Vistnok hører skryd og pral lige så vel til dagens orden som avind og misundelse. Når imidlertid angriberen næppe har læst noget galere og mere urimeligt skryd og pral end bekendtgørelsen at man fra ovennævnte lejebibliotek kan få 2 bøger ad gangen for 2 mark månedligt, må han helt have egne begreber om skryd og pral, galskab og urimelighed. For denne bekendtgørelse indeholder ikke en tøddel som ikke er historisk bogstavelig sandhed. Når angriberen vil have læst bekendtgørelsen næsten daglig i avisen, må han have læst et og samme nummer flere gange. For bekendtgørelsen har aldrig stået mere end 2 gange ugentlig.
Af kataloget hvis pris angriberen ikke har trøstet sig til at føre anke over, vil enhver kunne erfare hvilke bøger biblioteket består af. Og der findes i øvrigt i dette en skreven fortegnelse over de flere bøger hvormed samlingen efterhånden forøges. Vel erkender ejeren til fulde hvor såre langt biblioteket er fra at kunne måle sig med de større som hr. J. E. Langes, af hvilke et endog skal være forsynet med bøger der endnu ikke er udkommet (fx Mimers Skjold). Men ligesom biblioteket allerede er dobbelt så talrigt som da det begyndte, så skal man også fremdeles stræbe at bringe det til endnu større fuldkommenhed. At det også allerede indeholder meget godt, tør man vel slutte af den stedse tiltagende søgning der værdiges det.
Da angriberen selv tilstår at blot nysgerrighed førte ham til biblioteket, skulle man måske tro at han selv havde lejebibliotek. Men det rimer dog næppe med at han kalder reoler små af hvilke hver kan rumme 7-800 numre, og at han taler om løseligt hensatte bøger, som om de der er ude, endda kunne vedblive at fylde deres plads. At samlingen der består af omtrent 900 numre, kaldes et lejebibliotek, retfærdiggøres af at bøger af samme kan fås til leje. Men hvad skal man sige om angriberens forstand når han fra ejerens ret til den omhandlende bekendtgørelse slutter at ejere af andre lejebiblioteker er uforskammede når de forlanger dobbelt eller tredobbelt så høj leje? Hvem kunne vel fortænke dem heri når man hos dem fandt ikke blot 2 til 3 gange så mange alen bøger, men også 2 til 3 gange så meget brugbart som i det her nævnte lejebibliotek.
(Politivennen nr. 367. Løverdagen den 11te Januari 1823, s. 5944-5946).
"Næppe har man læst noget galere og mere urimeligt end bekendtgørelsen af lejebiblioteket på Nørregade som næsten dagligt gentages i Adresseavisen med store bogstaver." (Den omtalte bekendtgørelse.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar