Gammelt og Nyt.

Når man betragter gamle tårnurskiver der i længere end 20 til 30 år har trodset elementers påvirkning, og sammenligner disse med de nye på Nicolaj vagttårn, synes det virkelig påfaldende at disse i et så kort tidsrum har forandret sig så betydeligt. I særdeleshed synes mellempartierne på en af disse skiver at have megen lighed med den i farve så ubestandige kamæleon. For først var det en kort tid blåt, siden violet og nu ligner det næsten helt den ubestandige kalkfarve med hvilken den hele ellers skønne bygning er overstrøget. Man bør imidlertid nære det håb at den kunstforstandige maler ved sin muligvis dybe indsigt i den tekniske kemi har sørget for at dette parti med den oplivende vårs komme atter genvinder sin oprindelige blå farve. Og i dette tilfælde har dette tillige den fordel at vi ved sammes anskuelse mindes om hvad jøden så sandt siger i Heibergs indtog: "Hvor skæbnen er omskiftelig".

" På Nicolaj vagttårns urskive synes mellempartierne på en af disse skiver at have megen lighed med det i farve så ubestandige kamæleon. For først var det en kort tid blåt, siden violet og nu ligner det næsten ganske den ubestandige kalkfarve med hvilken den hele ellers skønne bygning er overstrøget. (Kun tårnet stod der på Politivennens tid. Dengang tilsyneladende overkalket. Hvor kirkebygningen nu er, var der slagterboder. Eget foto, 2015)

Man vil slet intet sige om guldet på tal og visere. For dette ædle metal tildeles desværre enhver kun meget sparsomt i disse tider. Og hvorfor skulle så just den gamle helgens urskiver nyde større forrettigheder i dette kapitel.

(Politivennen nr. 371. Løverdagen den 8de Februari 1823, s. 6010-6011).

Erklæring, i Anledning af Spørgsmaaålet til det venskabelige Selskab.

At grosserer Bindfeils enke med nogen misfornøjelse har læst det i forrige nr. af Politivennen fremsatte spørgsmål til det Venskabelige Selskab der som bekendt har værelser i den nævnte gård der tilhører hende, undlader jeg ikke herved efter hendes anmodning at tilkendegive. Ligesom jeg også er bemyndiget til at erklære at hun ikke ved nogen som helst ytring har foranlediget fremsættelsen af nævnte spørgsmål, langt mindre givet fuldmagt til dets offentliggørelse.

J. Jetsmark.

(Politivennen nr. 370. Løverdagen den 1ste Februari 1823, s. 5997-5998).

Bør Indfødte tilsidesættes for Udlændinger?

I Adresseavisen nr. 17 læses en bekendtgørelse af en dame nylig indrejst fra Paris hvori hun anbefaler sig som modehandlerinde og syerske. Ved den lejlighed finder indsenderen sig foranlediget til at bringe i erindring hvor krænkende det er for landets egne børn at tilsidesættes for sådanne fremmede. Især nu da lejligheden til erhverv er så ringe i enhver klasse. I 15 år har jeg været stadens borger, svaret alle pålæg og ved min næringsdrift givet mange fattige familier underhold. Men i nuværende uheldige periode har dette som så meget andet forandret sig, og min næringsvej kan nu ikke engang ernære mig selv med familie. 

For at bidrage til vores underhold ville min kone begynde med skræddersyning og indleverede en med attester forsynet ansøgning om bevilling hertil. Men skønt hun er dansk født, blev det afslået hende fordi jeg sidder i en såkaldt næringsvej der nu er så utilstrækkelig at den næppe kan indrente så meget som huslejen beløber. Således blev hendes gode forsæt ved stræbsomhed at komme sin mand til hjælp aldeles tilintetgjort, skønt hun ser at adskillige drister sig til, endog uden bevilling at modtage sytøj for betaling hvorved de både undgår at betale næringsskat og gebyr for bevillingen.

A. Maubach.

(Politivennen nr. 370. Løverdagen den 1ste Februari 1823, s. 5994-5996).

Spørgsmaal til det venskabelige Selskab.

Med forundring erfarer man at Selskabet for Musikkens Udbredelse holder musikprøve hver torsdag aften og undertiden generalforsamling (hvorved selskabets medlemmer indbetaler kvartalskontingentet) i det Venskabelige Selskabs værelser i gården nr. 63 på Østergade.

Da der i selskabets kontrakt med ejeren af gården ikke findes anført den klausul at selskabet er berettiget til at videre fremleje eller udlåne dets værelser og lejligheder, og det er gårdens ejer særdeles ubehageligt at se sine værelser og trapper forslidte af 2 til 300 fremmede uvedkommende personer, så udbeder man sig foreløbig at den virksomme økonomiske direktør for det Venskabelige Selskab hr,. Herforth, bogholder på St. Croix Sukkerraffinaderi nøje vil forklare sig i hvilket forhold Selskabet for Musikkens Udbredelse med hensyn til dets værelser står i til det Venskabelige Selskab.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1822, s. 5985).

"Med forundring erfarer man at Selskabet for Musikkens Udbredelse holder musikprøve hver torsdag aften og undertiden generalforsamling i det Venskabelige Selskabs værelser i gården nr. 63 på Østergade." (Østergade ved Kongens Nytorv omkring 1840. Før og Nu, 1917)

Redacteurens Anmærkning

Selskabet for Musikkens Udbredelse talte bl.a. Georg Gerson (1790-1825). Selskabet skal have spillet en stor rolle i det københavnske musikliv. Det Venskabelige Selskab (grundlagt 1783) havde 1820 226 medlemmer. De to selskaber kan ses som levninger af klubfænomenet som især florerede i 1700-tallet, men som var stærkt på retur på Politivennens tid. P. A. Heiberg skrev visen "Frihed, lighed og venskab" til selskabet i 1794, formentlig under indflydelse af den franske revolution.

Artiklen besvare i næste nummer af Politivennen.

Endnu et Ord til Nørregades saakaldte Leiebibliothek.

Det er vel tydeligt nok for enhver som med forstand læser min anke, at denne bogsamlings ejers eller ejerindes skryden ikke ligger deri at lejen kun er 2 mark månedlig, men at man vil give 2 reoler bøger navn af lejebibliotek og derved forblænde folk. Jeg befatter mig ikke med ting som ligger uden for min virkekreds, jeg har intet lejebibliotek. Her kan altså ikke være tale om misundelse, heller ikke om den lyst at gøre indgreb i andres næringsvej som adskillige der sidder i gode levebrød har tilladt sig. Blot den misfornøjelse med denne samling som et par af mine venner ytrede for mig, gav mig anledning til at tale. Når i øvrigt indsenderen taler om lejebiblioteker som besidder bøger der endnu ikke er udkommet, og måler bøger alenvis ligesom kramvarer måtte man ønske ham lidt mere kløgt inden han giver sig af med at bedømme andres.

P. Bentzen
Fuldmægtig.

(Politivennen nr. 369. Løverdagen den 25de Januari 1823, s. 5984).

Redacteurens Anmærkning

Artikelserien omfatter Politivennen nr. 364, 21. december 1822, Politivennen nr. 366, 4. januar 1823 og Politivennen nr. 369, 25. januar 1823.