Aftenvandring paa Vesterbroe.

Vesterbro har den bekvemmelighed i forhold til de andre broer at den på en måde er oplyst. Men dens belysning er dog kun så som så og ikke tilstrækkelig når man vi sammenligne den med Københavns gaders, hvorom fremmede dog har sagt at de i disse ser dårligt ved mange lygter. Afstanden mellem lygterne på broen er ca. 120 eller 130 skridt. Og med den konstruktion de har, ville de ikke selv i nogenlunde mørkt vejr være i stand til at oplyse terrænet. Men hvor lidt belysning de frembyder i regnvejr, sne, slud og tåge samt når blæst eller storm slukker nogle af dem, vil den der i sådanne tilfælde har passeret broen, kunne gøre sig et fuldstændigt begreb om. 

Vel er de således placeret at lygterne på den ene side af broen eller vejen sidder lige i midten af de modstående lygters mellemrum. Men da gaden eller vejen er meget bred, trænger endog den velpudsede og efter sin evne velskinnende lygtes skin kun til midten af samme. For kørende der kommer fra den mørke landevej, kunne lygterne altså være gode vejvisere til at finde midten af gaden for at de således kunne undgå at køre på fodgængere, vogne eller andre genstande. Men for fodgængere er belysningen langt fra ikke tilstrækkelig. Kommer en sådan på en mørk aften ud fra et oplyst værelse og af frygt for ridende eller kørende vil holde sig til en af siderne på fortovet, vil han snart famle i mørke. Og han kan han prise sig lykkelig hvis han da undgår at løbe panden mod de der stående træer og vandposte, eller træde i de med blodvand opfyldte rendestene der findes uden for de fleste slagtergårde, og således uden et eller andet uheld når konsumptionshuset.

Men vil han nu ind i alleen fordi man der går mere sikkert og bekvemt, så kniber det når vinden ikke er gunstig. Hvorledes, vil man spørge, kan vinden her have nogen indflydelse? Jo, det skal jeg straks forklare. Man må nemlig vide at æblekonen der sidder ved konsumptionshuset, drejer sig efter vinden. Hersker der altså østlig eller nordlig vind, så har hun sit stade ved den sydlige side. Men når de andre vinde regerer, så sidder hun ved den østlige. Da hun har en velbrændende lygte på sit bord, så vejleder denne vandreren til at finde gennem bommen ind i alleen når hun gør front mod samme. Men er vinden således at hun vender sit stade mod vejen, da må vandringsmanden lege blindebuk med grøft, træer og bommen inden han kommer ind i alleen. Slipper han nu endelig ind, så går han, hvis han har vinden mod sig eller en heftig sidevind, med hovedet nedad, rask frem indtil at han ved et drøjt stød mod bommen for enden af Farimagsvejen får den erindring: Stå stille, vandringsmand! Lygten lige over for ham ved vejen til tømmerpladsen synes at grine ad ham og ligesom at sige: Havde du kommet til mig, så havde du undgået dette stød, og dog formår den ikke at lyse så meget for ham, at han uden at famle og føle for sig kan komme gennem bommen på den anden side af vejen. Nu går han atter frem og får nok en hilsen ved enden af alleen straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen.

"Straks ved ravellinen hvor der vel står en lygte, men i en sådan stilling at dens skygge falder på bommen" (Udsigt fra Vesterport mod Vesterbro midt i billedet år 1800. Ravellinen ses som en ø. Farimagsgade forløber mellem voldgraven og Sankt Jørgens Sø fra højre og ca. midtvejs ind i billedet. Udsigten er ukendelig i dag. Det ville svare til at stå ved Industriens Hus på Rådhuspladsen og kigge ud af Vesterbrogade mod Vesterbro og Frederiksberg).

Disse vanskeligheder møder vandreren i mørke og tåget vejr på den venstre side når man kommer fra Frederiksberg. Den højre side frembyder lignende hvis ikke flere. For der er ingen æblekone hvis lygte kan hjælpe folk til at slippe ind i alleen. Desuden står der ved enderne af bommen hvor alleen overskæres af vejen til tømmerpladsen fire afvisere hvoraf i det mindste de 2 synes at være helt unyttige, og at være sande anløbsstene for de fodgængere der vil ind i alleen, eftersom de står midt i fodstien.

Da Frederiksberg By såvel som Vesterbro med omegn er temmelig stærkt beboet sammenlignet med førhen og samfærdslen med hovedstaden til enhver årstid hyppigere, så kunne man ønske en bedre belysning på broen, hvortil de samtlige beboere vist gerne ville bidrage. Men kan dette af økonomiske eller andre grunde for tiden ikke lade sig gøre, så ønsker man at nogle af de derværende lygter blev placeret således at deres skin og ikke deres skygge falder på bommene, så at man kunne se at finde ind og ud af alleen uden at støde sig. På samme måde ville det også være gavnligt og passende om der for enden af Farimagsvejen samt ved vejen til tømmerpladsen blev anbragt to lygter, både fordi her findes dobbelte bomme og fordi de kørende herved lettere ville kunne finde midten af vejen.

(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5937-5942).

Mere om Kjøbenhavns Holsteenssild!

Da forfatteren af stykket i Politivennen nr. 364: Kjøbenhavns Holsteenssild formoder at de såkaldte Holstensild ikke lige så godt kan røges i København som i Holsten, tror man at burde gøre ham og publikum opmærksom på at de når den rigtige behandlingsmåde anvendes, lige så godt kan røges i København som i Holsten, hvilket grundet på flere års erfaring, er anmelderens uforgribelige mening.

Hvad derimod forfatteren erindrer om indgreb i andres lovlige næring, da er sådant fuldkommen sandt. For det er ikke alene en vildthandler som befatter sig med røgning. Men det øvrige røgende personale er en brændevinsbrænder, en garver, en skomager, en urfutteralmager, en brødbager, en hjulmand, en vognmandskarl, en værtshusholder, en tømmersvend, en bødker, en vægter, en tjener og en høker en gros. Om alle disse er berettigede til at modtage varer til røgning, er anmelderen ubekendt. Men hvad der kunne bidrage til at sikre de berettigede i denne deres lovlige næringsvej, var at de ved en korporation blev forenede til at påse deres fælles rettigheder overholdt. At en høker især, som har et så udstrakt borgerbrev at han kan handle en gros, alligevel ikke undser sig ved at fornærme de til røgning berettigede personer som derfor betaler til det offentlige det der som pligt pålægges enhver borger, synes vist nok underligt. Men vist er det at denne hr. høker sidste sommer drev næringen så vidt at han modtog laks til røgning af de fra Norge og Bornholm komne skippere hvortil hans velbeliggende bopæl ved Stranden bidrager så meget da skipperne her kunne lægge til bolværket med deres både og således på denne måde spare bærepenge for ellers at henbringe disse til den mand der i så mange år har røget laks der her i staden er solgt under navn af røgede Mandals laks.

Der findes også sådanne der driver næringen endnu videre ved enten at postere en karl eller kone i gadedøren for at anråbe alle som passerer forbi at de skal bringe fødevarer til røgning hos dem. Således hører man dem ofte råbe: Kom kun herind, her bor røgemanden. Der bor ingen flere i denne gade, og lignende. Undertiden hænder det vel når budene er kommet hjem og varernes reelle ejere har set at der ikke har været deres sædvanlige røgemands navn på sedlen, at enkelte har ladet varerne hente tilbage, hvilke de da har fået tillige med en del uhøflige udtryk. Men som oftest beholder de dem til røgning og høster således nytte af deres påfund.

Sådan handlemåde tilligemed omtalte indgreb kan være tilstrækkelig til at sætte en familie tilbage der i flere år har ernæret sig af røgning. Måtte disse linjer vække vedkommendes opmærksomhed til med kraft at tilintetgøre utilladelige indgreb i andres lovlige næringsveje, så ville på denne måde fleres rimelige ønske blive opfyldt.

Petersen.

(Politivennen nr. 366. Løverdagen den 4de Januari 1822, s. 5932-5934).

Bekendtgørelse.

Man har siden bragt i erfaring at den i forrige nummer påankede vandmangel i Møntergade nr. 55 var af den beskaffenhed at den ikke kan lægges gårdens ejer til last, eftersom der fandtes vand i posten før ildens begyndelse og straks efter dens slukning, men at den hidrørte blot deraf at alle pumperne i kvarteret var i brug, og at hovedrenden ikke så hurtigt kunne erstatte afgangen. Dette har da også været tilfældet med de øvrige i samme annonce omtalte huse og gårde, med undtagelse af nr. 56 og 57 som har brøndvand.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5926).

En slem Kjelderhals i Trøstens Bolig i Skindergaden.

Omkring den ene kælderhals i den på rentekammerets foranstaltning opførte bygning for embedsmandsenker i Skindergade nr. 8 (som af nogle forveksles med den såkaldte Trøstens Bolig) findes en forhøjning af flisesten som står en 3 til 4 tommer over fortovets falde. Denne forhøjning er i mørke en meget farlig anløbssten, da man ikke bliver opmærksom på den før foden støder mod den, og man risikerer enten at styrte i kælderhalsen eller dog i ethvert tilfælde at falde og forslå sig slemt. Man håber at hr. kancelliråd Sveistrup som bor i nævnte bygning og har opsigt med den, vil snarest muligt lade denne for fodgængere farlige fliseforhøjning borttage.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5924-5925).

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen nr. 366 berettede at det klaprende blik nu var fjernet og et bræt lagt over kældernedgangen. 

En Bemærkning i vor Frelsers Kirke paa Christianshavn.

Anmelderen kan erindre i sin ungdom at have været i Sankt Nikolaj Kirke juledags morgen til froprædiken, og da var kirken smukt oplyst og messinglysekronerne vel afpudsede. Det samme var tilfældet i de andre hovedstadens kirker, såvel til froprædiken som til aftensang. Det var ham derfor meget påfaldende da han første juledags morgen hørte froprædiken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn at finde lysekronerne i en temmelig urenlig tilstand, mens de dog var forsynede med lys. Til en så høj helligdag plejer man og allevegne at udrydde den gamle surdej, og nu da kirken i den senere tid besøges af en meget talrig mængde, kunne man ønske at en mere renlighed og properhed også her måtte finde sted. Kirken lønner jo betjente som sådant vel påligger som pligt, og deres forretninger er vist nok ikke af det omfang at de jo kunne levne dem tid at påse at sådant ikke oftere fandt sted.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5920).