Erindring til Vedkommende.

Den mand som styrtede sin store tykke skurvede pudeltævehund ud i Peblingesøen ved slagterhuset på Nørrebro den 19. dennes om eftermiddagen kl. 7.15 ville meget forbinde Københavns indbyggere dersom han ville vende sig af med en så utilgivelig eller utilladelig handling og derimod selv betænke at denne sø er en af stadens mest velsignede drikkekar hvoraf mange nyder en læskende og behagelig næring. At anvise den utænkende sin straf ved love og politi var anmelderen heraf umuligt, da der på broen ikke fandtes nogen betjent på samme tid nærværende, hvilket ellers havde været det rigtigste. Men imidlertid behager personen at tage denne advarsel ad notam da man både kender ham og hans tæve.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3864-3865).

Vandhuset alt for nær Lysthuset.

På en sørejse til Svendborg hvor adresse førte mig til hr. Baagøe, ejer af et sted tæt ved skibsbroen, blev jeg på en behagelig måde overrasket ved synet af denne bro der med smag forskønnes ved nye udvidelse. Udsigten til omegnen der er sjælden skøn, gør den til indbyggernes spadserested tidlig og sildig og ved ind- og udskibning arbejder en del mennesker her. Gennem en ny opbygget port der gør vedkommendes smag ære, kommer man ind i byen. At dette steds mangfoldige skønheder vansires ved et gammelt vandhus der støder tæt op til hr. Baagøes bygning hvor intet afløb til stranden kan ske, er den rejsende påfaldene, og nøder ham til at forlade et så behageligt sted før hans vilje. Selv i hr. Baagøes have der støder tæt dertil, er luften ved mindste varme så forpestet af denne stank at denne familie kun kommer der af nødvendighed. At indbyggerne ikke har søgt at få en sådan for sundheden højst skadelig indretning flyttet til en mere passende plads, må tilskrives deres sløvgjorte smag for den mængde skønne udsigter som Svendborg ejer. Men det er at forvente at vedkommende der med så megen flid lader et sted forskønne, vil værdige disse linjer opmærksomhed og bidrage snarest til såvel de spadserendes som arbejdernes og beboernes højeste nødvendighed, ren luft. Efter indsenderen uforgribelige mening findes en passende palds på broen ved bolværket ved den såkaldte gamle huk. Her vil stranden bortskylle urenligheden, uddunstningen ske ud over havet og synet ikke være stødende for øjet, når dette sted opfrøres af strandportens bygmester som kan ske endog uden stor bekostning. Og da det er en nødvendighed, så vil man lettere tåle den end ikke just ikke få unødvendigheder som indsenderen hist og her så at måtte tåles. Ved at blive befriet for dette farlige naboskab, får hr. Baagøe endnu den nødvendige frihed i at kunne lade sin bygning reparere.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3862-3864).

Tegner & Kittendorff: Hans Jørgen Baagøe (1783-1867). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Redacteurens Anmærkning

Baagøe-familien var kendte storkøbmand i Svendborg. Den første ejendom omfattede bl.a. korn- og trælast, butikshandel, brændevinsbrænderi og fire skibe. Forretningen blev grundlagt 1744 af Rasmus Peder Gommesen (Ærø).  Datteren giftede sig med en rebslager fra Bogø. Sønnen Hans Jørgen Baagøe overtog 1807 ledelsen af forretningen og han opbyggede et stort og driftigt handelsimperium op, med købmandsgård, strandhave og tilliggende jord samt indskibningspladsen med pakhuse, skibsværft og rederi. Flere af bygningerne findes endnu. I 1833 købte Hans Jørgen Baagøe en gård til sin ældste søn Laurits Jørgen Baagøe. Det gik fremragende, han byggedepakhus, og ved Lundevejen, hus med have.

Klagen blev gentaget i Politivennen 253, november 1820 (s. d.). 

Om Bornholm.

(Indsendt)

Bornholm er for nærværende tid i en fremvækst der næsten kunne være at ligne med Odessas. 1810 skrev etatsråd Thaarup "at handelen blev drevet i det små; enhver skipper, enhver sømand handler, og hos købstædernes købmænd træffes så ubetydelige lagre at en embedsmands velforsynede hus kan have lige beholdning af mange varer." Alle de af Thaarup leverede data bekræftede rigtigheden af dette som vel ikke heller var at tvivle på når det blev sagt af en mand i den stilling. Efter fem år, nemlig 1815 da de herrer Ravert og Garlieb rejste, havde Rønne fået som i deres rejse s. 119 siges: tres grosserere.

Når nu jernværkerne kommer i stand og de bornholmske stenkul får fordrevet det skotske, da hvilke udsigter!!

Politivennen mener at Rønnes politi måtte have den forstærkning som den så stærkt fremskridende kultur fordrer, og at det var ønskeligt at mens fysikeren og kemikeren arbejder for bjergvæsnet, en jurist ville give udkast til bjerganordning. Praktisk bjergmands- og hyttemands mening behøves ikke.

(Politivennen No. 239, Løverdagen den 29de Julii 1820, side 3861-3862).

Svømmere ved Toldboden.

Da flere steder er blevet anvist dem der vil øve sig i at svømme, så synes det passende om det blev forbudt de drenge som dagligt, men især om søndagen, opholder sig i vandet ved toldboden, blot for at trække penge fra tilskuerne, at indfinde sig der. På de dage da dampskibet gjorde lystture til Bellevue, så man hele flokke nøgne drenge, ligesom tritoner, boltre sig i vandet, og at forfølge bådene som satte passagererne til og fra borde. At deres mangehånde bevægelser og udelikate udtryk må forarge anstændige fruentimmer, og enhver der ikke har tabt blufærdighedsfølelse, er dog vel troligt.

(Politivennen No. 238, Løverdagen den 22de Juli 1820, s. 3853).

Om Tiden for Stænkningen ved Stadens Porte.

At støvet ved stadens porte på hede dage dæmpes ved at stænke det med vand, er en meget god indretning som røber agt for publikums sundhed, bekvemmelighed og behagelighed. Man skylder unægtelig vedkommende autoritet tak derfor hvad enten det er sundhedskollegiet, eller magistraten eller kommandantskabet. Men alting, siger Salomon, har sin tid. Således er også til visse forretninger en tid af dagen mere belejlig end en anden. Næppe tillader fx politiet bønderne at skrige med tørv og amagerpigerne med rejer kl. 4 om morgenen da folkkan antages at behøve endnu en times tid længere ro før de vækkes. Deriomd kunne man ønske den gadefejning og vandstænkning ved glacierne ved Nørre- og Vesterport især hvis det skal ske med slaver, forlagt til den tidlige morgenstund. Næppe kan den opstilling af en række slaver ved stadens porte finde sted til en mere ubelejlig tid end søndag aften klokken 7-9. Dette skue er af den højeste grad af menneskejammer kan ikke andet end i de forbigåendes sind vække mismod og sorg, og undertegnede kender intet stærkere (om endog aldeles tavs) overhæng af tiggere. Man håber ved en spadseretur i en kølig aftenstund at stemme sindet til blive og behagelige følelser, og "glemme al verdens små besvær," men ved synet af slaverækken bliver man naturligvis så forstemt at man hellere måtte være blevet hjemme inden for sine fire vægge. Undertegnede som søndag aften den 16. juli kl. 7.30 gik ud af Nørreport og kl. 8.30 kom tilbage, havde begge gange denne scene af menneskelig elendighed at døje. Da han i den anledning henvendte sig til den slaverne bevogtende sergeant, svarede denne: kommandanten har befalet det.

Desiderius.

*** *** ***

Udgivere der flere gange i sit blad forgæves har fremsat det ønske at stadens gader på varme dage måtte stænkes med vand for at dæmpe det støv der ikke alene falder fodgængerne besværlig, men ved mindste vind eller under fejningen ryger ind i husene, og kaster sig på møbler, gardiner m.m. kan ikke lade denne lejlighed gå forbi uden at yde sin tak til stadens brave kommandant der ved foranstaltning af broernes stænkning med vand viser, som i så meget andet, sin agt for Københavns indbyggeres sundhed, bekvemmelighed og fornøjelse. Han kan heller ikke undlade atter at fremsætte det ønske at denne stænkning måtte ske såvel i forstæderne som indenfor stadens porte. Men han er ikke enig med ovenstående stykkes ærede indsender at stænkningen burde foretages kl. 4-5 om morgenen. For på varme dage ville det påstænkede vand så hurtigt bortdunste at man henimod kl. 56 om eftermiddagen da spadsereturene sædvanligvis begynder, næppe ville kunne mærke at stænkning var foretaget.

(Politivennen No. 238, Løverdagen den 22de Juli 1820, s. 3849-3852).