Mere om Ildebranden i Ballerup.

I anledning af et stykke indrykket i Politivennen nr. 414 af 6. december forrige år om ildebranden i Ballerup, finder jeg mig beføjet til at anmærke følgende: Det kan ikke nægtes at møller R. Christensen viste sig som en virksom mand. Men at han hverken ved sin åndsnærværelse eller med livsfare udrettede mere end enhver anden som mødte ved ilden og opfyldte sin pligt, er en sandhed. Det synes ikke passende at han lod sin mølle gå mens gården brændte. Da den største del af Ballerup var udsat for fare, søgte enhver i byen at redde sin ejendom. Og den brandlidte familie var derfor i starten overladt til sig selv uden synderlig fremmed hjælp. Havde nu m. C. ladet de folk som var på møllen, ile til brandstedet, havde meget af ejerens tøj, som ellers brændte, kunnet reddes. Ja måske var byens sprøjte den måde blevet frelst. 

Jeg undres over at pastor Hertels sønners raskhed har kunnet undgå indsenderens opmærksomhed. For enhver som mødte ved ilden da den var farligst, var vidne til at disse i forening med gårdmand Andreasens sønner bidrog det meste til at denne gård og med den kroen - hvor indsenderens opmærksomhed især synes at have været henvendt - blev frelst. Det var pastor Hertels yngste søn som da der var kommet ild i den ene stak i gården, løb op på den og rev den brændende sæd ud. Og da der kom ild i en stak ved siden af, sprang han over på den og fik også der ilden dæmpet. 

Ligeledes undres jeg over at den brave brandfoged, Søren Christensen fra Skovlunde, har kunnet undgå Deres opmærksomhed, for De må dog tilstå - hvis De har været ved ilden - at han mødte ved den med en beundringsværdig hurtighed, med et velordnet mandskab og ved sine kloge foranstaltninger afværgede enhver fare, samt at et par af hans bedste heste ved den overilede kørsel med sprøjten, næsten var styrtet for vognen. 

I øvrigt synes det mig underligt at De ved at skjule Deres navn vil krybe i skjul bag anonymitetens bolværk. Jeg beder De har mig undskyldt fordi jeg ikke før har haft den ære at svare Dem. For da jeg ikke holder nævnte blad, er jeg først i dag blevet bekendt med dets indhold.

Måløv den 3. februar 1824
W. J. Gehl
Overbrandmester

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6870-6872)

Der findes ikke gamle huse eller gårde tilbage af den gamle landsby Ballerup, så her et parti fra det nærliggende Skovlunde.

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Om Boghandelen.

Mens alle håndværkere og handlende stræber efter at indtræde i lav eller korporationer for at se deres rettigheder hævdet, er boghandlerne de eneste som tålmodigt ser på at der på mange måder gøres brud på deres rettigheder. Og det endog i den grad at man næsten kunne definere en boghandler som en borger der har fuldkomne pligter, men kun meget indskrænkede rettigheder. 

Den ret som en boghandler har til at udgive nye bøger eller at lade andres åndsarbejder trykke på sit forlag, må han ikke alene dele med bogtrykkere og bogbindere. Enhver forfatter eller oversætter kan hvis han vil, selv forlægge og sælge sit produkt. Heraf følger at boghandlerne for det meste kun får det ingen anden tager sig af. For har en forfatter et nogenlunde ry, og han tror at hans arbejde vil finde nogen afsætning, så forlægger han det selv eller lader sig betale et så klækkeligt honorar at boghandleren sjældent har fortjeneste, men som oftest tab ved entreprisen. Det kan næsten enhver boghandler komme med flere eksempler på. Mange for forlæggeren kostbare værker er siden solgt til makulatur. Og sjældent vindes på 3 til 4 forlagsartikler det der tabes på et eneste.

I handelen med gamle eller brugte bøger gøres dem endnu større indgreb. I næsten hver avis underretter Adressekontoret om bøger. Marskandisere sælger dem. I to kældre i Gothersgade og på en sal på Gammelmønt har man ikke ubetydelige samlinger som averteres og sælges fra disse steder. De hyppige bogauktioner tjener også til at ødelægge handelen. For på disse købes bøgerne for spotpris *) og kan derfor høkerne sælge dem ringere end af boghandlerne, der ikke har anden levevej og har deres hele formue stående i bøger, hvorpå de ikke har nogen afsætning.

Det eneste som ubeskåret er overladt til boghandleren, er at underlægge sig udenlandske bøger. Men da afsætningen herpå også er ringe, så er der kun 2 til 3 af vores boghandlere som befatter sig med det. Og selv disses fortjeneste er meget små på det. For meget går bort i transport og andre omkostninger. Og i det hele taget er denne handel ikke fordelagtig, eftersom boghandlerne ikke kan udgive mange og gode forlagsskrifter hvormed de kan tiltuske sig udenlandske bøger, men må købe eller tage i kommission hvorved beløbet for det solgte går ud af landet. 

"I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd lagde sig efter betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter." (Samtidig bogsamling, dog ikke biblioteket: Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).

I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd anskaffede sig betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter. Nu er det ganske anderledes. Undtager man nogle lærde ex professo, som nødvendigvis må eje et bibliotek og i det mindste forsyne det med de nyere udkomne skrifter der angår deres egentlige videnskab for at de kan holde skridt med tiderne, så finder man vist kun meget få der lægger bind på at eje bogsamlinger. Hos den juridiske embedsmand på landet findes sjældent mere end lovbogen, Schouws register og de nødvendige forordninger. Og mange landsbypræsters biblioteker består af Bibelen, salmebog, alterbog, Ewalds tidsregister og nogle gamle postiller. Den studerende køber kun de nødvendigste bøger og mange låner dem hos andre eller på de offentlige biblioteker.

(Fortsættes)

*) På de fleste af vores bogauktioner indfinder sig kun meget få liebhabere og disse synes at skamme sig ved at overbyde hinanden. Deraf rejser sig den lave pris på bøger. Ved en bogauktion i maj forrige år blev en samling af nyindbundne bøger hvis bogladepris uden bind var 3.000 rigsbankdaler, således udstykket og solgt for 350 rigsbankdaler. Mens man har penge nok til fornøjelser, mens man kan give 100 rigsbankdaler for en loge til koncert, har man ingen penge til at købe bøger for! Skulle man derfor støde på åndsarmod hos folk af de klasser hvori man burde finde oplysning og dannelse, så forundrer man sig ikke.

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6863-6867)

Ønske, Moden angaaende.

Til alle tider har moden i klædedragt hævdet sit herredømme over mængden, især i store stæder. Hvad der i et årti anses for uskønt og smagløst, roses og bæres i det næste som den højeste mode. Men hvad der er det værste er at det herredømme moden tilriver sig ofte grundes på sundhedens bekostning. Vores fortjente professor Tode plejede i sin Sundhedstidende dels at satirisere over, dels at ivre imod skadelige moder. Men da vi nu ikke har nogen som træder i hans fodspor, så tror anmelderen det ikke overflødigt at gøre almenheden opmærksom på at dr. Wagner, kongelig preussisk fysikus i Schweitzerkredsen har udgivet en bog under titel "Skadelige følger af snævre klæder", hvori han på det mest eftertrykkelige advarer de unge piger og deres mødre, de lærde, militæret og landmanden derimod og søger årsagen til hensygningen af vores fysiske og åndelige kraft i den alt for snævre påklædning. Det var at ønske at en kyndig mand ville oversætte dette lille skrift hvis læsning forhåbentligt ville gøre indtryk og afværge ulempe.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de Februar 1824, s. 6860-6861)

Spørgsmaale.

1) hvorvidt er et par medlemmer af en kommission som af høje vedkommende er udnævnt til at eksaminere dem der attrår at blive kateket for den mosaiske menighed, berettigede til at foretrække og at tilstede en purung og umyndig person adgang til en sådan prøveeksamen, for derved ligesom at tilsidesætte en ældre, og langt værdigere, der tillige er religionsmand og som skønt ikke så bevandret i det danske sprog, men blot af nidkærhed for det mosaiske samfund og i betragtning af sammes uformuenhed har tilbudt sig at ære og undervise gratis?

2) Når en mand på et offentligt sted tillader sig at tale bespotteligt om religionen og dens mysterier, kan han da ikke drages til ansvar for sådanne forargelige udladelser og hvad straf har han efter vore love fortjent? Dette ønskes besvaret af en retskyndig.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6859-6860)

En ønskelig Forandring ved Skarnvognenes Paalæsning.

(Indsendt)

At ved dette blad hæmmes megen uorden er unægteligt. Hvorfor man også tager sig den frihed at anmelde en genstand der daglig er stødende for øjet og tanken. Denne er skarnets påkastning på renovationsvognene. Man vil her kort berøre de ubehageligheder som derved forårsages. Holder fx vognene lige for en slagterbod, en åben spækhøkerbod, en mælkekælder, et meludsalg eller for hver andet udsalgssted, så føres jo askestøv lige ind i butikken og ind i fødevarerne selv, og det er en højst ubehagelig tanke at sådant må tæres af mennesket. Indsenderen tillader af anførte aldrig sin pige at købe fødevarer der hvor butiksdøren står åben. Endvidere endnu en ubehagelighed , skønt den mindst betydeligste bland de anførte, er den at an får støvet i øjnene eller på klæderne - og at vinduerne ikke kan holdes rene. - Man kan dertil også formode at af den glommende tørvask i skarnbøtterne en gang imellem opstår ild. Det var derfor vel højst nødvendigt at anførte mangel på renlighed og orden blev forebygget, ved at kaste vand på asken og at vedkommende som herudi viste sig forsømmelige, blev mulkteret. En befaling om det fra den høje øvrighed ville vist mange taknemmeligst påskønnes.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6856-6858)