Utilladeligt Vertskab.

Med forundring ser man de forskellige slags beværtninger som foregår på Frederiksberg Slot, nemlig i staldbygningen på den forrige ride- og kørebane, i slotsbygningens kaminetage med flere steder hvor underhånden kan fås beværtning eller de medbragte spisevarer tillavede, og det manglende for betaling leveret. At schweitzeren altid har haft tilladelse til at skænke, ved man vel, men alt dette værtskab synes dog alt for upassende på et kongeligt slot og skaber desuden de i Frederiksberg By boende værtshusholdere og andre næringsbrugere.

(Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6519-6520)

Forslag til Afværgelse af Bondesvir.

For rum tid siden blev gjort det spørgsmål i dette blad hvorledes den tiltagende svir blandt mange af landsbyindbyggerne bedst kunne hæmmes. Indsenderen vover her at fremsætte et middel. Måske lader det sig ikke udføre af mig ubekendte årsager. Dog lad vedkommende afgøre det. 

Efter mine ringe kundskaber om bonden i særdeleshed tror jeg at han før har givet sig mere af med at forarbejde allehånde redskaber henhørende til sit arbejde. Nu derimod kan sådanne redskaber muligvis købes for meget billig pris, hvorfor han lader være at forfærdige dem selv, hvilket nok er urigtigt. Især på de lange vinteraftener keder han sig hjemme, da hverken han eller familie finder stof hos sig til lærerig og nyttig samtale. Han går da på kroen. Dog den tomhed hos familiefædrene er desværre også tilfældet hos købstadsmanden. Derfor går denne i klubben. 

Hvad om nu præsten og skolelæreren, drevet af embedsiver, skiftedes til at samle de voksne bønder hos sig og underholde dem nogle timer med forelæsning af ting der kunne være bonden til nytte i sin håndtering eller også noget der kunne give ham lejlighed til at gøre sig bekendt med hvad der var uden for hans by, såsom rejsebeskrivelser, jordbeskrivelser mm. Ville der da ikke altid hænge noget ved, når han kom hjem. Og dette noget ville han meddele sine. De yngre ville da længes efter tilladelse til at overvære disse forelæsninger, og mange gange ville da kroen blive glemt. 

Mennesket er nysgerrig eller rettere sagt for de mere dannede: videbegærlige. Øvrighedens pligt er det da kun at lede denne videbegærlighed hos almuen til det der er nyttigt. Alle slags aviser måtte vist ganske bandlyses ved sådanne forelæsninger og tvang også. Man besøgte dem nok godvilligt, når kun en eller to havde overværet de første møder.

Desværre søger mange såkaldte fornuftige og dannede mennesker flaskens trøst når deres økonomiske forfatning er dårlig. Hvor let da at den mindre dannede søger samme vej for dog en gang imellem at drukne sorgerne. Dog den druknede kommer til live igen og føler sin tilværelse endnu værre end før. En større dosis må altså drukne sorgen igen, og således fremdeles.

(Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6346-6347, Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427,  Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493 og Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516

Ønske om Fred paa alfar Vei.

Anmelderen var ved at passere hr. grosserer og tømmerhandler Hviids pakhus på hjørnet af Christianshavns Kanal og Torvegade forleden lørdag den 6. september om eftermiddagen mellem kl. 3 og 4, så uheldig at få en kartoffel i hovedet som blev nedkastet fra en luge på første loft ud til sidstnævnte gade af indenfor stående kåd eller ondskabsfuld person. Men da hatten tog stødet af, traf den uden at gøre nogen skade. Han var derpå gået et stykke hen ad gaden uden videre at bryde sig derom, da han blev opmærksom på en mand han ønskede at tale med, og gik altså tilbage igen, hvorpå der faldt nogen klingende ned i rendestenen som anmelderen mente kunne være en nøgle eller nogle penge han kunne have tabt af lommen. I det samme han da bukke sig ned for at se hvad det var, ramte et vældigt slag ham i venstre side af en stor kalkklump, hvilket han endnu ikke forvandt efter 2 dages forløb, og fandt ved rendestenen det der klingede, som var en stump gammelt jern, der formodentlig i samme hensigt var nedkastet, men var ikke så vel truffet. Ved at gå over gaden, så han et ansigt som leende trak sig tilbage og formodentlig var gerningsmandens.

Da anmelderen ikke ved sig skyldig i på nogen måde at have fornærmet ovennævnte skadefro person, og mangler beviser for at søge sin ret, har han formået Politivennens udgiver at optage denne tildragelse i sit blad for at kunne tjene til advarsel for andre hvis vej måtte falde forbi nævnte pakhus, og i særdeleshed fruentimmere med blottede hoveder eller børn som let kunne få et slag i hovedet der ville have slemme følger da det ikke er afgjort at alle slipper så nådigt som anmelderen, og man kan formode at det oftere vil indræffe.

(Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6509-6510)

Farligt Ukrud paa Vesterfælled.

Når man i år på Vester Fælled betragter ukrudtet af tidsler og kragetorn, og har lagt mærke til hvor meget det i de to sidste år er tiltaget, så kan man med sandhed sige: hvad vil der i fremtiden blive af denne fælled når dette onde således tager overhånd? Da græsningspengene vist ikke kan siges at være ubetydelige, så tror man at der bør gøres noget for at vedligeholde en god græsgang, og man tør vel gøre sig håb om at dette onde afhjælpes, hvorved kreaturerne ville kunne fødes langt bedre end nu. Da intet skridt til ukrudtets udrydning er bekendt, så vover man at gøre de ansvarlige opmærksomme på at nu var det nok den bedste tid at lade tidslerne afhugge og bortføre. For frøet er nu så modent at det ved mindste vindpust føres på de tilgrænsende parceller, hvilket vist ingen kan nægte er til stor skade for parcellisterne. Hvad kragetornen (ononis spinosa) angår, da er det vel sandt at det er af den slags ukrudt der ikke let lader sig udrydde, men at det kan udryddes, derom tvivler man ikke, når man kun begynder derpå. Betræffende ukrudtet som står på begge sider af vejen i grøfterne var det også godt om man lod det afhugge ved samme lejlighed.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6504-6506)

Et Par Ord i Anledning af Hr. Madsens Svar i Politivennen No. 400.

Da det har behaget hr. Madsen i sidste stykke af Politivennen at søge at forsvare sig, så anfører indsenderen blot til oplysning for publikum at han med en god ven onsdag den 6. august om aftenen fordrede to snapse på Ratzenborg og at man afkrævede ham 4 skilling for hver snaps. Da indsenderen gjorde ham opmærksom på at han på1 mark som han havde leveret, kun havde fået 4 skilling tilbage i stedet for 8 skilling, sagde han at snapsen kostede 6 skilling og på indsenderen indvending at man kun havde krævet 4 skilling, svarede han at han da måtte betale med småpenge. For når man skulle give penge tilbage, kunne det ikke blive anderledes. Ikke ondskab som vil søge at skade en mand i sin lovlige næringsvej, foranledigede indsenderens bekendtgørelse til publikum denne fremgangsmåde betræffende. Men dette skete blot til advarsel for værten at ikke en sådan behandling i fremtiden skulle foranledige ubehagelige optrin, og til efterretning for publikum at det kunne søge at sætte sig i sikkerhed mod lignende ubehageligheder. Indsenderen overlader det il publikums dom om det ikke havde været mere passende når hr. Madsen offentligt havde bedt publikum og indsenderen om forladelse for denne forseelse, end på en så uartig måde at søge at forfægte sin sag. Da indsenderen ikke agter offentligt at fortsætte denne strid, må han til slut lade hr. Madsen vide at han i fald han skulle have i sinde at vedblive i sin uartige tone, ved rette vil vide at drage ham til ansvar for sine fornærmende udtryk. Skulle dette i øvrigt være hr. Madsen om nøjere forklaring at gøre, da vil han hos Politivennens udgivet erfare indsenderens navn og adresse.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6503-6504)