Spørgsmaal in duplo angaaende uforskammet og ublue Møllerprang paa landet.

1. Mon en landsbymøller med med rette kan fortjene navn af en sand Jochum Trækholdt? Han bor omtrent 3 mil fra hovedstaden, og hans vejr- og vandmølle ligger så NB for ham fordelagtigt i et distrikt at dets beboere (på grund af bundløse og ofte næsten ufremkommelige veje til en anden mølle i nærmeste distrikter) nødsages til at søge hans. I en tid da alt - lige indtil wienersvovlstikker - falder i pris, er han så yderst ublu og urimelig  at turde forlange 1 rigsbankdaler, siger og skriver een rigsbankdaler, for at male en tønde korn til gryn, hvoraf meddeles 4 skæpper, der endnu er samme betaling som forhen, da kornet kostede 9 rigsbankdaler tønden,

"En landsbymøller tør forlange 1 rigsbankdaler siger og skriver een rigsbankdaler for at male en tønde korn til gryn. Mon han ikke med rette kunne fortjene navn af en sand Jochum Trækholdt". (I mangel af samtidigt foto her Brøndbyvester Mølle fra 1888. Eget foto).

2. Bør bemeldte landsbymøller være så uforskammet og egenmægtig at opvarte sine kunder med den lave trussel at såfremt disse ikke - netop til den af monsieur Jochum fastsatte tid - afhenter det malede, må de smukt finde sig i at han beholder deres gryn for sin egen mund?

For om muligt i tiden at kunne råde bod på sådanne egenmægtige og uretfærdige behandlinger af sådanne landsbymøllere, nærer indsenderen af disse spørgsmål det rimelige ønske: at der på landet ligesom i hovedstaden må sættes takst for malningspenge af alt slags korn, hvorefter d'herrer landsbymøllere i alle tilfælde har at rette sig. Ligesom også at en eller anden retskaffen mand, når han ønskede det, måtte meddeles privilegium på at anlægge en mølle i sådanne distrikter hvor mølleren enten på fin eller grov måde således melede sin kage på beboernes bekostning!

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4235-4237).

Redacteurens Anmærkning

Hvem denne Jochum Trækholdt er har jeg ikke kunnet finde ud af. Men et bud er at skribenten mener Jens Trækholdt som er en person i skuespillet "Den 11. juni" af Ludvig Holberg.

Uformodentligt Nytaarsgave

Forleden nytårsdag gik et ungt menneske på omtrent 12 år med sin mors tilladelse ud på Kastelsgraven for at more sig med skøjteløb.

Efter at han i nogen tid havde nydt denne fornøjelse, kom en patrulje på isen hvis hensigt var at anholde de personer der havde løbet højere op af kanalen end det egentlig skal være tilladt. Og foruden en del andre blev bemeldte unge menneske anholdt og derefter bragt til Østerports vagt.

"Et ungt menneske omtrent 12 år morede sig Kastelsgraven med skøjteløb. En patrulje anholdt de personer der havde løbet højere op af kanalen end det egentlig skal være tilladt. Og foruden en del andre blev bemeldte unge menneske anholdt og derefter bragt til Østerports vagt" (Eget foto. Kastelsgraven 2015).

Klokken var da omtrent 12. Den vagthavende løjtnant spurgte ham hvorledes han turde understå sig i at løbe forbi den såkaldte smedebygning. Og da han derpå svarede at det ikke var ham bekendt at det var forbudt, opvartede løjtnanten ham øjeblikkeligt med 2 vældige ørefigner og befalede ham derpå indsat i arresten, hvor han forblev i ikke mindre end samfulde 6 timer, eller til klokken over 6 samme dags eftermiddag, da løjtnanten ved underofficeren lod ham give 10 til 12 slag af en sabelskede, hvorefter han fik tilladelse til at gå hjem. Hvorved dog skøjterne som han havde brugt og købt samme dag, blev taget fra ham.

Således som anført er tildragelsen fortalt til indsenderen af nævnte unge menneske som kender ham fra en fordelagtig side.

Indsenderen ved ikke om nævnte hr. løjtnants strenge adfærd kan begrundes på en højere ordre, men han nærer det ønske at vedkommende autoritet offentligt vil bekendtgøre såvel hvor skøjteløb egentlig er tilladt, som hvad ulempe de der i så fald måske mest af barnagtighed forser sig mod det befalede kan vente.

Mange forældre ville derved spare en ubegrundet frygt, og enhver skøjteløben ville være fuldkommen sikret for at blive vilkårlig behandlet.

Indsenderen kan ikke undlade at tilføje at moderen til bemeldte unge menneske flere gange havde sendt sin karl ud for at træffe ham på isen. For at søge ham i Østerports arrest havde karlen naturligvis ingen anledning til. 

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4233-4235)

Redacteurens Anmærkning

Skøjteløb blev omtalt flere steder, bl.a. i "Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten", 10. december 1818:

Over begge Indsøerne ved Mariboe er nu lagt Iisbroer. Unge og Gamle, Store og Smaae, Tykke og Tynde more sig nu daglig med Skøjteløben i alle Retninger. Idag er Veiiret mildere, men Luften tyk og taaget.

Til Politievennens Læsere.

Idet jeg begynder den 6. årgang af dette blad, kan jeg ikke undlade at frembære min skyldige tak for den overbærenhed og gode modtagelse det altid har nydt siden dets begyndelse, ligesom jeg med skønsomhed erkender den hjælp mange vakre mænd har ydet mig, hvorved de har bidraget til bladets interesse og publikums vedvarende yndest for det. Jeg var derfor ikke enig med en ven der for nogen tid siden sagde til mig: "Du har mange venner, men dit blad pådrager dig også manges uvenskab", for dårens dom bør man ikke ænse, og den retskafne, den kloge mand ved vel fra hvilket synspunkt han skal betragte mit foretagende. Han sammenligner mig rigtigt med en færgemand der tager alle slags passagerer i sin båd. Han finder det er en selvfølge at enhver svarer for sin egen kram og at jeg blot bør sørge for at jeg har intet kontrabande når jeg kommer til toldstedet. Imidlertid har jeg dog haft den ubehagelighed i sidste halvår at blive opkaldt for en autoritet der muligvis betragtede en af mig forfattet artikel fra en ganske anden synspunkt end den efter min mening burde betragtes. Hvad jeg havde fremsat var sandhed og bevislig sandhed, og var fremsat ene og alene i den tanke at gavne en del af mine medborgere. At min mening kunne mistydes, er tænkeligt. Men at et kollegium hvis hverv er at våge for min og mine medborgeres rettigheder, derfor skulle blive mig ugunstigt er aldeles utroligt. Jeg er altså tryg fra denne kant og overbevist om at selv denne autoritet har lagt mærke til og erkendt den nytte Politivennen såvel direkte som indirekte har stiftet.

Undtager jeg denne Casus og to til tre ubetydelige småfejder der har moret almenheden, har jeg ingen ubehageligheder haft i anledning af bladets udgivelse. Men tværtimod har jeg haft lejlighed til at gøre bekendtskab med mænd hvis agtelse er in stolthed og hvis venskab og yndest jeg skal bestræbe mig for at fortjene.

At Politivennen er en torn i øjnene på nogle, hvis idrætter er af den beskaffenhed at de skyr lyset, er troligt nok, ligesom det må være af sådanne det rygte er udspredt "at Politivennen skulle ophøre fra dette års begyndelse." men overflødigt ville det være at gendrive dette rygte. For da Politivennen ikke overtræder trykkefrihedens 

[Her mangler siderne 4220-4221, så resten af artiklen mangler også]

(Politivennen nr. 262. Løverdagen den 6te Januari 1821, s. 4217-4219)

Kirke-Bemærkninger.

For noget tid siden er der i Politivennen blevet fremsat det ønske at man i Holmens Kirke måtte finde lidt mere hensigtsmæssig underretning om de salmer der skal synges. Det ønske er sikkert ikke den eneste der med længsel ser opfyldelsen i møde, og skønt nærværende linjers indsender slet ikke drager i tvivl at vedkommende allerede har taget dette i behagelig overvejelser og beslutning, kan jeg dog ikke tilbageholde en bemærkning der i det ringeste ikke kan tjene til at forårsage opsættelse.

Første julemorgen var jeg og mange flere i rimelig tvivl om man skulle rette sig efter salmenumrene på tavlerne, for disse havde som overskrift: Højmesse og aftensang. Dog dette troede man kunne være af mangel på en overskrift til fropræken fordi denne sjældnere bruges (at dette imidlertid skulle være en tilstrækkelig grund vil indsenderen ikke forsvare). Man besluttede altså at vente til man af orglet kunne slutte sig til rigtigheden. Orglet begyndte, men melodien passede ikke til de formodede salmer, følgelig var slutningen falsk. Da indsenderen sad i en stol, forsøgte han nu salmerne efter stoleplakaterne. Skønt overskriften også her var: til højmesse, og da disse passede med melodien, sang han med på lykke og fromme. Alle var imidlertid ikke så heldige i deres gisninger. For den første salme blev kun sunget af få tilhørere, og endnu under den 3. sås nogle på kirkegulvet stående, der måske ikke kendte stoleplakaterne, eller i det mindste ikke kunne se dem, at rette sig efter tavlerne, og venskabeligst at lede andre på samme afvej.

Anden juledags fropræken gik det heller ikke for akkurat til i denne henseende i Trinitatis Kirke. Det var beklageligt om også denne mode skulle være smittende, for mennesket har desværre så mange anlæg til at lade sig forstyrre i religiøse tanker at de ikke behøver med magt at forøges ved et sammensurium af forespørgsler, formodninger, tvivl etc.

(Politivennen No. 261, Løverdagen den 30te December 1820. Side 4212-4214)

Salmetavlerne i dag. De ser ud til at være moderne. Formentlig er de nu ajourført mht hvad der skal synges. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Et Par Ord om Pakkeposten.

Det var ønskeligt om udleveringen af breve og pakker fra Københavns pakkepostkontor kunne ekspederes med nogen mere hurtighed end hidtil er sket. For når posten ankommer hertil mandag morgen kl. 6.15 og brevene desuagtet ikke på nogen måde kan fås før onsdag formiddag mellem 9 og 10, så er et sådant ophold af 51 timer fortrædeligt, og ofte til stor skade for de enkelte det træffer. Anmelderen har haft dette tilfælde 2 gange, og vover derfor at indstille til vedkommendes nærmere overvejelse om ikke dette onde skulle være at hæve på følgende måde:

1. At charter udhænges som brug et ved rideposten, dog at tavlerne blev mindre, men derimod udstiltes på flere steder for at undgå den trykken og trængsel som næsten altid er tilfældet på det sted.

2. At de udhængte charter skreves tydelige og placeredes således at de kunne ses.

3. Når charterne efter en times forløb var borttaget, måtte adressernes nummer i den orden de fulgte, opråbes og udleveres de tilstedeværende mod legitimation og kvittering, de øvrige breve og pakker hvortil ingen ejere meldte sig, blev i samme orden og efterhånden som deres nummer forekom, straks udleverede til vedkommende postbude.

At denne forandring ville befordre ekspeditionernes hurtighed, uden derfor synderligt at forøge kontorets forretninger, er iøjnefaldende. Ligesom også at hin forhadte mistanke mod postbudene om præference, foranlediget ved dusører der næppe kan kaldes lovlige, herved aldeles ville bortfald.

(Politivennen No. 261, Løverdagen den 30te December 1820. Side 4209-4211)