Om Vejfred.

Det har ofte hændt anmelderen at han mellem Lyngby og København har mødt 3 til 4 mælkekuske der efter at have afleveret mælk og fløde i hovedstaden og påtaget gødning til retur, har vendt tilbage. Men disse karle har bestandig ville køre på ham, skønt han har veget et halvt sport, og han har derfor altid måttet køre af vejen for dem, hvorledes end vejen og føret har æret. Han ved med sig selv at han i alle dele har opfyldt vejforordningens bydende og ikke at have fornærmet nogen, men således bestandig at vige for en kåd overmagt er virkelig tungt. Han ønskede derfor at vide til hvilket middel man skal gribe når man på selve Kongevejen udsættes for kådhed og overfald, og vover at spørge om det ikke var godt at vedkommende stundom bekendtgjorde på visse steder forordningen om vejfred.

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4355-4356).

Hvad Navn skal Barnet have?

For nogle dage siden kom indsenderen til en præst for at betale sit barns dåb og opgav ham det navn man ønskede barnet skulle have. Men præsten erklærede at han ikke døbte barnet under dette navn og at det var hans pligt at overvåge at børn ikke fik underlige navne. Dog endelig efter at indsenderen havde godtgjort at der intet hedensk eller underligt var ved dette navn, men at det ligesom mange flere stammer fra et hebraisk som findes i Bibelen, og efter at have forlangt at se den forordning hvorpå hr. pastoren grundede sin vægring, tillod han at barnet måtte døbes under det opgivne navn. 

Indsenderen fik vel således sit ønske opfyldt. Men da det var muligt at sådan vægring kunne indtræffe oftere, så ønskede han at nogen offentligt ville besvare det spørgsmål: Kan en præst forbyde forældrene at give sit barn hvad navn de vil, når dette ikke er usømmeligt, lattervækkende eller upassende for barnets tilkommende private eller borgerlige stilling i staten?

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4352-4353).

"Kan en præst forbyde forældrene at give sit barn hvad navn de vil, når dette ikke er usømmeligt, lattervækkende eller upassende for barnets tilkommende private eller borgerlige stilling i staten?" (Døbefonten i Frelserkirken 2015. Eget foto)

Spørgsmaal om Passage-Tegn.

Hr. udgiver!

Jeg var i går eftermiddag kørende ud af Vesterport på en af mine fjællevogn. Da jeg kom tilbage, var klokken så mange at bomforpagtere afkrævede mig bompenge, hvorfor jeg mente at være fritaget ved at tilkendegive ham at jeg havde tegn til fri passage gennem stadens porte, og som jeg tilbød at forevise ham. Men han gav til svar at tegnet kun var gældende for lystvogne, men ikke for fjællevogne, og påstod derfor at jeg skulle betale ham de befalede 13 rigsbankskilling i bompenge, hvilket jeg for at undgå videre disput også betalte. Men da jeg nærer den tanke at passagetegnet såvel må være gældende for en mand enten han kører på en fjællevogn (der ikke er læs på) eller han ører på en lystvogn, vil jeg herved give mig den frihed at bede Dem at hvis vi er af samme mening, De da i Deres blad Politivennen vil indrykke et par ord om det, som kan tjene vedkommende personer til advarsel i fremtiden.

* * *

Udgiveren der mener at passagetegn udgives ej blot til lyst og altså bør fritage den person det lyder på, for betaling hvad enten han er til fods, til hest eller på hvilket som helst køretøj, indfører ovenstående i sit blad med det ønske at de ansvarlige ville værdige det et svar, hvoraf kunne ses om vi begge har haf en urigtig mening, eller om bomforpagteren har fejlet.

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4350-4352).

Menneskekjærlighed paa Landet.

Det er vist nok bekendt hvor vanskeligt det er for enhver håndværkersvend der på grund af disse besværlige tiders omstændigheder af mangel på arbejde i sin hjemstad, må rejse andetsteds på sin profession uden at have de dertil nødvendige penge, og i denne henseende er det man skal lære at kende menneskevenner.

Således rejste for kort tid siden en svend fra Jylland her til staden, og hans lille forråd tillige med de få penge han havde hos sig, var fortæret da han nåede Sjælland. Tilfældet ville vist være blevet at han som udmattet af fodrejser, sulten og tørstig måtte med største besværlighed have fortsat vejen til København hvis han ikke af en anden rejsende var blevet henvist til en kro som denne kaldte Skomagerkroen. Her blev han med største velvillighed frit beværtet med spise, drikke og alle fornødenheder. På en tid da man ikke sjældent hører klager over værters egennytte i almindelighed, synes anmelderen at denne kromands godgørenhed fortjener at fremsættes som et eksempel det var at ønske flere ville følge.

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4349-4350).

Helligdagsbrøde.

Skønt det ikke er tilladt at handle på søn- og helligdage, har man dog hver helligdag bevis på at det sker, og at næsten i den henseende hverken Guds eller øvrighedens bud lydes. Man behøver blot om søndagen at passere nogle af de gader her i byen som har flet butikker, og man vil da finde hvis man vil forsøge det, at næsten hver butiksdør, skønt tillukket, dog kun står enten på klem eller også der til butikken er en anden indgang så handlen går lige rask. Men allerværst er deri de herrer manufakturhandlere.

Anmelderen har hos mange af dem haft eksempler derpå, og hørt flere af deres betjente klage over at være så bundet at de ikke har kunnet få lejlighed til at besøge Herrens tempel. Anmelderen tror at da søndagen er bestemt til hviledag, burde der slet ingen handel finde sted. Vil man indvende at al handel ikke kan undværes, såsom høkere og andre lignende, så kunne dog allerbedst som driver det allerstærkest. De herrer kræmmere ville ikke tabe det mindste derved da enhver når man vidste at ingen butik blev åbnet om søndagen, ville forsyne sig i forvejen, og hvis de forsømte det, var det jo ikke de første nødvendighedsartikler. Vi nærer det håb at vor årvågne og virksomme politidirektør vil også søge at afskaffe denne uskik.

(Politivennen nr. 270. Løverdagen den 3die Marts 1821, s. 4348-4349).