdelse.

Men da ejeren desuagtet lod disse påmindelser være frugtesløse i hele 2 år og nævnte hække i denne tid ved hans egen skødesløshed således forfaldt, at den vansirerde gravstedet i stedet for at pryde det. Og der var tillige gyldig grund til at tro at ejeren aldeles ikke havde til hensigt længere at lade det vedligeholde. Så var det jo såre rimeligt at borttage såvel denne forsømte hække som det syrentræ som stod nær ved denne for igen til foråret at kunne forskønne gravstedet med en frisk hæk og et ungt syrentræ såfremt ejeren ønskede det. Og at samme ufortøvet skal blive besørget når ejeren betaler de 4 rigsbankdaler som han skylder for gravenes oplæggelse, kan han være lige så rolig for, ja sikkert stole på, som overbevist om at udtrykket ran er meget upassende når det bruges om sådanne prydelser som på grund af hans egen skødesløshed og forsømmelse er blevet vansirende og altså der borttages fra et gravsted der er henlagt til og udsat for almen beskuelse.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2834-2836) 

Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2811-2812, Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2834-2836, Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852 og Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2924-2925.

Er det til Gavn for Hovedstadens Indvaanere, at Valdbyerne faldbyde og afhændige deres Vare paa Nyetorv?

Dette spørgsmål bør efter anmelderens opfattelse besvares med et nej, da det er fuldkommen indlysende at disse personers handel på dette sted i høj grad er skadelig med hensyn til de billigere priser, indbyggerne ellers kunne forvente af bonden, som også tilbyder sådanne varer især smør, æg og flæsk der. For hvem ved vel ikke at bonden i det øjeblik han kommer til torvs, forhører sig om priserne hos de menneskekærlige valbykræmmere som gerne meddeler ham samme og derefter retter han sig naturligvis. Hvoraf altså følger at indbyggerne ikke kan vente bedre køb hos ham end hos valbyerne. De ser måske oven i købet deres snit til gennem deres beredvillige håndlangere at sætte bind for at ingen andre end de får bondens smør og æg. Skønt deres rettighed til at udbyde varer på akseltorvet indeholder den indskrænkning at de ikke må sælge andre varer der end de som de uden at begå forprang har købt på landet og hentet med egne heste og vogne.

"Er det til Gavn for Hovedstadens Indvaanere, at Valbyerne faldbyde og afhændige deres Vare paa Nyetorv?" (Gammeltorv med Caritas-springvandet og bagest Nytorv. Eget foto).

Som bevis for at nævnte kræmmere udspænder deres garn over grænserne og gør det højst sandsynligt at de lader opkøbe de artikler som bonden fører til torvs, det vil sige de med hvilke de er berettigede at handle, anføres: At hovedstadens høkere for nyligt har fundet sig foranlediget til at se dem efter i sømmene. Herved opdagede høkerne hvad længe har været bekendt, at valbyerne udhøkrede smør som de uberettiget havde opkøbt på skibene. Hvorfor det nævnte smør også blev konfiskeret og den pågældende mulkteret af politiet.


Disse personer, nemlig valbykræmmerne hvis rettighed til handel med adskillige fødevarer øjensynlig er til skade for stadens indbyggere, fordi de opkøber varerne hos bonden og udbyder dem til højere priser end bonden ville forlange når han selv første dem til torv, kræver 40 skilling for en snes æg, og bonden sælger et lignede antal æg for 28 skilling, N. B. når han indtræffer om eftermiddagen efter at valbyerne er rejst hjem. Og således går det forholdsmæssigt med andre varer. 


Disse grund kan måske tillægges flere hvis man var bedre underrettet om de utallige dels fine, og dels grove kneb, som nævnte i sådanne ting utvivlsomt veltrænede prangere upåtalt udøver til deres betydelige fordel og indbyggernes store skade. Det indbyder formentligt til det særdeles rimelige håb som man håber går i opfyldelse, fordi ingen som kender den rosværdige omhu som øvrigheden hele tiden viser for indbyggernes tarv kan drage i ringeste tvivl: at der uden ophold foranstaltes alt hvad der er til gavn, såfremt hindringer ikke lægges i vejen for dem, at ovennævnte valbykræmmere snarest muligt må anvises en anden plads til at udbyde deres varer, for eksempel på det gamle hestetorv ved Lavendelstræde eller bag slagterbutikkerne på Garnisonspladsen. Nytten af sådan foranstaltning ville vist ikke ingen undlade at sige tak for det.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2831-2834)