Blodigler.

En mand her af staden som blev tilrådet at lade sig sætte igler, sendte bud til en barber og lod spørge hvad sådant kostede, hvorpå han fik det svar: 3 mark for stykket. Manden lod nu på et apotek forhøre hvad en blodigle kostede når man købte den, og erfarede at prisen da for samme var 1 mark. I den tanke at når han nu selv havde igler, ville han spare penge ved at lade en barber sætte dem, købte han 3 igler og sendte bud til en barber for at få dem påsat. Der kom da en barberdreng som påsatte iglerne, men da man spurgte ham om hvad man skulle give ham for sin ulejlighed, forlangte han 2 mark for stykket, ialt 16 mark. Denne betaling forekommer anmeldren at være alt for stor, og melder derfor dette for vedkommende for om muligt kunne skaffe en forandring i prisen. En arbejder er vel sin løn værd, men man kan også betale guld for dyrt. Desuden behøves der jo kun lidt kunst eller arbejde til at påsætte igler.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6753-6754)

Butten Blank binnen krank.

Mens vores klædefabrikker der dog leverer meget godt, findt og durabelt klæde, klager over næring og det kongelige klædeoplag der er forsynet med særdeles godt klæde af alle kulører og til forskellige priser efter boniteten kun har lidt afsætning, ser man dog at fremmed klæde må have god afgang, eftersom der næsten dagligt i aviserne bekendtgøres at hele partier af superfint klæde er arriveret og sælges til billigste priser. At mængden har mere lyst til det fremmede, er vel til skade for vore egne fabrikker, men er dog tilgiveligt når der tages hensyn til at enhver gerne ønsker at få gode varer til den billigste pris. Men at man ofte bliver narret, når man køber af sådanne i avisen udtrompeterede varer, er sikkert. I det mindste har anmelderen selv nyligt haft et bevis derpå. 

For kort tid siden gik anmelderen efter et sådant avertissement op til en kræmmer eller handlende på Østergade for at sig 4 3/4 alen klæde til en frakke. Man viste ham forskellige stykker, og endelig et stykke olivenbrunt klæde som så særdeles smukt og fint ud, og hvorpå prisen for alen var 9 rigsbankdaler. Men som dog efter nogen prutten blev bestemt til 8 rigsbankdaler. Anmelderen ville købe 4 3/4 alen, men sælgeren forsikrede at 4 alen var fuldkommen nok til en frakke, da klædet var 10 kvarter bredt, hvilket en tilstedeværende skrædder også bekræftede. Anmelderen som naturligvis ikke ville købe end der krævedes, lod sig give 4 alen af det omtalte klæde som han leverede til sin skrædder. Men efter et par dages forløb kom denne til ham og lod ham vide at han ikke kunne sy en frakke af det leverede klæde, men måtte have 3/4 alen til. Klædet var nemlig under krympningen løbet således ind at i stedet for 10 kvarter bredde holdt det nu kun 8 kvarter og 1 tomme. Der måtte da købes 3/4 alen af samme sort, og efter at det ved krympningen havde fået et lige så fælt udseende som det øvrige, fik anmelderen heraf syet en frakke der ser ud som den var syet af meget simpelt og groft dansk klæde. At man altså om dette klæde kan sige: Butten blank, binnen krank, vil vist enhver sande der uagtet den her givne advarsel, vil lade sig sy klæder af samme.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6751-6753)

Et slemt Skraalen.

På hjørnet af Adelgade og Helsingørsgade sidder en sælgerkone med æbler som ved sit stærke, gennemtrængende skrål hvormed hun udråber sine varesorter, meget forstyrrer syge menneskers ro. Desuden er det meget ubehageligt for enhver i hendes nabolag en hel dag at høre på sådan musik. Da såvidt vides det ikke er sådanne sælgerkoner tilladt at tage fast stade på hjørner og stræder, hvor de ikke alene er kørende, men også gående til ulejlighed, langt mindre lydeligt at bekendtgøre deres udsalgsvarer, så håbes at vedkommende heraf vil tage notits og forebygge en sådan uorden.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6748-6749)

I Anledning af Student Obels Begravelse den 18. december 1823.

Det forekommer mig og måske flere med mig helt besynderligt at man i en vel ordnet og indrettet stat tilsidesætter eller viser en vis ligegyldighed mod gode og fra fysikkens side betragtet velgørende love, men til hvad nytte bliver da lovene?

Ingen fornuftig mand kan vel nægte at det har været den vise, den gode, kærlige lovgivers hensigt med lovene at fremme almen held og almen nytte for borgersamfundet. Men man ser desværre meget ofte disse love enten bliver taget meget lidt i betragtning eller for at sige det rent ud, næsten helt tilsidesat. Sådant bemærkes i særdeleshed ved ligprofessionen. Følget og bærerne tilsiges i almindelighed til at møde ved lighuset 1, 2 ja vel 3 timer før professionen begynder. 

For ikke at være vidtløftig eller anføre flere eksempler, vil jeg blot nævne et eneste bevis for dermed at stadfæste min sætning. For dem der vil have lagt mærke til sådant. behøves ikke flere beviser da de kan hente dem fra daglig erfaring som i alle ting er den bedste læremester. I dag den 18. blev en løjtnant Obel fra kongens livkorps begravet fra Frederiks Hospital. Ifølge de vedtagne ceremonier skulle en stor del af korpset ledsage den afdøde til sit hvilested og disse var tilsagt til at møde på Smedelinjen ved citadellet - tænk engang! - kl. 9! og - liget bragtes ikke fra hospitalet før klokken over 12.

"Disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset" (Kongeporten, vist nok set fra Smedelinien. Eget foto 2015).

Enhver erindrer let hvorledes vejret var den dag. Og når man nu tager hensyn til hvorledes disse unge imod sædvane var klædt og med denne påklædning under sådan et snefog under åben himmel måtte opholde sig 3 samfulde timer før de gik til lighuset, hvem vil da vel indestå mig for alt det onde og al den uheld disse samme ceremonier er i stand til at medføre for deltagende venner og ømme forældre der måske blandt denne mængde kan have haft en eller anden yngling og håbefuld søn som ved denne lejlighed har som man siger, på dette sted fundet pinden til sin ligkiste. Kunne det ikke forandres? Hvorfor sådanne intetsigende ceremonier? Kunne vedkommende ikke tilsiges ½ time før begravelsestiden var bestemt? Og er de kommanderende forbundet til at vente på et talrigt følge? Det ses let at jeg på dette sted ikke har udladt mig i det vidtløftige. Jeg har blot fremført dette for at bringe det til højere vedkommendes eftertanke, bedømmelse og mulige forandring.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6743-6745)

Redacteurens Anmærkning

Smedelinien er betegnelsen for kontrescarpen omkring den vestlige del af Kastellet. Opkaldt efter det gamle smedehus i Fyns Ravelin.

Der er tale om premierløjtnant Ludvig Obel (1795-1823), som døde af en smitsom sygdom den 13. december 1823. Begravelsen blev også omtalt i Den Vest-Siællandske Avis eller Slagelse Ugeblad for den uden- og indenlandske Historie og for Dagens vigtigste Nyeheder, 2. januar 1824:

Torsdagen den 18de December var i Kiøbenhavn et meget betydeligt og høitideligt Ligfølge, da afdøde Kand. Theol. og Premierlieutenant ved HS. Majestæt Kongens Livcorps, Ludvig Obel, blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard. Han var almindelig yndet og høiagtet, og hans Død er meget beklaget. Henved 200 Studenter fulgte deres hedengangne elskte og hædrede Medbroderrs Liig. Iblandt flere af Statens hæderlige Mænd Liigfølget saaes og Korpses Chef, Hr. Generalmajor Lorenz, Kommandeur af Dannebrog.

Glædeligt Nytaar!

Allerede nogle dage før jul hjemsøges man ved sine døre med denne hilsen hvorved den ønskende dog ikke vil sige andet end: giv mig penge. For nægter man at give noget, får man eder og forbandelser i stedet for lykønskninger. Brandfolk, renovationskarle, vægtere, sjovere, læredrenge af forskellige professioner og en del andet pak som nok ellers intet bestiller, tumler sig i en tid af 14 dage fra hus til hus. Og det synes som om staden er overgivet til disses brandskatten. Ja man har endog bemærket kuske og tjenere i liberi ikke holdt sig for gode til også at løbe med tiggerbøssen. Dette onde er således blevet værre år for år og synes nu ikke at kende nogen grænse.

Gilde på Amager. Det fremgår ikke i hvad anledning. Men man kan jo forestille sig at det er omkring juletid. H. C. Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.

Imidlertid er det ikke alene ubehageligt at blive af med sine penge og spilde megen tid på at skaffe sig disse folk af halsen. Men man har endog ofte den ærgrelse at se at sådanne penge som giverne i disse tider har ondt ved at skaffe tilveje, drikkes op endnu samme dag. Og det er ikke småskillinger der således bortødsles, men summer som mange familier må savne længe. Således har en mand der sidder i en temmelig god handel, forsikret at han ved nytårstid ikke slipper mindre end 200 rigsbankdaler, og en anden i en mindre næringsvej har påstået at det kostede ham mellem 70 og 80 rigsbankdaler for at tilfredsstille disse gratulanter. Det ville derfor være ønskeligt om man på nogen måde kunne sætte grænser for dette onde hvis ikke det kan rykkes op med rode. Et lovbud desangående kunne derfor ønskes. Og hvorfor skulle man ikke have håb om det da alt offentlig tiggeri er forbudt.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6741-6743)