Anmodning til Kjøbenhavns Havne-Commission.

Da det ikke altid er tilfældet at ethvert fartøj som skal forhale fra Toldboden til kanalerne op imod Langebro er eller kan være forsynet med varpetrosser der har den længde som kræves for at gøre fast i de anbragte pæle der til dels er så langt fra hinanden, så anmodes den ærede kommission enten om at foranstalte at flere forhalingspæle bliver anbragt, eller at bevirke hans majestæts allernådigste tilladelse at de mindre fartøjer bliver tilstedt at gøre deres varpetrosser fast ved de den vej tilstødende kongelige bolværker, hvilket synes ikke at kunne skade disse, men endeligt meget gavne de små fartøjer hvis redere ikke altid har evne til at bekost så lange varpetrosser som nu kræves.

Indsenderen passerede i går vejen fra det gamle bryghus til Knippelsbro. En stærkt strøm og vind drev fortøjet op imod en plads hvor der var en artillerivagt. Denne forbød ikke alene at man ikke måtte benytte en bådshage til at holde skibet fra bolværket med mindre man ville bruge den spidse ende af skaftet, hvoraf man som bekendt under de fleste omstændigheder kan have lille nytte, men forbød endog ganske at gøre varpetrossen fast i en af pælene, men i dets sted rådede manden at gøre fast i et tæt derved liggende bolværk der såvidt indsenderen ved, tilhørte en privat mand.

(Politivennen nr. 456. Løverdagen den 25de September 1824, s. 9170-9172)

Synd mod Øie og Næse!

Så kært det må være enhver af stadens indbyggere der enten er i besiddelse af noglen til Kirsebærgangen eller i andre tilfælde kan passere stadens broer, for i den fri luft at nyde forfriskning, så ubehageligt er det at lugte og se nogle på begge sider straks uden for porten ved indgangen til førnævnte spadseregang pladserede møgvogne, som jævnligt hver formiddag er hensat flere timer forspændte og uden kuske. Foruden det at berørte urenligheder afstedkommer stank, optager disse vogne megen plads og standser passagen for ridende og kørende. Søndag er lige så lidt fritaget for disse mælkesvendes forsamling uden for stadens porte, og navnlig ved Kirsebærgangen, såsom disse i almindelighed holder i flere timer efter at de ved politiet er blevet erindrede om at forføje sig ud af staden før kirketiden. Man har anset det for pligt her offentligt at påanke en uskik der i flere end en henseende er skadelig og stødende mod øjet, såvel som næsen hvorfor man ønsker samme afskaffet ved de sædvanlig veltrufne midler fra politiets side.

(Politivennen nr. 456. Løverdagen den 25de September 1824, s. 9168-9169)

Et Par Ord til Tambour-Majorens Misundere.

I Politivennen nr. 455 for dette år læses under titlen "Femten Trommers Larm kan endnu finde Pøbelens Behag" et udbrud af harme (eller ondskab) mod tambourmajor J. H. Kock hvori der i pøbeludtryk søges at nedsætte den kunstfærdighed hvormed Kock til en ikke ublu prise har moret mange, og at han uden at holde folk for nar efter kalveskindet har moret, må man antage efter det tilløb han altid havde. Forunderligt er det at se at forfatteren af dette stykke opkaster sig til smagsdommer over et helt publikum, ja endog indlader sig på at moralisere ved at bemærke på hvad måde man bør more sig. Hvad der behager en, behager ike altid en anden, skønt jeg tør tro at pøbelsproget i nævnte stykke uden undtagelse er alle modbydeligt. Indsenderen af disse linjer kender ikke Kock, har aldrig talt med ham, og står i intet personligt forhold til ham, kan altså ikke tale  af partiskhed. Men han har hørt af mange at Kock skal have gjort mange ædle anvendelser af sit erhvervede og foruden forestillingerne til bedste for stadens fattige og Gentofte Hospital, ses af Adresseavisen nr. 219 anvendelsen af indtægten af hans sidste forestilling her. Meningerne er ellers meget delte om Kock vel skulle medtage noget betydeligt at sit fortjente, eller lade det meste deraf blive her, og så man hans kasse ved afrejsen, var det vel muligt at den så lige så defekt ud som mange andre kasser til sin tid - dog dette bliver jo alene hans sag. At forfatteren af det omhandlede stykke befatter sig med sprogforandringer (for sprogforbedringer kan det vel næppe kadles) klæder ham ikke. Hans publikum hører han med selv dertil, får han næppe til at blive smukt dansk. Skønt jeg ikke venter mig at kunne gå fri for at få en skarnbøtte efter mig, som er farfatterens vane, må jeg til slut erklære at samme af mig ikke ænses, og at intet bogstav i så henseende vil blive spildt.

(Politivennen nr. 456. Løverdagen den 25de September 1824, s. 9166-9168)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten fortsætter i en artikel i Politivennen nr. 458.

Ønske, betræffende Aabenraas Vægter.

Det var at ønske at vægteren i Åbenrå ville være lidt mere årvågen på sin post da man så sjældent hører ham fra klokken 11 til kl. 2 om natten. Således hændte det natten mellem den 24. og 25. august at en derværende beboer fik sit udhængende jernskilt sønderbrudt ved ondskabsfulde kåde lapser så at larmen kunne høres i hele nabolaget uden at der indfandt sig nogen vægter, skønt han adskillige gange blev anråbt om assistance og kom først til syne ved råbet kl. 2

I samme gade eksisterer ligeledes et øludsalg som morer sine gæster helt ud på natten så at naboer og genboer der efter dagens arbejde søger nattehvile, kan på grund af den megen støj hos nævnte øltapper, ved sang såvel af fruentimmer som mandfolk, som også ved et derværende keglespil, ikke få et øje lukket.

Hvori denne øltappers rettigheder består, fremfor andre hans medborgere der må lukke og slukke klokken 11, vil jeg lade de ansvarlige undersøge og bedømme.

(Politivennen nr. 455. Løverdagen den 18de September 1824, s. 9161-9162)

Uorden bag Vesterport.

Bag ved Vesterports vagt er hensat en trillevogn hvorved let kan afstedkommes ulykker på mørke aftner. Indsenderen som kom ind af Vesterport mandag aften, og gik bag om vagten, stødte på den da det var mørkt, faldt og slog sig. Man har senere erfaret at urtekræmmeren på hjørnet af Frederiksberggade og Vestervold nr. 17 hvor intet navn står over døren, skal være ejer af den, og anmoder derfor nævnte navnløse urtekræmmer til at skaffe sig et andet stade for sin trillevogn, og ikke lade den stå midt på alfarvej hvor den spærrer passagen for gående.

(Politivennen nr. 455. Løverdagen den 18de September 1824, s. 9149-9150)