En Vogns Væltning paa en Kiøbenhavns Gade.

Tirsdag morgen den 1. dennes kl. 8.30 var anmelderen øjenvidne til at en bryggervogn havde det uheld at vælte og kaste sit læs som bestod af 1 tønde og nogle mindre træer øl over på fortovet i Kirkestræde. Vognen blev da adskilt, hestene fraspændte og alt derefter omhyggeligt samlet.

Årsagen til dette uheld synes især at ligge i karlenes magelighed da de ikke ville bære øltræerne nogle skridt ind i gaden eller også deri at kusken ikke gad rykke tilbage ud af dette ved plankeværket for Sankt Nikolaj Kirke [ulæseligt] stræde. Da man har haft eksempler på at uforsigtighed med øltønders behandling på vognene har forvoldt ulykke, så fortale anmelderen kusken et sådant som indtraf for nogle år siden i Vognmagergade, men han svarede ligegyldigt: Sådant kan let ske.

Denne ligegyldighed hos karlen bragte indsenderen på en tanke offentligt at anmelde dette tilfælde for at vedkommende ejer til vognen kan give sine folk en irettesættelse, og formane dem til forsigtigere fremgangsmåde i fremtiden. På vognen stod nr. 19.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2906-2907)

Om Nødvendigheden af at bære Briller.

(Indsendt.)

Det er sørgeligt, ja højst bedrøveligt at se hvorledes øjensvaghed for tiden tiltager. På en spadseretur til Charlottenlund, søndag den 30. i forrige måned mødte indsenderen i forbigående over 80 mennesker med briller på, uden engang at medregne dem der sad i skoven og som kun ved brillers brug var i stand til at nyde deres måltider. Det var især tungt at bemærke at af dette store antal var den største del unge mennesker: Eter skøn fra 16 til 24 år, og kun meget få i den alder da man kan antage at synet formedelst alderdom er svækket i den grad at briller er højst nødvendige. I sine betragtninger herover fandt indsenderen først på den tanke at denne sygdom kunne have sin grund i en alt for overdreven flittighed i læsning og studeren hos vor tids ungdom. Men da han også deriblandt fandt en del af den mosaiske som man ved i almindelighed ikke synderlig befatter sig med læsning, forkastede han denne tanke, og mener at grunden må søges andetsteds fra. Men årsagen være hvilken den vil, så blev han dog ilde til mode ved at skue den elendigheds stand Danmarks førhen så djærve og klart seende unge mænd og ynglinge befandtes i. Han fremsætter derfor det spørgsmål: Skulle der ikke kunne rådes bod på dette onde, og skulle det ikke være muligt at disse ulykkelige kunne komme til at beskue naturens yndigheder med blotte øjne?

Inderligt ville det glæde indsenderen om nogle af vores berømte læger ville, i denne henseende og til dette veldædige øjebliks opnåelse, sammentræde og med forenede kræfter søge at skaffe redning, mens der endnu er tid, da man ellers må frygte at al folket kan blive slagen med blindhed. Og muligt kunne det jo være at de værdige brillemagere også kunne blive smittede af denne syge hvor ulykkeligt ville det da ikke være i mange henseender.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2904-2906)

Ærbødigst Begiæring til Commandantskabet.

Overbevist om at vores velvillige kommandant med glæde anvender den rettighed hans ophøjede post giver ham til at forunde en stor del familier lejlighed til en behagelig spadseretur for dem og deres børn, hvor sådant kan ske uden noget urimeligt indgreb i andres rettigheder, vover indsenderen der bor og i en række af år har boet, ved Filosofgangen at bede eller forestille om det ikke måtte forbydes de mange herrer og ikke herrer som uafbrudt gennemfarer nævnte alle, således at man ikke uden stor ængstelse tør passere samme, og endnu mindre lade børn nyde den frie luft der. At de herrer beridere hvis det er nødvendigt for dem, vedbliver at nyde denne ret, vil ikke have nogen fare til følge, da disse ved at behandle deres heste og indsenderen har desuden set med hvilken opmærksomhed hr. overberider Schiøtt undgår at genere de spadserende.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2902-2903)

Ønske om Bænke i Alleerne.

På grund af Nørrebros reparation og den dermed forbundne omvej over stadsgraven, har oldinge og svage i år måttet savne deres sædvanlige forfriskningstur ud ad denne vej til Assistenskirkegården. Dette savn synes snart afhjulpet da arbejdet ved nævnte bro har den ønskeligste fremgang. Da desuden denne bro forbedres og forskønnes på forskellige måder, og derved forenes flere goder i henseende til bekvemmelighed og sikkerhed for passagen, så følger heraf at vedliggende skønne alleer for fodgængere vil herefter blive endnu mere benyttede end nogensinde.

Ikke sjældent hænder det at oldinge og svage eller børn søger hvile på grønsværen lige i alleerne når de finder turen for lang lige til deres hjem. Er nu græssete fugtigt, da er dette sæde yderst farligt for gamle svage. Flere gange har anmelderen i de senere år fundet oldinge og svage således placerede på grønsværen, ventende på nogen som kunne hjælpe dem på benene igen, hvilket sidste har været dem plat umuligt. Mange forældre, trætte af lang spadseretur, må en gang imellem høre deres børns råb. Bær mig - bær mig fordi de ingen hvile kan anvise dem, og de lige så lidt som oldingen og den svage, magter at gå længere.

Anmelderen vover derfor her at fremkomme med det ønske: at der måtte opsættes bænke hist og her i alleerne mellem staden, Blågård og Fælleden, samt nogle enkelte på Blegdamsvej, ligesom de man finder på vejene udenfor Kastellet og i Frederiksberg Alle.

Den høje øvrighed som skænker ethvert velment ønske sin opmærksomhed, vil sikkert også denne gang låne øre til den bøn om bænke som her er fremsat. Såvel oldinge som svage samt forældre, ja alle ville vist velsigne den dag da den høje øvrighed foranstaltede dem hvile der hvor før ingen fandtes.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 12de Juni 1819, s. 2900-2902)

Jammerklage fra Trækfuglene, som Sommerbeboere paa Saltholmen

Fælles med menneskene, vores og vores yngels mordere, har vi en skaber til herre over os. Ligesom også mennesket blev sat over ethvert ufornuftigt kreatur. Vi misunder ham ikke dette fortrin, dette herredømme over os, og langt fra er det, at vi vil føre mindste anke over det. Men misbrugen af hans magt er det vi har dagligt og smertelige grunde at klage over. Menneske! Ved du ikke at vi ved at fortabe vores liv, endog ofte ved lemlæstelse og under de græsseligste smerter, giver dig meget og mange ting. Ikke alene til din bekvemmelighed og magelighed, men også til din kræsne gane.

For i ro at følge naturens orden udlægger og udklækker vores yngel, har vi en lige så lang som besværlig rejse hvis omfang yderst få af vores mordere kender. Til denne egn kommer vi på den for os bestemte tid, trætte og udmattede. Hærskarer af mordere forstyrrer da vores fredelige boliger her på Saltholm, lurer på os som på et rov. Og uanset om de er berettigede eller uberettigede, kunstforstandige jægere eller krybskytter, ruinerer de vores reder og vores yngel, forjager, skyder og lemlæster os, og således berøver vores unger den pleje de nødvendigt må have hvis de skal opvokse og fremmes. I år lokkede det tidlige forår vores mordere allerede i forrige måned til rovlysten, så en mængde af os ikke engang fik tid til at bygge vores fredelige boliger, men forinden måtte bøde med livet. Og besynderligt nok, at ejerne til de på øen græssende firbenede kreaturer ikke modsætter sig vores røveres udåd, da selv disse kreaturer ved de idelige skud og plaffen forvildes, forjages og fortumles, så at de ikke kan trives. 

Menneske! I hvor du er som formår at hæmme denne utidige mordlyst og som kender og følger din bestemmelse og dit forhold til os uskyldige og uskadelige væsner, se i nåde til os. Og om du kan, da sæt skranker for vores uretfærdige og ubehændige morderes skydelyst. Du må vide at vi hvert år formindskes, i stedet for at vi skulle formere, og til sidst er vi ved vores volds- og drabsmænds utidige jagtliebhaveri rent udryddet.

(Politivennen nr. 180, Løverdagen den 5de Juni 1819, s. 2898-2900)