Til en Handskemager.

Handskemageren i Gothersgade nr. 6 har næsten daglig 2 lange stænger udstukket fra loftet fra det hus hvori han bor, over fortovet behængt med skind, skindbukser eller andre handskemagervarer til tørring. Dette er ikke alene tilfældet søgnedage, men endog om søndagen, ja selv pinsehelligdage var stængerne som sædvanligt behængt med skind. Da dette tørreri imidlertid næppe er anbragt på det bedste sted, dels fordi det meget vansirer gaden, og dels fordi mange af de forbigående får deres klæder tilsmurt af det neddryppende vand, håber man at den gode hr. handskemager vil udvælge sig en bekvemmere tørreplads.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6252-6253).

Redacteurens Anmærkning.

Gothersgade 6 blev 1859 til Gothersgade 48. Fra 1962 indbefattet i Adelgården. 

Om Bogtyveri

Vi ved at stjæle bøger straffes som andet tyveri. Men vores love har mig bekendt ingen straf for at stjæle hele stykker ud af en forfatters værker og udgive dem for sine egne. Det har i øvrigt megen lighed med det i Tyskland så gængse og på adskillige steder hårdt straffede eftertryk. 

Ingen kan indvende noget imod at den ene forfatter benytter den andens arbejde og enten anfører hans navn når han bruger ham som sin kilde, eller bearbejder hans tanker, så at de bliver malm af hans egen mine, eller som man siger kød af hans eget kød og ben af hans egne ben. Det er endog rosværdigt når det sker med smag og forstand. 

Når en forfatter stjæler enkelte sætninger fra en anden, opdages det ikke så let, og kun af enkelte, og man ser gerne gennem fingre med sådanne små tyve. Men når han går hen og udskriver hele sider af en arbejde (en præst stjal for nogle år siden på den måde en hel doktordisputats), da burde man i sandhed ikke se gennem fingre med ham, og allermindst når han med fræk fripostighed vil forsvare sine rapserier. Da synes han at blive en genstand for de borgerlige love. 

Af alle slags tyverier er bogtyveri vist nok den skammeligste art, for er ånden det højeste af alt, og åndens ejendomsret den helligste af alle ejendomsrettigheder da er åndstyveri også den mest nederdrægtige af alle forbrydelser. Vel røber sådant et tyveri en høj grad af dumhed og lønnes i almindelighed med foragt eller satirens spidsrodsstraf. Men begge straffemåder er som erfaringen viser, ikke følelige nok til at afholde sådanne helte fra at gentage deres misgerninger. Især når ugebladenes udgivere af medlidenhed eller på grund af deres arbejdsdygtighed i andre henseender beskytter dem som medarbejdere ved deres blade og lader deres smørerier få indpas der. 

Det ville derfor være højst gavnligt om den borgerlige lovgivning bestemte en straf for sådanne åndstyve. Og jeg mener at den mest passende straf foruden en efter forbrydelsens grad afpasset pengebøde ville være en offentlig undskyldning. Men den måtte ved en almindelig indbydelse gives al den offentlighed som var muligt og forbindes med en skarp irettesættelse. Var bogtyven student, måtte afstraffelsen ske for konsistoriet *). Var han relegeret student eller uden for den egentlig såkaldte studerende klasse, måtte den derimod ske for øvrigheden **). Men når han havde udstået sin straf burde den ikke hindre hans fremtidige forfatterskab eller være hans ære til mindste ulempe. Hermed indlades sagen til doms.

H. E. Wosemose

*) Sådan en afstraffelse for konsistoriet ville i det mindste være lagt mere hensigtsmæssige, end den, hr. Ahlgreen Ussing for få år siden måtte lide fordi han på en måske lidt for djærv måde have sagt en professor nogle dyrebare sandheder da hans forseelse i sammenligning med professorens var så godt som ingen.

**) Det ville måske forekomme mange at ris således som forfatteren af stykket "om platslagere" i Politivennen nylig har foreslået, ville være den mest hensigtsmæssige straf for en så drengeagtig forbrydelse som bogtyveri. Og andre mener vel endog at sammenhobning (akkumulation) af pengebøder, offentlig undskyldning og ris ville være den rigtige straf. Men det første synes dog at være lidt udelikat for lærde tyve og det sidste alt for hårdt.

(Politivennen nr. 386. Løverdagen den 24de Mai 1823, s. 6245-6248).

Svar paa forestaaende Stykke om Mad. Larsens (ikke Lassens) Curer

Forfatteren af forestående har virkelig ret når han siger: "Det er et særsyn i medicinalvæsnets annaler *) at der i Danmarks hovedstad skal gives et kvindeligt subjekt til at udøve lægekunsten". Men man vil ikke være så uartig som forfatteren og påstå at hovedstadens læger er uvidende eller uduelige. Derimod er det nok en afgjort sag at de fleste må besidde en dygtig portion gensidighed og egensindighed når de ser at madame Larsens lægemåde har reddet så mange syge som deres egen metode ikke var i stand til at hjælpe, og dog hårdnakket forsmår at anvende hendes, af den usle grund at den kommer fra en ulærd. 

Men var de da andet end ulærde, alle disse mænd og kvinder i lægekunstens tidligste tidsalder, hvis erfaringer eftertidens mere lærde læger benyttede og til dels forøgede? Vi bærer den dybeste højagtelse for al videnskab og kunst, følelig også for lægekunsten når dens dyrkere med deres bogstudium hele tiden forbinder naturens studium og lytter til erfaringens ufravigelige resultater. Forsømmer eller foragter de den sidste, da vil menneskeheden trods alle de nye systemer som lægerne hele tiden skiftevis bygger og kuldkaster, fremdeles nødes til at sukke over ulægelige svagheder, som endog simple mennesker i Indien og Arabien i umindelige tider har forstået at helbrede og om hvis lægemåde måske Spaniens klosterbiblioteker siden maurernes tid har opbevaret mange vink. At opsøge og benytte disse, ville vist være menneskeheden til lige så stort gavn som at aftegne græske billedstøtter eller opmåle Egyptens pyramider. 

At i øvrigt madame Larsen ikke læger noget sår uden først ved hensigtsmæssige lægemidler at have uddraget det onde der indtil den tid har gjort såret ulægeligt, ikke heller har forværret nogens onde. At "samvittigheden" ikke altid tilbageholder læger fra at læge sådanne sår, viser blandt flere andre krigsrådinde L.s eksempel, hvis ben adskillige gange blev lægt af vores mest berømte læger, men som altid brød op igen, indtil hun efter 15 års lidelser betroede sig til madame Larsen som på få uger kurerede hende. Og siden har hun i en tid af 6½ år uafbrudt nydt en blomstrende sundhed. Var madame Larsens kur så let at eftergøre som nogle mener, da er det jo et sandt mirakel i vores næringsløse tid at ingen, hverken blandt hendes patienter eller andre, søger at efterligne hende og at skaffe sig en lige så udstrakt kongelig bevilling som den hun er i besiddelse af. Næppe var denne bevilling blevet meddelt hende hvis hendes lægemåde forkortede menneskenes liv eller satte det på spil. Det er endog ubegribeligt hvorledes man tør fremføre sådanne om den er autoritet og altså forud tilstrækkelig prøvet.

*) Ikke i "medicinhistoriens annaler", for dette er med forfatterens tilladelse en tautologi.

(Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6241-6244).

Redacteurens Anmærkning.

Madame Lassen (1768?-1833) hed egentlig Anna Larsen Jacobsdatter og var fra Overdråby ved Jægerspris. I Historiske Meddelelser om København 1, V, findes s. 27-65 en artikel "En københavnsk kvaksalverske i tiden 1810-30" om hende. Artiklen fortæller at hun i 1804 var uddannet jordemoder, hvilket dengang var et usselt job. I 1811 blev hun første gang indberettet til politimesteren og fik en bøde. Klog af skade forsøgte hun herefter at få en tilladelse. 

Herefter udviklede hendes karriere sig mellem Sundhedskollegiet som ikke kunne godkende hendes metoder, et stort antal patienter som blev kureret, og Kancelliet som på trods af Sundhedskollegiet bestandig gav hende flere og flere tilladelser. Sundhedskollegiet gav hende i 1814 lov til at kurere åbne sår og benskader. Og udtrykte også en vis interesse i at lære hendes metoder at kende. Kancelliet anså hende for i besiddelse af kundskaber i at kurere benskader som læger forgæves ikke havde kunnet gøre noget ved. Mad. Lassen opretholdt sin praksis ikke bare med benskader, men også lammelser efter apopleksi, underlivstilfælde, hudsygdomme, menstruationsforstyrrelser mm. Hendes mislykkede forsøg gjorde Sundhedskollegiet uden stort held opmærksom på. Efter datterens dramatiske død ophørte hun næsten med sin praksis, i 1828 var der kun 2 patienter. 

Mad. Lassen døde i 1833, se Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhus Stiftstidende, 12. december 1833:

Madame Lassen, bekjendt over hele Landet under Navn af den kloge Kone i Kjøbenhavn, der i sin virksomme Tid har reddet saa manget Liv, givet saa mangen af Lægerne for uhelbredelig erklæret, Helbred og Sundhed igjen, er nu død, som man seer af Raketten. Hun havde, som bekjendt, den store Sorg, for nogle Aar siden at miste en Datter paa en høist sørgelig Maade, ved at en Spiritusflaske sprang, og den omkringstrømmende Spiritus antændtes af Lyset, og forbrændte hende saaledes, at da Moderen havde baaret hende ned til Posten, for at slukke Ilden i Klæderne, var hun allerede død. Ved denne Leilighed fik Mad. Lassen et Knæk paa sin Sundhed, der nu har lagt hende i Graven. Hendes frelsende Kunst er gaaet med hende i Graven. En lille simpel Gravhøi dækker Liget af denne Kone. At leve, gjøre godt i Verden, døe og forglemmes, er det almindelige i Menneskelivet. Den samme Forglemmelse, der hviler over hendes Erindring, har ogsaa fulgt hendes frelsende Kunst, der er gaaet i Graven med Hende. Ingen kjender hendes Methode eller Midlerne. De levende Døttre vare komne ind i en heel anden Kreds, der var ganske forskjellig fra den sygelige Tilværelse der omgav den gamle kyndige Moder, hvor hun stod som en frelsende Genius; de havde andet at tænke paa, end at koge Salver og Plastre; og en Veninde af Huset, hvem hun tilbød at lære sin Kunst, var grusom nok mod sine Medmennesker til at undslaae sig derfor.  

Mad. Lassen havde tilsyneladende lært fra sig I Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 14. august 1841 stod: 

Til Lægeverdenens Nyheder hører, at den bekjendte Mad. Lassen i Nyboder, der curerede for al udvortes Sygdom, har faaet en Efterfølgerske i Mad. Jensen, der med kgl. Tilladelse har nedsat sig som Doctorske i Lyngby, og ny trækker en Mængde Syge dertil. Hun skal især være heldig med Gigtpatienter. (Aarh. Av.)

Og i Fyens Stifts Kongelig eneprivilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende, 30. juli 1845 stod følgende at læse (i uddrag):

(Indsendt) Naar en Mand, af Tilskikkelsen eller Tilfældet, bliver kastet ind i et eller andet Hverv eller Forhold, og han rygter samme med Duelighed og Redelighed til alle Omgivendes Tilfredshed; rammes han i saadant Hverv af Skjebnens Slag, der uventet kommer over hans Hoved, som et Lyn fra den klare Himmel, da finder han dog alle oplyste og billigtænkende Menneskers Deeltagelse og Medlidenhed, og dette er Tilfældet med Boelsmand Christian Nielsen Rold.

Vistnok i Aarhundrede har hans Forfædre været i Besiddelse af en Videnskab til at helbrede Beenbrud og friske Saar, hvis Lige maaskee sieldent finder Mage. Skjøndt en talrig Familie, har dog ikke uden een (saavidt mig bekjendt) paa en og samme Tid været indviet i eller dyrket denne Kunst til Fuldkommenhed. Christian Nielsen blev opdraget af en gammel Tante, der havde lært denne Kunst eller Videnskab af sin Fader, og som lig en anden Mad. Lassen hjalp Folk i hundredviis til deres sunde og førlige Lemmer, og hvis Kurer vistnok sielden eller aldrig mislykkedes. Opdraget af denne Kone blev han saa at sige oplært i denne Videnskab uden sit eget Vidende, den han hjalp til at udøve i hendes Alderdom, og alene udøvede under hendes Veiledning i hendes Svaghed. Hun indsatte ham til Arving af hans nuværende Bopæl paa Rold. 

Christian Nielsen søgte bevilling om at kurere benbrud, men fik kun tilladelse til at forbinde benbrud når der ikke har tilkaldt læge.  Da han imidlertid opfattede dette som om han også måtte kurere, blev han sagsøgt og dømt. 

Lidt om Madam Lassens Kurer.

I bladet Telegraphen nr. 44 har en ven og velynder af madam Lassen ved en meget skøn ensidig lovtale fundet for godt at anbefale denne kloge madames kure. Men det lader til at manden desværre ikke har haft synderlig kundskab om den ting han har villet bedømme, så hele hans lovprisning bortfalder og frembringer meget mere den modsatte virkning hos det fornuftige publikum. 

Forfatteren ville næppe have udbredt en sådan lovtale dersom han vidste at et kronisk lokaltilfælde ikke er den virkelige sygdom selv, men alene et symptom på en indvortes fejl i organismen, ved hvilket naturen søger på en for legemet mindre skadelig måde at afhjælpe eller formilde den indvendige fejl i et af de ædlere og til livet nødvendige organer. At dette udvendige sygdomssymptom ikke kan fjernes med udvendige midler uden at forværre den indvendige sygdom og afkorte livet. At ville fjerne et sådant lokaltilfælde med udvortes midler alene, er at sætte livet på spil. Og da madam Lassen ikke betjener sig af andre indvendige midler end brændevin i store doser, så vil enhver der betror sig til hende, indse hvad de vover. 

"Alt hvad hun anvender består alene i hede omslag i stor masse, og dette kan enhver uden mindste begreb om lægekunst ligeledes eftergøre." (Mangors Landapotek, 1803 var en populærmedicinsk bog som var meget anvendt).

Man påberåber sig godt nok attester, hun har fra helbredte patienter. Men hvorledes er de helbredt? Dermed tier man. Hvad er følgen blevet af det? Dersom naturen ikke er stærk nok, som sjældent er tilfældet, til på anden måde at befri sig fra hovedsygdommen, enten ved efter kortere eller længere tid at frembringe de samme eller lignende lokaltilfælde igen, er det gerne ude med livet. En patient der iler fornøjet hjem med sine lægte sår, sørger og beklager sin uvidenhed og den ham tidligere eller senere forestående fare. Hvor mange er ikke draget bort fra hendes lazaret uden at deres lokaltilfælde er blevet helbredt, hvilket i grunden er en lykke for dem, ja mange er endog blevet meget værre end de var.

Alt hvad hun anvender, består alene i hede omslag i stor masse. Og det kan enhver uden mindste begreb om lægekunst ligeledes gøre efter. Hovedsagen er varmestoffet som smertestillende, de fugtige dunster, som blødgørende og fordelende, tilligemed luftens frahold. Og ved udvortes midler at læge et sår, vil vist nok enhver kirurg kunne gøre når han har samvittighed til at vove det. Det vil imidlertid altid blive et særsyn i medicinalhistoriens annaler at der midt i hovedstaden hvor de mest duelige læger findes, skal gives sådanne kvindelige subjekter til at udøve lægekunsten. Hvad mod efterverdenen vil tro om lægevidenskabens forfatning i vore tider!

(Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6239-6241).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 385. Løverdagen den 17de Mai 1823, s. 6239-6244.

Et Par Uordener i Trinitatis Kirke.

Den renlighed man finder i ethvert anstændigt hus på søn- og helligdage, kan man med god grund gøre krav på at finde i en kirke. Men at dette ikke altid er tilfældet, blev anmelderen overbevist om skærtorsdag formiddag da han kommunierede i Trinitatis Kirke. Sammen med familie var han i en stol på 2. etage, og ved at læne os til væggen blev vi alle så oversmurt med støv eller limfarve at enhver kunne aflæse vores kirkebesøg på rygstykkerne. At denne stil såvel som flere andre i kirken trænger til afpudsning eller rengøring, kan de ansvarlige let overtyde sig om. Og man er aldeles ikke i tvivl om at de derfor vil foranstalte det fornødne, for sådant er jo kirkebetjentenes absolutte pligt.

"Tilligemed familie var han i en stol i 2. etage, og vi blev alle ved at læne os til væggen så oversmurt med støv eller limfarve at enhver kunne læse vores kirkebesøg på rygstykkerne.". (Trinitatis Kirke. 2. sal er aflåst, så man kan ikke se om der stadig var pladser der, endsige om hygiejneforholdene er kommet i orden. Eget foto 2015)

I lige måde ønskes en større nøjagtighed ved tavlerne der angiver nummer på de salmer som skal synges. I torsdags angav 2 af de tavler som kunne ses fra nævnte stol, nr. 377, og en tredje tavle derimod 375. Det er soleklart at sådan ubestemthed ikke tjener til at vedligeholde eller forbedre andagten.

(Politivennen nr. 384. Løverdagen den 10de Mai 1823, s. 6227-6228).