Mosaisk Næringsdrivtighed, Supplement til sidste Politieven.

Lige så flygtige som mosaiterne er med logeudstykning, er de også med at udleje værelser. For når man kommer og vil vide lejesummen, får man en urimelig pris at høre. Og når man da byder anstændigt, svares: Jeg skal have den ære at sige Dem at en god ven har fået løfte derpå, og skal sige mig besked på Børsen, men om nogle dage skal De få besked. Herved bliver man som oftest narret. Således gik det med indsenderen med en lejlighed i Pilestræde og med en anden i Kronprinsessegade. Sidstnævnte husejer plagede ham endog med sludder, ligesom en Gert Westfaler om hans ømme hjerte og ædelmodighed mod sine debitorer af hvilke han dog har ladet en sætte i slutteriet.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6812-6814)

Til Erindring: I Anledning af det, den anonyme Forfatter i sidste Politieven af 17de Januar d. A. har udgivet, de "mosaiske Billetprangeres Handel med Loger" betræffende.

Det er meget besynderligt at den anonyme forfatter harmer så meget over de mosaister der udlejer loger på Det Kongelige teater og påbyrder dem alle de fejl og urigtigheder der måske i højere grad falder andre uden for dette samfund til last.

Således kan anføres efter Adressekontorets efterretninger, følgende kristne logeprangere hvis bopæle angives:

Møntergade nr. 55.
Sankt Pedersstræde nr. 113.
Kompagnistræde nr. 54.
Adelgade nr. 208.
Vognmagergade nr. 86.
Kompagnistræde nr. 72.
Klosterstræde nr. 88.
Valkendorffsgade nr. 160.
Landemærket nr. 150.
Holmensgade nr. 140.
Store Strandstræde nr. 211.
Borgergade nr. 122.
Bredgade nr. 174, litra A og 
Store Kongensgade nr. 255.

Det er derfor meget påfaldende at forfatteren kun dolerer over de mosaiske udlejere af logerne, da disse ikke overskrider betingelserne mere med de kristne.

Til ydermere bevis om at der findes lige så mange om ikke flere kristne end mosaister som forfatteren betitler "logeprangere" tjener: de for for et par måneder siden udkomne Adressekontorets Efterretninger efter hvilke der fra disse averteres 4 til 5 loger til bortleje. Skulle der altså efter foranførte blive spørgsmålet om hvem der var de største logeprangere, da vil uden tvivl svaret blive: "de kristne"

Til slut tilføjes: at de ubehageligheder som forfatteren påbyrder de mosaiske udlejere af loger i lige om end ikke højere grad, falder de kristne udlejere af loger til del.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6812-6813)

Svar paa tvende Spørgsmaale i Politievennen, betræffende bedærvede Vare, og Melken af syge Køer.

Der kan aldrig være spørgsmål om at det jo er sundhedspolitiets pligt at forbyde salget af havarerede eller på anden måde beskadigede varer når de ved eftersyn er fundet skadelige for sundheden. Dette må man antage ikke at have i en sådan grad været tilfældet med de omtalte varer da vedkommende fysikus ellers havde standset slaget, hvad enten dette skulle ske ved auktion eller underhånden. Derimod kan man måske snarere nære tvivl om sundhedspolitiet er blevet opmærksom på den skade der kan stiftes ved mælk af syge køer og ved mælkeforfalskning. Det var at ønske at både mælkehandlere og de der selv holder køer for at afsætte mælken, måtte sættes under noget strengere opsyn end hidtil, så almenheden kunne blive sikret en uskadelig nydelse af et nødvendigt næringsmiddel som dagligt og af alle nydes, hvis behandling altså er endnu vigtigere end fx vinens.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6809-6810)

Gien Klang fra Humlebech.

Imod Kuhmunchs svar fra Humlebæk i Politivennen nr. 418 den 3. januar 1824 som jeg med fornøjelse læste og fornøjer mig meget at han kan erindre tiden når og hvor det skete. Men det fornærmer mig meget at han ikke bedre kan huske hvorledes det mig sig til formedelst at han skriver i svaret at J. Jensen var beskænket. Altså måtte han vel være ved sin fulde fornuft efter min mening og er dog så glemsom og fortæller blot usandheder, da jeg som fattig bonde holder mig for honet til at sige rendt ud løgn. Men jeg skal bedre forklare hans svar og utyde samme. Hans mening var at dysse mig i søvn, men forgæves, jeg blev mere opmuntret.

Nu vil jeg begynde at utyde og gendrive svaret. Han skriver at han ikke kan begribe hvorfor det varede så længe inden jeg klagede. Det besvares således: På grund af min fattigdom og ringe evne til at holde aviser og Politivennen og andre lignende skrifter, ikke vidste at hans kongelige majestæt og vise råd havde foranstaltet at på så lemfældig en måde at bringe sandhed og uskyldighed for dagen. Det er just ikke sket af uforstand da der dog kan findes en forstandig mand i bondestanden som en bøffelokse i embedsstanden. 

For det andet skriver han at andre af fjendskab skulle have forledt mig til det. Det besvares således efter det gamle ordsprog som man sår skal man høste. Det er hans onde samvittighed som banker i frygt for flere levnedsbeskrivelser. Da jeg ved at jeg ikke er den første og håber ikke heller at blive den sidste. 

For det tredje fortæller han at jeg blev ledt ud af politiet, hvilket er den største usandhed som kan bevidnes om det skal være af 4 til 5 vidner at politiet ikke var i huset den gang. Det havde været at ønske for så havde jeg ikke blevet så behandlet som jeg blev. 

For det fjerde skriver han at de to bønder lagde mig på vognen hvilket er en usandhed. Men hvad skal man sige. Den som engang lærer sig at sige usandhed bliver ved til enden. Men jeg blev af ham så ilde behandlet, og da jeg som er kun en lille svag mand og tillige en krøbling, og han stor og stærk to smed mig i vognen, smed tømmen oven på mig tog pisken, slog på hestene, så de løb med mig. Til al god lykke var det to gamle som var stadige, og jeg fik i tømmen og vendte om igen i tanken at kræve vidner. Men jeg kom ikke før ind af døren og fik ikke talt et eneste ord, før jeg fik selvsamme behandling som før. 

Men jeg fik fat i tømmen igen og vente tilbage igen, for jeg er dannemand og ingen kujon på grund af min natur er således at jeg ikke viger om jeg endog så skal opofre livet for en retfærdig sag. Men da han stod uden for døren og forbød mig at komme ind i kroen, svor jeg at jeg kørte ikke derfra uden jeg fik en snaps som jeg vel kunne trænge til efter sådan behandling. Da gik han ind i kroen efter en snaps til mig og men jeg drak den blev han erindret om af en af de tilstedeværende som så på behandlingsmåden at jeg nok ville søge ham ved lov og ret, men hans svar var at han tier nok som også jeg måtte på grund af min ringe formue da jeg ikke havde så mange penge at jeg kunne fremlægge sagen i retten og desuden ved professor Vindes ikke store kapitaler for en fattigmand. Men at jeg er blevet underrettet om Politivennen af en god ven der i nærheden som var øjensynlig ved behandlingsmåden. At man deri kunne bruge sandhed og uskyldighed for dagens klare lys, da han ikke kan overbevise mig at jeg fornærmede noget menneske med et eneste ord som var i huset uden det som jag har foregivet i Politivennen nr. 415, lørdag den 13. december 1823.

Dette er mit hjertets ønske at enhver ærlig dannemand som elsker sandhed og vil forsvare uskyldighed som læser Politivennen vil lege klagen fra Humlebæk, svaret fra Humlebæk, genklangen fra Humlebæk, ved siden af hverandre og derefter bedømme og jeg har ret eller uret og anvitere det i Politiven, da vil jeg falde eller stå for jeres retfærdige dom, og ikke for hans usandfærdige svar.

Søholm den 19. januar 1824
Underdanigst
J. Jensen
Bonde på Kronborg Amt.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6805-6809)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.

Billigt Ønske fra en Christianitter.

Anmelderen som en af Christianshavns beboere hvis vej til daglige forretninger såvel morgen som aften er over Langebro, langs det kongelige hømagasin og Filosofgangen, har længe som vist nok flere med ham, såvel christianitter i særdeles som københavnere i almindelighed der passerer nævnte vej, hidtil forgæves næret det håb at se adskillige mangler afhjulpet, og har herved formået Politivennens ærede udgiver til at indrømme nedenskrevne i sit almennyttige blad som fra dets første begyndelse har, og fremdeles vedbliver, at stifte meget stor nytte i forskellige henseender. Så meget mere som så vidt han rigtigt erindrer sig, før at have set berørte anke frugtesløse fremsatte i dette blad, vover han endnu engang at anmærke disse på ny, nemlig:

1) Trottoiret fra hjørnet af Wildersgade til hestegardens kaserne er i tilfælde af fugtigt vejr eller isslag på grund af dets slette brolægning næsten vanskeligt at betræde og trænger meget til en lille udbedring.

2) De brædder som ligger over kisterne langs det kongelige hømagasin, er ved de påslåede lapper i den forfatning at man på mærke vinteraftner er udsat for at falde og brække både arme og ben, især når de passeres af gamle svagelige folk, og det ville være tak værd hvis de måtte snart blev afløste med hele nye brædder.

3) At 1 til 2 lygter måtte blive anbragt ved klapperne på broen da man på mørke vinteraftener næppe kan se end hånd for sig, og ikke alene ved fald, men ved at støde på ildesindede mennesker, kan afstedkomme en skade og indjages en skræk man måske ikke let ville forvinde.

Skulle disse linjer opvække høje vedkommendes opmærksomhed, så at disse mangler måtte blive afhjulpet, ville det være anmelderen en kær erindring, ikke at se dem frugtesløse fremsat.

(Politivennen nr. 421. Løverdagen den 24de Januar 1824, s. 6801-6803)

Redacteurens Anmærkning.

Hestgardkasernen og hømagasinet var en del af den kongelige materialgård mellem Frederiksholms Kanal og Vester Voldgade i København. Kasernen blev opført 1792 efter tegninger af arkitekten A.J. Kirkerup. Hømagasinet var beregnet for de de kongelige stalde og lå ud til Vester Voldgade. Begge dele brændte 1798, men blev ved kongelig resolution af 11.5.1798 genopført straks derefter. Bygningerne er delvist bevarede i dag.