Lige så glædeligt det er at se med hvilken omhu vores dødes gravsteder vedligeholdes nu frem for 30 til 40 år tilbage i tiden, lige så harmeligt er det også at erfare at der gives mange, der er slette nok til at forstyrre den orden og vedligeholdelse man der søger at tilvejebringe ved at berøve gravene de blomster der er plantet til at pryde dem. Kedeligt og lidet opmuntrende må det være for dem der har med arbejdet at bestille, at deres flid lønnes så dårligt og aldeles tilintetgøres. Ligesom det pådrager vedkommende graves ejere unødvendige udgifter og bekostninger der til sidst gør dem kede af at vedligeholde gravsteder. Anmelderen har flere gange og især søndag den 8. i denne måned, set hvorledes endog velklædte mennesker har forsynet sig med blomster fra gravene og af de ved gravene plantede syrentræer. Ja drenge har løbet med dem i en sådan mængde at man har fundet nogle af gangene helt blomsterbestrøede.
I graven bor fred, siger man. Men det gælder dog ikke i sin hele udstrækning om vores kirkegårde *). Vel føler den døde intet ved at hans hvilested plyndres og besudles, men den levende, som har en far, mor, søster, bror, ven eller elsket og som finder en venlig trøst i en gang imellem at dvæle ved den omhyggeligt plejede gravhøj, hvor dybt krænket føler han sig ikke ved at man tværtimod at være i overensstemmelse med hans følelse synes at spotte dem ved med vanhellig hånd at forgribe sig på de venlige ofre han ydede af et elskende eller taknemmeligt hjerte. Den spildte bekostning agter han ikke. Han bidrager atter til den elskedes gravs forskønnelse, ser den atter plyndret. Og nu forlader han den med en desto bitrere følelse som han før plejede at dvæle ved den med søde, stille vemod.
"Det er glædeligt det er at se med hvilken omhu vores dødes gravsteder vedligeholdes nu frem for 30 til 40 år tilbage i tiden." (Hovedstien gennem Holmens Kirkegård, eget foto, 2015)
Selv vores hedenske forfædre hævdede gravens fred. Hos dem var det skik at give den døde en del af hans kostbarheder med i graven. Og dog hørte man aldrig hos dem om ligplyndrere og gravtyve. Dette kendte vores fortid ikke til, og dog har vores love endnu ingen bestemt straf fastsat for sådanne. Nogle er af den overbevisning at graverens folk burde have tilladelse til på stedet at afstraffe dem som blev grebet i gerningen. Men anmelderen tror at dette ikke ville svare til hensigten og kunne muligvis misbruges. Derimod mener han at det ville være bedre om øvrigheden bestemte en vis ordentlig straf for forbryderen, omtrent som den der pålægges de der stjæler sæd eller kreaturer på marken eller på steder som ejeren ikke altid kan have nøje opsyn med. Blev bare enkelte ransmænd alvorligt straffet, ville i det mindste dette ligeså skammelige som for tyvene unyttige blomstertyveri sikkert snart ophøre.
*) Selv gravene på Garnisonskirkegården i København er ikke fritaget for plyndring skønt denne kirkegård når der ikke tørres klæder, er lukket, og man for at få adgang til den må henvende sig til graveren. For kort tid siden lod en mand af sognet en grav oplægge og beplante med nogle blomstertræer. Men da han efter 2 dages forløb besøgte graven, fandt han blomsterne helt afskårne.
(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6313-6316).
I graven bor fred, siger man. Men det gælder dog ikke i sin hele udstrækning om vores kirkegårde *). Vel føler den døde intet ved at hans hvilested plyndres og besudles, men den levende, som har en far, mor, søster, bror, ven eller elsket og som finder en venlig trøst i en gang imellem at dvæle ved den omhyggeligt plejede gravhøj, hvor dybt krænket føler han sig ikke ved at man tværtimod at være i overensstemmelse med hans følelse synes at spotte dem ved med vanhellig hånd at forgribe sig på de venlige ofre han ydede af et elskende eller taknemmeligt hjerte. Den spildte bekostning agter han ikke. Han bidrager atter til den elskedes gravs forskønnelse, ser den atter plyndret. Og nu forlader han den med en desto bitrere følelse som han før plejede at dvæle ved den med søde, stille vemod.
Selv vores hedenske forfædre hævdede gravens fred. Hos dem var det skik at give den døde en del af hans kostbarheder med i graven. Og dog hørte man aldrig hos dem om ligplyndrere og gravtyve. Dette kendte vores fortid ikke til, og dog har vores love endnu ingen bestemt straf fastsat for sådanne. Nogle er af den overbevisning at graverens folk burde have tilladelse til på stedet at afstraffe dem som blev grebet i gerningen. Men anmelderen tror at dette ikke ville svare til hensigten og kunne muligvis misbruges. Derimod mener han at det ville være bedre om øvrigheden bestemte en vis ordentlig straf for forbryderen, omtrent som den der pålægges de der stjæler sæd eller kreaturer på marken eller på steder som ejeren ikke altid kan have nøje opsyn med. Blev bare enkelte ransmænd alvorligt straffet, ville i det mindste dette ligeså skammelige som for tyvene unyttige blomstertyveri sikkert snart ophøre.
*) Selv gravene på Garnisonskirkegården i København er ikke fritaget for plyndring skønt denne kirkegård når der ikke tørres klæder, er lukket, og man for at få adgang til den må henvende sig til graveren. For kort tid siden lod en mand af sognet en grav oplægge og beplante med nogle blomstertræer. Men da han efter 2 dages forløb besøgte graven, fandt han blomsterne helt afskårne.
(Politivennen nr. 390. Løverdagen den 21de Junii 1823, s. 6313-6316).
