I Politivennen nr. 206 findes under titlen "En meddelelse for rejsende" anført en del usandheder og beskyldninger imod mig som ejer af Roskilde Kro. -Skønt denne sag endnu verserer for retten, har jeg dog troet det nødvendigt foreløbig at berette dens sande sammenhæng for ikke at misdømmes af et publikum hvis agtelse og tiltro på ingen måde kan være mig ligegyldig.
Forfatteren af nævnte stykke i Politivennen kom i følge med to andre mig ubekendte personer ind i kroen hvor det tog et værelse i besiddelse for at omklæde sig og opholde sig en kvart time. Man ventede at der skulle forlanges nogen forfriskning, hvilket dog ikke skete da de rejsende forlod værelse uden at nyde det allermindste. Som vært der dagligt holdere flere værelser varme og møblerede til rejsendes bekvemmelighed og som foruden opvartning, ildebrand, reparationer osv. må svare ikke ubetydelige skatter, troede jeg det rimeligt og højst retfærdigt at rejsende som ikke fortærer det mindste, burde betale noget for benyttelsen af en lejlighed der koster penge at vedligeholde. Jeg vil ikke tale om at mit privilegium hjemler mig ret til sådant, og at det er skik og brug i flere kroer fx Herlufmagle, Korporalskroen m.fl. at betale en afgift for et aftrædelsesværelse hvor man kan nyde hvad man selv medbringer, men appellerer til mine medborgere og til enhver retsindet mand om sådan mening var ubegrundet.
Således fandt man det rimeligt at fordre 8 skilling af enhver af de rejsende for værelsets benyttelse en kvart time, hvilket de dog ikke ville betale, men blev uartige og grove hvorfor man følgelig på den anden side blev mindre høflig og behandlede dem ikke med den artighed man ellers plejer at vise enhver velopdragen og honet person på dette sted uden dog at uartigheder eller grovheder blandede sig med i spillet.
De rejsende havde ladet mig indkalde for Københavns amts politikammer, men forlig var der ikke at tænke på. Deres påstand der er lige så karakteristisk som overdreven, kan jeg ikke undlade at bekendtgøre offentligt da det kan være morsomt at sammenligne den med resultatet af den forventede endelige dom. Man har nemlig kun påstået:
1) Indklagede bør have sin bestalling (skal være privilegium) forbrudt.
2) Hans ublu fordring (24 skilling) for et værelses afbenyttelse bør bekendtgøres i alle tidender.
3) Betaler han en mulkt af 100 rigsbankdaler sølv.
4) Beder han klageren om forladelse.
Som ejer af Roskilde Kro har jeg ikke troet det under en redelig, brav og ærekær mands værdighed selv at bestyre sin ejendom. Og at jeg er officer derom skal jeg med største beredvillighed overbevise vores tvivlende rejsende og enhver anden som har med officeren at afgøre.
Læseren ønsker formodentlig at vide navnet på vores rejsende, især på min hovedcitant der trækker denne 24 skilling sag ved hovedet som om det var en kriminalsag, det tjener derfor til efterretning at han kalder sig vicekonsul Tutein.
Jeg har således kort fortalt sagens sammenhæng da jeg ikke ønsker at indlade mig i pennefejde. Men skulle min skrivelystne modstander fremkomme med mere og jeg finder det nødvendigt, da skal jeg vidtløftigere forklare mig. Imidlertid anbefaler jeg mig til mine medborgere med forsikring om den reelle behandling jeg altid har søgt at vise enhver og frygter aldeles ikke at den meddelelse i mindste måde vil skade mig.
(Politivennen nr. 209. Løverdagen den 1ste Januar 1820, s. 3345-3348)
Redacteurens Anmærkning.
Der kan være tale om vicekonsul og grosserer Ferdinand Tutein (1788-1880). Han var søn af Friederich Johan Tutein (1757-1853), og fader til vicekonsul og direktør William Axel Tutein (1829-1901), som var fader til Ferdinand Tutein (1861-1931), som ejede Ørsholt.
