Et Vink til Vandcommissionen.

Der gøres så meget for at forebygge ulykker for mennesket at man derfor ikke tror det upassende at henvende den høje vandkommissions opmærksomhed på tre meget farlige steder for det offentlige.

I Peblingesøen og Sortedamssøen er der tre kister hvori de render ligger som leder vandet her til staden. Foran disse er anbragt et pæleværk af omtrent, efter øjesyn, 9 til 12 meters længde som igen er forsynet med brædder der står under vandet, formodentlig for at hindre grøde og urenlighed fra søen at løbe til renderne. På dette pæleværk hvorpå der for oven er anbragt bjælker, ses som oftest i sommerens dage både voksne og børn at vove sig ud til den yderste ende for at fiske. Dette er yderst farligt så meget mere som bjælkerne for vandfalds skyd er afrundede, og når disse er fugtuge, meget glatte at gå på. Falder en voksen person eller et barn uden for og disse kan svømme, så er der al rimelighed for at de kan blive bjergede. Men falder de inden for i kassen, så er al redning umulig når ingen er til stede til hjælp, og om end hjælp var ved hånden, kan det endda se galt nok ud, eftersom ingen båd kan komme nogen til hjælp inde i kassen.

For nogen år siden fandt således en agtet medborger sin død der fordi han for at fiske havde vovet sig ud på en af disse bjælker hvor han nu fandtes død i kassen ved siden af sine fiskeredskaber. Dette kunne aldeles forebygges når disse kister blev forsynede med stakitværk på den ende som vender ud til Dosseringen, og denne bekostning ville dog være meget ubetydelig mod de mange velgørende følger samme ville medføre. Man kan vel indvende at ingen har der at bestille, allerhelst da Dosseringen for begge ender er forsynet med fornødent hegn. Men lægger man mærke til at Dosseringen er tilgængelig fra utallige steder hvor hegnet er anbragt, især da den vender ud til marken, så vil denne indvending let bortfalde. Overalt hvor daglige ulykker kan forebygges, bør en så ringe ting som nogle meter stakitværk NB af forsvarlig højde efter indsenderens formening ikke komme i betragtning. Indsenderen ved ikke om nogle af den høje vandkommissions bestyrere tillige er medlemmer af selskabet for druknedes redning. Hvis så er, kunne måske begge autoriteter forenes om denne ringe bekostning. Men selv hvis dette ikke var tilfældet, håber man dog at dette velmente vink vil tildrage sig vedkommendes opmærksomhed.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6906-6908)

Bøn til Commandanten i Citadellet.

Idet man med skønsomhed erkender den beredvillighed kommandanten altid viser publikum når ønsket angår en fordring eller udvidelse af spadseregangen på Kastellet volde og den såkaldte Langelinje, håber man med tillid at De også vil tage hensyn på hvad man herved bringer i forslag.

Hidtil har man betalt 2 rigsbankdaler for spadseren på volden, og for at passere til vogns og hest af Langelinje 4 rigsbankdaler, 3 mark. årligt, og højst rimeligt har til denne forøgelse i prisen været den årsag at de kørende således var fri for bompenge på søn- og helligdage.

Da nu denne fritagelse for at betale bompenge på grund af en allerhøjst resolution, bortfalder, siden der uden for Kastellet er anlagt en bom, så er som en følge deraf denne tilladelse at turde køre denne vej, i ingen henseende besparende, og man håber derfor at kommandantskabet vil tage hensyn herpå og kun for fremtiden udsteder en slags billetter til 2 rigsbankdaler sedler der da både gav adgang til volden og Langelinje og desuden også for at passere denne sti til vogns eller hest.

At denne bøn så meget mere vil findes rimelig, håber man derved vil blive indlysende som kommandantskabet af bomforpagteren får som godtgørelse til skolen til hvem hele indtægten flyder 240 rigsbankdaler redde sølv årligt.

At flere når billetterne således nedsættes, vil nyde denne behagelige spadseretur når billetterne kan fås for 2 rigsbankdaler mod 4 rigsbankdaler 3 mark synes rimeligt især i tider hvor 2 rigsbankdaler 3 mark for en familiefar er mange penge

Ville desuden hr. kommandanten glæde det publikum der i forrige år har bidraget til skolen på denne måde, ved offentligt at melde hvor meget indtægten har beløbet sig til og hvorledes den er fordelt, ville det måske skaffe skolen en endnu større indtægt når man ser hvor mange forældreløse børn der kunne takke denne indtægt for deres opdragelse.

(Politivennen nr. 427. Løverdagen den 6te Marts 1824, s. 6895-6897)

Om Boghandelen

(Se forrige nummer)

De før omtalte gode og betydelige biblioteker blev efterhånden ved ejernes død eller af andre årsager solgt på auktioner og enhver der ejede en lille eller stor bogsamling skyndte sig i ældre år at blive af med den til hvilken som helst pris. På disse auktioner indfandt sig kun sjældent de egentlige boghandlere. For da afsætningen på bøger aftog, blev de træt eller kunne ikke bestandigt holde ud at forøge deres samlinger og sætte kapitaler til for at fylde deres lader. Således kom ofte fremmede kostbare værker i ukyndige boghøkeres hænder hvor de ofte blev defekte. Eller når de havde stået hos dem i nogen tid uden at kunne sælges, vandrede de til spækhøkeren eller urteboden. På denne måde er mange kostbare værker gået tabt, og sådant sker endnu hver dag. Ingen vil vist kunne nægte at det er til stor tab og skade for videnskaberne. For videnskabsmanden på landet som ikke kan ty til offentlige biblioteker, må når han skal benytte et ikke almindeligt værk, søge at få det på bogladerne, og når det af anførte grund ikke findes der, må han af mangel på de fornødne hjælpekilder standse eller ophøre med et arbejde der muligvis kunne være blevet oplysende og gavnligt for flere slægter.

Man kan vel ikke sige at læselysten er aftaget. For masserne vil gerne læse når de kan få bøgerne til låns eller for intet. Men at købe bøger, det bryder ingen sig om, de har andet at bruge pengene til. Men det kan boghandleren ikke være tjent med. Vel har han bemærket at nye bøger er temmelig dyre. Men er denne bemærkning begrundet, så hidrører denne dyrhed fra den lille afsætning der findes. I lejebiblioteker og læseselskaber kan 1 eksemplar læses af flere hundrede mennesker. Og har man her i Danmark fx 100 af sådanne indretninger, så kan en forlægger når som ovenfor sagt ingen privatmand køber bøger, kun gøre regning på at afsætte 1 eksemplar til hvert. Men herved er han langt fra ikke skadesløs for udgifter til honorar, papir og trykkerløn, og det kan man dog vel ikke fortænke ham i om han stræber at blive og at have håb om en mulig fordel ved at sælge nogle få eksemplarer af den øvrige beholdning. På grund af det må ham sætte en pris på sine bøger der er beregnet efter afsætningens størrelse. Dog gør han ved skole- og andre almennyttige bøger hvorpå større afsætning kan ventes, vist nok en undtagelse heri, ligesom man vil finde at danske bøger overhovedet ikke er så dyre som de der komme hertil fx fra Tyskland og andre steder.

Letheden i at kunne få bøger for et godt køb hos de mange som er uberettigede til denne handel, er også for en stor del skyld i at boghandlerne mangler afsætning på nye bøger. Men når afsætning mangler, taber boghandlerne mod og evne til at befatte sig med bøgers udgivelse. Og dog er nytteskrifters udgivelse ikke alene højst nødvendig der, hvor kunster og videnskaber skal fremmes, men den er også et middel til at dække de summer som går ud af landet for fremmede skrifter. Kan en boghandler ikke forlægge nye bøger, så synker han ned til kommissionær, og hans handel er da til ubetydelig gavn såvel for ham selv som for staten *). 

Før Danmark fik boghandlere, måtte de danske købe og lade deres bøger trykke i Tyskland. De første boghandlere som begyndte handelen her, blev opmuntret og understøttet. Og siden da handelen kom i gang, var der mange som samlede sig formue. Derfor ser vi også fra de dage voluminøse og kostbare værker som i vores tid ingen turde befatte sig med at forlægge. Nu vil ingen ved boghandelen kunne samle sig formue, godt om de kunne bestå og leve. Og skal afsætningen fremdeles aftage og tingene vedblive at gå den begyndte gang, så er det ikke usandsynligt at vi vil komme tilbage til det punkt hvorfra vi begyndte, det vil sige købe og lade trykke vores bøger på fremmede steder. Men hvilken skadelig indflydelse dette ville have på vores sprog og videnskaberne her til lands og til hvor lille ære det ville geråde Danmark, er meget let at indse. 

Man kan derfor ikke andet end ønske at vedkommendes opmærksomhed for denne sag må vækkes, og boghandlernes rettigheder nøjere måtte blive bestemt og overholdt. Vel har man sagt at boghandelen var en frihandel. Men hvorfor den skal være mere fri end enhver anden handel, så enhver kan kaste sig derpå, indses så meget mindre som en boghandler må betale sit borgerbrev og svare betydelige skatter og tyngder lige så fuldt som nogen anden borger. Hvad ville en lysestøber eller marskandiser sige til at boghandlerne begyndte på at sælge lys eller gamle møbler? Og da bøger i en kultiveret stat ikke kan anses for overflødighedsvare, så fortjener vel den mand som ved disses udgivelse bidrager til at fordrive åndens mørke lige så meget agtelse og opmærksomhed som den der frembringer et middel mod nattens.

*) Når en boghandler kan udgive gode skrifter, da kan han ved bytning eller tusk aldeles eller dog for en del dække fremmede bøger. I andet fald må han sende det hele beløb for de afsatte bøger i rede penge, med undtagelse af den ham tilstående provision. Men af denne provision kommer ham eller staten kun meget lidt til fordel. For den største del går bort i transportomkostninger der ikke engang ganske bliver det danske postvæsen til del. En af os herværende boghandler tilbagesendte i forrige år 12.000 pund og i år skal han remittere 18.000 pund uafsatte skrifter. Beregner man den porto frem og tilbage, som herfor omsonst er betalt, så ses hvor lidt fordel kommissionærhandelen giver.

(Politivennen nr. 426. Løverdagen den 28de Februar 1824, s. 6879-6885)

Mere om Ildebranden i Ballerup.

I anledning af et stykke indrykket i Politivennen nr. 414 af 6. december forrige år om ildebranden i Ballerup, finder jeg mig beføjet til at anmærke følgende: Det kan ikke nægtes at møller R. Christensen viste sig som en virksom mand. Men at han hverken ved sin åndsnærværelse eller med livsfare udrettede mere end enhver anden som mødte ved ilden og opfyldte sin pligt, er en sandhed. Det synes ikke passende at han lod sin mølle gå mens gården brændte. Da den største del af Ballerup var udsat for fare, søgte enhver i byen at redde sin ejendom. Og den brandlidte familie var derfor i starten overladt til sig selv uden synderlig fremmed hjælp. Havde nu m. C. ladet de folk som var på møllen, ile til brandstedet, havde meget af ejerens tøj, som ellers brændte, kunnet reddes. Ja måske var byens sprøjte den måde blevet frelst. 

Jeg undres over at pastor Hertels sønners raskhed har kunnet undgå indsenderens opmærksomhed. For enhver som mødte ved ilden da den var farligst, var vidne til at disse i forening med gårdmand Andreasens sønner bidrog det meste til at denne gård og med den kroen - hvor indsenderens opmærksomhed især synes at have været henvendt - blev frelst. Det var pastor Hertels yngste søn som da der var kommet ild i den ene stak i gården, løb op på den og rev den brændende sæd ud. Og da der kom ild i en stak ved siden af, sprang han over på den og fik også der ilden dæmpet. 

Ligeledes undres jeg over at den brave brandfoged, Søren Christensen fra Skovlunde, har kunnet undgå Deres opmærksomhed, for De må dog tilstå - hvis De har været ved ilden - at han mødte ved den med en beundringsværdig hurtighed, med et velordnet mandskab og ved sine kloge foranstaltninger afværgede enhver fare, samt at et par af hans bedste heste ved den overilede kørsel med sprøjten, næsten var styrtet for vognen. 

I øvrigt synes det mig underligt at De ved at skjule Deres navn vil krybe i skjul bag anonymitetens bolværk. Jeg beder De har mig undskyldt fordi jeg ikke før har haft den ære at svare Dem. For da jeg ikke holder nævnte blad, er jeg først i dag blevet bekendt med dets indhold.

Måløv den 3. februar 1824
W. J. Gehl
Overbrandmester

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6870-6872)

Der findes ikke gamle huse eller gårde tilbage af den gamle landsby Ballerup, så her et parti fra det nærliggende Skovlunde.

Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Om Boghandelen.

Mens alle håndværkere og handlende stræber efter at indtræde i lav eller korporationer for at se deres rettigheder hævdet, er boghandlerne de eneste som tålmodigt ser på at der på mange måder gøres brud på deres rettigheder. Og det endog i den grad at man næsten kunne definere en boghandler som en borger der har fuldkomne pligter, men kun meget indskrænkede rettigheder. 

Den ret som en boghandler har til at udgive nye bøger eller at lade andres åndsarbejder trykke på sit forlag, må han ikke alene dele med bogtrykkere og bogbindere. Enhver forfatter eller oversætter kan hvis han vil, selv forlægge og sælge sit produkt. Heraf følger at boghandlerne for det meste kun får det ingen anden tager sig af. For har en forfatter et nogenlunde ry, og han tror at hans arbejde vil finde nogen afsætning, så forlægger han det selv eller lader sig betale et så klækkeligt honorar at boghandleren sjældent har fortjeneste, men som oftest tab ved entreprisen. Det kan næsten enhver boghandler komme med flere eksempler på. Mange for forlæggeren kostbare værker er siden solgt til makulatur. Og sjældent vindes på 3 til 4 forlagsartikler det der tabes på et eneste.

I handelen med gamle eller brugte bøger gøres dem endnu større indgreb. I næsten hver avis underretter Adressekontoret om bøger. Marskandisere sælger dem. I to kældre i Gothersgade og på en sal på Gammelmønt har man ikke ubetydelige samlinger som averteres og sælges fra disse steder. De hyppige bogauktioner tjener også til at ødelægge handelen. For på disse købes bøgerne for spotpris *) og kan derfor høkerne sælge dem ringere end af boghandlerne, der ikke har anden levevej og har deres hele formue stående i bøger, hvorpå de ikke har nogen afsætning.

Det eneste som ubeskåret er overladt til boghandleren, er at underlægge sig udenlandske bøger. Men da afsætningen herpå også er ringe, så er der kun 2 til 3 af vores boghandlere som befatter sig med det. Og selv disses fortjeneste er meget små på det. For meget går bort i transport og andre omkostninger. Og i det hele taget er denne handel ikke fordelagtig, eftersom boghandlerne ikke kan udgive mange og gode forlagsskrifter hvormed de kan tiltuske sig udenlandske bøger, men må købe eller tage i kommission hvorved beløbet for det solgte går ud af landet. 

"I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd lagde sig efter betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter." (Samtidig bogsamling, dog ikke biblioteket: Bakkehusmuseet. Eget foto 2015).

I fordums dage, eller blot for 20 til 30 år siden, ejede ikke alene de lærde store og kostbare biblioteker, hvilket ansås som en nødvendighed, men mange fornemme eller rige mænd anskaffede sig betydelige bogsamlinger. Ja selv i de ringere borgerklasser hvor man dog endnu havde sans og smag for videnskab og læsning, fandtes ofte ikke så gode skrifter. Nu er det ganske anderledes. Undtager man nogle lærde ex professo, som nødvendigvis må eje et bibliotek og i det mindste forsyne det med de nyere udkomne skrifter der angår deres egentlige videnskab for at de kan holde skridt med tiderne, så finder man vist kun meget få der lægger bind på at eje bogsamlinger. Hos den juridiske embedsmand på landet findes sjældent mere end lovbogen, Schouws register og de nødvendige forordninger. Og mange landsbypræsters biblioteker består af Bibelen, salmebog, alterbog, Ewalds tidsregister og nogle gamle postiller. Den studerende køber kun de nødvendigste bøger og mange låner dem hos andre eller på de offentlige biblioteker.

(Fortsættes)

*) På de fleste af vores bogauktioner indfinder sig kun meget få liebhabere og disse synes at skamme sig ved at overbyde hinanden. Deraf rejser sig den lave pris på bøger. Ved en bogauktion i maj forrige år blev en samling af nyindbundne bøger hvis bogladepris uden bind var 3.000 rigsbankdaler, således udstykket og solgt for 350 rigsbankdaler. Mens man har penge nok til fornøjelser, mens man kan give 100 rigsbankdaler for en loge til koncert, har man ingen penge til at købe bøger for! Skulle man derfor støde på åndsarmod hos folk af de klasser hvori man burde finde oplysning og dannelse, så forundrer man sig ikke.

(Politivennen nr. 425. Løverdagen den 21de Februar 1824, s. 6863-6867)