21 december 2015

Slemme Tagrender paa Christianshavn.

På de 2 huse på hjørnet af Torvegade og Wildersgade er tagrenderne i dårlig tilstand. Alt regnvandet som kommer i renden på huset nr. 110 styrter ud fra midten over renden og skyller alle forbigående over hovedet. Det samme er tilfældet på huset nr. 111. Der går vandet over renden på den modsatte ende hvor der intet nedløbsrør er. Ved naboens trappe er vel en tagrende, men den mangler ganske afløbsrør. Disse mangler (der alle er til Wildersgade) ville de ærede ejere gunstigt foranstalte afhjulpne hvorved de ville gøre sig mange forbundne.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6495)

Huseier-Egennytte.

Anmelderen der er en enke, og i flere år efter sin mands død kummerligt har slået sig igennem ved at drive sin profession, havde for nogle år siden lejet en kælder på Lille Købmagergade nr. 186 og måtte deraf betale 100 rigsbankdaler foruden 3 rigsbankdaler skatter. Men da ejerinden der også er enke, fandt at næringen på arbejdet efter nutidens konjunkturer gik tålelig, fandt hun for godt at opsige lejerinden. Da denne nu ikke kunne betale så høj en leje af førnævnte lokale måtte hun flytte.

Efter den tid som er et år siden, har samme lejlighed vist nok ikke indbragt 1/3 mod før da kælderen først var lukket og siden er bortlejet for 40 rigsbankdaler som nu gives for sidste halve år. Man er kommet i erfaring om at denne lejlighed nu skal være bortlejet til en person af samme profession som har arbejdet hos enken i 3½ år, uagtet anmelderen heraf har budt 50 rigsbankdaler, hvilket ikke synes at være ret handlet.
Man erfarer desværre ofte at der gives flere husejere som på urigtig måde behandler deres lejere og medborgere. Det ville være at ønske at der kunne sættes grænser for denne som for flere andre misbrug.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6494-6495)

Redacteurens Anmærkning

Lille Købmagergade var den strækning af nuværende Købmagergade som går fra Kultorvet til Skindergade. Derfra og til Amagertorv hed den Store Købmagergade indtil 1871. Lille bmagergade 186 er nuværende Købmagergade 58 (ParadisIs). Den nuværende bygning er opført 1890, så artiklens hus eksisterer altså ikke længere.

Steenbænkes Farlighed paa Spadseregange.

Med bedrøvelse har man set flere personer af begge køn sætte sig, om endog de dryppede af sved, på stenbænkene i alleen som fører til Frederiksberg, enten af uvidenhed om skadeligheden af at hvile sig på sten, eller også af mangel på træbænke. Mit ønske er derfor at disse for sundheden højst skadelige bænke måtte blive taget væk, og træbænke anskaffes i stedet for dem. Om jeg erindrer ret, så findes også på forskelige andre steder sådanne stenbænke anbragt. Omhyggelighed for publikums sundhed kræver forandring.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6493)

Noget fra en Landboer til den Herre som har saa meget at sige om Landboernes Svirelyst.

Gode herre! Jeg kender intet til hvad De har skrevet angående landboernes lyst til svir. Kun har jeg set af Adresseavisen at der i Politivennen nr. 397 skal findes noget sådant. Som jeg kan slutte efter det sted De har anvist Deres anmærkning, sigter den til at nedsætte vores moral og at bidrage til at indskrænke vores frihed. I så henseende er det jeg kun vil gøre Dem opmærksom på at landboerne er mennesker ligesom hovedstadsbeboerne, at vi ligesom disse elsker og søger fornøjelser og er ligesom disse berettigede til på vores hviledage og til andre tider efter fuldendt arbejde at fornøje og vederkvæge os ved selskabelighed, drik, spil og dans for igen til sin tid at være desto mere raske og bekvemme til vores arbejde. 

Kom De her ud til os og tag del i vores arbejde, om De ellers dur dertil, og De vil da utvivlsomt finde hvor nødvendigt det er for landboerne undertiden at vederkvæge og fornøje sig, eller som De kalder det: at svire. At der gives nogle blandt os der går så vidt i nydelse og især kigger for dybt i brændevinsflasken - i hovedstadens sprog har jeg hørt sige det hedder at tude - se, det tilstår jeg gerne. Men mon misbrug i denne som i flere henseender ikke også finder sted i hovedstaden? Hvor meget kan jeg ikke påvise! Men Gud ske lov at jeg kan tie. Se, dette er fra en bonde. Herremanden sigter De vel ikke til, for han svirer jo aldrig og vil nok vide at forsvare sig mod beskyldninger.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493)

Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne serie: Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6346-6347, Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427,  Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493 og Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516

Gjentagen Opfordring til Capitain og Muurmester Bakhaus.

Ejeren af hjørnegrundene af Kloster- og Gråbrødrestræde kaptajn og murermester Backhaus, anmodes herved atter at sætte en dør for det åbne lokum på grunden imod Klosterstræde. Og dersom han skulle ønske det, er man villig til for at dette for genboernes væmmelige syn kunne bortfalde, at sende ham de dertil fornødne brædder, samt at betale hvad arbejdet koster, som jo under hans opsyn kan ske af en af hans håndlangere.

(Politivennen nr. 400. Løverdagen den 30te August 1823, s. 6487-6488)