Vedtegnelse til "Klagen over fæl Lugt i Norgesgade" i Politievennens forrige No. 394, frembragt ved at Udførsel af Natterenovation fra Hospitalerne spildes ved Gjennemkjørsel i samme Gade, hvoraf udbredes en utaalelig Lugt.

Udførelsen af natterenovationen fra Almindeligt Hospital sker i egne dertil indrettede, lukkede tønder hvoraf der ikke kan spildes noget af det deri indeholdte. Udkørslen af disse foretages meget sent om morgenen. Der kan ved denne indretning heller ikke udbredes stank eller fæl lugt.

(Politivennen nr. 395. Løverdagen den 26te Julii 1823, s. 6401).

Bemærkninger i Garnisons Kirke.

Præcis kl. 9 søndag formiddag ringes sammen til denne såvel som til andre kirker. Det må altså formodes at gudstjenesten også efter anordningerne her skal begynde kl. 9 præcis. Men desuagtet må man altid vente, mindst et kvarter før besynderligt nok signal ved at banke gives fra koret at orglet skal begynde med den gudstjeneste hvortil der er sammenringet, og hvorpå menigheden alt for længe har måttet vente. For den del af menigheden der lige såvel anser sangen som præstens foredrag for henhørende til gudstjenesten og derfor kommer til rette tid, er denne formentlig utilladelige venten af mange årsager ikke behagelig. Og når man således er i forventning på det omtalte signal, er det just ikke heller opbyggeligt (som sidste søndag den 20. juli var tilfældet) at se en af kirkekonerne betræde prædikestolen. Muligt at man fejler? Det forekom også mange som om den der spillede orglet den nævnte dag ikke udførte de 2 sidste strofer af salme nr. 375. Forfatteren af disse linjer er af den overbevisning at intet på jorden bør være mere fri at påtale end hvad der passerer i Guds hus, og af den grund vil man muligt få lejlighed til at gøre flere bemærkninger.

(Politivennen nr. 395. Løverdagen den 26te Julii 1823, s. 6400-6401).

"Man må altid vente, mindst et kvarter før besynderligt nok signal ved at banke gives fra koret at orglet skal begynde med den gudstjeneste hvortil der er sammenringet, og hvorpå menigheden alt for længe har måttet vente." (Kirkeuret er kvart over på Garnisonskirken. Eget foto, 2015)

Om den stærke Gadekjørsel fornemmelig af Natvognene.

Det er ikke så sjældent, tværtimod næsten daglig at man hører klager over den skammelige uskik en del kørende begår ved efter behag at jage i trav eller galop gennem hovedstadens gader. Ved denne fordømmelige kørsel forårsager de den grueligste fortvivlelse og skræk såvel blandt voksne mennesker som især hos børn der en gang imellem har ondt ved at passere uskadt. Og det er ubegribeligt, ja næsten at anse for et under, at så mange mennesker dog slipper helskindede fra denne Jehus fart. Det er uden tvivl ethvert menneskes højeste ønske at beholde hele lemmer og tillige at kunne undgå ethvert af de mange tilfælde der ofte i et øjeblik kan gøre det mest friske og lykkeligste menneske til det elendigste og ulykkeligste. Og der kan ikke tænkes noget mere hjerteskærende end at se et menneske trådt ned af heste, sammenkørt under en vogn eller at lemlæstes på den allerskrækkeligste måde og derved berøves liv og helbred. Man fatter ikke til hvad nytte en sådan forhastet kørsel i de folkerige gader er. For hvad enten en arbejdsvogn eller en stadskarosse kommer 5 eller 10 minutter senere eller tidligere til sin bestemmelse er altid ligegyldigt, men følgerne af en sådan jagen og faren er derimod let at indse. 

Så vidt indsenderen ved eksisterer jo endnu den lov som forbyder at køre stærkere end i luntetrav. Og det er altså højst beklageligt at denne ellers så vise lov overholdes så lidt af så mange, uagtet der fra vores årvågne politis side vist er gjort og endnu daglig gøres alt for dens overholdelse. For det er bekendt at enhver som vil påtage sig den ulejlighed at anholde sådanne flyvekuske og bringe dem på politikammeret, vil endog sammesteds kunne få en belønning for sin udviste opmærksomhed. Desuagtet hører eller ser man sjældent eller aldrig nogen der således pågribes for ulovlig kørsel. Men det var dog meget at ønske at en eller anden flyvekusk blot for at statuere et eksempel måtte blive anholdt og stoppet i farten, enten af politiet eller af andre for derefter at straffes således at lysten til en sådan utidig og forhastet kørsel dog engang måtte forgå dem. 

Hvad her er anført om alt for stærk kørsel af vogne om dagen, gælder således ligeledes om natvognene, når disse efter kl. 11 ruller frem på gaderne med så mageløs rumlen og buldren, ligesom en fjern torden. Husene især de som efter den store ildebrand og senest efter bombardementet er opført på køb, er færdige at styrte sammen over hovederne på beboerne. Hvilken skadelig indflydelse en sådan skrækkelig tummel af natvognene kan have på nervesvage mennesker, syge barselskoner og børn, især når disse ligger i værelser ud til gaden, er let at begrive. For ikke at tale om den langt utåleligere stank der forårsages af sådanne vogne som kører stærk end om de kørte noget mere i mag.

(Politivennen nr. 395. Løverdagen den 26te Julii 1823, s. 6387-6390).

Travlhed med hestevogne ved Accisebod

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op i Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6427-6430.

Bekjendtgjørelse.

Det har i Politivennen flere gange og senest i nr. 388 været påanket at gaderne på hede sommerdage ikke blev stænket med vand før de fejes. Udgiveren som så ofte har haft den glæde at se uordener som i hans blad var påtalte, blive rette, påklagede manglen afhjulpet, og foreslog hensigtsmæssige foranstaltninger efter omstændighederne tid efter anden iværksat, har nu også med megen fornøjelse erfaret at der er begyndt på torvene, de offentlige pladser og flere steder at stænke gaderne med vand før fejningen, og at de koner som er ansat til at forrette den offentlige gadefejning, i den henseende er blevet forsynet med passende vandkander. Det kan vel næppe omtvivles at denne ypperlige og for sundheden så eget gavnlige indretning jo vil møde al mulig velvilje, og at det fornødne vand aldrig vil blive nægtet, hverken af private husejere eller fra de på gaden ansatte, men undertiden låste vandposter, ligesom det også tør hbes og ventes at indretningen snart vil blive efterfulgt og almindeligt indført.

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6385-6386).

Anmodning fra Landmænd og Gartnere.

Vi landmænd og gartnere der i vores ansigters sved æder vores brød og forsyner ikke alene formændene for frugt- og vildthandlerkorporationen, men selv hele korporationen, med al den herrens velsignelse af frugt, urter osv. som vokser på den ved vores arbejde dyrkede jord og ikke på Københavns gader, udbeder os, da vi endnu ikke har nogen formand der kunne tage os i beskyttelse, at indbyggerne i København og enhver især som bruger af vores produkter, ville unde os deres søgning på torvet, hvor vi ifølge allernådigst tilladelse har frihed til at sælge jordens frembringelser. Vi forbinder os til at give bedre pris, friske varer og ligeså reel behandling som korporationen af frugt- og vildthandlerne. Og da der nu er en bestemt handelsplads behøver de søgende ikke at gå fra gade til gade for om muligt at få bedre køb hos den ene end hos den anden. Underskriften af korporationen ville blive for vidtløftig til at anføre i et dagblad, og særskilt på en rulle pergament som i England alt for kostbar, vi underskriver os derfor

A-Ö

(Politivennen nr. 394. Løverdagen den 19de Julii 1823, s. 6384-6385).