Garnisons Assistencekirkegaard.

Efter flere års forløb besøgte anmelderen forleden dag Garnisons Assistenskirkegård uden for Østerport. Det var ham vanskeligt at kende stedet igen, så meget havde alt forandret sig. Den uorden og urenlighed som her før fandt sted, finder man nu slet intet spor af. Alle gravene er godt opklappet, renset for ukrudt og en del prydet med blomster. Gangene hvoraf en nyligt er anlagt er belagt med grus, vel vedligeholdt og beplantet med træer. I det ene hjørne af kirkegården, ved alleen er anlagt en terrasse hvorfra man har den herligste udsigt, såvel over broen som ud over Sundet. Alt dette er et resultat af den nuværende graver, hr. Pløen, der skønt embedet kun yder få indkomster, dog ufortrødent stræber at virke. Det var at ønske at ejerne af nogle få gravsteder ville lade deres monumenter hvad enten disse er af sten eller træ, afpudse for at de ikke skal vansire de øvrige, og altså lægge hindringer for mandens bestræbelser. Ligesom kirkens foresatte ville anbringe en ny port for indgangen, da den der nu findes, aldeles ingen lighed har med en kirkegårds port.

Garnisonskirkegård ville få en betydelig udvidelse, hvis de fattiges kirkegård blev forlagt til en anden kant af Garnisonskirkegården og dens nuværende jordeplads tilligemed det stykke jord som ligger mellem alleen og kirkegården, indlemmet i samme. Ved den nuværende flittige gravers omhu ville den snart blive forskønnet, og komme til at måle sig med Assistenskirkegården uden for Nørreport. Vel pranger den ikke med mange kostbare monumenter og epitafer. Men naturen er her skønnere, luften renere og udsigten friere, så at man vel kunne vente at flere af sognets formuende ville vælge denne kirkegård til hvilested for deres familie og venner. Det hus som ligger for enden af omtalte jordlod kunne afgive en bekvem og passende bolig for graveren og hans familie, hvilke for opsynets skyld vist nok bør bo så nær kirkegården som muligt.

"Hvornår udløber den tid hvor der efter velgørende forordningsbydende ikke må begraves lig inden for staden volde? Det ville være sørgeligt interessant at se en fortegnelse over alle de lig der siden den forordnings udkomme er nedpakket på Garnisonskirkegård i København". (Tiden udløb 1851. Resterne af den indenbys kirkegård kan stadig ses foran Garnisonskirken. Eget foto, 2015)

Næsten dagligt begraves lig på Garnisonskirkegård i København. Hvor længe vil man vedblive at proppe og stuve dette indskrænkede rum med døde kroppe, hvis uddunstninger ikke tjener til at forbedre den med så mange andre fæle dunster stedse svangre stadslugt. Og hvornår udløber den tid hvor der efter velgørende forordningsbydende ikke må begraves lig inden for staden volde? Det ville være sørgeligt interessant at se en fortegnelse over alle de lig der siden den forordnings udkomme er nedpakket på Garnisonskirkegård i København. I det mindste ville den vække forundring over hvorledes de kunne få plads der.

(Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6281-6284).

Redakteurens Anmærkning

Garnisonskirken havde allerede fra 1671 sin egen assistenskirkegård uden for voldene som lå hvor den stadig ligger på Østerbro, nu som Garnisonskirkegård. I starten blev den mest benyttet til fattige og pestramte 1711 til aflastning for kirkegårdene i fx Fiolstræde og Landemærket. Først omkring 1812 blev kirkegården spiselig for de finere, borgerlige. Det skete da Bärens (1761 – 5. juli 1813) blev begravet der efter eget ønske. Der er intet tilbage af denne fattigkirkegård.

Uvæsen ved Hr. Østrups Keglebane

Beboeren af huset og haven nr. 205 i store Kongensgade hr. Østrup ville vist nyde megen tak af sine gæster når han ville dæmpe den slemme uskik at når man har moret sig med at spille kegler 1 til 2 potter og vil gå, da man tror at have betalt hvad der er forlangt, man da ved udgangen af haven bliver af keglerejseren erindret om ikke at glemme ham.

Dette skete for indsenderen sidste pinsedag om eftermiddagen omtrent kl. 4. Jeg kom i haven i selskab med 3 andre. Efter at vi havde spillet en pot om bøssepenge som var 4 skilling for hver, og vi ville til at gå, blev vi af værten ganske sagte anmodet om ikke at glemme keglerejseren. Da vi siden har erfaret at hr. Østrup er en rig mand, og at det som han betaler i leje til grev Totts arvinger for denne store lejlighed, skal være såre ubetydelig, så formoder man at hr. Østrup vil søge at ophæve nævnte uskik, hvilket da ufortøvet vil falde bort. Når han ikke vil lønne sin keglerejser, så kan han jo give ham hvad man ellers må betale, nemlig 4 skilling for den første pot. Så er jo karlen ganske godt lønnet, og hr. Østrup kan give ham 3/4 dag for kosten.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6279-6280).

Uorden i Kirsebærgangen

Kirsebærgangene, som er en behagelig promenade for en stor del af Københavns indbyggere, benyttes nu særdeles sjældent, da disse gange især den mellem Vester- og Nørreport, er blevet en tumleplads for drenge og pøblen. Porten til den sidstnævnte gang findes altid åben. Det vides ikke om det er fordi låsen er beskadiget, eller at nogle som har nøgle til den er så magelige at de ved ind- og udgangen ikke tillukker samme. Men bevisligt er det at der foregår mange uordener af personer som ikke er berettigede til at komme der. Drenge og børn bestiger volden og ødelægger samme, og gør ofte en ubehagelig støj. Lurvet klædte personer indfinder sig der dels for at sove, dels for at foretage sig en nødvendig renselsesfest. 

"Der foregår mange uordener af personer som ikke er berettigede til at komme der. Drenge og børn bestiger volden og ødelægger samme, og gør ofte en ubehagelig støj." (Den beskrivelse kunne jo godt passe på Tivoli, hvis sø oprindeligt hørte til voldanlægget og Kirsebærgangen må have ligget nogenlunde ved træerne. Nu som dengang var der kun adgang med adgangstegn!)

Forleden så anmelderen en usselheds kandidat ligger der i græsset. Han sov i det omfang
de bekendte smådyr der mest hjemsøger den urenlige fattige, ville unde ham ro. Anmelderen må tilstå at han aldrig har set et mere ækelt syn. Fra de mange åbninger på den luvslidte blå trøje styrtede utallige skarer frem og marcherede op på den brede ryg for at baldre og bade sig i solens skin. Det er lige så sikkert at en stor mængde ved den sovendes bevægelse måtte falde af og siden hænge ved de spadserende klæder, som at sådanne dyr må falde dem der ikke er vant til sådan indkvartering, til stor besvær. Alene tanken herom kan vække væmmelse. Og man kan derfor ikke at undre sig over at disse skønne spadseregange for tiden findes så lidt benyttet af mennesker der regner sig blandt de bedre klasser. Stadens højtagtede kommandant der så godhedsfuld har forundt så mange adgang til disse spadseregange, anmodes derfor ærbødigst at ville lade undersøge kilden til disse uordener og foranstalte at de ikke mere finder sted.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6277-6279).

Langsom Opvartning.

Indsenderen af dette som flere gange dels alene, dels med gode venner samt andre af familien fra landet, har været i hr. Burmeisters restauration for at nyde spisning mod kontant betaling, har måttet finde sig i at en lang dreng med en smudsig serviet, til hvem man i pigens fravær må henvende sig, flere gange har opholdt ham i 1/4 time før endelig nævnte dreng er kommet med det forlangte. Da dette ikke kan være værten hr. B. til fordel, men han derimod vil se sin næring aldeles tabt, når hans gæster af misfornøjelse undlader at besøge hans restauration, ønskede indsenderen at nævnte drengebarn måtte få en irettesættelse og anvisning til bedre opførsel mod gæsterne.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6276-6277).

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge en anden artikel i Politivennen lå restaurationen i Lille Kirkestræde.

Anmodning til en Skrallemand i Dronningens Tvergade.

Man har flere gange lagt mærke til at en skraldemand i Dronningens Tværgade i stedet for som andre af hans kammerater at holde uden for ethvert hus for der at tage fejeskarnet på sin vogn, som oftest har stærkt hastværk med at smutte forbi adskillige huse, blot for at holde udenfor et enkelt, hvor glas og flaske ses inden for vinduerne. Her kan han nu godt bruge både den levende og livløse skralde idet han tillige råber til pigerne om at bringe deres skarnbøtter hen til ham, der naturligvis betyder stor ulempe for disse piger som må løbe så langt. Sker dette lange ophold udenfor et sådant enkelt hus blot i den hensigt at få sin skralde smurt, hvilket vel undertiden kan være nødvendigt, så ønsker man dog at skralden måtte være i sin behørige orden forinden han kommer i bemeldte gade og begynder forretningen. Det ville betyde at de stakkels tjenestepiger der ofte må slæbe sådanne snavsede byrder, kunne befris fra alt for megen ulempe.

(Politivennen nr. 387. Løverdagen den 31de Mai 1823, s. 6275-6276).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af skraldemanden i Politivennen nr. 388. Løverdagen den 7de Junii 1823, s. 6284.