07 januar 2016

Et Par Ord til H. Forfatterren af de i Politievennen No. 414 og 429 indrrykkede Stykker, angaaeende Ildsvaaden i Ballerup.

Det har altid været min mening, og er det nu endnu mere at De ikke har været vidne til møller Christensens undergerninger: Og derfor indrømmer jeg Dem samme ret til at dømme derom, som den blinde om farverne. Hvad Deres i Politivennen 429 indrykkede stykke angår, da anser jeg det for hvad det er. Nemlig for pøbelagtig spyderi hvorved De forresten har skadet mig lige så lidt som en gal hund der bundet i en lænke blot kan gø af mig, men intet videre.

W. J. Gehl.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 6997-6998)


Redacteurens Anmærkning

Denne artikelserie omfatter Politivennen nr. 414. 6. december 1823, Politivennen nr. 425. 21. februar 1824, Politivennen nr. 429. 20. marts 1824 og Politivennen nr. 433. 17. april 1824.

Spørgsmaal til Sundheds-Politiet.

Er det tilladt at lade den mængde urin som samles i kasernen i Kronprinsessegade løber ud i rendestenen og det endog om morgenen kl. 8, hvorved en gennemtrængende stank udbredes og forulejliger beboerne i nærheden. At det ikke er gavnligt for sundheden, derom kan vist intet spørgsmål være, da det kun er tilladt slagterne, hvis friske varer dog ikke forårsager så afskyelig en stank, at opholde sig på visse steder i staden. Besynderligt nok er det at beboerne ikke før, men kun på nogen tid, har mærket til denne fæle stank.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 6996-6997)

Charlottenlunds Skov.

Københavns indbyggere mangler ikke forlystelsessteder. Broerne eller forstæderne tilbyder dans, musik, mad, drikke, gøglerier og mere, kildetiden ligeledes.

Den der er lysten efter sådant, søger da dertil. Men skal Charlottenlund også tilbyde ham det samme, så må det synes som om alt skulle opofres ham og intet blive til overs for den der i denne skønne natur ene søger ro, hvile og vederkvægelse efter arbejde, og nærer kun det fromme og vist nok ikke urimelige ønske: i landlig ro under træernes skygge, uforstyrret med sin familie og venner at nye sin medbragte, med flid erhvervede helligdagskost.

Denne anskuelsesmåde må som alt i verden enten være rigtig eller urigtig. Er nu det første tilfældet, så bør teltene med alt tilbehør vige fra Charlottenlund. Er det derimod det sidste, bør alt bliver der.

Forfatteren heraf der antager det første, vil fremsætte sine grunde til nøjere prøvelse. Han mener da at stedet selv som et kongeligt lystslot, ikke egner sig til at være sædet for vild tummel og bachantisk glæde. Den skrigen og støj som blander sig med de musikalske instrumenters toner, lyder til langt ud på natten i lang afstand derfra. Vejen dertil er altid opfyldt af ridende, kørende og gående som ytrer deres glæde på mange måder. Ikke sjældent forefalder klammeri, slagsmål og andre uordener. Alt dette virker ubehageligt på dem som for deres sundheds skyld, ønsker at nyde landlig ro på deres i nærheden liggende steder. Skulle det nu engang blive tilfælde at nogen af den kongelige familie ville tage sommerophold på slottet, var det da passende at der tillodes en sådan, den landlige ro forstyrrende kommers i nærheden af så høje personers bolig?

Det har, så længe forfatteren kan mindes, været tilladt at opslå telte og beværte med spise- og drikkevarer i Jægersborg Dyrehave, i den såkaldte kildetid. Dog var tiden indskrænket til 3 højst 4 uger. Årsagen til denne indskrænkning har formodentlig været for ikke at give alt for megen lejlighed til svir og en forvænnet levemåde. Men i Charlottenlund Skov er tiden ikke så knap afmålt. Fra forårets begyndelse til langt ud på efteråret, efter at løvet endog er faldet af træerne, finder dans, musik og beværtning sted her. Nærmere ved staden besøges det hyppigere af de klasser der ikke har evne til at køre og ikke bryder sig om at gå den længere vej til Jægersborg Dyrehave. Før lod et tjenestetyende sig nøje med en skovtur, nu løber de fleste derud hver søndag, og mange gange må husfaderen vente til langt ud på natten efter tyendet, der stolende på at Nørreport står åben, dvæler så længe som muligt på dette forlystelsessted. Her stiftes bekendtskaber, der ofte er lige farlige for personer af begge køn. Hvem ved hvor mange piger der har tabt sin uskyld, og hvor mange unge mennesker har lagt grunden til en levemåde der siden gjorde ham ulykkelig? - Det synes derfor forfatteren at både stedets værdighed, moral og hustugtens taler for at denne kommers bandlyses derfra.

(Politivennen nr. 433. Løverdagen den 17de April 1824, s. 6994-6996)

06 januar 2016

Venlig Advarsel til Forældre som sende deres Børn i Kirsebærgangen, for der at bevæge sig og nyde den fri Luft.

Allerede sidste sommer blev anmelderen på en højst ubehagelig måde gjort opmærksom på et mandligt afskum som ofte indfandt sig i Kirsebærgangen og når han mærkede at ingen mandsperson var i nærheden, viste sig for forbigående kvinder og pigebørn, blottet og i en stilling hvorom den mindste levning af blufærdighed ikke tillader her at ytre sig tydeligere. Så vist som det er at hver dydens ven føler det højst vigtige i at bevare blufærdighed og sædelighed hos den opvoksende ungdom og i at undertrykke enhver spire hos samme til usædelighed, så harmende må det være at forældre eller formyndere nu ikke engang tør vove at sende deres børn eller umyndige personer hen på et sted som Kirsebærgangen uden opsyn af en mandsperson, med mindre de vil udsætte uskyldigheden for giftig kådheds forgiftende pest. 

Kirsebærgangen o. 1840. Væggen, Københavns Bymuseum.

Også i det nu begyndende forår har nævnte afskum ladet sig se i Kirsebærgangen. Og da det vel for det første vil medføre nogen vanskelighed at hæmme hans skamløse adfærd på dette sted, så tror anmelderen at burde advare om ikke at sende børn i Kirsebærgangen uden i følge med mandspersoner. For afskummet holder udkig efter disse for ikke ved sin adfærd at udsætte sig for en velfortjent revselse. Imidlertid tør man vel håbe hvad man inderligt må ønske at en eller anden håndfast ærbarhedens ven kunne holde så godt udkig efter niddingen at dennes kådhed kunne ved en kraftfuld arm og en dygtig stok blive afkølet på en måde som for lang tid ville blive i hans erindring.

Nogle søndage om eftermiddagen har man også set en del drenge, ikke af den lavere klasse, men meget velklædte at drive deres spil i Kirsebærgangen ved Vesterport. De bemægtiger sig helt gangen så at andre spadserende ikke kan komme frem for dem, og kryber op ad volden som endnu p visse steder viser spor af deres øvelser. Sådanne drenge burde nok ikke uden opsigt tillades adgang til aflukkede spadseregange hvor svage personer ønsker at gøre sig en bevægelse og nyde frisk luft.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6988-6990)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 451. 21. august 1824. 

Et slemt Rækværk i Snarregaden.

Hvorvidt mon det kan være ejeren af huset nr. 4 i Snaregade mere end andre af hans medborgere tilladt at have det udstående jernrækværk ved sin gadedør, da det så vidt vides er utilladeligt. For ikke at tale om det generer enhver forbigående meget som betræder fortovet om dagen, men i mørke aftner forvolder det mange slemme stød. Således fik en honet kone for nogle aftner siden og som var samme ubekendt, skammeligt forslået sit ene øje, hvoraf hun bærer mærke endnu og hvorfor hun aldeles ikke kan vente nogen erstatning, men må tage skade til hjemgæld. Det er derfor hendes såvel som vist nok fleres ønske som har deres lemmer kært, at vedkommende ville pålægge nævnte ejer at få denne slemme indretning afskaffet.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6985-6986)

Redacteurens Anmærkning.

Snaregade 3 er dagens Nybrogade 8, Snaregade 5. Huset er fra 1730, altså opført kort efter bybranden.

Jernrækværket er der ikke mere. Huset har formentlig ligget noget højere dengang. Snaregade 5 er et af de få tilbageværende bindingsværkshus som vender direkte ud til gaden. Foto Erik Nicolaisen Høy.