Noget i Anledning af den saameget omtalte Næringsløshed blandt Almueclassen.

Vor tid genlyder desværre af retfærdige klager over mangel på fortjeneste, især på rede penge, fra den højeste til den laveste, og de kunne og bør dog vist nok kun være klager over mangel på nyttig beskæftigelse. Handel og skibsfart standser, velstand aftager, alle fornødenheder indskrænkes og beklippes, de samme munde går mens de samme hænder hviler. Under sådanne auspicier måtte det slå anmelderen med forundring at der så vidt han skønner, 1-1½ mil udenfor København hersker total mangel på arbejdsfolk til årets rige høst. De fleste landmænd her klager over at de næsten ikke kan opveje arbejdere med penge. De forudser skælvende at de al anvendt møje uagtet, ville enten se deres halve grøde fordærvet af ugunstige vejrligt, eller falde af på marken. Anmelderen kender flere landmænd som sender bud til byen om aftenen, og tidligt sender vogne ind for at hente soldater og andre arbejdsfolk. Som betaler disse med 2 til 3 mark daglig foruden kosten. Kører dem ind igen om aftenen, der ikke tør blive natten over, og således forkorter sig arbejdstiden, men dog næppe kunne få disse eller andre igen. Hvad er da årsagen til at København vrimler af dagdrivere uden dovenskab og ufornøjelighed? Hvilket følende menneske må det ikke fortryde når han fra al den velsignelse Gud har udbredt over landet, fra alt det glade håb, markernes herlige syn skænker, træder ind ad stadens porte og her iagttaget mange af arbejdsklassens armod og elendighed, overvældes af klager og tiggerier; mens han ser at den samme ørkesløshed som her volder så megen jammer, også hist må fremkalde nøden i stedet for at begge kunne afhjælpe hinanden. Vel kan ikke enhver straks tage del i de landets sysler som kræver større færdighed og håndelag. Men husbønderne ville sikkert være overbærende og gøre dyd af nødvendigheden. De fleste høstarbejder kræver oftere mange, end længe øvede hænder. Anmelderen fremsætter dette efter sin kundskab til sagen. Tilstanden længere ud i landet kender han ikke, og overlader gerne til en kyndigeres bedømmelse om det der er og kan være bedre. Kun ville jeg sige dette, lige så meget til opmuntring for den arbejdende masse, især vore raske opvakte landsoldater som for at vække opmærksomhed og deltagelse i tingen, da der for mig selv, mit i min utilfredshed, ligger noget trøstende i tanken at fædrelandet mangler hænder til at samle sine rigdomme. 

(Politivennen No. 245, Løverdagen den 9de September 1820. Side 3963-3966)

Bekjendtgørelser.

1) I anledning af den i Politivennen nr. 239 indførte advarsel til den kåde skomager der red ind på en wienervogn og med sin ridepisk slog de deri siddende fruentimmer, tilkendegives herved: at nævnte skomager har været indkaldt for Københavns Politiret og er der med vidner overbevist om overfald og sandheden af den mod ham indgivne klage. Men da han for retten genkaldte de af ham i Politivennen nr. 240 under titel: spørgende svar fra den såkaldte kåde skomager, fremsatte grove og ubesindige udtryk, deklarerede derhos at han ikke engang kendte det selskab som var i vognen og i øvrigt fortrød sin ubetænksomme fremgangsmåde, så har man efter hans ønske, frafaldet sagen og forliget den mod at han betaler 5 Rbd. sølv mulkt til politikassen.

((Politivennen No. 244, Løverdagen den 2den September 1820, side 3948-3949)

Affæren startede i Politivennen nr. 236.

Om Brændehugning paa Gaden.

Med rædsel må fruentimmer, børn og enhver der ikke er rask til fods, betragte brændehuggerne når han over nakken svinger øksen med en brændeklods som let kan ramme en nær- især bagvedstående, muligvis endog flyve af klodsen i det øjeblik den flækkes, fare hen på benene af de forbigående; et uheld som vist ofte er indtruffet. Også spærres passagen mange gange ved denne saven og hugning foruden at de omkringfarende savspåner og splinter er farlige for de forbigåendes øjne og ansigter. Skulle det altså ikke være muligt, til brug for dem ikke har tilstrækkeligt gårdsrum, at indrette en almindelig save- og huggeplads i nærheden af de steder hvor det meste brændesalg sker, således som i Vartov finder sted med det brænde fattigvæsnet udleverer til familier?

(Politivennen No. 244, Løverdagen den 2den September 1820, side 3945-3946)

Ønske i Anledning af Bænkene paa Terrasserne i Friederiksberghauge.

Disse bænke er malet så forsvarlig godt at man undertiden, især efter regnvejr, uagtet bænkene allerede er tørre, får sine klæder ganske pudrede på enkelte steder, hvilket var tilfældet med anmelderen søndag den 20. august d. å. Da dette formentlig skyldes at de er malet med den økonomiske vandfarve, tager man sig den frihed at gøre vedkommende opmærksom på denne for publikum skadelige økonomi, og at fremsætte det ønske at de i fremtiden måtte blive malet med oliefarve.

(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3932-3933)

Om Jordefærd paa Landet.

For kort tid siden fulgte indsenderen en gammel agtet bonde til jorden. Ligtoget passerede omtrent 1 mil, nemlig fra en af Avedøre udflyttergårde ved Kalvebod Strand til Glostrup Kirke. Byens unge mænd og karle (20 til 24) bar liget hele vejen, hvilket foranledige det spørgsmål: Hvorfor blev det ikke kørt? Og derpå blev svaret: Fordi det var en gammel skik som vist ingen forandrede! Skønt liget blev båret med megen orden, så fik den afsjælede olding dog adskillige - endelig de sidste - men ufølelige stød derved at kisten på grund af vejens ujævnhed bevægedes til alle sider.

I dårligt føre om vinteren samt på sommerens hede dage må en sådan byrde - om ikke altid 1 mil - være særdeles tung og sikkert i flere henseender ufordragelig for vedkommende, (man forestiller dig at liget lugter, flyder m.m.) men endnu værre for de efterladte er, at lade liget bære, da dette medfører en betydelig og måske alt for trykkende udgift i disse for bonden almindelig bekendte, meget trykkende tider. For de som indfinder sig for at bære liget, skal efter sædvane have forskellig drikke i overflod, ikke blot forinden liget føres til jorden, på vejen med liget, men endog samme aften. Og søndagen efter gives atter 1 tønde øl til karlene. Foruden dette anmærkes endvidere at der ved at bære liget kunne afstedkommes ulykker, hvilket flere gange var tilfældet med den her omtalte jordefærd, fx at heste for vogne der kom liget i møde, blev sky for den del personer som omgav liget.

Med hensyn til foranførte har indsenderen anset det for pligt at bringe disse linjer til respektive vedkommendes opmærksomhed, for om deraf findes anledning til den formentlig rimelige befaling: at når lig på landet føres til jorden, det da køres. Muligt at enhver by eller sogn kunne endog anskaffe en simpel ligvogn, hvilket ville være besparende og medføre en bedre orden. 

(Politivennen No. 243, Løverdagen den 26de August 1820, side 3930-3932)

Smukt ser det ud ved Kalvebod Strand, oktober 1862 på Godfred Christensens (1845-1928) maleri. Men det er vel ikke lige stedet at bære en kiste fra udflyttergård til Glostrup Kirke. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.