En god Handling af en Slave.

Fredag den 6. juni faldt en lille dreng på 8-9 år fra en flydebro som lå ved slæbestedet, lige over for enden af Bådsmandsstræde i kanalen. Slaven Engelbrecht Heinrich Berthelsen der sammen med flere af sine kammerater arbejdede på en plads lige overfor på den anden side af kanalen, sprang straks som han gik og stod, med klæder og jern, ud i kanalen, svømmede til og reddede barnet. En mand som var øjenvidne til det passerede, tager sig den frihed at spørge: Om denne slaves raske handling er blevet belønnet eller om det må tillades at yde nævnte slave et bevis på skønsomhed og i så fald på hvilken måde?

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6308-6309).

Den idylliske Christianshavns Kanal af i dag giver næppe et billede af hvordan der så ud dengang. I stedet her Wilders Kanal, med Wildersgade løbende i venstre side og Bådsmandsstræde krydser ved den lave gule bygning. Set fra Wilders Plads mod syd. Christianshavns Kanal krydser udenfor fotoet til venstre. Man må formode at det var i det område hvorfra fotoet er taget, at slaven arbejdede.

Redacteurens Anmærkning

Svaret blev en forblommet udtalelse i nr. 391. Johan Heinsen, forfatter til "Det første fængsel" har svaret på hvad der videre skete med ham:

Fra signalementprotokollen får man dette billede af Engelbrecht: "64 tommer höi, middelmaadig af höyde, har blande Haar, blaae Øyne, breed af Ansigt og bleeg af Udseende, har stærke Lemmer og stor af Bygning. Paa Brystet stukket et Hjerte i rödt med Bogstaverne E: H: B: S: M: P." Engelbrecht blev i hvert fald ikke skænket sin frihed for sin dåd. Hans ophold i Stokhuset endte med at han blev videresendt til fæstningen i Rendsborg i starten af maj 1824 sammen med et stort parti slaver givetvis på grund af arbejdskraftsbehov. Han havde i øvrigt tidligere udstået en dom i Forbedringshuset, men var nu slave for livstid. Han var udlært dugmager og havde arbejdet på Holmen, men var dømt for indbrud. Han var omkring 25. Indfødt Københavner.

Dronningensgade paa Christianshavn.

Dronningensgade på Christianshavn fra Børnehustorvet op mod Sofiegade som var i jammerlig forhulret tilstand, og som forrige år blev påanket i Politivennen, er nu endelig udbedret lidt i de værste huller Men rendestenen især på venstre hånd fra tovet er i højst elendig tilstand. Ud for huset nr. 240 hvor anmelderen bor, ser den ud som en grøft. Vandet har intet løb, og urenligheden samler sig til et pludder, og kan på grund af dens slette forfatning ikke opkastes på gaden. Det bliver aldeles umuligt for beboerne hermed at holde orden, dersom de ansvarlige til hvis opmærksomhed samme indstilles, ikke vil forbedre denne ting.

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6300-6301).

Redacteurens Anmærkning

Dronningensgade nr 240 blev 1859 til nr. 28, og 1962 henlagt til Dronningensgade 42

Bøn om Veiforbedring.

Vejfiskalen i Københavns Amt ville meget både glæde og gavne de vejfarende ved strengt at pålægge opsynsmændene ved vejarbejdet fra Søborghus ad Buddinge og Bagsværd, Nørreskov til Fiskebækbro ikke at lade noget vejstykke belægge med grus eller andet før alle de store synlige sten blev udtaget som ligger til så megen skade. For det er meget ubehageligt at man ikke kan køre midt ad vejen, uden at risikere enten at vælte eller køre sit vogntøj i stykker, for ikke at tale om at mange vogne som ellers længe kunne været brugt, er itukørt på disse slemme sten. Tillige ønskede man at træerne i Nørreskov måtte blive udhugget noget længere fra vejen hvor de står til megen skade for denne og efter vejforordningen vist nok meget for nær vejen.

Søren Jensen
fra Farumlund Bregnerød.

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6306-6307).

Svar paa det i Politievennen No. 388 Indførte om en langtudtrukken Liigbegængelse.

Jeg har meget beklaget at jeg mandag den 2. juni overvældet af forretninger var så uheldig at forglemme jordpåkastelsen på det Almindelige Hospital kl. 11 på grund af det ophold som derved blev forvoldt. Jeg skyndte mig ud på hospitalet så snart jeg blev mindet om det ved buddet. Og var buddet kommet tidligere, ville opholdet også have været kortere. Tillige undskyldte jeg for de tilstedeværende mit uforsætligt sene fremmøde, og måtte rimelig ventet at man i betragtning af at det er menneskeligt at glemme, og at lignende uheld kan tilstøde enhver embeds- og forretningsmand, ikke ville have krænket mig så bittert. Da dette nu dog er sket, fortrøster jeg mig til at den bedre del af publikum føler med mig under en så ukærlig behandling. Hvad angår vognenes ejere kunne de have fordret erstatning af mig, om noget tab ved opholdet var dem tilføjet. Og hvis dette kræves er jeg såvel villig som pligtig til at give dem. Men man er aldeles ubeføjet til offentligt at irettesætte og formane mig. Heller ikke kan sådan tale ramme en embedsmand der af sine foresatte og sine medborgere er kendt for i en lang række af år på det nøjagtigste at have varetaget sine mage og højst forskellige forretninger.

C.R. H. Gude

Præst ved det Almindelige Hospital

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6298-6300).

Er den ældgamle frie Adgang til den skjønne Udsigt fra Rundetaarn nu forbudt?

En familie fra landet ønskede blandt andet under sit ophold her også at nyde den så udmærket skønne udsigt over staden fra Rundetårn, og kort før afrejsen gik vi derhen. Men forundredes og harmedes ikke så lidt over at den i tårnet ved den lukkede dør boende opsynsmand tilkendegav os at adgangen til tårnet var forbudt. Da manden på en meget høflig måde tilkendegav os dette forbud, spurgte vi ham ligeså hvem der havde forbudt det, men han vidste ikke besked om det.

Rejser dette forbud fra en kongelige befaling, da skyldes det ærbødighed, så meget mere som landets hulde fader der å rigelig tilsteder alle adgang til sine egne skønne ejendomme, vist har haft vigtige grunde til nævnte nu eksisterende forbud! - Men skulle en underordnet embedsmand ubeføjet have tilladt sig dette indgreb i en ældgammel og meget søgt frihed, da håbes dette indgreb straks hævet, og den pågældende alvorlig og mærkbart betydet hans opblæste uerfarenhed, og deraf mangel på agtelse mod medborgere for hvis skyld han er sat på sin post.

(Politivennen nr. 389. Løverdagen den 14de Junii 1823, s. 6297-6298).